Håbet beskæm­mer jo ingen

Håbets Europa i 89 billeder Book Cover
Håbets Euro­pa i 89 bil­le­der Lyk­ke Fri­is Gads for­lag 2019 Bog 256 sider

I den­ne bog ser Lyk­ke Fri­is til­ba­ge på 1989 og gør sta­tus. Bogens til­gang er kalej­dosko­pisk. Den for­sø­ger at ind­fan­ge begi­ven­he­der­ne fra 1989 og dets betyd­ning i 89 bil­le­der, kend­te såvel som ukend­te. Bil­led­ka­val­ka­den er omkran­set af to essays om Euro­pa før og efter 1989. I 2019 er det langt kla­re­re end i 1989, at det også var vores histo­rie – i Vest­eu­ro­pa og der­med Dan­mark – der for­an­dre­de sig. Det er én af bogens cen­tra­le poin­ter, at vi ved at beskæf­ti­ge os med, hvad der rent fak­tisk ske­te i 1989 kan få en bed­re for­stå­el­se af nuti­dens – og frem­ti­dens – Euro­pa.


I den­ne vort mis­mods vin­ter er det en stor trøst at en så kom­pe­tent per­son som Lyk­ke Fri­is ser ud til at mene at der er håb for ver­den og for Euro­pa – ser ud til, for mener hun nu også det?
Bogens hoved­del hand­ler om 1989–90, og det er natur­lig­vis ikke noget til­fæl­de at antal­let af bil­le­der der er valgt, er 89. Bil­le­der­ne er dels de iko­ni­ske, der er kendt man­ge andre ste­der fra, dels nog­le min­dre kend­te, udvalgt – velvalgt — af for­fat­te­ren. Bil­le­der og tekst dan­ner en hel­hed hvor ingen af dele­ne får lov at domi­ne­re – men bil­le­der­ne er trods alt sta­dig kun illu­stra­tio­ner til tek­sten.
Nog­le eksemp­ler: Lech Walesa taler, Rea­gan taler (”tear down this wall”), ungar­ske græn­se­vag­ter klip­per pig­t­råd over, bal­ter­nes men­ne­skekæ­de, ”død­skys­set” (Gor­batjov og Honeck­er), demon­stra­tio­ner i Leipzig, Havel på slots­bal­ko­nen i Prag, Kohl taler på Karl Marx plad­sen i Leipzig. Det siger sig selv at når 89 epi­so­der skal behand­les på 256 sider, og der også skal være plads til lidt ind­led­ning og kon­klu­sion, så er der kun få sider til hver.
Den epi­so­di­ske opbyg­ning kun­ne med­fø­re at sam­men­hæn­gen svæk­kes, men det er nu ikke til­fæl­det, måske for­di den­ne sam­men­hæng sta­dig står klart for de fle­ste læse­re. Og bogen fortje­ner at bli­ve læst, dels af ældre, der har ople­vet de fan­ta­sti­ske år og har godt af at bli­ve min­det om dem, dels af yngre for hvem åre­ne er histo­rie på linje med Før­ste Ver­denskrig og Val­de­mar Sejr. 1989–90 er håbets år som ingen andre.
Men for­fat­te­ren stand­ser ikke her. I et afslut­ten­de kapi­tel behand­les nog­le udvik­lings­linjer frem til i dag, og her svin­der håbet unæg­te­lig: Orban, Trump. Sal­vi­ni, migra­tion, øko­no­misk kri­se, Putin, Kina, hyper­na­tio­na­lis­me osv., der er nok til at tage håbet fra læse­ren igen.
For­fat­te­rens bud­skab, som præ­ci­se­ret i for­la­gets præ­sen­ta­tion, er at ”det libe­ra­le demo­kra­ti ikke er dømt til at sej­re. Læren er sna­re­re, at Euro­pas frem­tid hur­tigt kan ændre sig og i høj grad afhæn­ger af os selv”. Sam­ti­dig gør for­fat­te­ren det også lysen­de klart at meget i 1989 kun­ne være gået helt ander­le­des, og at meget afhang af rene til­fæl­dig­he­der. Svæk­ker det ikke bud­ska­bet lidt?
Bogen er tan­ke­væk­ken­de, men også under­hol­den­de, let­læst og let for­dø­je­lig. Der er ikke nogen sam­men­hæn­gen­de, dybt­gå­en­de ana­ly­se. Man kan fore­stil­le sig hvad for­la­get vil­le sige hvis Lyk­ke Fri­is kom med et for­slag om at skri­ve en sådan bog – hun vil­le givet­vis få at vide at den ikke kun­ne frem­stil­les og sæl­ges med fortje­ne­ste. Dansk er på vej ud af sam­funds­vi­den­ska­ber­ne nu, lige­som det for længst er ude af natur­vi­den­ska­ber­ne.
Så der er ingen over­vej­el­ser om ”vre­den” blandt de sto­re grup­per der agter­ud­sej­les af det sti­gen­de udvik­lings­tem­po og ingen over­vej­el­ser om den sti­gen­de popu­la­ri­tet af de stats­for­mer man kun­ne kal­de ”fol­ke­valgt dik­ta­tur” og ”insti­tu­tio­nelt oligar­ki”.

Men bogen er afgjort læse­vær­dig.

Skriv en kommentar