Historielærerforeningen | Kontakt/medlemskab

Den­ne anmel­del­se er skre­vet af Axel Moos og bragt i Noter, nr. 202 — “Ulve, får og vog­te­re” er nu kom­met på bogudsalg,

Ulve, får og vogtere
Ulve, får og vogtere
For­fat­te­ren skil­drer, hvor­dan Dan­mark under Den Kol­de Krig stod mel­lem et kul­tu­relt, poli­tisk og øko­no­misk til­hørs­for­hold til Vesten på den ene side og fryg­ten for den geo­gra­fisk nær­lig­gen­de tota­li­tæ­re super­magt på den anden side

Noget af det mest inter­es­san­te ved bogen er bogen selv, dvs. dens til­bli­vel­ses­hi­sto­rie. Den er et pro­dukt fra Cen­ter for Kold­krigs­forsk­ning,  der blev opret­tet ved en afta­le af 24/1 2006 mel­lem Dansk Fol­ke­par­ti og  rege­rin­gen i for­læn­gel­se af finans­lo­vs­for­hand­lin­ger­ne. Man var ikke til­fred­se med den rap­port om Dan­mark under den kol­de krig, som DIIS  hav­de offent­lig­gjort i 2005. Som Jes­per Lang­bal­le udtryk­te det i  for­bin­del­se med en ”ryk­ker” i Fol­ke­tin­get d. 24/5 2011: ”Rege­rin­gen og Dansk Fol­ke­par­ti ønske­de at der blev kastet et vir­ke­lig kri­tisk lys på bl.a. de mili­tan­te grup­pe­rin­ger af freds­be­væ­gel­ser­ne og beslæg­te­de sov­jet­ven­li­ge akti­vi­te­ter”. Jes­per Lang­bal­le afvi­ste både DIIS-rap­por­ten, PET-kom­mis­sio­nens beret­ning og et stort kold­krigs­lek­si­kon således:

”Alle tre træk­ker i nogen­lun­de sam­me ret­ning med en bero­li­gen­de snak om, at der slet ingen røve­re var i  den­ne skov. At Sov­je­tu­ni­o­nen udgjor­de en trus­sel for den frie ver­den, var nær­mest en myte”.

”Alle tre træk­ker i nogen­lun­de sam­me ret­ning med en bero­li­gen­de snak om, at der slet ingen røve­re var i  den­ne skov. At Sov­je­tu­ni­o­nen udgjor­de en trus­sel for den frie ver­den, var nær­mest en myte”.
Jes­per Langballe

Jes­per Langballe

Cen­ter for Kold­krigs­forsk­ning skul­le natur­lig­vis ikke mod­ta­ge direk­ti­ver fra hver­ken rege­ring eller Fol­ke­ting,  men ved at ansæt­te Bent Jen­sen som cen­ter­le­der kun­ne man med ret stor sik­ker­hed for­ud­si­ge hvad man vil­le få. Og Bent Jen­sen skuf­fe­de ikke. Vær­ket er meget stort, detal­je­ret og ind­holds­rigt, og det byg­ger på et meget omfat­ten­de, ofte upu­bli­ce­ret mate­ri­a­le. I for­or­det ret­tes en sær­lig tak til Jes­per Lang­bal­le. Vær­ket  til­eg­nes ”alle dem, der vil­le og vil beva­re Danmark”.

Kan man mær­ke uni­on­s­til­hæn­ger­ne ryste i buk­ser­ne? Om ti år, når EU er fal­det fra hin­an­den, og når Dansk Fol­ke­par­ti har rege­rings­mag­ten, og vi får opret­tet ”Cen­ter for forsk­ning i Dan­marks anden fri­heds­kamp 1972–2024”, vil også dis­se lands­for­ræ­de­re bli­ve kræ­vet til regn­skab for deres ord og handlinger…

Poli­ti­se­rin­gen af kold­krigs­forsk­nin­gen mær­kes også på anden måde. Bent Jen­sen bekla­ger sig meget over chi­ka­ne fra PET, justits­mi­ni­ste­ri­et og stats­mi­ni­ste­ri­et som afslog samt­li­ge anmod­nin­ger om at kun­ne bru­ge oplys­nin­ger fra PET’s arkiv og fra Embeds­mæn­de­nes Sikkerhedsudvalg.

En anden inter­es­sant ting ved bogen er dens frem­stil­lings­form, der er en del mere pole­misk eller endog ”ekstrablads­ag­tig” end histo­ri­ebø­ger ple­jer at være. Det gør den sik­kert meget til­freds­stil­len­de at læse for folk der deler for­fat­te­rens syn­punk­ter; for andre kan det vir­ke noget ked­som­me­ligt. I beskri­vel­sen af for­skel­li­ge dan­ske­res øst­kon­tak­ter næv­nes f.eks. ofte de overdå­di­ge trak­te­men­ter – når man i Dan­mark anty­der at folk (uret­mæs­sigt) har spist og druk­ket overdå­digt, kan man nor­malt reg­ne med at have læser­ne med sig.

Ord som ”spio­na­ge”, ”agent” og ”førings­of­fi­cer” bru­ges meget og med ret bred betyd­ning. Bent Jen­sen vil­le sik­kert selv – og med ret­te – fra­be­de sig at Jes­per Lang­bal­le blev udnævnt til hans førings­of­fi­cer. At han skrev det som Jes­per Lang­bal­le ger­ne vil­le have, var blot et udtryk for sam­men­fal­den­de syns­punk­ter. Med orde­ne agent og førings­of­fi­cer anty­der man, at dem man angri­ber, er sty­ret af fjenden.

En af dem han angreb, jour­na­li­sten Jør­gen Drags­da­hl, gik så vidt som til at anlæg­ge sag for ære­kræn­kel­se, en sag han vandt ved byret­ten, men tab­te ved lands­ret­ten. Lands­ret­ten fandt gan­ske vist at der var tale om ære­kræn­kel­se, men at Bent Jen­sen som histo­ri­ker kom ind under ”ytrings­pri­vil­e­gi­et”, et fryn­s­e­go­de der ellers kun til­fal­der jour­na­li­ster, og som bety­der at de ikke i sam­me grad som almin­de­li­ge men­ne­sker behø­ver at bevi­se deres påstan­de. Sagen blev anket til Højeste­ret, der i skri­ven­de stund over­ve­jer sagen.

Der er ingen tvivl om for­fat­te­rens enga­ge­ment i sagen, også bogens titel anty­der det­te. Hvis man ikke deler hans syns­punk­ter, er man enten ond (”ulv”) eller dum (”får”). At andre syns­punk­ter kan være udslag af en legi­tim hold­nings­for­skel, må for­fat­te­ren lige­som min­de sig selv om en gang imel­lem, men det er ikke det gene­rel­le ind­tryk man får ved læsningen.

Som nævnt har for­fat­te­ren benyt­tet et meget stort mate­ri­a­le, ikke bare offent­ligt til­gæn­ge­li­ge tryks­a­ger, men også papi­rer fra Poli­tiets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste og For­sva­rets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste. Han er i nogen grad  hæm­met af at meget af det ikke blev afklas­si­fi­ce­ret, lige­som det vel ofte er svært at under­ka­ste det den sæd­van­li­ge kil­de­kri­tik. I hvert fald vir­ker det ikke som om han er sær­lig kri­tisk over­for dis­se kil­ders vur­de­rin­ger, i hvert fald ikke når de er nega­ti­ve over­for de per­so­ner han betrag­ter som får eller ulve.

Lan­ge pas­sa­ger af bogen frem­træ­der som et enormt ”hvem-sag­de-hvad” kata­log, med det for­mål at doku­men­te­re navn­giv­ne per­so­ners una­tio­na­le hold­nin­ger. Meto­den er ikke helt vandtæt. Man­ge af per­so­ner­ne har sagt og skre­vet rig­tig meget, og læser man med bestem­te bril­ler på, kan man sik­kert se en del. Ud fra udvalg­te cita­ter fra den fore­lig­gen­de bog kun­ne man sik­kert også frem­stil­le Bent Jen­sen som en vær­re en. Ret­fær­dig­vis dre­jer det sig jo ikke bare om ord, men Bent Jen­sen føl­ger også ulve og får i deres sam­kvem med for­skel­li­ge per­so­ner fra de soci­a­li­sti­ske lan­de, mens luf­ten er tyk af antyd­nin­ger. Det fak­tum at der kun er rejst til­ta­le mod et lil­le fåtal af dem, til­skri­ver for­fat­te­ren tyde­lig­vis en slap hold­ning hos embeds­mænd og politikere.

Det er ikke den inter­na­tio­na­le side af den kol­de krig som er bogens hove­d­ind­hold, og den behand­les kun i form af den sov­je­ti­ske trus­sel mod Dan­mark. Det er hel­ler ikke den mest inter­es­san­te del af bogen. Sov­je­tu­ni­o­nens over­væl­den­de og sta­dig vok­sen­de mili­tæ­re styr­ke beskri­ves, og man kan få det ind­tryk at lan­dets lede­re må have haft en sær­lig moralsk styr­ke siden de ikke benyt­te­de den­ne over­væl­den­de styr­ke til med et hur­tigt angreb at vin­de opgø­ret med Vesten en gang for alle, sær­lig da de mili­tæ­re lede­re hav­de den opfat­tel­se at en atom­krig kun­ne vin­des. Bent Jen­sen ønsker dog ikke at dra­ge den kon­klu­sion. Han støt­ter sig i nogen grad til Ken­nans klas­si­ske ana­ly­se, men uden dog at dra­ge den oplag­te kon­klu­sion at en stat der er sik­ker på at vin­de i det lan­ge løb, ikke har nogen grund til at satse.

Den dan­ske ven­stre­fløjs rol­le i den kol­de krig er behand­let meget grun­di­ge­re, her­un­der natur­lig­vis DKP og SF. For­fat­te­ren har svært ved at se for­skel­len mel­lem de to par­ti­er, hvil­ket må fore­kom­me mær­ke­ligt, da dan­nel­sen af SF net­op skyld­tes uenig­hed i synet på Sov­je­tu­ni­o­nen. Men natur­lig­vis har de to par­ti­er mere eller min­dre sam­men­fal­den­de syns­punk­ter i kri­tik­ken af USA og kapi­ta­lis­men og lig­nen­de fæd­re­lands­fjend­ske holdninger.

Man­ge vil sik­kert synes at det mest inter­es­san­te ved bogen er de man­ge angreb på navn­giv­ne enkelt­per­so­ner for deres kon­tak­ter med repræ­sen­tan­ter for Sov­je­tu­ni­o­nen og DDR (og enkel­te andre øst­lan­de), her­un­der mere eller min­dre åben­ly­se KGB folk. PET har holdt godt øje med den slags, og deres rap­por­ter og syns­punk­ter gen­gi­ves i bogen, med for­fat­te­rens kom­men­ta­rer. Han giver os dog ikke nogen sam­men­hæn­gen­de over­vej­el­ser over årsa­ger­ne til omfan­get af dis­se kontakter.

”Vog­ter­ne”, dvs. det dan­ske bered­skab mod trus­len fra Sov­je­tu­ni­o­nen, tages natur­lig­vis også under behand­ling: Udsu­lt­nin­gen af for­sva­ret og rege­rin­gens ære­lø­se efter­gi­ven­hed over­for Sov­jet, uan­set om den­ne rege­ring var soci­al­de­mo­kra­ti­ske eller bor­ger­lig. Man leder læn­ge efter poli­ti­ke­re med rank ryg, men til sidst viser Bent Jen­sen os ende­lig en: Et foto­gra­fi af Kri­sten Pouls­gaard for­an sin pølsevogn.

