Åver male­de runer­ne: ny lil­le, vel­lyk­ket bog om runer­nes kulturhistorie

Dan­marks dåb­sat­test i Jel­ling. Sådan ken­der vi runer­ne. Men runer hand­le­de ikke kun om monu­men­ter, kri­sten­dom og kon­ge­ri­ge. Folk skrev også om krig, sex og slad­der. Og runer­ne hav­de alle­re­de 800 år på bagen, da Harald Blå­tand sat­te sit gigan­ti­ske monu­ment i 965. De lat­in­ske bog­sta­ver kom ind i det dan­ske rige med kri­sten­dom­men, men nord­bo­er­ne holdt fast i runer­ne, og det gør vi fak­tisk end­nu. Tænk blot på sym­bo­let for Blu­et­oo­th på mobil­te­le­fo­ner. Vi bru­ger også runer til tato­ve­rin­ger, på fod­bold­trø­jer og i tvse­ri­er, så de sid­ste runer er ikke ristet end­nu. Lis­beth M. Imer, seni­o­r­for­sker og runo­log ved Natio­nal­mu­se­et, læser skrif­ten og for­tæl­ler, hvor­dan runer bru­ges og for­stås kul­tur­hi­sto­risk – både den­gang og nu. (for­la­gets omtale)


I 2016 udkom Lis­beth M. Imers stort anlag­te og smuk­ke værk, Dan­marks Rune­sten, hvori hun grun­digt gen­nem­går Dan­marks rune­sten; ikke sådan, at hun blot oprem­ser sten for sten, men hun for­sø­ger at se det sam­le­de vid­nes­byrd om den fjer­ne for­tid, som vore rune­sten udgør, i en stør­re sam­men­hæng, for­sø­ger at få ste­ne­ne til at tale til os ved at sæt­te dem ind i en stør­re for­tæl­ling om Dan­marks histo­rie. Og det­te lyk­ke­des hun med.

Den nye bog, Rigets Runer, er på een måde den kor­te ver­sion. På hund­re­de små sider er det enor­me stof, for­fat­te­ren hav­de bear­bej­det i for­bin­del­se med den for­ri­ge bog, ble­vet kogt ned til en sand lil­le kraft­ter­ning. Også den­ne nye bog er for­fat­te­ren i aller­hø­je­ste grad lyk­kes med. Riget Runer er på een måde den kor­te ver­sion, men det må sam­ti­dig frem­hæ­ves, at der også fin­des andet og nyt stof i den lil­le bog.

Bogen er ind­delt i fire hoved­ka­pit­ler, for­u­den en ind­led­ning, der føl­ger i kro­no­lo­gisk ræk­ke­føl­ge. Såle­des dæk­kes i ‘Til­ba­ge til jer­nal­de­ren’ den æld­ste tid, runer­nes oprin­del­se, over­vej­el­ser om skri­ve­kyn­dig­hed og spro­get i jer­nal­de­ren, urn­or­disk. Om runer­nes oprin­del­se får vi at vide, at det læn­ge har været debat­te­ret i forsk­nin­gen, om det græ­ske, lat­in­ske eller måske det etruski­ske alfa­bet skul­le lig­ge til grund — og man er ingen­lun­de nået til enig­hed. Men det er hel­ler ikke sik­kert, at der nød­ven­dig­vis skal være et enkelt alfa­bet, der er for­læg­get. En anden mulig­hed, peger Imer på, kun­ne være, at man i Nor­den hav­de kend­skab til fle­re af dis­se alfa­be­ter og på den bag­grund skab­te sit eget; en plau­si­bel mulig­hed, når man tæn­ker på, at rune­al­fa­be­tet på den ene side har man­ge tegn, der til­sy­ne­la­den­de har mod­sva­rig­he­der i fle­re af de kend­te mid­del­havsal­fa­be­ter, men at teg­ne­nes ræk­ke­føl­ge i runeræk­ken på den anden side er en anden end i de kend­te alfa­be­ter. Runeræk­ken kal­des for fuþark efter de før­ste seks tegn. Årsa­gen til den­ne ander­le­des tegn­føl­ge er i øvrigt hel­ler ikke kendt.

I det før­ste kapi­tel gives nyt­ti­ge over­sig­ter over runeræk­kens runer. Runeræk­ken ændre­de sig nem­lig over tid. Såle­des får vi først en over­sigt over den ældre runeræk­ke, der inde­holdt 24 tegn sam­men med de enkel­te runers nav­ne og lyd­vær­di. I vikin­ge­ti­den skrum­pe­de ræk­ken imid­ler­tid ind til 16 tegn. Og det på trods af, at spro­get rent lyd­ligt blev rige­re. På det­te sted bli­ver det ikke — hvad man kun­ne have ønsket — gjort klart, at man fak­tisk alle­re­de i vikin­ge­ti­den begynd­te at bøde på den man­gel, det er, at runeræk­ken ikke sva­re­de sær­lig godt til den lyd­li­ge vir­ke­lig­hed, og byg­gen­de på de udvik­lin­ger, får vi i mid­delal­de­ren et egent­lig runealfabet.

Det føl­gen­de kapi­tel behand­ler vikin­ge­ti­dens runer. Imer gør en del ud af at for­sø­ge at for­bin­de rune­ste­ne­ne med de kon­kre­te sam­funds­vil­kår, vi ken­der til fra tiden. F.eks. run­des kapit­let af med et afsnit om ‘han­dels­mæn­de­ne’, der dra­ges for­bin­del­ser til læse- og skri­ve­kyn­dig­he­den i sam­fun­det (som ikke nød­ven­dig­vis var det sam­me; man behø­ver ikke at kun­ne skri­ve, for­di man kan læse). Det er i vikin­ge­ti­den, orde­ne ‘Kong Harald bød gøre dis­se kum­ler osv.’ blev hug­get i den sto­re Jel­lin­ge­sten. Men vi ken­der til man­ge andre sten, især fra den­ne peri­o­de, og sådan­ne hører vi mere om i det­te afsnit. Et århund­re­de tid­li­ge­re gør goden Roulv på Fyn opmærk­som på sig selv på en ræk­ke sten, og rune­ri­ste­ren Sote rister i Gla­ven­d­rup på Fyn og i Tryg­ge­væl­de på Sjæl­land. Det er et vid­nes­byrd om, hvor bredt, man kun­ne nå ud — og hvor bredt man reg­ne­de med at kun­ne nå ud ved at udtryk­ke sig i skrift på sten.

Men det hand­ler ikke kun om sam­fund og kon­tekst. Imer peger lige­le­des på den grund­læg­gen­de besvær­lig­hed, der lig­ger i læs­nin­gen af ind­skrif­ter­ne- rent bort­set fra det frem­me­de skrift­sy­stem og det noget frem­me­d­ar­te­de old­dansk. På grund af ste­ne­nes alder fin­des der nem­lig også en ræk­ke ord, som vi ikke læn­ge­re ken­der i dansk. Såle­des fin­des ord som (i dan­ske for­mer) måg, ræte eller thegn ikke læn­ge­re i dansk, og det er såle­des ord, der kan vol­de selv eks­per­ter­ne pro­ble­mer, for­di det ikke er nok blot at lære vikin­ge­ti­dens dan­ske sprog.

I mid­delal­de­ren har runeræk­ken fået kon­kur­ren­ce fra det lat­in­ske alfa­bet. Skrift­kul­tu­ren var, især sam­men med kri­sten­dom­men, kom­met til lan­det. Imer beskri­ver, hvor­le­des de to skrift­sy­ste­mer, runer og lat­in­ske bog­sta­ver leve­de side om side, nogen­lun­de for­delt sådan, at runer blev brugt til fol­kesprog­li­ge tek­ster, lat­in­ske bog­sta­ver til lat­in. Efter­hån­den flød græn­ser­ne imid­ler­tid ud og de lat­in­ske bog­sta­ver vandt til sidst.

