Christian den 2.

Den dan­ske refor­ma­tion 1517 – 1539

Artik­len rum­mer en over­sigt i 6 afsnit over refor­ma­tio­nen i Dan­mark til brug i gym­na­si­et. Der læg­ges op til debat om for­stå­el­sen af refor­ma­tio­nen. Hvert afsnit er ledsa­get af kil­de­ma­te­ri­a­le. Afsnit 7 og 8 er lit­te­ra­tur­for­slag og opga­ve­for­slag med et for­slag til 3 undervisningslektioner.

Ind­hold

1: Dan­mark i udkan­ten af refor­ma­tio­nen 1517 – 1525

2: Refor­ma­tio­nen sni­ger sig ind hos kon­ge og adel 1526 – 1533

3: Befolk­nin­gen og refor­ma­tio­nen 1525 – 1533

4: Hvem var det, der kæm­pe­de om tro­en i Danmark?

5: Bor­ger­krig og kirkekup

6: Den lut­her­ske fyrstekir­ke i Danmark

Lit­te­ra­tur­for­slag

Opga­ve­for­slag og lektionsforslag



Dan­mark i udkan­ten af refor­ma­tio­nen 1517 — 1525

Lut­hers 95 teser fra Wit­ten­berg 1517, der star­te­de refor­ma­tio­nen, fik ikke direk­te ind­fly­del­se i Dan­mark før langt sene­re. Pres­set på den katol­ske kir­ke gav dog alle­re­de tid­lig den verds­li­ge magt bed­re mulig­he­der i den evi­ge magt­kamp med kir­kens top.

De leden­de i Dan­mark har fra begyn­del­sen vidst hvad der fore­gik. Fre­de­rik d. Vise af Kur­sa­ch­sen, hvor Wit­ten­berg var hoved­stad, var den dan­ske kon­ge Chri­sti­an d. 2.s mor­bror . Der var liv­lig for­bin­del­se mel­lem de to fyrste­hu­se, og Fre­de­rik d. Vise støt­te­de ivrigt Luther.

Kam­pen om Sverige

Det sto­re spørgs­mål for de leden­de i Dan­mark, især kon­gen var for­hol­de­ne i Sve­ri­ge. Chri­sti­an d. 2. var som ung hyl­det til kom­men­de kon­ge af Sve­ri­ge, men den  sven­ske adel hav­de alle­re­de under kong Hans reelt løs­re­vet sig fra uni­o­nen med Dan­mark. Lan­det blev sty­ret af en rigs­for­stan­der, der på alle måder søg­te at hol­de den dan­ske kon­ge ude. Sto­re dele af befolk­nin­gen synes at have været enig i brud­det med Unionen.

Da Lut­her frem­lag­de sine 95 teser i Wit­ten­berg, var Chri­sti­an d. 2 og den dan­ske poli­ti­ske eli­te travlt opta­get af at fin­de en mulig­hed for at få kon­trol over Sve­ri­ge. Den kir­ke­li­ge eli­te, bis­per­ne med fle­re, var dybt invol­ve­ret i det­te pro­jekt. Kon­gen hav­de for længst pla­ce­ret nog­le af sine vig­tig­ste eks­per­ter i dis­se ind­brin­gen­de høj­gejst­li­ge posi­tio­ner. Resul­ta­tet var, at den dan­ske kir­ke mang­le­de teo­lo­gisk ledel­se, da refor­ma­tions­kam­pen begyndte.

Aflads­hand­le­ren som politiker

En af de ting, som Lut­her rea­ge­re­de så kraf­tigt på var den omfat­ten­de aflads­han­del ledet af pavens kom­mis­sær Giovan­ni Archim­bol­dus. Afladskampag­nen blev udvi­det til Skan­di­navi­en og Achim­bol­dus fik sam­ti­dig til opga­ve at for­sø­ge at mæg­le i den sven­ske strid, hvor ærke­bi­skop Gustav Trol­le var en stærk til­hæn­ger af Chri­sti­an d. 2. og uni­o­nen, hvil­ket brag­te ham i kon­flikt med den sven­ske rigs­for­stan­der, der end­te med at afsæt­te ham og der­ved fik en kon­flikt med den sam­le­de romerkirke.

Da Archim­bol­dus kom til til Dan­mark prø­ve­de Chri­sti­an d. 2.  at anven­de ham i sine bestræ­bel­ser for at gen­vin­de Sve­ri­ge. Aflads­hand­le­ren fik en gun­stig afta­le om en lav afgift til kon­gen af sine ind­tæg­ter ved sal­get af aflads­bre­ve. Til gen­gæld skul­le han vir­ke for den dan­ske sag  i Sve­ri­ge. Det­te mis­lyk­ke­des, da Archim­bol­dus i Sve­ri­ge i ste­det støt­te­de de sven­ske interesser.

Pavens for­læn­ge­de arm

I sine kri­ge mod Sve­ri­ge var paven en vig­tig alli­e­ret for Chri­sti­an d. 2. Paven lag­de “inter­dikt” (for­bud mod kir­ke­li­ge hand­lin­ger) over Sve­ri­ge på grund af behand­lin­gen af ærke­bi­skop Gustav Trol­le. Chri­sti­an d.2 kun­ne der­for hæv­de, at han inva­de­re­de Sve­ri­ge blandt andet for at fjer­ne en ukri­ste­lig ledel­se. Efter den ende­li­ge ero­bring af Sve­ri­ge i 1520 hen­ret­te­de Chri­sti­an d. 2. s sty­re sto­re dele af den sven­ske adel ved Det sto­ck­holm­ske Blod­bad. Det­te ske­te trods en almin­de­lig kon­ge­lig amne­sti for hand­lin­ger begå­et under kam­pen om mag­ten i Sve­ri­ge. Den offi­ci­el­le begrun­del­se var at kon­gen som kir­kens ”verds­li­ge arm” var nødt til udfø­re straf­fen for det kæt­te­ri, der var sket ved behand­lin­gen af Gustav Trol­le. Trods man­ge års histo­ri­ske under­sø­gel­ser er sagen ikke fuldt belyst. Der var to katol­ske bis­per blandt de hen­ret­te­de, så pave­sto­le var nødt til at gøre et eller andet ved sagen, dog ikke så meget at Chri­sti­an d. 2. begynd­te at støt­te Lut­her. Resul­ta­tet blev en bod.

Reform­ka­to­lik­ker­nes styrke

I det omfang reli­gions­dis­kus­sio­nen ude i Euro­pa over­ho­ve­det spil­le­de en rol­le for ledel­sen i Dan­mark, sam­le­de inter­es­sen sig om den reform­ka­tol­ske kri­tik af kir­ken. Den­ne kri­tik lag­de op til refor­mer inden for Romer­kir­kens ram­mer. Lut­her støt­te­de i den tid­li­ge tid også dis­se tan­ker. I Dan­mark var kar­me­lit­ter­mun­ken Poul Hel­ge­sen den tone­an­gi­ven­de reform­ka­to­lik. Han synes at have stå­et Chri­sti­an d. 2. nær. Vi må der­for anta­ge, at han i nogen grad har påvir­ket kon­gen. Et besøg af nog­le pro­te­stan­ti­ske teo­lo­ger i Køben­havn 1521 synes der­i­mod ikke at have haft nogen betyd­ning for romer­kir­kens stil­ling i Danmark.

Kon­ge­skif­tet ændrer i begyn­del­sen kun lidt

To år sene­re afsat­tes Chri­sti­an d. 2. af en sam­men­svær­gel­se  bestå­en­de af en del af den dan­ske adel og kon­gens bror, her­tug Fre­de­rik (sene­re Fre­de­rik d. 1) støt­tet af Lübeck. Den nye kon­ge blev ikke aner­kendt af kej­se­ren, der, i hvert til­fæl­de offi­ci­elt, støt­te­de Chri­sti­an d. 2. Man kun­ne måske have for­ven­tet at Fre­de­rik d. 1 hav­de til­nær­met sig de kej­ser­fjendt­li­ge lut­he­ra­ne­re. Det ske­te dog først sene­re. I før­ste omgang accep­te­re­de han, at hans hånd­fæst­ning (rege­rings­af­ta­le) inde­holdt et totalt for­budt mod til­hæn­ge­re af refor­ma­tio­nen i riget. De gejst­li­ge i rigs­rå­det, der bestem­te hånd­fæst­nin­gen, hav­de til­sy­ne­la­den­de sik­ret deres sto­re god­s­be­sid­del­ser og magt.

Befolk­nin­gen

Den almin­de­li­ge befolk­ning i Dan­marks synes ikke at have været opta­get af refor­ma­tions­kam­pen på det­te tids­punkt. Det sto­re fol­ke­li­ge røre star­te­de først i 1525. Der er der­for ikke spor af, at Fre­de­rik s. 1 har haft pro­ble­mer med at hol­de refor­ma­tio­nen ud fra sit rige i de før­ste par år.

Kon­klu­sio­nen må der­for være at det dan­ske rige i åre­ne frem til 1525 befandt sig i udkan­ten af refor­ma­tions­kam­pen. De kir­ke­li­ge stri­dig­he­der har ikke haft næv­ne­vær­dig betyd­ning for udvik­lin­gen i Dan­mark før det­te år.

Christian den 2.
Chri­sti­an d. 2. malet af Lucas Cra­nach d.ældre .(Kil­de: Den sto­re dan­ske Encykl­o­pæ­di)
Kon­gen bærer den habs­burg­ske orden, det gyld­ne vlies, der kun til­del­tes en lil­le inder­kreds omkring kej­se­ren. Det viser Chri­sti­an d. 2. som en del af det sto­re pro­jekt med at ska­be en euro­pæ­isk enhed under kej­ser og pave.

Refor­ma­tio­nen sni­ger sig ind hos kon­ge og adel 1526 – 1533

Ind­til 1525 hav­de Lut­her og de refor­ma­to­ri­ske tan­ker været ret uin­ter­es­san­te for den dan­ske adel og kon­ge­magt. De nordty­ske fyr­ster med Fre­de­rik d. 1,s svo­ger Fre­de­rik d. Vise af Sach­sen  i spid­sen brug­te Lut­hers oprør mod paven til at fri­gø­re sig fra kej­ser Karl d. 5.s kon­trol. Kej­se­rens vision var et kej­ser­ri­ge bestå­en­de af de sto­re dele af Euro­pa, der var kon­trol­le­ret af Habs­burg – en slags kri­sten­he­dens stor­ri­ge, hvor kej­se­ren var den verds­li­ge leder og paven den ånde­li­ge. I vir­ke­lig­he­den så Karl dog paven som den under­ord­ne­de. I den­ne vision var fyrster­ne i det tyske områ­de under­ord­net under en stærk kej­ser­magt. Ved at støt­te Lut­her i hans brud med paven og ind­fø­re ”fyrstekir­ken” (fyr­sten som kir­kens leder) kun­ne de få stør­re selv­stæn­dig­hed og sabo­te­re kej­se­rens plan. Når det lyk­ke­des så godt skyld­tes det, at Karl d. 5. i peri­o­den var stærk opta­get af at mod­stå et osman­nisk pres på det sydøst­li­ge Europa.

