Falsk for­år i Danmark

I selv­sam­me år, som Søren Gyl­den­dal grund­lag­de sit for­lag, afskaf­fe­de den egent­li­ge magt­ha­ver i Dan­mark på det tids­punkt, den fra Tys­kland ind­van­dre­de læge J.F. Stru­en­see, cen­su­ren og ind­før­te trykkefriheden.

Det kom ikke til at gå stil­le af: Der begynd­te at udkom­me et væld af pam­flet­ter, hvori alver­dens aktu­el­le emner blev taget op, poli­tik, lavs­for­hold, sæde­lig­hed, kon­gen, dron­nin­gen for­hol­de­ne ved hof­fet, alt kun­ne skri­ves, alt kun­ne gøres til gen­gæld for en pam­flet. Det gav på meget, meget kort tid anled­ning til en helt ny og ukendt offentlighed.

Det fore­lig­gen­de værk er lidt af en svær­væg­ter (Godt 4 kg). Det er såle­des ikke en man læser i metro­en eller tager med til stran­den om som­me­ren, og det tager sin tid at kom­me igen­nem den. Men det er i høj grad uma­gen værd. Det er også lidt af et pragt­værk, med god papirkva­li­tet og flot tryk, en gave til dem der sæt­ter pris på ikke bare en bogs ind­hold, men også på dens frem­træ­den (men, skul­le der ikke have været skind­bind med guldtryk?).

Ind­hol­det sva­rer til stør­rel­sen. Tek­sten er i ekstrem grad gen­nemtænkt og grun­dig, og bogen inde­hol­der des­u­den en ræk­ke såkald­te ”appa­ra­ter”, blandt andet en regi­strant over samt­li­ge tryk­ke­fri­he­dens skrif­ter og en liste over per­so­ner­ne i tryk­ke­fri­he­den (med bio­gra­fi­ske oplys­nin­ger), og den er selv­føl­ge­lig velud­sty­ret med hen­vis­nin­ger og for­kla­ren­de noter, alt sam­men noget der let­ter et vide­re arbej­de med bogens emne.

Bogens emne er, som under­tit­len siger, de tre vil­de år med tryk­ke­fri­hed i Dan­mark 1770–73, de år der begynd­te med noget der lig­ne­de et vold­somt tøbrud i dansk poli­tik og sam­funds­ud­vik­ling, men lige så brat end­te med reak­tio­nens tri­umf og sam­fun­dets for­ny­e­de ned­frys­ning. Udvik­lin­gen i dis­se tre år er set gen­nem den mang­fol­dig­hed af små­skrif­ter som tryk­ke­fri­he­den gav anled­ning til. Skrif­ter­ne præ­sen­te­res, gen­gi­ves og kom­men­te­res, og først og frem­mest ord­nes de efter en ræk­ke over­skrif­ter så at de frem­træ­der i logisk sam­men­hæng og ind­pla­ce­res i den poli­ti­ske og soci­a­le udvikling.

Når man læser bogen, fore­kom­mer afstan­den til begyn­del­sen af 1770erne ikke stor. Vi har i det sid­ste årti set en ræk­ke ”for­år” andre ste­der i ver­den, for­år der næsten alle er endt i hår­de­re frost end nogen­sin­de. Og vi har set, fak­tisk ser vi for vore øjne, ska­bel­sen af en ny offent­lig­hed i form af de soci­a­le medi­er, der på man­ge måder min­der om tryk­ke­fri­he­dens år. Total foragt for sand­hed, ustyr­li­ge kon­spira­tions­te­o­ri­er, pøbe­lens amokløb – jo, man føler sig hjem­me i 1770erne. Bru­gen af tek­ster­ne ska­ber nær­hed og autenticitet.

Til­sy­ne­la­den­de er kup­ma­ger­ne af 1772 eks­per­ter i start og mani­pu­la­tion af en per­fekt shitstorm

Axel moos

Bogens dis­po­si­tion føl­ger først de for­skel­li­ge ”fejder” dvs. de ikke altid sær­ligt høfli­ge menings­ud­veks­lin­ger mel­lem de for­skel­li­ge (ano­ny­me) for­fat­te­re af skrif­ter om bestem­te emner, såsom han­del, retsvæ­sen, præ­ste­løn­nin­ger, hel­lig­da­ge­nes ind­skrænk­ning og ikke mindst rigets sæde­li­ge til­stand, stats­gæl­den, hove­ri­et, lot­te­ri­et osv. Til­sy­ne­la­den­de opfat­ter skri­ben­ter­ne tryk­ke­fri­he­den som fri­hed til at frem­kom­me med alle muli­ge påstan­de og for­mod­nin­ger om mod­par­tens per­so­ner, hold­nin­ger og motiver. 

Næste hoved­af­snit er hel­li­get nog­le af de vig­tig­ste skri­ben­ter, deres skrif­ter og deres skæb­ne. I for­hold til før­ste hoved­af­snit vil der uund­gå­e­ligt være en del gen­ta­gel­ser, men det gør til gen­gæld at man kan læse hoved­af­snit­te­ne hver for sig. Man får ind­tryk­ket af at det er småt med civilcou­ra­ge hos skri­ben­ter­ne, men til gen­gæld rige­ligt med flek­si­bi­li­tet i for­hold til de poli­ti­ske magtforhold.

Ind imel­lem hoved­af­snit­te­ne fin­der man sær­de­les oply­sen­de bag­grunds­af­snit om blandt andet tryk­ke­fri­he­dens bysty­re, tryk­ke­fri­he­dens by og tryk­ke­fri­he­dens topo­gra­fi. De fun­ge­rer som en hel soci­al­hi­sto­rie, men dog sta­dig med udgangs­punkt i skrifterne.

Ende­lig kom­mer bogens clou, hoved­af­snit­tet om kampag­nen for­ud for og ikke mindst lige efter Stru­en­se­es fald. Det er her skrif­ter­ne bli­ver ube­ha­ge­ligt moder­ne. Til­sy­ne­la­den­de er kup­ma­ger­ne af 1772 eks­per­ter i start og mani­pu­la­tion af en per­fekt shit­storm, anført af vil­li­ge præ­ster og videre­ført af lige så vil­li­ge – og ban­ge – skri­ben­ter med det for­mål at over­be­vi­se fol­ket om at Stru­en­see for­be­red­te et kup mod kon­gen, mens de egent­li­ge kup­ma­ge­re blot for­sva­re­de ham. Pro­jek­tet lyk­ke­des over al måde – det kun­ne man ikke gøre bed­re i dag.

I et slut­af­snit beskæf­ti­ger man sig lidt mere med medi­er og offent­lig­hed på det teo­re­ti­ske plan, men det er ikke her bogens styr­ke lig­ger. Den er der så rige­ligt af andre steder.

Man kan ikke ønske sig en bed­re ind­gang end den­ne bog, hvis man vil beskæf­ti­ge sig med de kri­ti­ske år 1770–73.

Skriv en kommentar