Det er fra mid­delal­de­ren vi fin­der inter­es­san­te ting som f.eks. rune­bre­ve, små­tek­ster, rid­set ind i små pin­de. Især fra Nor­ge ken­der vi en meget stor mæng­de runepin­de, hvor mid­delal­der­men­ne­sker har rid­set for­skel­ligt ind. Det kan være oplys­nin­ger om ejer­for­hold på køb­mandsva­rer eller om ind­gå­el­se af hand­ler, men også mere per­son­li­ge ting, som kære­ste­bre­ve, fri­er­bre­ve eller nog­le dren­ges krad­se­ri­er om sex og piger. Alt det­te til sam­men giver et pud­sigt øje­bliks­bil­le­de af mid­delal­der­men­ne­skets hver­dag, et bil­le­de, der måske ikke lig­ger så langt fra den nuti­di­ge hver­dag, som man måske kun­ne tro.

Til sidst omta­les i kapit­let ‘Runer­nes renæs­san­ce’ runer­nes brug efter omtr. 1500, især i dag. Over nazi­stisk mis­brug (og bevidst mistolk­ning) til en mere uskyl­dig, men ikke der­for ikke-vær­di­la­de­de, brug af runer til at for­bin­de sig selv ved for­ti­den ved f.eks. tato­ve­rin­ger, på fod­bold­trø­jer og i fir­ma­nav­ne. Bogen ind­le­des med at omta­le blu­et­oo­th-tek­no­lo­gi­en til trå­d­løs kon­takt over kor­te afstan­de. Både nav­net (en engelsk over­sæt­tel­se af blå-tand, jf. Harald Blå­tand). Som sym­bol for den­ne tek­no­lo­gi har man benyt­tet en bin­der­u­ne, sam­men­sat af runer­ne b og þ. De fle­ste men­ne­sker har såle­des runer med i lom­men, selv­om de fær­re­ste måske er klar over det, og fær­re end­nu ved, hvad det betyder.

Lis­beth M. Imers nye bog om runer er et vir­ke­lig godt sted at begyn­de sin rej­se, hvis man vil vide mere om runer. I for­hold til tid­li­ge­re mini-intro­duk­tio­ner adskil­ler — og udmær­ker — bogen sig især ved ikke at syn­ke for dybt i fag­lig­hed. Imer har bestemt sin fag­lig­hed med sig, men hun taler med den som bag­grund med sine læse­re, ikke ned til dem. Efter læs­nin­gen er man natur­lig­vis inter­es­se­ret i at se fle­re rune­ind­skrif­ter, for det er fak­tisk for­holds­vis få rune­tekster, der gen­gi­ves på de 100 sider; men der­med har bogen også opfyldt et ære­fuldt hverv, nem­lig at dra­ge læse­ren hen til emnet. Om man vil vide mere, må man gå til Imers før­om­tal­te tid­li­ge­re bog eller nog­le af de ældre vær­ker om runer, som der næv­nes et min­dre udvalg af på bogens sid­ste side. I øvrigt kan den ivrigt inter­es­se­re­de hen­vi­ses til Natio­nal­mu­se­ets og Nor­disk Forsk­nings­in­sti­tuts rune­stens­da­ta­ba­se med dan­ske indskrifter.

Forfatter(e)

Pro­jek­tan­sat ved Men­nin­gar­legt og félags­legt hlut­verk íslens­kra kvæða- og sál­ma­han­dri­ta efter siðskip­ti ved Mar­grét Eggertsdóttir.
Arbej­der på Ph.D.-afhandling om Gun­n­laugs saga ormstungus tekst­kri­tik og de filo­lo­gi­ske for­ud­sæt­nin­ger for tekstkritikken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *