Kon­ge­mag­ten udfordret

Tiden efter Val­de­ma­rer­ne var en uro­lig tid i Dan­mark, men også en afgø­ren­de peri­o­de for udvik­lin­gen af det dan­ske sam­fund og ikke mindst kon­ge­mag­tens pla­ce­ring i for­hold til stormænd.

Det var også i den­ne peri­o­de, at Dan­mark for alvor udvik­le­de sig til et stæn­der­sam­fund med (fæste)bønder, bor­ge­re, gejst­li­ge og stormænd.

Bogen er en fort­sæt­tel­se af bogen, “Hvem til­hø­rer Dan­mark”, og er en sær­de­les detal­je­o­ri­en­te­ret kro­no­lo­gisk frem­stil­ling af den histo­ri­ske og ikke mindst den for­fat­nings­hi­sto­ri­ske udvik­ling i Dan­mark i de 100 år fra 1241 til 1340.

Fokus er på lov­giv­nin­gen med betyd­ning for for­hol­det mel­lem kon­ge­magt, kir­ke, stormænd og befolk­nin­gen. Fri­is­berg gen­nem­går Jyske Lovs betyd­ning for kon­ge­ri­gets udvik­ling. Den­ne lov hav­de dog ikke direk­te ind­fly­del­se på lan­dets over­ord­ne­de sty­re. Det var sta­dig sæd­va­ne­ret­ten. Og inter­es­sant nok føl­ges den sæd­va­ne nu mere end 800 senere:

De fun­da­men­tale bestem­mel­ser var alt­så: kon­ge­døm­me, sam­me slægt på tro­nen, arv og valg. Så fun­da­men­tale var dis­se bestem­mel­ser, at de tre før­ste gæl­der den dag i dag.” side 76.

Bogen er opdelt i kro­no­lo­gi­ske og tema­ti­ske afsnit, der kan læses som enkeltafsnit.

Det er en dra­ma­tisk peri­o­de i Dan­marks histo­rie, der beskri­ves. Nok var der en vis sæd­va­ne­ret i for­bin­del­se med tronskif­te, men det for­hin­dre­de ikke bro­der­mord som i til­fæl­det med Abels for­mode­de mord på Erik Plov­pen­ning og det sene­re kon­ge­mord på Erik Klipping.

Som læser bli­ver man impo­ne­ret over den omfat­ten­de og detal­je­re­de beskri­vel­se af peri­o­den. Det er impo­ne­ren­de, at det lyk­kes en histo­ri­ker i den grad at beskri­ve og dis­ku­te­re sam­funds­for­hol­de­ne i 11–1300 tal­let i et sådant omfang. Bogen er selvsagt udsty­ret med en omfat­ten­de lit­te­ra­tur­li­ste og noteapparat.

Bogens syns­vin­kel er som det frem­går af tit­len stats­ret­lig. Der­for gen­nem­gås Erik Klip­pings hånd­fæst­ning  og for­lø­be­ren for den­ne,  den abel-chri­stof­fer­ske for­ord­ning grun­digt. For­fat­te­ren er sær­de­les detal­je­ret i sin beskri­vel­se af rets og for­fat­nings­ud­vik­ling. En detal­je­grad, der for nog­le læse­re vil vir­ke overvældende.

For­fat­te­ren fører os frem til opløs­nin­gen af det dan­ske rige i 1300 tal­lets begyn­del­se. Den kon­ge­lø­se tid i 1340erne blev ikke enden på kon­ge­ri­get. Det beskri­ves, hvor­dan det lyk­ke­des Val­de­mar den 4, Atter­dag at få gene­tab­le­ret kon­ge­døm­met med hjælp fra tyske forbundsfæller.

For­fat­te­ren frem­fø­rer en ræk­ke argu­men­ter for, at det lyk­ke­des. Kom­bi­na­tion af støt­te fra paven og den tyske kej­ser samt Val­de­mars vil­je og evne til at gen­nem­fø­re gene­tab­le­rin­gen frem­hæ­ves som afgø­ren­de. Inter­es­sant nok næv­ner Fri­is­berg også mulig­he­den for, at en etab­le­ret bevidst­hed om et “dansk kon­ge­ri­ge” blandt stormæn­de­ne og i befolk­nin­gen kan have haft ind­fly­del­se på hold­nin­gen til de uden­land­ske pant­her­rer og i sid­ste instans svæk­ket deres mulig­hed for at fast­hol­de mag­ten i Danmark.

I sin kon­klu­sion anfø­rer Fri­is­berg, at der i den beskrev­ne peri­o­de blev etab­le­ret en poli­tisk admi­ni­stra­tiv kul­tur, der kun­ne dan­ne grund­lag for et effek­tivt sty­re. Svag­he­den ved syste­met var kon­flik­ten mel­lem stormænd og kon­gen, og han slutter

Den lære, man kun­ne dra­ge af kri­sen for kon­ge­mag­ten og riget, var, at vej­en frem var. at kon­ge og ari­sto­kra­ti fandt hin­an­den i et for­nuf­tigt sam­ar­bej­de. Lyk­ke­des det, vil­le man kun­ne betrag­te den kri­se­fyld­te peri­o­de 1241–1340 som de fød­sels­ve­er, der gik for­ud for føds­len af bar­net: det kon­sti­tu­tio­nel­le monar­ki” (side 359–60)

Mon ikke Claus Fri­is­berg alle­re­de har pla­ner om også at beskri­ve fødslen?

Skriv en kommentar