Kon­ge og adel betæn­ke­lig ved Luther

Dan­mark var ikke en del af det­te pro­blem. Tvært imod måt­te må man se med betæn­ke­lig­hed på at Lut­hers ånde­li­ge fri­heds- og lig­hed­s­tan­ker hos den bre­de befolk­ning begynd­te at bli­ve for­stå­et som en ret til stør­re soci­al lig­hed. I 1525 eks­plo­de­re­de situ­a­tio­nen i det tyske bon­de­op­rør ledet af nog­le af Lut­hers til­hæn­ge­re. Lut­her var nødt til at tage stil­ling til om hans teo­lo­gi­ske tan­ker gav en under­trykt befolk­ning ret til oprør. Sva­ret blev en meget skarp afvis­ning. Lut­her opfor­dre­de ade­len til at slå oprø­rer­ne ihjel for deres egen skyld, så de ikke syn­de­de mere ved deres for­ker­te for­stå­el­se af biblen.

Lut­her tager par­ti imod bondeoprøret

Lut­hers udmel­ding ske­te i et skrift med tit­len: ”Imod bøn­der­nes røver- og mor­der­ban­der”. Tit­len er et godt udtryk for det vold­som­me sprog, som beg­ge sider anvend­te i debat­ten. Efter bog­tryk­ker­kun­stens opfin­del­se nåe­de dis­kus­sio­nen ud til bre­de kred­se. I Dan­mark har man selv­føl­ge­lig været viden­de om Lut­hers stil­ling­ta­gen imod refor­ma­tio­nens ”ven­stre­fløj”.

Kon­gen og rigs­hof­meste­ren nær­mer sig protestanterne.

Året efter i 1526 ske­te der noget i kred­sen omkring Fre­de­rik d. 1.  Poul Hel­ge­sen beret­ter i Ski­b­bykrø­ni­ken at Fre­de­rik d. 1 sam­men med rigs­hof­me­ster (rigets for­nem­ste embeds­mand) Mogens Gøie og man­ge andre brød den katol­ske fre­dags­fa­ste. Hel­ge­sen angi­ver Mogens Gøie som hoved­man­den for det han anser for et for­søg på at ind­fø­re Lut­hers lære i Dan­mark.  Spro­get er lige som Lut­hers vold­somt: ” I Juni Maa­ned sam­me Aar (1526), to dage efter at den kir­ke­rø­ver­ske Kong Fre­de­rik, den vidt beryg­te­de Tyran Kri­sti­an den andens Efter­føl­ger og Far­bro­der, var kom­men til Køben­havn, begynd­te han til­li­ge med Rigs­hof­meste­ren Mogens Gøje og man­ge andre Hol­ste­ne­re paa lut­hersk vis at æde kød om Fre­da­ge­ne, …………….. Des­u­den begynd­te sam­me Mogens Gøje sam­me år med fræk Til­si­de­sæt­tel­se af Kir­kens Love at nyde Nad­ve­ren under beg­ge Skik­kel­ser ….”(Lut­her­ske præ­ster uddel­te både brød og vin mod den katol­ske skik med kun at udde­le brø­d­et til menigheden).

Katolsk land­skir­ke i Danmark

På her­re­da­gen i 1526 ændre­de man radi­kalt den dan­ske kir­kes for­hold. Det ske­te ved et for­bud mod at søge pave­lig  aner­ken­del­se af de kom­men­de dan­ske bis­per. Aner­ken­del­sen skul­le i ste­det søges hos den dan­ske ærke­bi­skop. På den måde und­gik man de sto­re beta­lin­ger til Rom. Set med kon­gens øjne var det yder­li­ge­re en for­del, at den dan­ske ærke­bi­skop ikke var aner­kendt af paven. Det gav i rea­li­te­ten kon­gen udstrakt magt over kir­ken med de for­de­le det inde­bar som kon­trol med udnæv­nel­ser­ne til de vig­ti­ge embe­der. Des­u­den var paven her­ef­ter uden reel ind­fly­del­se på den kir­ke­li­ge udvik­ling i Dan­mark. Man kan betrag­te situ­a­tio­nen som ind­fø­rel­sen af en katolsk natio­nal­kir­ke under bety­de­lig kon­ge­lig kontrol.

Rigs­rå­dets verds­li­ge med­lem­mer støt­te­de deres gejst­li­ge kol­le­ger ved på her­re­da­gen at love at de med ”liv og gods” vil­le støt­te den katol­ske kir­ke imod lut­her­dom­men. Med kend­skab til Mogens Gøie´s indstil­ling kan man se, at der har været split­tel­se i rigs­rå­det om hvor­dan man skul­le for­hol­de sig til den efter­hån­den mere tru­en­de refor­ma­tions­kamp. Til­sy­ne­la­den­de har det vig­tig­ste været at sik­re bis­per­nes fort­sat­te besid­del­se af deres gods. I den for­bin­del­se er det værd at huske på, at de gejst­li­ge og verds­li­ge rigs­rå­der ofte var nært beslægtede.

Vi ken­der ikke kon­gens per­son­li­ge reli­gi­øse stå­sted. Han meld­te aldrig klart ud, men favo­ri­se­re­de i sti­gen­de grad pro­te­stan­ter­ne trods løf­tet i hånd­fæst­nin­gen om at hol­der Lut­hers tan­ker ude af riget.

Vær­ne­bre­ve­ne

I 1525 var Hans Tau­sen begyndt at præ­di­ke lut­hersk i Viborg. Han blev udstødt af sin mun­ke­or­den. Biskop­pen vil­le arre­ste­re ham for kæt­te­ri, men byens bor­ge­re stil­le­de sig på Hans Tau­sens side. Refor­ma­tions­kam­pen var brudt ud, og kon­gen var nødt til at tage stil­ling. Sagen var sådan set klar. Fre­de­rik d. 1. have i hånd­fæst­nin­gen lovet at hol­de lut­he­ra­ner­ne ud af lan­det, så han skul­le arre­ste­re Hans Tau­sen på biskop­pens veg­ne. Over­ra­sken­de valg­te han i ste­det for at gøre Tau­sen til sin per­son­li­ge præst ved et ”vær­ne­brev”, som gjor­de ham urør­lig for biskop­pen. Det­te var det før­ste i en hel serie sådan­ne værnebreve.

Refor­ma­tions­kam­pen i byerne

De føl­gen­de år udvik­le­de kon­flik­ten sig. Ofte var den vol­de­lig med angreb på især tig­ger­mun­ke­ne i byer­ne. Kon­gen for­holdt sig pas­siv. Hver­ken den gejst­li­ge eller verds­li­ge adel kun­ne stil­le noget op. Bis­per­ne hav­de mistet enhver kon­trol med situationen.

I 1530 for­søg­te man at bilæg­ge kon­flik­ten med en debat om tro­en. Beg­ge par­ter stil­le­de med deres bed­ste eks­per­ter. De refor­ma­to­ri­ske præ­di­kan­ter udar­bej­de­de en tros­be­ken­del­se, som ved sene­re ana­ly­se viser sig på en ræk­ke punk­ter at afvi­ge fra Lut­her. Det hele end­te i ingen­ting. Ved jule­tid gik situ­a­tio­nen helt ud af kon­trol, da til­hæn­ger­ne af refor­ma­tio­nen storme­de Vor frue Kir­ke i Køben­havn og rase­re­de inven­ta­ret fuld­stæn­digt med det for­mål at få øde­lagt helgenbillederne

Kon­gen fast­holdt sit nye stand­punkt at der skul­le være plads til både den nye og den gam­le kri­sten­dom. Bis­per­ne hav­de ingen mulig­hed for at hol­de de pro­te­stan­ti­ske præ­di­kan­ter væk. Bis­per­nes reak­tion var meget for­skel­lig. Nog­le prø­ve­de at bekæm­pe det nye så godt som muligt, en enkelt ind­før­te åbent Den augs­burg­ske Tros­be­ken­del­se (Lut­he­ra­ner­nes tros­grund­lag), resten befandt sig mel­lem dis­se to yder­punk­ter. Situ­a­tio­nen var uhørt van­ske­lig, og de fle­ste af biskop­per­ne var dår­ligt uddan­ne­de i teologi.

Ingen afkla­ring

Da Fre­de­rik d. 1. døde i 1533 var reli­gions­spørgs­må­let helt uaf­kla­ret. Kon­gen hav­de for­søgt at und­gå en ende­lig stil­ling­ta­gen, bort­set fra, at han hav­de benyt­tet lej­lig­he­den til en kraf­tig udvi­del­se af kro­nens kon­trol med kir­ken. Den verds­li­ge adel var delt. Den gejst­li­ge adel med biskop­per­ne i spid­sen kun­ne ikke reg­ne med sik­ker støt­te fra den verds­li­ge adel. Den nye kon­ge vil­le i den situ­a­tion bli­ve afgø­ren­de for hvor­dan kir­ke­kam­pen skul­le ende i Danmark.

Kil­de:

Fra Poul Hel­gen­sen : Ski­b­bykrø­ni­ken på dansk ved A. Hei­se. Rosenkil­de og Bag­ger Køben­havn 1967  s. 135 f.:

”I Her­rens Aar 1531 (her bru­ges jule­år, så det er 1530 efter nuti­dens kalen­der) paa den tred­je Jule­dag, som er ind­vi­et til den hel­li­ge Evan­ge­list Johan­nes, styr­te­de nog­le Lut­he­ra­ne­re fra Køben­havn, greb­ne af et utro­ligt Rase­ri og Van­vid, ind i Vor Frue Kir­ke, som er den stør­ste og ypper­ste Kir­ke i den­ne By, og van­hel­li­ge­de den med deres kir­ke­rø­ver­ske Hæn­der. Først omstyr­te­de de alle Hel­gen­bil­le­der­ne, spyt­te­de paa dem, slog dem med Næve­slag og spot­te­de dem med for­ar­ge­li­ge Skældsord, medens de søn­der­slo­ge dem med deres Økser, og der­paa træng­te de ind i Koret, hvor de fuld­stæn­dig øde­lag­de Kan­ni­ke­sto­le­ne og alt Panel­vær­ket. Højal­te­ret for­blev dog uskadt, da Byfo­ge­den for­sva­re­de det med Fare for sit Liv, men alt andet blev van­hel­li­get: man gik endog så vidt, at man søn­der­rev Bøger­ne. Men de Skældsord og For­haa­nel­ser, hvor­med Kri­sti Præ­ster og i det hele taget alt, hvad der er hel­ligt i vor Reli­gion, over­dæn­ge­des, har jeg ikke Lyst til at for­tæl­le; thi det over­gaar alt, hvad man han fore­stil­le sig”

Ger­nings­mæn­de­ne til Bil­led­stormen skil­drer Poul Hel­ge­sen såle­des: (s. 137)

”Det­te var jo jo imid­ler­tid Folk uden For­stand, uden For­nuft, ja uden Klog­skab. Men­ne­sker, der helt hav­de opgi­vet sig selv og des­u­den vare beryg­te­de for man­ge For­bry­del­ser, til Dels neds­unk­ne i den dybest Gæld, ugu­de­li­ge mod Gud og Spot­te­re af alt hel­ligt og gud­dom­me­ligt, og da de hav­de væn­net sig helt til at slut­te sig til at slut­te sig til Oprø­rets san­de Ophavs­mand, Hans Tavs­søn, det­te Uty­ske blandt alle Udyr, hvis Tun­ge ogs­aa er det skam­lø­se­ste, man kan tæn­ke sig, saa holdt de der­for hem­me­li­ge Raadslag­nin­ger og sam­le­de en stor ska­re af Pøb­lens vær­ste Bærme; …….”

Befolk­nin­gen og refor­ma­tio­nen 1525 – 1533

Midt i 1520erne stod det klart at opgø­ret med den romersk katol­ske kir­ke hav­de fle­re for­skel­li­ge spor. For det før­ste var der det oprin­de­li­ge teo­lo­gi­ske opgør. Det­te blev hur­tigt udnyt­tet af den poli­ti­ske eli­te i de områ­der, der valg­te at støt­te Lut­her. Det er rime­ligt at tale om verds­ligt poli­tisk spor. Ende­lig afslø­re­de det tyske bon­de­op­rør et verds­ligt soci­alt spor, hvor Lut­hers tan­ker blev brugt til at argu­men­te­re for fle­re ret­tig­he­der til bøn­der­ne. I bøn­der­nes 12 artik­ler fra 1525 kæde­des kri­sten­dom­men sam­men med krav som ophæ­vel­se af live­gen­ska­bet og ned­sæt­tel­se af hove­ri­et, samt andre soci­a­le krav. Den bre­de befolk­ning så alt­så mulig­he­den for at bru­ge Lut­her til at frem­me egne interesser.

Bog­tryk­ker­kun­stens betydning

Det er først efter 1525 at refor­ma­tions­kam­pen bli­ver en mere fol­ke­lig sag. Ind­til da hav­de det dan­ske rige været i udkan­ten af opgø­ret. Man hav­de sim­pelt hen for­søgt at for­hin­dre spred­nin­gen af Lut­hers tan­ker. Den spred­ning ske­te især gen­nem lut­her­ske strids­skrif­ter. Opfin­del­sen af bog­tryk­ker­kun­sten spil­le­de her for før­ste gang en afgø­ren­de rol­le. De lut­her­ske skrif­ter blev solgt i en mæng­de, som man aldrig tid­li­ge­re hav­de set. For eksem­pel blev Lut­hers aflad­ste­ser offent­lig­gjort i godt 600 tryk mel­lem 1518 og 1525. Man­ge af dis­se tryk var i høje oplag. Så sent som i 1524 fik rigs­rå­det Fre­de­rik d. 1. til at for­by­de lut­her­ske skrif­ter i Dan­mark. Rigs­rå­det viste på den måde for­stå­el­se kamp­skrif­ter­nes sto­re betyd­ning for udbre­del­sen af de refor­ma­to­ri­ske tanker.

De før­ste refor­ma­to­ri­ske prædikanter

Men alli­ge­vel ”sneg lut­he­ri­ets gift” sig med reform­ka­to­lik­ken Poul Hel­gen­sens ord snart ind i Dan­mark. Det begynd­te i efter­å­ret 1525, hvor johan­nit­ter­mun­ken Hans Tau­sen begynd­te at præ­di­ke refor­ma­to­risk i Viborg. Viborg var den gang den mest betyd­nings­ful­de by i Nør­rejyl­land. Tau­sen hav­de stu­de­ret ved en ræk­ke uni­ver­si­te­ter, blandt andet Wit­ten­berg, hvor han må have mødt Lut­her. Hans refor­ma­to­ri­ske præ­di­ke­ner sam­le­de sto­re til­hø­rer­ska­rer. For­u­den det teo­lo­gi­ske bud­skab var de ret­tet imod de upo­pu­læ­re tig­ger­mun­ke. Mun­ke­ne blev beskyldt for at tig­ge sig en for­mue sam­men fra befolk­nin­gen. Enhver kun­ne se deres rige klo­stre midt i byen. Det­te stem­te dår­ligt med det oprin­de­li­ge fat­tig­domsi­de­al. Opgø­ret med mun­ke­nes mis­brug af kri­sten­dom­men til egen for­del spil­le­de en stor rol­le for refor­ma­tio­nens udbre­del­se i Danmark.

Refor­ma­to­rer­ne støt­tes af statsmagten

Det er alle­re­de for­talt hvor­dan Fre­de­rik d. 1. for­hin­dre­de de kir­ke­li­ge myn­dig­he­der i at stand­se Hans Tau­sens bevæ­gel­se, idet kon­gen gjor­de Tau­sen til sin per­son­li­ge præst. Den vide­re udvik­ling var kun mulig for­di kon­gen sam­men med en grup­pe i rigs­rå­det, der var for refor­ma­tio­nen, gen­nemtvang et brud med Rom og en reli­gi­øs tole­ran­ce, der efter­hån­den gav kato­lik­ker­ne dår­li­ge­re og dår­li­ge­re vil­kår. I de kom­men­de år chi­ka­ne­re­des de refor­ma­to­ri­ske mun­ke­ne ud af deres klo­stre, der enten blev nedre­vet eller over­gik til andet for­mål. Des­u­den ned­rev man man­ge bykir­ker. Begrun­del­sen var, at det var over­flø­digt med de man­ge betal­te sjæle­mes­ser, der fik kir­ken til at fun­ge­re som en pen­ge­ma­ski­ne, der afpres­se­de den almin­de­li­ge befolk­ning. Alt det­te ske­te i for­stå­el­se med kongemagten.

Refor­ma­tio­nen væsent­lig en købstadsbevægelse

Udvik­lin­gen i Viborg gen­tog sig i man­ge andre køb­stæ­der. Refor­ma­tions­op­gø­ret var kon­cen­tre­ret omkring byer­ne, mens det kir­ke­li­ge liv ikke ændre­de sig sær­lig på lan­det. Kil­der­ne beret­ter ikke om til­sva­ren­de mas­sivt opgør med lands­by­præ­ster­ne og de mere til­ba­ge­truk­ne her­re­klo­stre. Bøn­der­nes øko­no­mi­ske kri­tik ret­te­de sig mod den tred­je­del af tien­den, som gik til bis­pen . Resten, der gik til præ­stens under­hold og kir­kens ved­li­ge­hol­del­se var almin­de­lig accep­te­ret.   Enkel­te ste­der anty­des det endog, at land­be­folk­nin­gen blev ved med at tro på tig­ger­mun­ke­nes prædikener.

Dan­mark ople­ve­de lige som syd for græn­sen soci­al uro i land­be­folk­nin­gen. Reli­gions­pørgs­må­let spil­le­de ikke sam­me frem­træ­den­de rol­le i Dan­mark, som i den tyske bon­de­krig. Hoved­driv­kraf­ten var dels util­freds­hed med en hård­hæn­det beskat­ning for at skaf­fe pen­ge til de evin­de­li­ge kri­ge, og dels man­ge bøn­ders og bor­ge­res ønske om at få Chri­sti­an d. 2. tilbage.

Præ­di­kan­ter­nes skrifter

Den lit­teræ­re fol­ke­li­ge stem­me i den dan­ske refor­ma­tions­kamp var især tid­li­ge­re reform­ka­to­lik­ker, der tog skrid­tet over til Lut­her. Des­u­den blev en ræk­ke uden­land­ske anti­ka­tol­ske fol­ke­li­ge fab­ler gen­dig­tet på dansk.

Man­ge af refor­ma­to­rer­ne var ele­ver af Poul Hel­ge­sen, der selv kri­ti­se­re­de pavekir­ken skar­pt, men kon­se­kvent fast­holdt en reform­ka­tolsk linje og betrag­te­de refor­ma­to­rer­ne som kættere.

Peder Lau­rent­sen for­tæl­ler i 1530 i den såkald­te Mal­mø­bog hvor­dan man hav­de ord­net refor­ma­tio­nen i Mal­mø. Det soci­a­le enga­ge­ment og kir­ke­li­ge lig­hed­s­tan­ke var hoved­punk­ter. Man tog omsor­gen for de fat­ti­ge meget alvor­ligt og ansat­te læger til at behand­le de, der kun­ne behand­les. Andre fat­ti­ge blev til­budt ophold på hospi­ta­let, der den gang ikke kun var syge­hus, eller pen­ge, så de kun­ne kla­re sig hjem­me hos sig selv. Et andet hoved­punkt var uddan­nel­se. Refor­ma­to­rer­ne åbne­de en præ­stesko­le med velud­dan­ne­de lære­re. Der var adgang til sko­len uden hen­syn til øko­no­misk formåen.

Sam­me år udfor­me­de de dan­ske refor­ma­to­rer en over­sigt over deres tros­grund­lag kal­det Con­fes­sio Haf­ni­en­sis. Den var lavet til brug for en reli­gions­de­bat mel­lem til­hæn­ger­ne af den gam­le kir­ke og refor­ma­to­rer­ne ved her­re­da­gen i Køben­havn. Man håbe­de måske på den måde at få skabt afkla­ring. Det lyk­ke­des ikke. Den køben­havn­ske beken­del­se er inter­es­sant for­di den viser bety­de­lig for­skel mel­lem de dan­ske refor­ma­to­rer og Lut­her. På man­ge punk­ter, som for eksem­pel opfat­tel­sen af bib­len som ”Kri­sti lov” nær­me­de de sig de sydty­ske refor­ma­to­rer og den refor­mer­te Zwing­li. Det er dog ikke sik­kert, at de dan­ske præ­di­kan­ter var klar over det­te. De har næp­pe haft fuldt over­blik over debatten.

En anden lit­terær grup­pe er de sati­ri­ske skrif­ter. Beg­ge sider benyt­te­de grov humor imod mod­par­ten. Der var nor­malt tale om for­dan­ske­de udga­ver af uden­land­ske fore­læg. Mest kendt er histo­ri­en om Peder Smed og Adser bon­de. Den fore­går i Ski­ve efter gud­stje­ne­sten hvor præ­sten sid­der på kro­en og spil­ler kort med en munk. Den tørsti­ge Peder Smed kom­mer ind. Kort efter kom­mer Adser Bon­de, der er på vej til Karup for at besø­ge Maria bil­le­det, der græ­der over, at Lut­her har sør­get for at der ikke læn­ge­re er så man­ge der besø­ger hen­de. Peder Smed angri­ber val­fart­s­u­væ­se­net og får Adser Bon­de til at opgi­ve sit fore­ha­ven­de. Mun­ken omven­des til pro­te­stan­tis­men, mens præ­sten står fast og vil ankla­ge Per Smed for biskop­pen. Histo­ri­en kan opfat­tes som typisk for refor­ma­tions­kam­pen i de min­dre byer.

Kil­de:

Krø­ni­ken om grå­brød­re­nes for­dri­vel­se .Her efter www.martinluther.dk i dansk oversættelse

En katolsk beret­ning om hvor­dan fran­siska­ner­nes (en tig­ger­mun­ke­or­den) klo­stre i Dan­mark blev over­ta­get af pro­te­stan­ter­ne. Uddra­get omhand­ler klo­stret i Malmø.

Pro­te­stan­ter­ne hav­de efter læn­ge­re tids chi­ka­ne­ri­er trængt sig ind i klo­stret og prø­ve­de at pres­se mun­ke­ne ud:

”Da de(protestanterne) hav­de luk­ket brød­re­ne inde i spi­sesa­len, så fyld­te dis­se bor­ge­re, som borg­meste­ren hav­de sat til at pas­se på mun­ke­ne, sig hele nat­ten med deres øl, sang og dan­se­de i sove­sa­len og koret, rin­ge­de sta­dig med klok­ken og holdt en rig­tig bac­chus­fest, og hver time nat­ten igen­nem åbne­de de døren til spi­sesa­len og gik ind for at se om mun­ke­ne var flyg­tet gen­nem vinduerne.

Om mor­ge­nen kun­ne de knap få lov til at gå på toilet­tet, og når nogen gik der­ud, fulg­te tre eller fire med dem for at hol­de øje med dem, helt ud til toilet­dø­ren; og når de vend­te til­ba­ge, luk­ke­de de døren, ind­til borg­me­stre­ne kom. Da de kom henad mid­dag, før­te de deres læse­me­stre ind i brød­re­nes spi­sesal for at de skul­le omven­de, for ikke at sige for­fø­re, dem til den lut­her­ske tro.

Men da de hav­de endt to fore­læs­nin­ger heni­mod mid­dags­tid og ikke kun­net over­be­vi­se brød­re­ne om deres kæt­te­ri, drev de dem med magt ud af deres klo­ster; hver af brød­re­ne fik dog sine sen­ge­klæ­der og et bæk­ken, der blev hen­tet fra cel­len. Da de skul­le gå ud gen­nem kir­ke­går­den, tog de guar­di­a­nen, Gabri­el Poul­sen og bro­de­ren Bern­hard Pul­sen, anden vice­gu­ar­di­an, bort fra brød­re­ne og før­te dem til fængs­let, for­di de ikke vil­le røbe for dem, hvor fun­da­tions­bre­ve­ne var; de hav­de i for­vej­en sendt dem et andet sted hen til opbevaring.

De andre mun­ke drog til Lund, men de to blev løsladt fra fængs­let, på den betin­gel­se, at de over­væ­re­de deres kæt­ter­ske lek­tio­ner. Det gik guar­di­a­nen med til, og han er nu for­ført og har et år efter kastet sin ordens­dragt. Gud den høje­ste og stør­ste  stør­ste­sig over ham på grund af sin umå­de­li­ge barm­hjer­tig­hed. Ham være ære og her­lig­hed for den­ne og de øvri­ge vel­sig­nel­ses­ri­ge ger­nin­ger, han har gjort mod os og mod alle sine enkel­te skab­nin­ger, fra ska­ber­vær­kets begyn­del­se ind­til den time, hvor han sam­ler dem igen, og for alle ting og for hvert enkelt ting giver os og giver dem til­ba­ge igen i evig­hed. Amen”

Hvem var det, der kæm­pe­de om tro­en i Danmark?

I det­te afsnit skal vi se nær­me­re på nog­le af de mest frem­træ­den­de per­so­ner, der kæm­pe­de om reli­gio­nen i Danmark.

De katol­ske bisper

De katol­ske bis­per var ikke valgt på grund af deres teo­lo­gi­ske kund­ska­ber. Bis­pe­døm­mer­ne betrag­te­des som stor­god­ser som kon­gen, i det omfang han kun­ne få pavens til­la­del­se, kun­ne bort­gi­ve til sine betro­e­de embeds­mænd. Der­for opt­rå­d­te de både som diplo­ma­ter og kri­ge­re. Langt de fle­ste kom fra den dan­ske højadel.

Jens Ander­sen Bel­den­ak var und­ta­gel­sen fra reg­len om adel­skab. Han var søn af en sko­ma­ger og højt inter­na­tio­nal uddan­net. Som beløn­ning for sit arbej­de for kon­gen blev han 1501 udnævnt til biskop over Fyns stift, et af de rige­ste i lan­det.  Han var livet igen­nem en kon­tro­ver­si­el per­son, der tit hav­de kon­flik­ter med kon­ge­mag­ten og ade­len. I fle­re til­fæl­de blev han fængs­let. Han spil­le­de en frem­træ­den­de rol­le på Chri­sti­an d. 2.s side under Det sto­ck­holm­ske Blod­bad. Til sidst blev han trængt ud at sit stift 1529 til for­del for Viborgs dom­provst Knud Hen­rik­sen Gyl­den­stjer­ne. Gyl­den­stjer­ne var ven­lig over for den evan­ge­li­ske lære. I 1532 ansat­te han Tau­sens nær­me­ste med­ar­bej­der, Jens Jør­gen Sado­lin som sin kapel­lan. Den refor­ma­to­ri­ske lære blev såle­des fuldt accep­te­ret i Fyns Stift fle­re år før den egent­li­ge refor­ma­tion.. Jens Ander­sen var reelt den ene­ste af bis­per­ne, der for­søg­te at tage til gen­mæ­le imod det refor­ma­to­ri­ske præ­di­kan­ter, og han blev alt­så fortrængt i den afgø­ren­de refor­ma­tions­kamp. Han skrev en mod­ar­gu­men­ta­tion imod Hans Tau­sens stand­punk­ter . Des­u­den skrev han adva­ren­de bre­ve til en ræk­ke byer, blandt andet Assens. Hans modof­fen­siv hav­de ikke den ønske­de effekt, men blev taget seri­øst af Hans Tau­sen, der skrev et gensvar til for­svar for den evan­ge­li­ske lære.

En anden bemær­kel­ses­vær­dig biskop var Joakim Røn­now. Han var også en af kon­gens betro­e­de embeds­mænd. Des­u­den stod hans rigets mæg­tig­ste mand, rigs­hof­meste­ren, den alle­re­de lut­her­ske Mogens Gøje, nær. Da bis­pen i Roskil­de døde 1529 var Gøje sam­men med Fre­de­rik d. 1. akti­ve for at pres­se dom­ka­pit­let til at væl­ge Joakim Røn­now som ny biskop. Kon­gen hav­de, som bekendt, på det­te tids­punkt for­budt bis­per­ne at søge aner­ken­del­se hos paven. I ste­det måt­te Røn­now beta­le det sæd­van­li­ge beløb for aner­ken­del­sen til kon­gen. Han var såle­des helt afhæn­gig af kon­gens nåde. Røn­now gik ikke op i lære­stri­dig­he­der­ne. Som adels­mand beskæf­ti­ge­de han sig med at sik­re stif­tets besid­del­se af dets god­ser og kir­ker . Præ­di­kan­ter­ne hav­de frit spil. Hans Tau­sen flyt­te­de til Køben­havn. Den sven­ske kon­ge Gustav Vasa, der var gået over til lut­her­dom­men, roste end­da Røn­now for hans til­tag i evan­ge­lisk ret­ning. Sene­re kom Røn­now i kon­flikt med de evan­ge­li­ske. Han prø­ve­de at få kon­trol over deres brug af kir­ker­ne. Hans Tau­sen blev dømt til at for­la­de stif­tet, men ind­gik snart efter et for­lig med Røn­now, så han kun­ne ven­de til­ba­ge. I det hele taget er der spor af for­søg på sam­ar­bej­de mel­lem Røn­now og Tau­sen om at få situ­a­tio­nen mere under kon­trol. I 1536 blev Røn­now, lige­som de andre bis­per, fængs­let. Men mod­sat alle de andre ind­gik han ikke et for­lig med kon­gen. Han for­blev i fan­gen­skab til sin død i 1544. I den sid­ste tid før sin død var han dog ved at få et for­lig i stand med kon­gen. Det, at net­op han fik den hår­de­ste behand­ling viser, at opgø­ret med bis­per­ne i høje­re grad var poli­tisk og øko­no­misk end religiøst.

Den reform­ka­tol­ske stemme

Dan­marks nok mest kom­pe­ten­te katol­ske teo­log kaste­de sig også ind i refor­ma­tions­kam­pen. Det var kar­me­lit­ter­pri­o­ren Poul Hel­ge­sen. Han var ikke af ade­lig her­komst. Man ved meget lidt om hans stu­di­e­tid og tid­li­ge år, men han slut­te­de sig til den reform­ka­tol­ske bevæ­gel­se ledet af Eras­mus af Rot­ter­dam. I begyn­del­sen opfat­te­de man­ge Lut­hers kri­tik af kir­ken som udtryk for et reform­ka­tolsk stand­punkt. Reform­ka­to­lik­ker­ne var ikke min­dre kri­ti­ske over for pave­sto­lens mis­brug end Lut­her og anvend­te lige så hår­de ord. Men hvor refor­ma­to­rer­ne sat­te bib­len op imod kir­kens mis­brug, så prø­ve­de Hel­ge­sen i ste­det i ste­det at udryd­de de åben­ly­se fejl i den katol­ske kir­ke. Han var aldrig i tvivl om gud­stje­ne­stens, kloster­li­vets og hel­gen­dyr­kel­sens nød­ven­dig­hed. Han var en anset uni­ver­si­tetslæ­rer og hav­de for­bin­del­se til hof­fet. Da han blev klar over, at Lut­hers tan­ker før­te til totalt brud med den katol­ske kir­ke, blev han refor­ma­to­rer­nes skar­pe­ste kri­ti­ker i Dan­mark. Det må have påvir­ket ham stærkt, at man­ge af de stu­de­ren­de, som han hav­de oplært i reform­ka­tol­ske syns­punk­ter, svin­ge­de over til refor­ma­to­rer­ne og blev blandt deres stær­ke­ste teo­lo­ger. Det dre­jer sig for eksem­pel om Peder Lau­rent­sen og Frants Vor­mord­s­en, der var tone­an­gi­ven­de blandt Mal­mø­re­for­ma­to­rer­ne. Selv kaste­de Hel­ge­sen sig ud i en omfat­ten­de kampag­ne både  imod refor­ma­tio­nen og for at ret­te mis­bru­ge­ne inden for den bestå­en­de kir­ke. Han delt­og i debat­ter om reli­gions­sa­gen, affat­te­de gen­ne­m­ar­bej­de mod­skrif­ter imod de pro­te­stan­ti­ske præ­di­kan­ter samt skrev en stærk poli­tisk histo­ri­ske frem­stil­ling af peri­o­den, Ski­b­bykrø­ni­ken. Den blev dog ikke offent­lig­gjort i sam­ti­den, måske for­di den aldrig blev fær­dig­gjort, eller for­di dens man­ge hår­de udfald gjor­de det for far­ligt. Hel­ge­sens hånd­skrev­ne uaf­slut­te­de manuskript blev man­ge år sene­re fun­det indemu­ret i Ski­b­by kir­ke. Det vides ikke hvor­når Poul Hel­ge­sen døde. Man­ge mener, at han døde under Gre­vens Fejde, men andre fin­der spor af hans pen i skrif­ter affat­tet senere.

De pro­te­stan­ti­ske prædikanter

De pro­te­stan­ti­ske præ­di­kan­ter var en meget sam­men­sat grup­pe uden egent­lig ledel­se. Den meste kend­te i efter­ti­den er Hans Tau­sen. Han var munk fra den for­nem­me Johan­nit­te­r­or­den. Der­for har han vel været lava­de­lig. Efter stu­di­er i udlan­det, vend­te han til­ba­ge til Køben­havns Uni­ver­si­tet, hvor har stu­de­re­de under Poul Hel­ge­sen. Sene­re læste han et par år i Wit­ten­berg, inden han 1525 vend­te til­ba­ge til Dan­mark midt i den begyn­den­de refor­ma­tions­kamp. Han blev hur­tigt en kon­tro­ver­si­el præst i Viborg, for­di han præ­di­ke­de lut­hersk. Kon­gen for­hin­dre­de biskop­pen i at stop­pe Tau­sen ved at give ham et såkaldt vær­ne­brev, der gjor­de ham til kon­gens per­son­li­ge præst. Med den­ne begi­ven­hed og andre sene­re vær­ne­bre­ve kom der gang i den refor­ma­to­ri­ske præ­di­ken i Dan­mark. Tau­sen brød på alle måder med den katol­ske kir­ke. Han gif­te­de sig og fore­tog selv præ­ste­ind­vi­el­ser, selv om det efter kir­kens lære var for­be­holdt biskop­per­ne. 1529. efter Røn­nows over­ta­gel­se af bis­pe­sto­len, blev Tau­sen flyt­tet til Køben­havn og sat­te gang i refor­ma­tions­kam­pen der.  I 1530 prø­ve­de man på her­re­da­gen i Køben­havn at nå til en afkla­ring af reli­gions­a­gen, men det mis­lyk­ke­des. Tau­sen før­te sam­men med Mal­mø­re­for­ma­to­rer­ne an i debat­ten. Efter kon­gens død 1533 døm­te rigs­rå­det Tau­sen til for­vis­ning fra byen for kæt­te­ri og for at have gre­bet ind i bis­pens myn­dig­heds­om­råd. Han blev dog hur­tigt for­ligt med Joakim Røn­now. Efter Refor­ma­tio­nen blev Tau­sen i før­ste omgang lek­tor i hebra­isk ved uni­ver­si­te­tet. Først i 1542 blev han biskop, da Ribe bis­pe­stol blev ledig. Ved siden af hans direk­te vir­ke fik han stor ind­fly­del­se som for­fat­ter og over­sæt­ter. Han skrev den præ­di­ken­sam­ling, som de tid­li­ge­re katol­ske præ­ster i begyn­del­sen læste op af i ste­det for selv at hol­de præ­di­ke­ner. De fle­ste katol­ske præ­ster ved lands­by­kir­ker­ne fort­sat­te nem­lig som pro­te­stan­ti­ske præ­ster efter reformationen.

