Nuti­di­ge til­gan­ge til slaverihistorie

Intro­duk­tion: Det­te er en arti­kel­sam­ling, der i 12 kapit­ler foku­se­rer på for­skel­li­ge nuti­di­ge for­tolk­nin­ger af dansk tran­sat­lan­tisk sla­ve­ri, lige fra fag­hi­sto­ri­ske artik­ler over popu­lær­kul­tur til kunst­vær­ker og poli­tik. Bogen giver en glim­ren­de ind­sigt i de nuti­di­ge natio­na­le for­tolk­nings­kam­pe om slaveri.


Gun­vor Simon­sen poin­te­r­er i sin arti­kel, at fag­hi­sto­ri­en skal bru­ges til fort­sat at under­stre­ge de kom­plek­se histo­ri­ske pro­ces­ser om bag­grun­de­ne for og udvik­lin­ger­ne af sla­ve­ri og sla­ve­sam­fund, for­di der er en ten­dens til, at medi­er­ne og den offent­li­ge debat ofte kom­mer til at for­mid­le en meget for­enk­let ’histo­risk sand­hed’ om de onde sla­ve­e­je­re over­for de pas­si­ve ofre. Simon­sen kri­ti­se­rer her den såkald­te ’fortræng­ning­s­te­se’. De for­tæl­lin­ger, der beto­ner, at for­mid­lin­gen af Dan­mark som sla­ve­ri­na­tion er ble­vet nedt­o­net og fortrængt, har, iføl­ge bl.a. Simon­sen, en ten­dens til at foku­se­re for meget på det moral­ske aspekt mel­lem dem, der var gode og dem der var onde, og på den­ne måde kom­mer de histo­ri­ske kon­tek­ster og pro­ces­ser til at stå i bag­grun­den. Per­nil­le Ipsen og Her­mann Von Hes­se præ­sen­te­rer i for­læn­gel­se her­af i deres arti­kel, hvor­dan det må være afgø­ren­de at for­sø­ge at for­mid­le de ’men­ne­ske­næ­re kolo­ni­hi­sto­ri­er’ (s.52).

Ipsen foku­se­rer også på, hvor­dan kolo­ni­hi­sto­ri­en hele tiden duk­ker op og får betyd­ning i nuti­den. Med begre­bet ’kolo­ni­a­le spø­gel­ser’, hen­vi­ses der til, at hver gang kolo­ni­hi­sto­ri­en omta­les, uden de ube­ha­ge­li­ge vol­de­lig­he­der, så vil man dog altid asso­ci­e­re til for­ti­den, fx så kan ’suk­ker­rør’ asso­ci­e­re til sla­ve­ri. Dog vil vores asso­ci­a­tio­ner altid ændre sig og på den måde kun­ne for­tæl­le noget om den måde vi for­tol­ker kolo­ni­ti­den på i dag.

Giver den natio­na­le ram­me mening?

En gene­rel udfor­dring for kolo­ni- og impe­ri­e­hi­sto­rie er, at histo­ri­ke­re bl.a. pga. kil­de­ma­te­ri­a­ler, kom­mer til at arbej­de inden­for natio­na­le ram­mer, mens deres under­sø­gel­ses­fel­ter er transnationale/ glo­ba­le. Med Gun­vor Simon­sens ord er der risi­ko for, at ’nuti­dens natio­na­lis­me skri­ves ind i for­ti­dens kolo­ni­a­lis­me’ (s. 38) Det­te er også del­vis en udfor­dring ved den­ne udgi­vel­se, når man væl­ger en afgræns­ning med fokus på ’dan­ske sla­ver’ uden nær­me­re at for­kla­re det­te valg, selv­om bogen udsprin­ger af forsk­nings­pro­jek­tet ’Rea­ding Sla­ve­ry’, som har en klar glo­bal tilgang.