Måske er de mest inter­es­san­te kapit­ler dem om hold­nings­skif­tet i Soci­al­de­mo­kra­ti­et og fod­no­tepo­li­tik­ken. Bent Jen­sen spo­rer ændrin­gen til­ba­ge til DSU i 60’erne og føl­ger den nye gene­ra­tions mag­tover­ta­gel­se i par­ti­et. Den sto­re skurk er i hans optik Las­se Budtz, men der er man­ge andre min­dre skurke.

Alt i alt er der her tale om et værk der er stærkt og åben­lyst syns­punkt­præ­get. Det kom­mer langt omkring, og beskæf­ti­ger man sig med en af dens man­ge pro­ble­ma­tik­ker, kan syns­punk­ter fra bogen fint anven­des sam­men med og til afba­lan­ce­ring af andet mate­ri­a­le. Og som nævnt i begyn­del­sen er bogens til­bli­vel­se en histo­rie i sig selv.

/Axel Moos

1 kommentar til “Pay­ba­ck time

  1. Axel Moos på vildspor

    Axel Moos har i Noter nr. 202 anmeldt ”Ulve, får og vog­te­re. Den Kol­de Krig i Dan­mark 1945–1991”, som under­teg­ne­de har bidra­get til. Den såkald­te anmel­del­se, der er skre­vet i en besyn­der­lig use­ri­øs stil, giver imid­ler­tid ikke læser­ne af Noter et reelt ind­blik i, hvil­ke emner vær­ket behand­ler, og er til­li­ge fyldt med fak­tu­el­le fejl.

    I betragt­ning af at Axel Moos synes stærkt opta­get af bag­grun­den for opret­tel­sen af Cen­ter for Kold­krigs­forsk­ning (CFKF) i 2007, må det undre, at han er så dår­ligt ori­en­te­ret om de fak­tu­el­le omstæn­dig­he­der. Cen­te­ret opret­tel­se blev gan­ske vist beslut­tet af et fler­tal i Fol­ke­tin­get, men det var hver­ken rege­ring eller Fol­ke­ting, der ansat­te pro­fes­sor Bent Jen­sen som leder. Det gjor­de en uaf­hæn­gig besty­rel­se, ned­sat af Viden­skabs­mi­ni­ste­ri­et, bestå­en­de af for­ske­re fra blandt andet Køben­havns, Århus og Lunds Uni­ver­si­te­ter samt Rigs­ar­ki­vet. Ansæt­tel­sen fandt sted efter en pro­ces, hvor alle inter­es­se­re­de hav­de mulig­hed for at søge, hvor­ef­ter den bedst egne­de blev ansat. 

    Moos næv­ner kor­rekt, at beslut­nin­gen om at opret­tet CFKF blev truf­fet, for­di et fler­tal i Fol­ke­tin­get fandt, at DIIS’ kold­krigs­ud­reg­ning fra 2005 på en ræk­ke områ­der ikke var udtøm­men­de. Det sam­me men­te en lang ræk­ke histo­ri­ke­re i øvrigt. Har man læst DIIS-udred­nin­gen vil man også vide, at den er skre­vet i et tungt kan­cel­li­s­prog, hvor­for det af Fol­ke­tin­get blev beslut­tet, at CFKF’s værk skul­le skri­ves, så også almin­de­li­ge men­ne­sker kun­ne læse med. At døm­me ud fra antal solg­te vær­ker, så er det­te mål nået. 

