Historien om en dramatisk tid, da Færøerne dukkede frem af århundreders isolation og på få år blev forvandlet til en moderne nation. I midten af udviklingen stod den danske amtmand Carl Emil Dahlerup, der kom til øerne i 1849 direkte fra Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Han mødte et ludfattigt og tyndtbefolket samfund, der var afskåret fra omverdenen og udviklingen, og som var stort set ukendt i Danmark
I Charlotte Langkildes nye bog om Færøerne får vi, som undertitlen siger, fortællingen om fremvæksten af en moderne nation, dvs. en nation, som vi forstår det i dag, og altså ikke hele folkets historie. Denne fortælling er interessant af flere grunde. På den ene side er 1850’erne i færøsk historie, som forfatteren selv gør opmærksom på, noget ensidigt beskrevet i de færøske historiebøger. Dette blev hun særlig opmærksom på under arbejdet med kilderne, der forekom hende undertiden at fortælle en anden historie end den, hun mødte i den historiografiske l itteratur. Dette er jo i sig selv interessant, kke mindst som et eksempel på en mere universel bevægelse i historien, som man kan møde overalt (derfor skal vi til stadighed beskæftige os med historien). På den anden side må Færøernes historie, der vel kan siges at være noget underbelyst i dansk sammenhæng, være af interesse i sig selv, ikke mindst da Færøerne jo stadig som Grønland (og modsat Island) er en del af rigsfælleskabet, men også fordi perioden er af så stor betydning for senere dansk historie i det hele taget.
Forfatteren uddyber det første videre ved at understrege, at denne fortælling om Færøernes vej ind i moderne tid indeholder mange af ‘de elementer, som stadig er genstand for konflikter i verdens brændpunkter, hvor gammel og ny tid støder sammen og hvor præster og reformatorer er låst i et indbyrdes opgør om magten’. Videre handler bogen om:
opgøret med kolonialismen og Danmarks forhold til de såkaldte udlande, politik i den revolutionære tid omkring 1850, magtfulde gejstlige, de langvarige følger af fake news , betydningen af visionære politikere og amtmandens rolle i brændpunktet […].
s. 10
Udgangspunktet for Langkildes eget arbejde med denne tid var amtmanden Carl Emil Dahlerup, der var amtmand på øerne fra 1849 til 1861. Han var fader t il Oluffa Brandt, hendes oldemoder. Man kunne derfor være bange for, at Langkilde skulle være forudindtaget, men det er der, når man kommer til læsningen, ikke noget der tyder på. Desuden er bogen også meget mere end historien om ‘amtmanden på Færøerne’; det er meget bredere Færøernes historie i 1850’erne, der fortælles.
Grundlaget for bogen er de sagsakter, der i dag beror hos Rigsarkivet. Materiale har også været at finde i arkiverne i Thorshavn. Dertil har tidens aviser (færøske og danske) samt Rigsdags tidende udgjort et vigtigt supplement helt foruden de almindelige historiske fremstillinger. Forfatteren har haft mulighed for at være hele det store materiale igennem, hvilket også gør fremstillingen interessant i historiografisk perspektiv. Dette er et afgjort plus ved værket.
Bogens opbygning
Foruden forordet består bogen af 28 kapitler, hvoraf det første giver en kort, oplagt og velskrevet indføring i Færøernes tidligste historie fra koloniseringen for over 1000 år siden og frem til at historien tager sin begyndelse. I dette kapitel sættes således forskellige formaliteter på plads i forbindelse med den samfundsmæssige struktur på Færøerne, f.eks. om amtmandens rolle, monopolhandel m.v.
I de følgende kapitler føres vi fra station til station ad den færø ske histories jernbane, f.eks. ‘Den nye amtmand’, ‘Den første lagtingssamling i 1852’, ‘Færøerne på finansloven’, ‘Fra amtsråd til lovgivende forsamling’. I det sidste kapitel, ‘Sådan gik det siden’ gives på 15 sider et udblik over Færøernes historie sidenhen, især efter Den anden verdenskrig. Således rummer bogen for så vidt en fuldstændig Færø historie, omend et klart hovedfokus ligger på den nævnte periode. Bogen rundes af med en kildefortegnelse og et personregister.
Grindefangst
Det er ikke stedet her at give en grundigere gennemgang af bogens indhold; man ville da være nødt til at genfortælle hele bogen. Blot skal fremhæves et eksempel, kapitel 19 ‘Grindeloven revideres’. Dette er et interessant kapitel i et moderne perspektiv, hvor grindefangst flere gange har været på den internationale politiske dagsorden. Det er ganske vist ikke moderne politik, der er forfatterens ærinde, men kapitlet kan dog give et historisk perspektiv, som måske kan være med til at uddybe den historiske forståelse for, hvad der i bund og grund er tale om.
Emnet for det nævnte kapitel er som sagt den færøske grindefangst. Denne var af enorm betydning for færingerne (samt af enormt omfang i 1850’erne); grindefangsten havde ofte ‘udgjort forskellen mellem tilstrækkelige forsyninger og hungersnød’. Derfor var dette område også underlagt minutiøse love og regler, så at man så at sige på grammet vidste, hvorledes kød og tran skulle fordeles mellem indbyggerne.
Der var imidlertid visse uhensigtsmæssigheder i de regler, man et par årtier i forvejen havde vedtaget, og nu blev der fremsat ønske om, at reglerne skulle ajourføres. Dermed får Langkilde mulighed for at skildre, hvorledes amtmanden først fremsætter forslag, dernæst møder modstand i lagtinget, for siden at forhandle sig frem til nogenlunde enighed. Det er et interessant indblik i forretningsgangen, og man iagttager, hvorledes politik er en bevægelse frem og tilbage og frem igen.
Kapitlet giver endvidere mulighed for en fremhævning af tidens hårde tone; aviserne (i Danmark) bragte desuden de skarpe indlæg anonymt. ‘Trolde’ i medierne er såvist ikke nogen ny ide (omend de muligvis er mere udbredte). På samme måde viser Langkilde med skildringen af Niels Winther og hans Færingetidende os også, hvorledes fake news slet ikke er nog et nyt fænomen heller. Forskellen mellem dengang og i dag er, at menigmand dengang ikke havde andre muligheder for at opsøge oplysninger, end gennem Færingetidende Langkilde studser endvidere over, at der i dag står stor respekt om Winther, og han er i moderne tid blevet hyldet med en buste ved indgangen til Lagtinget. Dette danner noget af en modsætning til den aggressive linje, han anlagde i Folketinget i Danmark, de ødelæggende rænker, han spandt og ‘idiosynkrasien over for embedsmændene’ (s. 380). Det endte da også med, at han blev dømt for bagvaskelse og fik en bøde på 600 rigsdaler, som han kun med nød og næppe og venners hjælp kunne betale. Han endte med at rejse fra øerne til Hjørring, hvor han slog sig ned som hjælpeprokurator.
En bog, der er værd at læse!
Bogen er holdt som en fortælling, der i høj grad fordrer en kronologisk fremadskridende læsning. Noter er derfor også holdt på et absolut minimum. Til den modsatte side er bogen gavmildt illustreret med forskellige samtidige billeder, fortrinsvis af de implicerede personer og mestendels fra Færøerne.
Illustrationerne er med til at give den i forvejen levende skildring mere liv; de mange fotografier er som vinduer ind til den ellers lidt fjerne fortid.
Således danner bogen en helhed, og for så vidt er formen heldig, som alle delene så at sige arbejder hen imod samme mål. Omvendt må det siges man helst skal læse det hele for at få overblik. Man kunne for at råde bod på dette have ønsket et konkluderende afsnit og evt. en tidslinje. Dette havde tilli ge lettet brug af bogen som referenceværk i forbindelse med arbejde inden for beslægtet historiske emner. Også værkets omfang kunne have haft godt af, at man havde lænet sig mere op ad referencelitteraturen.
Selvom værket er blevet ganske omfangsrigt allerede, så kunne man godt her og der have ønsket sig uddybende oplysninger, f.eks. i form af slutnoter. Et eksempel kunne være fra det ovennævnte afsnit om den færøske grindefangst. I indledningen til processen om grindelovens revision, nævnes det, at en ud valgsbetænkning indeholdt kritik af embedsmændene: ‘Men kritikken holdt dog ikke vand, som det fremgik af et brev fra Pløyen [den tidligere amtmand], som blev fremlagt i lagtingssalen’ (s. 372). Her lægger fremstillingen næsten op til en uddybende note om, hvad kritikken mere konkret gik på og hvordan den kunne tilbagevises. Men også mere generelt kunne man godt have ønsket flere konkrete henvisninger til de benyttede kilder.
Denne mangel er dog ingenlunde noget, der deminuerer bogens stærke position som historisk grundig fortælling. Langkilde har kildegrundlaget i orden, og man fornemmer, at hun bevæger sig nemt og ubesværet i tiden, blandt personer og sagsakter. Hvis man orker at give sig i kast med den 500 sider lange færøsaga, så er den bestemt det værd! Og 500 sider er da heller ikke mere end hvad man må igennem i mange moderne romaner og så bliver man i dette tilfælde endda klogere på vores historie!
Forfatter(e)
Projektansat ved Menningarlegt og félagslegt hlutverk íslenskra kvæða- og sálmahandrita efter siðskipti ved Margrét Eggertsdóttir.
Arbejder på Ph.D.-afhandling om Gunnlaugs saga ormstungus tekstkritik og de filologiske forudsætninger for tekstkritikken.