Det vil­le være inter­es­sant, hvis cari­bi­ske histo­ri­ke­res bud på sla­ve­ri­hi­sto­rie også var ind­dra­get med en arti­kel. Dog rådes der lidt bod på den natio­na­le slag­si­de ved at fle­re artik­ler hen­vi­ser til inter­na­tio­nal forsk­ning på områ­det. Frits Ander­sen præ­sen­te­rer f.eks. i en arti­kel, hvor­dan begre­bet ’fler­stren­get erin­dring’ kan bru­ges til at gøre op med ’fortræng­nings­dis­kur­sen’ og i ste­det nuan­ce­re for­tæl­lin­ger om sla­ve­ri. De fler­stren­ge­de erin­drin­ger er for­tæl­lin­ger, min­des­mær­ker og erin­drings­ste­der, der for­tol­kes på fle­re for­skel­li­ge måder afhæn­gig af, hvor­dan man bru­ger histo­ri­en. Et eksem­pel er, hvor­dan den sene­ga­le­si­ske ø ’Ile de Gorée’ både bru­ges poli­tisk og viden­ska­be­ligt, hvil­ket fører til en kamp om de histo­ri­ske for­tolk­nin­ger. Sene­gal har prom­ove­ret øen som et natio­nalt min­des­mær­ke, og øen er efter­føl­gen­de udnævnt til UNESCO Wor­ld Her­i­ta­ge Site — alt­så som sla­ve­hi­sto­risk min­des­mær­ke. Øen til­træk­ker hvert år man­ge turi­ster og fle­re ame­ri­kan­ske præ­si­den­ter har besøgt øen. Fle­re histo­ri­ke­re har dog for­søgt at for­kla­re, at øen ikke var så betyd­nings­fuld for sla­ve­hand­len som andre ste­der og at fle­re af de byg­nin­ger som frem­hæ­ves på øen slet ikke var sla­ve­hu­se. Sidst kri­ti­se­rer Frits Ander­sen også at Ile de Gorée min­des­mær­ket er en form for natio­nal sene­ga­le­sisk spæn­de­trø­je for­di der gives min­dre opmærk­som­hed til andre afri­kan­ske og glo­ba­le lokaliteter.

I under­vis­nin­gen

Mens bogen er et sandt fest­fyr­vær­ke­ri af nuti­di­ge til­gan­ge til sla­ve­ri­hi­sto­rie, så er der ikke noget såkaldt ker­ne­stof om, hvor­dan sla­ve­ri­sam­fund fun­ge­re­de eller for­an­dre­de sig. Bogen egner sig fint som inspira­tions­kil­de til, hvor­dan man kan star­te for­løb op om sla­ve­ri og også som inspira­tion til for­skel­li­ge for­mer for histo­ri­e­brug. Fx vil det være oplagt at ana­ly­se­re og dis­ku­te­re nog­le af Jea­net­te Ehlers’ kunst­vær­ker (s. 132), der kan star­te en dis­kus­sion af, hvor­for sla­ve­ri sta­dig kan være rele­vant at arbej­de med. En anden mulig­hed er at spi­se lakrid­ser med ele­ver­ne og snak­ke om ’kolo­ni­al mær­ke­va­re­æ­ste­tik’ (s. 150).

Jeff Klintø, der har været til­knyt­tet en dansk del af UNESCO pro­jek­tet TST (Tran­sat­lan­tic Sla­ve Tra­de), skri­ver i en arti­kel om under­vis­ning i sla­ve­hi­sto­rie, at der er en ten­dens til, at man enten præ­sen­te­res for de sor­te eller de hvi­des per­spek­tiv i histo­ri­e­un­der­vis­nin­gen og ikke beg­ge dele.

Her­af kan man udle­de, at der selv­føl­ge­lig er fle­re syn på, hvor­dan histo­ri­en bør for­mid­les. Her kun­ne det være spæn­den­de at præ­sen­te­re ele­ver­ne for fle­re for­tolk­nin­ger; De klas­si­ske dan­ske euro­cen­tri­ske for­mid­lin­ger (Brønd­sted), en afri­ka­nist og en afro­ca­ri­bi­sk for­tolk­ning. Klintø hen­vi­ser også til de man­ge nyligt digi­ta­li­se­re­de mate­ri­a­ler fra Rigs­ar­ki­vet, som er værd at under­sø­ge nærmere.

Forfatter(e)

Næst­for­mand for historielærerforeningen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *