Myte og vir­ke­lig­hed i Færø­er­nes moder­ne histo­rie

Færøerne. En moderne nation fødes  Book Cover
Færø­er­ne. En moder­ne nation fødes CHARLOTTE LANGKILDE Lind­hardt og Ring­hof 2018 Bog 553 sider

Histo­ri­en om en dra­ma­tisk tid, da Færø­er­ne duk­ke­de frem af århund­re­ders iso­la­tion og på få år blev for­vand­let til en moder­ne nation. I mid­ten af udvik­lin­gen stod den dan­ske amt­mand Carl Emil Dah­lerup, der kom til øer­ne i 1849 direk­te fra Den Grund­lov­gi­ven­de Rigs­for­sam­ling. Han mød­te et lud­fat­tigt og tyndt­be­fol­ket sam­fund, der var afskå­ret fra omver­de­nen og udvik­lin­gen, og som var stort set ukendt i Dan­mark


I Char­lot­te Lang­kil­des nye bog om Færø­er­ne får vi, som under­tit­len siger, for­tæl­lin­gen om fremvæk­sten af en moder­ne nation, dvs. en nation, som vi for­står det i dag, og alt­så ikke hele fol­kets histo­rie. Den­ne for­tæl­ling er inter­es­sant af fle­re grun­de. På den ene side er 1850’erne i færøsk histo­rie, som for­fat­te­ren selv gør opmærk­som på, noget ensi­digt beskre­vet i de færø­ske histo­ri­ebø­ger. Det­te blev hun sær­lig opmærk­som på under arbej­det med kil­der­ne, der fore­kom hen­de under­ti­den at for­tæl­le en anden histo­rie end den, hun mød­te i den histo­ri­o­gra­fi­ske l itte­ra­tur. Det­te er jo i sig selv inter­es­sant, kke mindst som et eksem­pel på en mere uni­ver­sel bevæ­gel­se i histo­ri­en, som man kan møde overalt (der­for skal vi til sta­dig­hed beskæf­ti­ge os med histo­ri­en). På den anden side må Færø­er­nes histo­rie, der vel kan siges at være noget under­be­lyst i dansk sam­men­hæng, være af inter­es­se i sig selv, ikke mindst da Færø­er­ne jo sta­dig som Grøn­land (og mod­sat Island) er en del af rigs­fæl­leska­bet, men også for­di peri­o­den er af så stor betyd­ning for sene­re dansk histo­rie i det hele taget.

For­fat­te­ren uddy­ber det før­ste vide­re ved at under­stre­ge, at den­ne for­tæl­ling om Færø­er­nes vej ind i moder­ne tid inde­hol­der man­ge af ‘de ele­men­ter, som sta­dig er gen­stand for kon­flik­ter i ver­dens brænd­punk­ter, hvor gam­mel og ny tid stø­der sam­men og hvor præ­ster og refor­ma­to­rer er låst i et ind­byr­des opgør om mag­ten’. Vide­re hand­ler bogen om:

opgø­ret med kolo­ni­a­lis­men og Dan­marks for­hold til de såkald­te udlan­de, poli­tik i den revo­lu­tio­næ­re tid omkring 1850, magt­ful­de gejst­li­ge, de lang­va­ri­ge føl­ger af fake news , betyd­nin­gen af visio­næ­re poli­ti­ke­re og amt­man­dens rol­le i brænd­punk­tet […].

s. 10

Udgangs­punk­tet for Lang­kil­des eget arbej­de med den­ne tid var amt­man­den Carl Emil Dah­lerup, der var amt­mand på øer­ne fra 1849 til 1861. Han var fader t il Oluf­fa Brandt, hen­des olde­mo­der. Man kun­ne der­for være ban­ge for, at Lang­kil­de skul­le være for­u­dind­ta­get, men det er der, når man kom­mer til læs­nin­gen, ikke noget der tyder på. Des­u­den er bogen også meget mere end histo­ri­en om ‘amt­man­den på Færø­er­ne’; det er meget bre­de­re Færø­er­nes histo­rie i 1850’erne, der for­tæl­les.

Grund­la­get for bogen er de sags­ak­ter, der i dag beror hos Rigs­ar­ki­vet. Mate­ri­a­le har også været at fin­de i arki­ver­ne i Thors­havn. Der­til har tidens avi­ser (færø­ske og dan­ske) samt Rigs­dags tiden­de udgjort et vig­tigt sup­ple­ment helt for­u­den de almin­de­li­ge histo­ri­ske frem­stil­lin­ger. For­fat­te­ren har haft mulig­hed for at være hele det sto­re mate­ri­a­le igen­nem, hvil­ket også gør frem­stil­lin­gen inter­es­sant i histo­ri­o­gra­fisk per­spek­tiv. Det­te er et afgjort plus ved vær­ket.

Bogens opbyg­ning

For­u­den for­or­det består bogen af 28 kapit­ler, hvoraf det før­ste giver en kort, oplagt og velskre­vet ind­fø­ring i Færø­er­nes tid­lig­ste histo­rie fra kolo­ni­se­rin­gen for over 1000 år siden og frem til at histo­ri­en tager sin begyn­del­se. I det­te kapi­tel sæt­tes såle­des for­skel­li­ge for­ma­li­te­ter på plads i for­bin­del­se med den sam­funds­mæs­si­ge struk­tur på Færø­er­ne, f.eks. om amt­man­dens rol­le, monopol­han­del m.v.

I de føl­gen­de kapit­ler føres vi fra sta­tion til sta­tion ad den færø ske histo­ri­es jer­n­ba­ne, f.eks. ‘Den nye amt­mand’, ‘Den før­ste lag­tings­sam­ling i 1852’, ‘Færø­er­ne på finans­lo­ven’, ‘Fra amts­råd til lov­gi­ven­de for­sam­ling’. I det sid­ste kapi­tel, ‘Sådan gik det siden’ gives på 15 sider et udblik over Færø­er­nes histo­rie siden­hen, især efter Den anden ver­denskrig. Såle­des rum­mer bogen for så vidt en fuld­stæn­dig Færø histo­rie, omend et klart hoved­fo­kus lig­ger på den nævn­te peri­o­de. Bogen run­des af med en kil­de­for­teg­nel­se og et per­son­re­gi­ster.

Grin­de­fangst

Det er ikke ste­det her at give en grun­di­ge­re gen­nem­gang af bogens ind­hold; man vil­le da være nødt til at gen­for­tæl­le hele bogen. Blot skal frem­hæ­ves et eksem­pel, kapi­tel 19 ‘Grin­de­loven revi­de­res’. Det­te er et inter­es­sant kapi­tel i et moder­ne per­spek­tiv, hvor grin­de­fangst fle­re gan­ge har været på den inter­na­tio­na­le poli­ti­ske dags­or­den. Det er gan­ske vist ikke moder­ne poli­tik, der er for­fat­te­rens ærin­de, men kapit­let kan dog give et histo­risk per­spek­tiv, som måske kan være med til at uddy­be den histo­ri­ske for­stå­el­se for, hvad der i bund og grund er tale om.

Emnet for det nævn­te kapi­tel er som sagt den færø­ske grin­de­fangst. Den­ne var af enorm betyd­ning for færin­ger­ne (samt af enormt omfang i 1850’erne); grin­de­fang­sten hav­de ofte ‘udgjort for­skel­len mel­lem til­stræk­ke­li­ge for­sy­nin­ger og hunger­s­nød’. Der­for var det­te områ­de også under­lagt minu­tiø­se love og reg­ler, så at man så at sige på gram­met vid­ste, hvor­le­des kød og tran skul­le for­de­les mel­lem ind­byg­ger­ne.

Der var imid­ler­tid vis­se uhen­sigts­mæs­sig­he­der i de reg­ler, man et par årti­er i for­vej­en hav­de ved­ta­get, og nu blev der frem­sat ønske om, at reg­ler­ne skul­le ajour­fø­res. Der­med får Lang­kil­de mulig­hed for at skil­dre, hvor­le­des amt­man­den først frem­sæt­ter for­slag, der­næst møder mod­stand i lag­tin­get, for siden at for­hand­le sig frem til nogen­lun­de enig­hed. Det er et inter­es­sant ind­blik i for­ret­nings­gan­gen, og man iagt­ta­ger, hvor­le­des poli­tik er en bevæ­gel­se frem og til­ba­ge og frem igen.
Kapit­let giver end­vi­de­re mulig­hed for en frem­hæv­ning af tidens hår­de tone; avi­ser­ne (i Dan­mark) brag­te des­u­den de skar­pe ind­læg ano­nymt. ‘Trol­de’ i medi­er­ne er såvist ikke nogen ny ide (omend de mulig­vis er mere udbred­te). På sam­me måde viser Lang­kil­de med skil­drin­gen af Niels Wint­her og hans Færin­ge­ti­den­de os også, hvor­le­des fake news slet ikke er nog et nyt fæno­men hel­ler. For­skel­len mel­lem den­gang og i dag er, at menig­mand den­gang ikke hav­de andre mulig­he­der for at opsø­ge oplys­nin­ger, end gen­nem Færin­ge­ti­den­de Lang­kil­de stud­ser end­vi­de­re over, at der i dag står stor respekt om Wint­her, og han er i moder­ne tid ble­vet hyl­det med en buste ved ind­gan­gen til Lag­tin­get. Det­te dan­ner noget af en mod­sæt­ning til den aggres­si­ve linje, han anlag­de i Fol­ke­tin­get i Dan­mark, de øde­læg­gen­de ræn­ker, han spandt og ‘idio­syn­kra­si­en over for embeds­mæn­de­ne’ (s. 380). Det end­te da også med, at han blev dømt for bag­va­skel­se og fik en bøde på 600 rigs­da­ler, som han kun med nød og næp­pe og ven­ners hjælp kun­ne beta­le. Han end­te med at rej­se fra øer­ne til Hjør­ring, hvor han slog sig ned som hjæl­pe­pro­ku­ra­tor.

En bog, der er værd at læse!

Bogen er holdt som en for­tæl­ling, der i høj grad for­drer en kro­no­lo­gisk fremadskri­den­de læs­ning. Noter er der­for også holdt på et abso­lut mini­mum. Til den mod­sat­te side er bogen gav­mildt illu­stre­ret med for­skel­li­ge sam­ti­di­ge bil­le­der, for­trins­vis af de impli­ce­re­de per­so­ner og mesten­dels fra Færø­er­ne.
Illu­stra­tio­ner­ne er med til at give den i for­vej­en leven­de skil­dring mere liv; de man­ge foto­gra­fi­er er som vin­du­er ind til den ellers lidt fjer­ne for­tid.
Såle­des dan­ner bogen en hel­hed, og for så vidt er for­men hel­dig, som alle dele­ne så at sige arbej­der hen imod sam­me mål. Omvendt må det siges man helst skal læse det hele for at få over­blik. Man kun­ne for at råde bod på det­te have ønsket et kon­klu­de­ren­de afsnit og evt. en tids­linje. Det­te hav­de til­li ge let­tet brug af bogen som refe­ren­ce­værk i for­bin­del­se med arbej­de inden for beslæg­tet histo­ri­ske emner. Også vær­kets omfang kun­ne have haft godt af, at man hav­de lænet sig mere op ad refe­ren­ce­lit­te­ra­tu­ren.
Selv­om vær­ket er ble­vet gan­ske omfangs­rigt alle­re­de, så kun­ne man godt her og der have ønsket sig uddy­ben­de oplys­nin­ger, f.eks. i form af slut­no­ter. Et eksem­pel kun­ne være fra det oven­nævn­te afsnit om den færø­ske grin­de­fangst. I ind­led­nin­gen til pro­ces­sen om grin­de­lovens revi­sion, næv­nes det, at en ud valgs­be­tænk­ning inde­holdt kri­tik af embeds­mæn­de­ne: ‘Men kri­tik­ken holdt dog ikke vand, som det frem­gik af et brev fra Pløy­en [den tid­li­ge­re amt­mand], som blev frem­lagt i lag­tings­sa­len’ (s. 372). Her læg­ger frem­stil­lin­gen næsten op til en uddy­ben­de note om, hvad kri­tik­ken mere kon­kret gik på og hvor­dan den kun­ne til­ba­ge­vi­ses. Men også mere gene­relt kun­ne man godt have ønsket fle­re kon­kre­te hen­vis­nin­ger til de benyt­te­de kil­der.

Den­ne man­gel er dog ingen­lun­de noget, der demi­nu­e­rer bogens stær­ke posi­tion som histo­risk grun­dig for­tæl­ling. Lang­kil­de har kil­de­grund­la­get i orden, og man for­nem­mer, at hun bevæ­ger sig nemt og ube­svæ­ret i tiden, blandt per­so­ner og sags­ak­ter. Hvis man orker at give sig i kast med den 500 sider lan­ge færøsa­ga, så er den bestemt det værd! Og 500 sider er da hel­ler ikke mere end hvad man må igen­nem i man­ge moder­ne roma­ner og så bli­ver man i det­te til­fæl­de end­da klo­ge­re på vores histo­rie!

Skriv en kommentar