Af 
I denne bog ser Lykke Friis tilbage på 1989 og gør status. Bogens tilgang er kalejdoskopisk. Den forsøger at indfange begivenhederne fra 1989 og dets betydning i 89 billeder, kendte såvel som ukendte. Billedkavalkaden er omkranset af to essays om Europa før og efter 1989. I 2019 er det langt klarere end i 1989, at det også var vores historie – i Vesteuropa og dermed Danmark – der forandrede sig. Det er én af bogens centrale pointer, at vi ved at beskæftige os med, hvad der rent faktisk skete i 1989 kan få en bedre forståelse af nutidens – og fremtidens – Europa.
I denne vort mismods vinter er det en stor trøst at en så kompetent person som Lykke Friis ser ud til at mene at der er håb for verden og for Europa – ser ud til, for mener hun nu også det?
Bogens hoveddel handler om 1989–90, og det er naturligvis ikke noget tilfælde at antallet af billeder der er valgt, er 89. Billederne er dels de ikoniske, der er kendt mange andre steder fra, dels nogle mindre kendte, udvalgt – velvalgt — af forfatteren. Billeder og tekst danner en helhed hvor ingen af delene får lov at dominere – men billederne er trods alt stadig kun illustrationer til teksten.
Nogle eksempler: Lech Walesa taler, Reagan taler (”tear down this wall”), ungarske grænsevagter klipper pigtråd over, balternes menneskekæde, ”dødskysset” (Gorbatjov og Honecker), demonstrationer i Leipzig, Havel på slotsbalkonen i Prag, Kohl taler på Karl Marx pladsen i Leipzig. Det siger sig selv at når 89 episoder skal behandles på 256 sider, og der også skal være plads til lidt indledning og konklusion, så er der kun få sider til hver.
Den episodiske opbygning kunne medføre at sammenhængen svækkes, men det er nu ikke tilfældet, måske fordi denne sammenhæng stadig står klart for de fleste læsere. Og bogen fortjener at blive læst, dels af ældre, der har oplevet de fantastiske år og har godt af at blive mindet om dem, dels af yngre for hvem årene er historie på linje med Første Verdenskrig og Valdemar Sejr. 1989–90 er håbets år som ingen andre.
Men forfatteren standser ikke her. I et afsluttende kapitel behandles nogle udviklingslinjer frem til i dag, og her svinder håbet unægtelig: Orban, Trump. Salvini, migration, økonomisk krise, Putin, Kina, hypernationalisme osv., der er nok til at tage håbet fra læseren igen.
Forfatterens budskab, som præciseret i forlagets præsentation, er at ”det liberale demokrati ikke er dømt til at sejre. Læren er snarere, at Europas fremtid hurtigt kan ændre sig og i høj grad afhænger af os selv”. Samtidig gør forfatteren det også lysende klart at meget i 1989 kunne være gået helt anderledes, og at meget afhang af rene tilfældigheder. Svækker det ikke budskabet lidt?
Bogen er tankevækkende, men også underholdende, letlæst og let fordøjelig. Der er ikke nogen sammenhængende, dybtgående analyse. Man kan forestille sig hvad forlaget ville sige hvis Lykke Friis kom med et forslag om at skrive en sådan bog – hun ville givetvis få at vide at den ikke kunne fremstilles og sælges med fortjeneste. Dansk er på vej ud af samfundsvidenskaberne nu, ligesom det for længst er ude af naturvidenskaberne.
Så der er ingen overvejelser om ”vreden” blandt de store grupper der agterudsejles af det stigende udviklingstempo og ingen overvejelser om den stigende popularitet af de statsformer man kunne kalde ”folkevalgt diktatur” og ”institutionelt oligarki”.
Men bogen er afgjort læseværdig.