Peder Lau­rent­sen var den leden­de per­son i det refor­ma­tions­cen­trum, der opstod i Mal­mø efter 1529. Han var også en af Poul Hel­ge­sen ele­ver og des­u­den hans tid­li­ge­re kol­le­ga som under­vi­ser ved kar­me­li­ter­kol­le­gi­et i Køben­havn. Under hans og Frans Vord­mord­s­ens (se sene­re) ledel­se blev Mal­mø omdan­net til en refor­me­ret by med pro­te­stan­tisk præ­steud­dan­nel­se, offent­lig omsorg for syge og fat­ti­ge og lig­nen­de. Det er sand­syn­lig­vis også Peder Lau­rent­sen, der er hoved­man­den bag de 43 artik­ler (Den køben­havn­ske Tros­be­ken­del­se, som præ­di­kan­ter­ne frem­lag­de på her­re­da­gen i Køben­havn 1530, som deres udgangs­punkt for reli­gions­de­bat­ten. En nær­me­re under­sø­gel­se af den­ne beken­del­se har vist, at den i høj grad er påvir­ket af den sydty­ske refor­ma­tions­ty­pe.  Efter bor­ger­kri­gen delt­og han i affat­tel­sen af den lat­in­ske kir­ke­or­di­nans. Da præ­stesko­len i Mal­mø blev ned­lagt efter genop­ret­tel­sen af Køben­havns Uni­ver­si­tet blev Lau­ren­sen lek­tor i teo­lo­gi ved Lunds dom­ka­pi­tel. Det var en van­ske­lig , for­di de fle­ste kan­nik­ker ved kapit­let fast­holdt katolicismen.

Frans Vor­mord­s­en udgik lige­som Peder Lau­rent­sen fra kred­sen omkring Poul Hel­ge­sen. Han var fra Neder­lan­de­ne, men ind­van­dre­de på et eller andet tids­punkt til Dan­mark, hvor man før­ste gang hører om ham som  munk i kar­me­li­ter­klo­stret i Hels­in­gør sam­men med Hel­ge­sen. Sene­re flyt­te­de han til den nye præ­stesko­le i Køben­havn, hvor han under­vi­ste, også sam­men med Hel­ge­sen. I 1529 gik han over til pro­te­stan­ter­ne og slut­te­de sig til refor­ma­to­rer­ne i Mal­mø. Han må have været anset for at være tem­me­lig mode­rat, for han opnå­e­de den katol­ske ærke­bis­ps til­la­del­se til at præ­di­ke. Sam­men med Lau­rent­sen søg­te han at til­ba­ge­vi­se kato­lik­ker­nes kri­tik ved her­re­da­gen i Køben­havn 1530. Også Vor­mord­s­en delt­og i udar­bej­del­sen af kir­ke­or­di­nan­sen efter Chri­sti­an d. 3. s. ind­fø­rel­se af den lut­her­ske kir­ke. Efter fæng­lin­gen af de katol­ske bis­per blev Frans Vor­mord­s­en superintendent(biskop) i Lund, hvor han sam­men med kon­gen brug­te man­ge kræf­ter på at få ro i det kir­ke­ligt og poli­tisk split­te­de område.

Kil­de:

Uddrag af Peder Lau­rent­sen: Mal­mø­bo­gen 1529. Mal­mø­bo­gen er en skil­dring af hvor­dan man hav­de ind­ret­tet det refor­me­re­de Mal­mø . Her efter: www.martinluther.dk/malm. Nutids­dansk v. Richardt Riis.

Om hospi­ta­ler

Der er hospi­ta­ler og offent­li­ge huse her, og yder­me­re skal der­hen skik­kes fat­ti­ge, syge og sår­e­de, gam­le og van­fø­re til hjælp og hvi­le, med rede­lig tje­ne­ste og for­sy­ning, fra det gods, der til­forn gik til alter­ne, lave­ne og anden mis­brug. (42b) Og hvor det ikke kan ræk­ke til eller er nok, da skal den meni­ge mand her i byen hjæl­pe til med at føde dem, hver efter sin gode vil­je og for­må­en, efter en kri­sten kær­lig­hed, som han bør bevi­se mod sin fat­ti­ge bro­der, hvil­ken Gud har miskun­de­lig søgt og lagt sin hånd på, tæn­ken­des hver ved sig, at Gud har den sam­me magt over ham, som han nu bru­ger mod de arme, de syge etc. (2 Kor 9,7)

Det­te er en ret­sin­dig gud­stje­ne­ste, kær­lig­hed til sin næste, behjæl­pe arme, syge og fat­ti­ge, i hvil­ken den ret­te krist­ne tro bevi­ses og åben­ba­res. (Matt 25,35; Gal 5,6 Lau­rent­sen har ikke angi­vet kapitelnummeret)

Lige­le­des: Hvil­ke arme men­ne­sker (især fat­ti­ge mænd, kvin­der og børn, som her udi byen er og har boet, skat­tet og delt byens besvær), der er syge og sår­e­de, og står til at hjæl­pe og hel­bre­des, da har borg­me­ster og råd til­skik­ket læger og badskæ­re­re, hvil­ke skal smø­re dem, læge og hjæl­pe dem til karsk­hed og sund­hed igen, på det de kun­ne sør­ge for og hjæl­pe sig selv siden. Men kan de ikke bli­ve til­pas igen, så deres syg­dom for­svin­der, da læg­ges de ind i hospi­ta­let, om de det er begæ­ren­des. Eller de får hjælp af de før­nævn­te pen­ge og kri­sten folks almis­se at hjæl­pe sig med.

Lige­le­des: Det­te er Guds bud og skrif­tens, hvil­ket en ret kri­sten skik og skel bør give stor magt, at hver stad eller by først og frem­mest bør behjæl­pe og for­sy­ne arme krist­ne men­ne­sker, som har levet ærligt og vel hos dem, og er kom­ne i armod, (43a) fat­tig­dom, krank­hed eller syg­dom og ikke kan hjæl­pe sig selv. (5 Mos 15,7; 1 Tim 5,8)

Det bør hel­ler ikke være sådan, og det er ikke bekvemt, at krist­ne men­ne­sker, syge eller usy­ge, mere i kri­sten­dom­men går rundt eller føres omkring at tig­ge eller tryg­le, end udi den jødi­ske lovs tid, i hvil­ken det var for­budt, at der måt­te være nogen tig­ge­re, men de skul­le for­sy­nes af almu­en, til livs føde og nødtørft, især dem, der ikke kun­ne hjæl­pe sig selv, med arbej­de eller anden til­bør­lig for­sy­ning som sagt er. (5 Mos 15,4; Lau­rent­sen hen­vi­ser til 5 Mos 17)

Da skul­le det skik­kes i stæ­der­ne og andre ste­der udi lan­de­ne, at enhver skul­le sør­ge for og besør­ge sine fat­ti­ge, gam­le og kran­ke, tagen­des til hjælp det gods, som blev mis­brugt under gud­stje­ne­stes navn til altre, laug og gil­de etc.

Lige­le­des, i hvert landsogn at sør­ge for sine nød­li­den­de med, som er i sam­me sogn, med en part af tien­den, med det, almu­en ple­jer at give bis­se-mun­ke og andre tryg­le­re, som hvert år bis­ser omkring efter korn, pen­ge, lam, gæs, svin, oste og smør og man­ge andre ting, som fat­ti­ge folk har her til dags i lang tid være besvæ­re­de med af før­nævn­te ørkes­lø­se buge.

Og hvor før­nævn­te almis­se gives ud vel­vil­ligt i en kri­sten kær­lig­hed, de san­de arme og syge til hjælp, da blev i sand­hed den fat­ti­ge almue der­over ubed­ra­gen og fik Guds vel­sig­nel­se på gods, frugt og kvæg, som Gud har selv lovet man­ge ste­der i skrif­ten. (3 Mos 19,9f; Tob 3,(?); 11,(?); Sl 41,2f; 114,7f; Sirak 3,30f; 4,1–10; 7,32–36; 17,22f; 29,1–13; Es 58,7f; Matt 6,2–4; 25,35; Luk 11,42; 12,33f; 14,33; 16,11; 2 Kor 9,8; 1 Joh 3,17. ) (43b)

Lige­le­des: til at skik­ke og for­sy­ne sam­me arme men­ne­sker med før­nævn­te almis­se og sam­le den sam­men skul­le 2 eller 3 gode krist­ne mænd ind­sæt­tes i hvert sogn, som var tro­fa­ste og ret­sin­di­ge i oven­nævn­te befa­ling, og hvert år gøre rede og regn­skab der­på. Sådan bør Guds almis­se gives og skik­kes ud. Det har vi Guds vil­je og bud på. Men om mun­kes og andre ørkes­lø­se tryg­le­re og deres løgn og bed­ra­ge­ri, har vi intet om, andet end at deres han­del og tryg­le­ri er imod Guds ord og den hel­li­ge skrift. (Apg 6,3; 1 Mos 41,33; Apg 20,35; 1 Kor 4,1; 2 Kor 11,8f; 2 The­ss 3,10) ”

Bor­ger­krig og kirkekup

Da Fre­de­rik d. 1. døde i 1533 var der ingen klar­hed over situ­a­tio­nen, hver­ken poli­tisk, eller med hen­syn til reli­gions­sa­gen. De to sags­om­rå­der var ulø­se­ligt knyt­tet til hin­an­den. Efter kon­gens død mød­tes rigs­rå­det til her­re­dag i Køben­havn juni – juli 1533. Der var ind­gå­et en afta­le med Fre­de­rik d. 1. om at væl­ge en af hans søn­ner til kon­ge, men det var ikke afgjort hvem. Chri­sti­an d. 2. sad fængs­let i Søn­der­borg og kun­ne alt­så ikke umid­del­bart gøre sin sit krav gæl­den­de. Kej­ser Carl d. 5. hav­de dog ikke glemt sagen. Chri­sti­an d. 2. s. søn Hans, der hav­de et arve­krav på den dan­ske tro­ne støt­te­des af habs­bur­ger­ne. I 1532 døde prins Hans.   Kej­se­ren sør­ge­de der­for for at få Chri­sti­an d. 2. s. æld­ste dat­ter, Dor­o­t­hea, gift med den  næsten 40 år ældre kur­fyrst Fri­edrich af Pfalz, der kun­ne opret­hol­de arve­kra­vet gen­nem sin kone. Bryl­lup­pet blev ind­gå­et 1534. Kur­fyr­stens krav kom såle­des til at spil­le en rol­le i Gre­ve­fejdens kamp om den dan­ske kro­ne, samt sene­re. Her­re­da­gen i Køben­havn nåe­de ikke frem til en ende­lig beslut­ning og at væl­ge den ene af Fre­de­rik d. 1.s to søn­ner. Prins Hans var end­nu et barn, der kun­ne for­mes efter rigs­rå­dets vil­je, men for­myn­der­sty­re ind­til han blev myn­dig vil­le ska­be en far­lig usta­bi­li­tet. Den ældre søn, her­tug Chri­sti­an, var til­hæn­ger af den lut­her­ske fyrstekir­ke og såle­des uan­ta­ge­lig for de gejst­li­ge med­lem­mer af rigs­rå­det. Det end­te med, at man udsat­te kon­ge­val­get og der­ved også løs­nin­gen af reli­gions­sa­gen til en ny her­re­dag til mid­som­mer 1534. Afta­len om det­te er kun beseg­let af de gejst­li­ge og enkel­te ”gam­melka­tol­ske” råder. På den måde afspej­ler den uenig­he­den på her­re­da­gen. Ind­til næste her­re­dag skul­le rigs­rå­det stå for rege­rings­fø­rel­sen. Den offi­ci­el­le begrun­del­se var, at de nor­ske rigs­rå­der ikke kun­ne nå frem til her­re­da­gen 1533 og gøre deres ind­fly­del­se gæl­den­de. I lyset af den sene­re begi­ven­he­der var det en kata­stro­fal beslut­ning at udsæt­te afgø­rel­ser­ne et år. På den anden side er der ikke noget, der tyder på, at man kun­ne have for­ud­set borgerkrigen.

Den pro­te­stan­ti­ske ledel­se i Mal­mø hav­de slut­tet sig sam­men med grev Chri­stof­fer af Olden­burg om et for­søg på at gen­nemtvin­ge befri­el­sen af den nu pro­te­stan­ti­ske Chri­sti­an d. 2. og gøre ham til kon­ge igen. Lübeck var med i det­te pro­jekt for at sik­re han­dels­ret­tig­he­der­ne i et Dan­mark, der begynd­te at hæl­de mere til de kon­kur­re­ren­de Neder­lan­de. Den­ne uden­land­ske aktion for at bestem­me udvik­lin­gen i det dan­ske rige kræ­ve­de hand­ling fra ade­lens side. Situ­a­tio­nen blev yder­li­ge­re kom­pli­ce­ret af pfalz­gre­vens tru­en­de holdning.

Den dan­ske over­gangs­ad­mi­ni­stra­tion var ikke i stand til en sam­let reak­tion da Mal­mø sam­men med grev Chri­stof­fer og Lübeck angreb. Den øst­dan­ske adel kun­ne ikke stil­le noget op imod oprø­ret og grev Chri­stof­fers inva­sions­trop­per, der lan­de­de i Sko­vs­ho­ved nord for Køben­havn 22. juni 1534, et par dage før den plan­lag­te her­re­dag, der selv­føl­ge­lig ikke blev til noget. De øst­dan­ske valg­te at hyl­de grev Chri­stof­fer på Chri­sti­an d. 2. veg­ne. Tan­ken om hjælp fra det vest­li­ge Dan­mark inden for en rime­lig tid fore­kom usand­syn­lig. De dan­ske rige var split­tet med risi­ko for en læn­ge­re varen­de opde­ling. I Vest­dan­mark var Chri­sti­an d. 2. min­dre popu­lær. Den vest­dan­ske adel vil­le ikke til­slut­te sig grev Chri­stof­fer. I ste­det ret­te­de man hen­ven­del­se til her­tug Chri­sti­an og hyl­de­de ham hur­tigst muligt som kon­ge. Uan­set  hvem af de to, der vandt opgø­ret  var pro­te­stan­ter­ne sik­ret sej­ren i reli­gions­op­gø­ret. Chri­sti­ans lil­le­bror Hans var til­sy­ne­la­den­de  helt ude af fel­tet. Ene­ste til­ba­ge­væ­ren­de chan­ce for kato­lik­ker­ne var Pfalz­gre­vens krav gen­nem Chri­sti­an d. 2. dat­ter Dor­o­t­hea, og det­te pro­jekt vir­ke­de over­or­dent­lig usand­syn­ligt. Gre­vens fejde for­stås bed­re som et klas­sisk opgør om mag­ten i Dan­mark, end som et opgør om religionen.

I det vide­re for­løb fik den vest­dan­ske koa­li­tion under ledel­se af her­tug Chri­sti­an , fra 18. august 1534, kong Chri­sti­an d. 3, efter­hån­den over­ta­get.  Hans erfar­ne hol­sten­ske hær­fø­rer Johann Rantzau før­te en effek­tiv krig både imod de soci­a­le oprør og de ade­li­ge mod­stan­de­re. Det lyk­ke­des af for­hin­dre kej­ser­lig ind­gri­ben under den åre­lan­ge belej­ring af Køben­havn. Ende­lig d. 29. juli 1536 over­gav Køben­havn sig som den sid­ste til Chri­sti­an d. 3. Byen var på det tids­punkt næsten tømt for føde­va­rer og nøden var meget stor, så man kun­ne ikke ven­te læn­ge­re på den und­sæt­ning, som Chri­sti­an d. 2.s til­hæn­ge­re arbej­de­de for.

Chri­sti­an d. 3. hav­de nu mag­ten i hele Dan­mark. Den var vun­det med uden­land­ske trop­per, der nu skul­le beta­les. Den dan­ske rigs­rå­dsa­del hav­de udstil­let sin split­tel­se ved ikke at kun­ne enes om at støt­te en fæl­les kan­di­dat til kon­ge­mag­ten. Kon­gen stod sam­men med sine hjæl­pe­re usæd­van­lig stærk. Især de øst­dan­ske, der hav­de aner­kendt grev Chri­stof­fer som repræ­sen­tant for Chri­sti­an d. 2. var i en van­ske­lig situation.

Det mest påtræn­gen­de pro­blem for kon­gen var at fin­de mid­ler til at beta­le trop­per­ne. Der­ef­ter skul­le situ­a­tio­nen i riget sta­bi­li­se­res, både verds­ligt og kirkeligt.

Kon­gen hand­le­de sær­de­les hånd­fast. Alle­re­de 12. august lod han alle lan­dets biskop­per fængs­le. Det­te ske­te uden hen­syn til, at de hav­de for­holdt sig for­skel­ligt til de pro­te­stan­ti­ske præ­di­kan­ter i tiden før bor­ger­kri­gen. De verds­li­ge rigs­rå­der måt­te afgi­ve et for­plig­tel­ses­brev, hvor de god­kend­te det ske­te. Sene­re, 30. okto­ber, blev der frem­lagt et omfat­ten­de kla­ge­skrift imod de fængs­le­de bis­per. Der er spor af at der har eksi­ste­ret et til­sva­ren­de kla­ge­skrift imod de verds­li­ge råder, der slut­te­de sig til grev Chri­stof­fer. Det kan anta­ges, at kon­gen har skaf­fet til­slut­ning fra de verds­li­ge råder til kla­ge­skrif­tet mod bis­per ved at true med at udvi­de aktio­nen til nog­le af de verds­li­ge råder. I alle til­fæl­de udnyt­te­de kon­gen den styr­ke det gav at være hyl­det uden end­nu at have accep­te­ret en hånd­fæst­ning. Hans løf­ter om at stad­fæ­ste den gam­le kir­kes god­s­be­sid­del­ser og cere­mo­ni­er var kun gæl­den­de ind­til bor­ger­kri­gen slut­te­de. Efter kri­gen var afslut­tet hav­de han blot lovet sam­men med rigs­råd og adel at for­an­stal­te en ”kri­ste­lig skik­kel­se” på kir­kens forhold.

Ved stæn­der­for­sam­lin­gen i Køben­havn okto­ber 1536 mød­tes omkring 1200 repræ­sen­tan­ter fra rigets stæn­der for at læg­ge grun­den til det nye sty­re. Kon­gen tog den ful­de kon­trol med den reli­gi­øse nyord­ning. Kir­ke­god­set over­gik til kro­nen. På den måde fik kon­gen mulig­hed for at beta­le krigs­gæl­den. Udform­nin­gen af den nye kir­ke blev lagt i hæn­der­ne på Lut­hers nære med­ar­bej­der Johann Bugen­ha­gen, der alle­re­de hav­de stå­et for orga­ni­se­rin­gen af refor­ma­tio­nen i en ræk­ke pro­te­stan­ti­ske byer. For­u­den Bugen­ha­gen fik den unge dan­ske teo­log Peder Pal­la­di­us stor ind­fly­del­se. Han var uddan­net i Wit­ten­berg, og hav­de opholdt sig der fra 1531 til han kom til Køben­havn 1537, anta­ge­lig sam­men med Bugen­ha­gen. De dan­ske præ­di­kan­ter fra  refor­ma­tions­kam­pen synes ikke at have fået væsent­lig ind­fly­del­se. Det kan måske for­kla­res med, at de støt­te­de den ”for­ker­te” side under Gre­vens Fejde. Man kan også pege på, at de måske har fore­stil­let sig en mere selv­stæn­dig kir­ke, end den Chri­sti­an d. 3. lag­de op til.

Kil­de:

Uddrag af Kong Chri­sti­an d. 3.s kla­ge­skrift imod Dan­marks biskop­per. Her efter H. F. Rør­dam.  Monu­men­ta histo­riæ dani­cæ Bd. 1. Gad 1873

Bespenn i Aars­sz anrørendis.

Then­ne Biscop haf­fu­er fasth verit hou­it for altt papi­strij, och haf­fu­er for pawens oc hans egenn modu­il­lig­hedt schyl­de  for­hin­dret kon­nin­genns vdu­e­lelsze oc koer. Thij att ther Rii­gens Radt fors­chi­i­ck­e­de til han­nom till Siilck­e­borgh och loed hand­le mett han­nom om konin­genns koer: thaa hanst for­mercth haf­fu­er, att handt schul­de thett ind­gaa, er handt vor­det gre­den­dis och haf­fu­er saa aff thee andre Bis­per ladet leeth oc førth segh aff thenn ret­te vey, saa handt icke haf­fu­er (som handt well pli­cti­ig var) acthett oc besin­det Rii­gens meni­ge nøt­te, gaf­fnn og vel­l­fartt. Ther aff then­ne Rii­gens scha­de och for­der­f­fue er kom­men oc vpuoxth. Oc ther szom handt elders i then­ne sag haf­f­de beu­i­ist seg saa tro­e­li­genn, szom handt elders alti­idt til­for­nn haf­fu­er beu­is­sth sig vtj Rii­gens ærin­de oc thie­ni­sth, thaa haf­f­de vij icke søn­der­li­genn visth att beschyl­di­ge han­nom, ………… (s. 183 – 184

Bespenn af Vii­borgh anrørendis

Item, Then­ne Biscop er oc en, som haf­f­de for­hin­dret koning­li­ge valdt oc kor. Huilck­et er beu­i­is­ligt mett Ind­se­gell. Och haf­fu­er handt for­bud­det, at mandt schul­de ingenn tro­ning eller lof­fue set­te till koning Frel­de­ri­cks breff eller seg­le. …………..Vij lade oss dog saa tøcke, att vor her­re och fader haf­f­de thett icke aff han­nom fort­hient eller fors­chyl­let, att handt strax eff­ter vor her­re fader vor dødt oc aff­gan­genn, haf­fu­er handt sagt och fli­i­te­li­ge bedet aff Gudt och vun­sket seg, att handt mot­te vere enn dief­fu­ell, thaa vil­de handt saa plaue koning Fre­de­ri­cks szi­ell, och vil­l­de bøde hen­de sto­er hede till, och viil­de saa bere kolth paa igenn. (s. 186 – 187)

Bespenn aff Fyenn anrøredis.

Then­ne Biscop er oc enn, som for­hin­dret kon­gens valdt och koer etc. Och haf­fu­er handt huerck­en vil­det veret pati­sth eller Euan­ge­lisk, meenn haf­fu­er førtt eth egit regi­men­te for seg sel­ff, och vil­de kal­lis her­re aff Fyen.” (s. 188 – 189)

Den lut­her­ske fyrstekir­ke i Danmark

Chri­sti­an d. 3. hav­de sik­ret sig fri­hed til at ord­ne reli­gions­spørgs­må­let i Dan­mark efter sin mili­tæ­re sejr og opgør med gejst­lig­he­dens magt i rigs­rå­det. Model­len for nyord­nin­gen blev taget ude­fra. Den ind­hen­te­de eks­pert, Johann Bugen­ha­gen hav­de  alle­re­de stå­et for kir­ke­ord­nin­gen i en ræk­ke tyske byer og fyr­sten­døm­mer. Des­u­den var han Lut­hers for­tro­li­ge og skriftefader.

Kon­gen ned­sat­te en kom­mis­sion for at udar­bej­de den nye kir­ke­ord­ning. Den kom til at bestå af 18 per­so­ner her iblandt Hans Tau­sen, Peder Lau­rent­sen og Frans Vor­mord­s­en. Lidt mere over­ra­sken­de optog kon­gen repræ­sen­tan­ter for kato­lik­ker­ne i kom­mis­sio­nen. Arbej­det tog tem­me­lig lang tid med en del ændrin­ger under­vejs. Først i 1539 forelå ”Kir­ke­or­di­nan­sen” på lat­in. Der­ef­ter måt­te man ven­te end­nu 3 år til 1542 før den dan­ske udga­ve udkom officielt.

Superin­ten­den­ter­ne

Orga­ni­sa­to­risk blev kon­gen kir­kens over­ho­ved. Som kri­sten øvrig­hed hav­de han det øver­ste ansvar for hele sam­fun­det, kir­ken og at under­såt­ter­nes sjæ­le blev frelst. De gam­le bis­per blev erstat­tet af lige­stil­le­de ”superin­ten­den­ter”, der besty­re­de hver deres stift. De blev ind­vi­et af Bugen­ha­gen, der ikke selv var bis­pe­vi­et i den katol­ske kir­ke. Man for­lod såle­des den ”apo­stol­ske suc­ces­sion” med en ubrudt kæde af hånd­spå­læg­gel­ser til­ba­ge til apost­len Peter, der var den før­ste biskop i Rom og pavens for­gæn­ger. De dan­ske præ­di­kan­ter hav­de arbej­det med tan­ken om en over­ord­net gejst­lig som leder af kir­ken til erstat­ning for ærke­bi­skop­pen. Det­te for­slag blev ikke ført ud i livet. Da kro­nen hav­de ind­dra­get bis­pe­god­set blev superin­ten­den­ter­ne gjort til løn­ne­de embeds­mænd. De nye superin­ten­den­ter var ånde­li­ge lede­re på kir­kens veg­ne i kraft af deres ind­vi­el­se. Men de var sam­ti­dig kon­ge­li­ge embeds­mænd, der skul­le bestri­de deres embe­de på kon­gens veg­ne. Løn­nen var efter Bugen­ha­gens mening uri­me­lig lav. Her­ef­ter var ade­len uin­ter­es­se­ret i en gejst­lig kar­ri­e­re og kun­ne ikke læn­ge­re bru­ge kir­ken som en poli­tisk plat­form imod kongen.

Superin­ten­den­ter­ne var de cen­tra­le i opbyg­gel­sen af den refor­me­re­de kir­ke. De skul­le sør­ge for at det nye kom ind i de enkel­te kir­kesog­ne. På den anden side skul­le det ske uden at var tale om en helt ny kir­ke. Målet var net­op at refor­me­re den bestå­en­de kir­ke, så den kom i over­ens­stem­mel­se med den evan­ge­li­ske lære, som refor­ma­to­rer­ne betrag­te­de som den san­de arv­ta­ger af oldkirken.

Superin­ten­den­tens cen­tra­le red­skab til at ind­fø­re den nye lære var visi­tat­sen. De besøg­te syste­ma­tisk alle sog­ne­ne, over­væ­re­de gud­stje­ne­sten, over­hør­te ele­ver­ne i sko­len og tal­te med præ­sten om den nye lære. På den måde blev der skabt en ens­ar­tet for­stå­el­se af kri­sten­dom­men. Sjæl­lands superin­ten­dent, Peder Pal­la­di­us skrev en beret­ning om sine visi­tats­rej­ser, som i dag er en vig­tig kil­de til den prak­ti­ske gen­nem­fø­rel­se af refor­ma­tio­nen. Sko­len var en kir­ke­lig insti­tu­tion. Der­for var det superin­ten­den­ter­ne, der ansat­te skole­le­der­ne. I for­hold til rege­rin­gen optræd­te supe­in­ten­den­ten som råd­gi­ver i reli­gi­øse sager. Kon­gen for­be­holdt sig ret­ten til at træf­fe den ende­li­ge afgø­rel­se, også i læresa­ger. Det­te ønske om at beva­re kon­trol­len er måske for­kla­rin­gen på at fæl­les­mø­der for superin­ten­den­ter­ne aldrig blev en stærk insti­tu­tion. Der blev kun afholdt 5 i Chri­sti­an d. 3.s rege­rings­tid, og de var alle ind­kaldt af kon­gen . Selv om kon­gen hen­te­de den reelt leden­de superin­ten­dent, Peder Pal­la­di­us, uden for præ­di­kan­ter­nes kreds, så blev der også plads til de loka­le refor­ma­to­rer. Mest kendt er Frans Vor­mord­s­en fra Mal­møsko­len, der blev superin­ten­dent i Lund, det tid­li­ge­re ærke­bis­pe­sæ­de, og Hans Tau­sens nære med­ar­bej­der Jør­gen Sado­lin, der blev superin­ten­dent i Fyens stift, hvor han hav­de vir­ket som med­hjæl­per hos den katol­ske biskop siden 1532.

Præ­ster­ne

Læn­ge­re nede i syste­met fort­sat­te de man­ge sog­ne­præ­ster som hidtil. De blev som før afløn­net pri­mært  ved præ­s­te­går­de­ne. Des­u­den var der andel i tien­den og ind­sam­lin­ger ved de tre sto­re kir­ke­li­ge høj­ti­der, samt andre gaver fra menig­he­den. Man må dog reg­ne med at præ­ster­nes øko­no­mi blev for­rin­get efter refor­ma­tio­nen, idet man­ge af de katol­ske ind­tæg­ter som sjæle­ga­ve og Mari­a­byrd (Mari­as fød­sels­dag) bort­faldt Pro­ble­met med at omsko­le præ­ster­ne til at præ­di­ke lut­hersk kla­re­de man blandt andet ved at lade dem læse en præ­di­ken op fra en præ­di­ken­sam­ling de før­ste år. Ude i lands­by­er­ne har man ikke ople­vet refor­ma­tio­nen på sam­me vold­som­me måde, som i køb­stæ­der­ne. De altre, som ikke pas­se­de til den nye tro blev dog enten fjer­net eller omma­let, så det pas­se­de til den nye teo­lo­gi. Men man over­ma­le­de  ikke de man­ge kal­k­ma­le­ri­er før man­ge år sene­re. De sto­re nyska­bel­ser i den evan­ge­li­ske gud­stje­ne­ste var sal­mesan­gen og præ­di­ken. Set i det lan­ge per­spek­tiv blev den loka­le præst omdrej­nings­punk­tet for både tros­liv, kul­tur og under­vis­ning i de dan­ske landsog­ne. Et meget stort antal beva­re­de gam­le præ­s­te­går­de er sta­dig et vid­nes­byrd om lands­by­præ­stens betydning.

Klo­stre­ne

Tig­ger­mun­ke­nes vir­ke blev for­budt. Man lod dog gam­le og sva­ge­li­ge mun­ke bli­ve i klo­stre­ne livet ud på den betin­gel­se, at de holdt op med at bære ordens­drag­ten, og lod være med at ”bespot­te evan­ge­li­et”. De sto­re her­re­klo­stre på lan­det var kon­gen nødt til at være mere for­sig­tig med, da der boe­de man­ge ade­li­ge og vel­stå­en­de bor­ge­re. Der­for kun­ne de ikke luk­kes. Man lod mun­ke­ne behol­de deres ordens­dragt, men ikke ton­su­ren (kron­rag­nin­gen). Des­u­den  for­lang­te man, at de skul­le ansæt­te en per­son til at under­vi­se bebo­er­ne i den lut­her­ske lære. Ændrin­gen gik lang­somt, og læn­ge efter refor­ma­tio­nen måt­te man læg­ge pres på mun­ke­ne for at ret­te sig efter reg­ler­ne. Non­ne­klo­stre­ne fik en lig­nen­de behand­ling. I enkel­te til­fæl­de end­da bli­de­re. Ade­len hav­de brug for et sted at anbrin­ge ugif­te kvin­der stands­mæs­sigt, så man beva­re­de Mari­bo klo­ster som en ade­lig stif­tel­se, hvor man kun­ne leve en ade­lig kloster­til­væ­rel­se under for­ud­sæt­ning af, at man over­holdt den nye lære. Det var i prak­sis umu­ligt at få det­te krav opfyldt. Trods man­ge anstren­gel­ser holdt non­ner­ne fast ved deres katol­ske tro. Først langt inde i det 17. århund­re­de blev kloster­li­vet ophæ­vet i Maribo.

Over­gan­gen fra kato­li­cis­me til pro­te­stan­tis­me var lang­va­rig og var læn­ge præ­get af strid om for­stå­el­sen af det lut­her­ske. Teo­lo­ger­ne kæm­pe­de i lang tid om hvad der var ægte Lut­hersk. Den Augs­burg­ske Tros­be­ken­del­se, som man angav som lære­grund­lag, var på en ræk­ke områ­der åben for for­tolk­ning. I befolk­nin­gen opret­holdt man i man­ge år en del af  de gam­le katol­ske skik­ke og sæd­va­ner. Reli­gions­for­an­dring er altid en lang­som affære.

Kil­de

Det­te uddrag af Peder Pal­la­di­us visi­tats­bog giver et godt ind­tryk af hvor bredt bis­pen opfat­te­de sin til­syns­pligt og sit ansvar for at vej­le­de menig­he­der­ne. Her taler han til sog­nets piger og unge kvin­der om hvad man for­ven­te­de af dem. (Peder Pal­la­di­us visi­tats­bog  v. Peder Lang­kjer maj 1998 http://runeberg.org/visitats/

En For­ma­ning til Piger­ne og Møerne

Eder bør Tak, mine gode Bøm­lil­le, for I læse saa vel Eders Bør­ne­lær­dom; Deg­nen skal og lære Eder de Ord, I ble­ve døbt med, dér I var smaa Piger, og de Ord, I skal lade Eder beret­te med. Og I, som er her i Kir­ke­by­en, skal ogs­aa lade Eder fin­de her paa dis­se Sto­le, som dis­se Dan­ne­kvin­der her paa sid­der, naar I vide, at Tiden er, som jeg sag­de til Dren­ge­ne til­forn; og I andre skal møde i Eders egen By, som før sagt er, paa en liden Stund. Siden kan I lem­pe i og gøre anden Hel­lig­dags-Ger­ning. Læser og selv hve­rin­de Mor­gen og Aften Eders ti Budord, Tro­en, Fader­vor, saa bli­ver Eder gode Raad for; og tje­ner Eders Hus­bon­de og Hustru med Tro og Tak­ke! Ser Eder i Spejl paa dis­se Dan­ne­kvin­der; de have været, som I er nu, og tro­lig arbej­det for deres Brød! Nu haver Gud ladet dem ind­fø­re i Gaard og Grund, saa at de er for­se­et med Hæder og Ære; saa vil han ogs­aa gøre ved Eder, der­som I vil være gud­fryg­ti­ge, tje­ne tro­li­gen for Eders Brød. For­va­rer Eder, at I lade Eder ikke belok­ke hel­ler belig­ge af Skal­ke! Bier saa læn­ge, til Gud sen­der Eder et godt Bud, saa kom­me I til et skam­løs Brød; ellers bli­ve I Skarns Skø­ger og for­dær­vet, ja fors­maa­et og forag­tet Kvin­der alle de Dage, I leve paa Jor­den, saa hver Mand véd siden at spot­te, for­haa­ne og for­sky­de Eder, som I kan vel se Eder i Spejl paa de Skarns Folk, som har ladet Skal­ke faa deres Vil­je med dem.

Naar en Skalk haver fan­get sin Vil­je med dig, da er han den før­ste, som fors­maar og for­sky­der dig, i hvor sødt han lover dig; han var da til­freds, Du var en Hare og løb for en Hob Myn­der; han haver da faa­et det, han vil­de have; Du sid­der igen med baa­de Skam og Ska­de, det maa Du ven­te dig af han­nem og intet andet! Men naar den kom­mer, som dig vil have til Hæder og Ære, da beraad dig med Gud, med Slægt og Ven­ner, gak ikke af deres Raad. Se dig end­da vel for, hvem Du tager ved Haan­den, naar Du gaar i Dan­sen! Der lig­ger dig Magt paa.

Kom­mer der en Skalk til dig og vil vold­ta­ge dig, hel­ler ellers byde dig Skam og Skænd­sel, vil tram­mel og føle dig, vil gaa dig nær­me­re, end han­nem bør med Hæder og Ære, est Du ellers en god Pige og vil bære din Urte­krans om Som­mer paa dit Hoved med Hæder og Ære, da skul­de før alle dine Neg­le sid­de kendt udi saa­dan en Skal­ks For­ho­ved, at han kan sige, han har været der, før­end han skul­de frem­me sin Vil­je hos dig. Det er bed­re, at Du skram­mer han­nem, end han skæn­der dig. Mærk, hvad jeg siger dig, Pige­lil­le, det gæl­der dig og ikke mig.

Nu, mine kære Bøm­lil­le, haver Tak for Eders Umag, og gaar nu ned igen, og sæt­ter Eder udi Eders Hustru­ers Sto­le! Gaar ikke end hjem, jeg haver end­nu mere at give Eder til Ken­de, Eder til Gavn næst Guds Hjælp.”

Lit­te­ra­tur­for­slag

Lit­te­ra­tu­ren om den dan­ske refor­ma­tion er meget omfat­ten­de. En del af de cen­tra­le under­sø­gel­ser er lavet for mere end 100 år siden og kan der­for være svæ­re at få fat på. Her er nog­le vig­ti­ge titler:

  • Mar­tin Schwarz Lau­sten: Refor­ma­tio­nen i Dan­mark Eksi­sten­sen Køben­havn 2016. Opda­te­ret frem­stil­ling med omfat­ten­de litteraturliste.
  • Mar­tin Schwarz Lau­sten:  Dan­marks kir­ke­hi­sto­rie 3. udga­ve Gyl­den­dal 2004. Kort ind­fø­ring i den dan­ske kir­ke­hi­sto­rie. Litteraturliste.
  • Den dan­ske kir­kes histo­rie  Gyl­den­dal 1950 – 1966. bd. 3 og 4. Bred skil­dring af kirkehistorien
  • Kai Hør­by og Mika­el Ven­ge: Dan­marks histo­rie bd. 2 1. halv­bind Tiden 1340 – 1648. Gyl­den­dal 1980. Forsk­nings­ba­se­ret dan­marks­hi­sto­rie med man­ge kil­de- og litteraturhenvisninger.
  • www.denstoredanske.dk/Danmarkshistorien: Alex Wit­ten­dor­ff: På her­skabs og guds nåde. Gyl­den­dal og Poli­ti­kens Dan­marks­hi­sto­rie bd 7 2. udga­ve 2002 – 2005. Bred dan­marks­hi­sto­rie. Lit­te­ra­tur­hen­vis­nin­ger. Til­gæn­ge­lig på net­tet gen­nem denstoredanske.dk.
  • www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon: Dansk bio­gra­fi­ske lek­si­kon 3. udga­ve 1979 – 1984. Lek­si­kon over kend­te dan­ske­re. Lit­te­ra­tur­li­ste efter hver bio­gra­fi. Til­gæn­ge­lig på net­tet gen­nem denstoredanske.dk.
  • www.runeberg.org/dbl : Dansk bio­gra­fisk lexi­kon 1. udga­ve 1887 – 1905. Lek­si­kon over kend­te dan­ske­re. Lit­te­ra­tur­li­ste efter hver bio­gra­fi. 1. udga­ven er rum­mer en del bio­gra­fi­er fra refor­ma­tion­s­ti­den, som ikke er med­ta­get i 3. udga­ven. Des­u­den rum­mer nog­le af de bio­gra­fi­er, som sta­dig fin­des i 3. udga­ven fle­re oplysninger.
  • www.hist.uib.no/kalkar/  Kal­kar: ord­bog over det ældre dan­ske sprog. Køben­havn 1881 – 1907.
  • Ord­bog over dansk ca. 1400 til ca. 1700. En stor hjælp til læs­ning af de gam­mel­dan­ske tek­ster fra reformationstiden.

Opga­ve­for­slag:

  1. Under­søg i hvor høj grad den dan­ske refor­ma­tion var et fol­ke­ligt projekt.
  2. Under­søg hvad kon­ge­mag­tens for­mål var med kir­kepo­li­tik­ken 1517 – 1539. Dis­ku­ter i hvil­ket omfang kon­gen opnå­e­de de ønske­de mål.
  3. Under­søg føl­gen­de per­so­ners betyd­ning for den dan­ske reformation: 
    1. Hans Tau­sen
    2. Peder Lau­rent­sen
    3. Frands Vor­mord­s­en
    4. Peder Pal­la­di­us
    5. Poul Hel­ge­sen
    6. Joakim Røn­now
  4. Dis­ku­ter´ hvad refor­ma­tio­nen kom til at bety­de for den bre­de befolkning.
  5. Under­søg og dis­ku­ter´  med udgangs­punkt i det aftryk­te uddrag,  kla­ge­skrif­tet imod bis­per­nes betyd­ning som kil­de til den dan­ske reformation.
  6. Under­søg hvad uddra­get af Peder Pal­la­di­us oply­ser om unge kvin­ders situ­a­tion på reformationstiden.
  7. Under­søg hvad uddra­get af Mal­mø­bo­gen og Krø­ni­ken om grå­brød­re­nes For­dri­vel­se oply­ser om refor­ma­tio­nen i prak­sis under reformationskampen.
  8. Under­søg hvad kato­lik­ker­ne gjor­de for at imø­de­gå refor­ma­tio­nen i Danmark.
  9. Dis­ku­ter´ hvil­ken betyd­ning ”den habs­burg­ske for­bin­del­se hav­de for refor­ma­tions­kam­pen i Danmark.

For­slag til 3 lektioner:

Lek­tion 1: 

Kort lærerin­tro­duk­tion til hoved­be­gi­ven­he­der­ne i den dan­ske refor­ma­tion (15 min.)

Klas­sen opde­les i 5 opga­ve­grup­per, det væl­ger 2 af opga­ve­for­sla­ge­ne. Dog bør opga­ve 3

betrag­tes som to opga­ver i sig selv. (10 min.)

Grup­per­ne arbej­der med deres opga­ver og afta­ler hvad der slags laves inden næste lek­tion (45 min).

Lek­tion 2:

Afslut­ning af grup­pe­ar­bej­det (50 min.)

Grup­pe 1 og 2 frem­læg­ger med efter­føl­gen­de debat (2 x 20 minutter).

Lek­tion 3:

Grup­pe 3, 4, 5 frem­læg­ger  (3 x 20 minutter)


Lut­her-pro­jek­tet

Lut­her relo­a­ded — pdf


Web

Domkirken i Viborg

Refor­ma­tio­nen i Viborg

Ind­hold Detal­jer fra Bjørn Nør­gaards “Hans Tau­sen” Modul 1: Hvor­dan kom Refor­ma­tio­nen til Vibo…

Refor­ma­tio­nens billeder

Refor­ma­tio­nens bil­le­der: et dob­belt­mo­dul i histo­rie 1. Fly­ve­bla­de­ne ”Den ret­fær­di­ge straf til pav…

Forfatter(e)

2 kommentarer til “Den dan­ske refor­ma­tion 1517 – 1539

  1. Jeg er bestemt ikke på nogen måde eks­pert i dansk refor­ma­tions­hi­sto­rie, men ved dog nok til, at det fal­der i øjne­ne, at her­tug Chri­sti­ans MEGET TIDLIGE gen­nem­fø­rel­se af den refor­ma­tion i de to len i det nord­li­ge Slesvig, han sty­re­de, nem­lig Hader­s­lev og Tør­ning ikke er behand­let i tek­sten. Begi­ven­he­der­ne her er ekstra spæn­den­de, for­di de tids­mæs­sigt for­lø­ber paral­lelt med udvik­lin­gen i de refor­ma­to­ri­ske ker­ne­om­rå­der Kur­fyr­sten­døm­met Sach­sen og Land­grev­ska­bet Hes­sen. Hen­vis­ning: H. V. Gre­ger­sen, Refor­ma­tio­nen i Søn­derjyl­land. 1986.
    De ste­der i tek­sten, hvor der hen­vi­ses til begi­ven­he­der og for­hold i Tys­kland, er desvær­re behæf­tet med man­ge både alvor­li­ge og små fejl. Her er jeg på hjem­me­ba­ne og kan der­for til­la­de mig at være lidt skarp. Jeg kun­ne sag­tens tage fat på en ræk­ke punk­ter, men det vil her føre for vidt. Ønskes det af Jer i anden sam­men­hæng, laver jeg ger­ne lidt arbejde. 

  2. Her­tu­gens kir­ke­ord­ning i Tør­ning og Hader­s­lev er ude­ladt på grund af for­lø­bets læng­de, men er selv­føl­ge­lig væsent­ligt, hvis man bru­ger mere tid på emnet.
    Angå­en­de for­hol­de­ne i Tys­kland, så bør kri­tik­ken nok præ­ci­se­res mere, hvis jeg skal for­hol­de mig til beho­vet for ændringer.
    Suno Scharling 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *