Bil­le­det af Rusland i medi­er, hos poli­ti­ke­re, i bøger osv. er næsten enty­digt. Rusland er en fjen­de, som vi skal bekæm­pe, spæn­de ben for, chi­ka­ne­re, for­di lan­det under præ­si­dent Putins ledel­se angi­ve­ligt tru­er ikke bare sine nabo­er mili­tært, men også vores demo­kra­ti­ske livs­form. Der­for har vesten ind­ført sank­tio­ner og lagt stort set al kon­takt mel­lem Rusland og vest­li­ge lan­de på is. Rusland har angi­ve­ligt sat sig på tværs af ’vores’ nob­le bestræ­bel­ser på at etab­le­re et demo­kra­tisk, frit og åbent glo­balt system. Rusland bærer ale­ne ansva­ret for den nye kol­de krig med til­sva­ren­de oprust­ning. Så vidt den­ne opfattelse. 

Bogen Rusland på tværs kri­ti­se­rer det­te for­sim­p­le­de bil­le­de af både Rusland og Vesten. For­fat­te­ren giver et histo­risk rids af Ruslands histo­rie, hvor han bl.a. viser, at Vestens nega­ti­ve syn på Rusland langt fra er nyt. Histo­ri­en om Ruslands opgør med sov­jet­ti­den fortje­ner en mere nuan­ce­ret beskri­vel­se end man ofte ser, og vestens opfat­tel­se af tiden under Putin fortje­ner i høj grad at bli­ve kor­ri­ge­ret for ikke at frem­stå tota­li­tært. Bogen er en grund­bog. En intro­duk­tion til Rusland, uom­gæn­ge­lig, med 36 sider illustrationer.

Jens Jør­gen Niel­sen har været Poli­ti­kens kor­re­spon­dent i Moskva, for man­ge år siden. Han er for­sker og under­vi­ser på CBS. Han optræ­der i TV- og radio, når man på de stats­kon­trol­le­re­de medi­er en gang imel­lem til­la­der sig at infor­me­re alsi­digt, på tværs. 

En sag kan ses fra fle­re sider, og det er oftest lære­rigt at for­sø­ge på det. Den­ne bogs erklæ­re­de mål er at få os til at se Rusland i et nyt og bed­re lys. Rusland i almin­de­lig­hed og præ­si­dent Putin i sær­de­les­hed har ellers ikke man­ge ven­ner i Dan­mark, så bogen udfyl­der unæg­te­lig et tom­rum i den dan­ske dis­kus­sion, også og navn­lig for­di der er tale om en sam­men­hæn­gen­de og gene­rel fremstilling.

Og kro­nen på vær­ket blev udvik­lin­gen i Ukrai­ne efter den oran­ge revo­lu­tion. Skal man tro for­fat­te­ren, har rus­ser­ne udvik­let et alvor­ligt forfølgelseskompleks.

For­fat­te­ren har været kor­re­spon­dent for Poli­ti­ken i Moskva i en årræk­ke og råd­gi­ver for dan­ske eks­portvirk­som­he­der i Rusland, og han er rus­sisk gift. Hans bag­grund giver ham en god for­stå­el­se af rus­si­ske inter­ne for­hold, selv om det ikke pri­mært er det bogen hand­ler om (desvær­re). Den giver ham også en god for­stå­el­se for, for ikke at sige iden­ti­fi­ka­tion med, almin­de­li­ge rus­se­res syns­punk­ter og i nogen grad med Putins uden­rigs­po­li­tik. Han byg­ger mest på egne iagt­ta­gel­ser og erfa­rin­ger, men selv­føl­ge­lig også på bøger og artik­ler. Der er en 4 siders liste over ”udvalgt lit­te­ra­tur”, her­af knap halv­de­len på russisk. 

Frem­stil­lin­gen hand­ler dels om rus­so­fo­bi og dels gene­relt om Ruslands histo­rie, side­lø­ben­de. Rus­so­fo­bi­ske syns­punk­ter præ­sen­te­res, men dis­ku­te­res for det meste ikke. Peri­o­den efter 1917 dæk­kes mere detal­je­ret, navn­lig efter 1985. De kri­ti­ske år i 1990’erne og gen­rejs­nin­gen sene­re skil­dres ind­gå­en­de og kompetent. 

Der hvor det gik galt i for­hol­det mel­lem Rusland og Vesten, var selv­føl­ge­lig først i den kao­ti­ske og for­fej­l­e­de anven­del­se af vest­li­ge øko­no­mi­ske opskrif­ter, men også i Vestens poli­tik over­for Rusland, spe­ci­elt udvi­del­se af NATO mod øst. Helt galt blev det med NATO’s bomb­ning af Ser­bi­en, som man åben­bart fulg­te leven­de med i Rusland. Ser­bi­ske krigs­for­bry­del­ser har rus­ser­ne vist aldrig hørt om. Og kro­nen på vær­ket blev udvik­lin­gen i Ukrai­ne efter den oran­ge revo­lu­tion. Skal man tro for­fat­te­ren, har rus­ser­ne udvik­let et alvor­ligt forfølgelseskompleks. 

Ind­lem­mel­sen af Krim var væl­dig popu­lær, og en ind­lem­mel­se af Østu­krai­ne vil sik­kert også være det, og af Hvi­derusland, hvis det prø­ver at rive sig løs. Og hvad med Let­land og Est­land og end­da Litau­en? Kan for­fat­te­ren for­sik­re os om at det kun­ne rus­ser­ne aldrig fin­de på?

Putins poli­tik præ­sen­te­res som over­ve­jen­de defen­siv og reak­tiv og han selv som kon­ser­va­tiv, mode­rat, prag­ma­tisk og patri­o­tisk (s. 403). ”Vesten”, navn­lig USA, er aggres­siv og eks­pan­sio­ni­stisk. Der fin­des ikke nogen trol­de­cen­tral, og der var ikke nogen ind­blan­ding i det ame­ri­kan­ske præ­si­dentvalg 2016; demo­kra­ter­ne hav­de bare brug for en und­skyld­ning for at de hav­de tabt val­get. Ned­skyd­nin­gen af pas­sa­ger­fly­et over Østu­krai­ne kun­ne mindst lige så godt have været den ukrain­ske hærs værk, og diver­se atten­ta­ter på Putin-mod­stan­de­re behø­ver ikke at have noget med Putin at gøre.

Lyk­kes for­fat­te­rens pro­jekt – skal vi hol­de op med at være rus­so­fo­ber? Det må enhver læser selv­føl­ge­lig gøre op med sig selv. Mit ind­tryk er at det, trods alle for­fat­te­rens anstren­gel­ser, ikke er lykkedes.

Først og frem­mest for­di en ”kon­ser­va­tiv, mode­rat, prag­ma­tisk og patri­o­tisk” rus­sisk uden­rigs­po­li­tik kan være mindst lige så far­lig for Ruslands nabo­er som de kom­mu­ni­sti­ske luft­ka­stel­ler. For­fat­te­ren skri­ver fle­re gan­ge at rus­ser­ne blot vil have ”ind­fly­del­se” i nabo­lan­de­ne og at det var for­kert af dem at til­slut­te sig NATO. Han og, må man for­mode, den rus­si­ske opi­ni­on, er øjen­syn­lig til­hæn­ger af dok­tri­nen om begræn­set suveræ­ni­tet for Ruslands nabo­lan­de. (Engang kendt som Brezh­nev-dok­tri­nen, men den blev opfun­det læn­ge før ham). 

Ser man på et histo­risk kort over Rusland, som f.eks. det lidt ufuld­stæn­di­ge kort mel­lem s. 32 og 33, må man kon­sta­te­re en sta­dig udvi­del­se af det rus­si­ske ter­ri­to­ri­um. I kom­mu­ni­st­ti­den blev det maske­ret som ide­o­lo­gi­ens sejr, men nu er vi til­ba­ge i spo­ret igen, blot med rus­sisk natio­na­lis­me som ide­o­lo­gi. For­fat­te­ren poin­te­r­er gan­ske vist at Putin ikke er natio­na­list, men patri­ot, hvil­ket givet­vis hæn­ger sam­men med at natio­na­lis­me er en rig­tig dår­lig ide­o­lo­gi for et mul­ti­na­tio­nalt imperium. 

En vir­ke­lig gave til bogens læse­re, og jeg tror at for­fat­te­ren godt kun­ne have givet os den, er en kort­læg­ning af hvad der er den almin­de­li­ge rus­sers fore­stil­lin­ger om Ruslands posi­tion i ver­den. Ind­lem­mel­sen af Krim var væl­dig popu­lær, og en ind­lem­mel­se af Østu­krai­ne vil sik­kert også være det, og af Hvi­derusland, hvis det prø­ver at rive sig løs. Og hvad med Let­land og Est­land og end­da Litau­en? Kan for­fat­te­ren for­sik­re os om at det kun­ne rus­ser­ne aldrig fin­de på? Kan vi bebrej­de let­ter­ne deres rus­so­fo­bi – sid­ste gang rus­ser­ne hav­de her­re­døm­met over Let­land, var det meget nær ved at bety­de uds­let­tel­sen af den let­ti­ske nation.

Nuvel, hvis man ikke ser ud over Dan­marks græn­ser, kan man selv­føl­ge­lig trø­ste sig med, som den gam­le kom­mu­ni­st­le­der Aksel Lar­sen gjor­de, at rus­ser­ne (han sag­de natur­lig­vis Sov­je­tu­ni­o­nen) aldrig har gjort Dan­mark noget. Hvis man ser lidt bre­de­re ud, må man nok gøre sig klart at en vis for­sig­tig­hed over­for det genop­stå­e­de Rusland er på sin plads.

Forfatter(e)

Se mere
0
0
0
0
0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.