    Inden for efter­ret­nings­hi­sto­rie er begre­ber som ”spio­na­ge”, ”agent” og ”førings­of­fi­cer” gan­ske almin­de­li­ge stan­dard­be­gre­ber, som — i mod­sæt­ning til hvad Axel Moos hæv­der – bru­ges meget præ­cist i vær­ket. Vi bru­ger f.eks. kun beteg­nel­sen agent, hvis den­ne anven­des i de kil­der, vi byg­ger på. KGB hav­de en ræk­ke nøje defi­ne­re­de kate­go­ri­er, som de anvend­te til at klas­si­fi­ce­re kon­tak­ter efter. Her var f.eks. Gert Peter­sen klas­si­fi­ce­ret som for­tro­lig kon­takt. Der­for er det den­ne beteg­nel­se, vi anven­der i det afsnit, der omhand­ler karak­te­ren af Peter­sens man­ge møder med sine førings­of­fi­ce­rer i peri­o­den 1965–1992.

    At der ikke blev rejst til­ta­le mod en ræk­ke dan­ske KGB- og STA­SI-kon­tak­ter er irre­le­vant i for­hold til en histo­risk ana­ly­se af dis­se per­so­ner og deres vir­ke. Hvor­vidt der skul­le rej­ses til­ta­le i spion- og agentsa­ger var i øvrigt en poli­tisk beslut­ning, som skul­le træf­fes af justits­mi­ni­ste­ren. Rent poli­ti­ske hen­syn var alt­så afgø­ren­de. F.eks. vur­de­re­de PET’s chef Han­ne Bech Han­sen i 1992, at Gert Peter­sens sam­ar­bej­de med KGB objek­tivt set udgjor­de en over­træ­del­se af straf­fe­lovens spion­pa­ra­graf. Alli­ge­vel blev der som bekendt ikke rejst til­ta­le. PET var des­u­den som oftest mod­stan­de­re af at rej­se sager, for­di man der­ved afslø­re­de sin viden over­for fjen­den og blev tvun­get til at blot­te sine kilder. 

    Moos hæv­der også, at vi ikke har under­ka­stet kil­der fra PET og FE den nød­ven­di­ge kil­de­kri­tik. Det er dels fak­tu­elt for­kert, dels har Moos intet grund­lag for sin påstand, idet han ikke ken­der én ene­ste af dis­se kil­der. Vide­re hæv­der Moos, at vær­ket har svært ved at se for­skel på DKP og SF. Det er imid­ler­tid atter Moos, der er på vildspor. Når det – især i de før­ste årti­er efter SF’s stif­tel­se i 1958 – var svært at skel­ne mel­lem de to par­ti­er, så skyl­des det, at der ikke var ret stor for­skel på det poli­ti­ske grund­syn de to par­ti­er imel­lem. Vi cite­rer i bogen Svend Auken (2007) for føl­gen­de gan­ske præ­ci­se karak­te­ri­stik: ”Histo­risk set er SF et kom­mu­ni­stisk par­ti. Det blev stif­tet af folk, som gjor­de op med det anti-demo­kra­ti­ske og det sov­jet­tro i DKP. Men resten af ide­o­lo­gi­en beholdt de. På alle andre punk­ter var der ikke noget opgør.” Aksel Lar­sen omtal­te i øvrigt selv SF som ”vort kom­mu­ni­sti­ske parti”.

    Da Moos i sin anmel­del­se ikke ulej­li­ger sig med at næv­ne, hvil­ke emner vær­ker rent fak­tisk behand­ler, vil jeg slut­te­ligt næv­ne, at der fin­des kapit­ler om bl.a. den kol­de krig som histo­risk fæno­men, Sov­je­tu­ni­o­nen som mili­tær-indu­stri­elt kom­pleks, indre og ydre trus­ler mod Dan­mark og for­sva­ret her­i­mod, par­ti­er­ne DKP, SF og VS, freds­be­væ­gel­ser­ne, kul­tur­kamp, spio­na­ge og påvirk­nings­o­pe­ra­tio­ner, anti­kom­mu­nis­me i Dan­mark, soci­al­de­mo­kra­tiets sik­ker­heds­po­li­ti­ske skred og fod­no­te­pe­ri­o­den samt dens konsekvenser. 

    Mar­tin Kryhl Jensen
    Historiker 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *