Ter­r­o­ris­me fra antik­ken til nuti­den

Ter­r­o­ris­me fra antik­ken til nuti­den

Ter­r­o­ris­me fra antik­ken til nuti­denJohn­ny Thie­deckePant­heon2018Bog308 siderSe hos for­lag

For før­ste gang gives på dansk et sam­let over­blik i tekst og kil­der over ter­r­o­ris­mens histo­rie.
”Ter­r­o­ris­me” præ­sen­te­rer i en histo­risk kon­tekst ter­r­o­ri­ster­nes frem­stil­lin­ger af moti­ver, ide­o­lo­gi og ople­vel­ser samt deres ofres øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger.” (for­la­gets omta­le)


Den pro­duk­ti­ve John­ny Thie­decke har begå­et end­nu et omfat­ten­de over­sigts­værk, der dæk­ker hele ver­dens­hi­sto­ri­en fra antik­ken til nuti­den. Emnet er den­ne gang ter­r­o­ris­me. Bogen består af 15 kapit­ler, der er ens opbyg­get: Efter en kort intro­duk­tion (oftest på 4–5 dob­beltspal­te­de sider), hvor den histo­ri­ske kon­tekst rid­ses op, føl­ger en ræk­ke tek­ster (her­af nog­le på engelsk), der bely­ser et afgræn­set emne fra for­skel­li­ge vink­ler. Emner­ne spæn­der fra stat­ster­r­o­ris­me og tyran­mord i antik­ken over ter­r­o­ri­ster i mid­delal­de­ren og renæs­san­cen til for­skel­li­ge for­mer for ter­r­o­ris­me i det 20. og 21. århund­re­de. Umid­del­bart læg­ger bogen ikke op til, at man skal læse den i sin hel­hed. Den er sna­re­re for­met som en ræk­ke nedslag, som man efter inter­es­se kan dyk­ke ned i.

Den­ne efter min smag noget uskar­pe til­gang er alle­re­de tyde­lig i bogens for­ord. Her for­sø­ger Thie­decke at ind­kred­se begre­bet ter­r­o­ris­me med udgangs­punkt i et mere løst ter­r­o­ris­me­be­greb, hvor der ikke skel­nes mel­lem ter­ror og ter­r­o­ris­me og der­for åbner mulig­hed for at behand­le andre for­mer for ”ter­r­o­ris­me” end de gængse, for eksem­pel nazi­ster­nes for­føl­gel­se af jøde­r­ne.

Det kræ­ver et stort over­blik at kun­ne over­skue hele ver­dens­hi­sto­ri­en i en tema­tisk belys­ning og præ­sen­te­re udvalg­te dele af den i en kort, men alli­ge­vel præ­cis frem­stil­ling. Det er ikke altid lyk­ke­des i det­te til­fæl­de. Lad gå, at der har sne­get sig åben­ly­se fak­tu­el­le fejl ind i frem­stil­lin­gen (for eksem­pel i for­bin­del­se med Irak­kri­gen, der fejl­ag­tigt tid­fæ­stes til 2001–2003), for de er nem­me at opda­ge. Man kan måske også leve med, at begre­bet ”stat­ster­r­o­ris­me” anven­des i for­bin­del­se med antik­kens Rom, selv om man næp­pe kan tale om Rom som en stats­dan­nel­se i moder­ne for­stand. Det giver hel­ler ikke så megen mening at tale om natio­nal­sta­ter i mid­delal­de­ren eller at kal­de de oprør­ske bøn­der i 1500-tal­let for ter­r­o­ri­ster. Når det i kapit­let om 1970´ernes ter­r­o­ris­me hed­der, at RAF ”hav­de igang­s­at et opgør med de for­hen­væ­ren­de nazi­sters rol­le på leden­de poster i efter­krig­sti­dens Tys­kland”, er det mere end upræ­cist.

Ud over sådan­ne unøj­ag­tig­he­der eller direk­te fejl­skud er det dog straks vær­re, når frem­stil­lin­gen i sin hel­hed er fejl­be­hæf­tet. Det er for eksem­pel til­fæl­det i kapit­let om ”Euro­pæ­isk ter­r­o­ris­me 1917–45” og især afsnit­tet ”Nazi­stisk ter­ror”. Frem­stil­lin­gen af den nazi­sti­ske jøde­for­føl­gel­se er præ­get af en ekstrem over­fla­disk til­gang, hvor væsent­li­ge begi­ven­he­der helt ude­la­des (for eksem­pel Nür­n­berg-love­ne fra 1935), mens de begi­ven­he­der, der er med­ta­get, for eksem­pel ”Krystal­nat­ten” (i øvrigt et for­æl­det begreb), bli­ver præ­sen­te­ret uden for­kla­ring og sam­men­hængs­for­stå­el­se. Det er des­u­den for­kert at skri­ve, at det i juni 1934 var ”slut med S.A.-korpset”, for SA eksi­ste­re­de helt frem til 1945. I præ­sen­ta­tio­nen af jøde­ud­ryd­del­sen under Anden Ver­denskrig går det helt galt. Prøv selv at læse føl­gen­de for­mu­le­ring (side 107): ”Ind­til 1941 var den offi­ci­el­le tyske jøde­po­li­tik at tvin­ge dis­se ”under­men­ne­sker” ud af det tyske ”lebens­raum”. Men så blev der holdt et møde i en vil­la i Wann­see i Ber­lin (se tekst 35) og ope­ra­tion ”End­lös­ung” blev sat i gang.” Der er natur­lig­vis ikke noget, der hed­der ”ope­ra­tion End­lös­ung”! Bru­gen af det ikke-eksi­ste­ren­de begreb byg­ger tyde­lig­vis på en helt for­kert og for­æl­det opfat­tel­se af mødet i Wann­see, for fol­ke­mor­det på jøde­r­ne var jo alle­re­de i gang på det­te tids­punkt.

I den­ne sam­men­hæng må man også anfø­re nog­le fejl i et par af tek­ster­ne i afsnit­tet. I over­sæt­tel­sen af tekst 35 hed­der det: ”Che­fen for sik­ker­heds­po­li­ti­et, SS og SD, SS-Ober­grup­pen­führer Hey­drich”. Det var som bekendt Him­m­ler, der var chef for SS. I ori­gi­nal­tek­sten bli­ver Hey­drich da også kun præ­sen­te­ret som chef for sik­ker­heds­po­li­ti­et og SD. I tekst 36 hen­vi­ses til ”die blon­de Bestie”, som i en fod­no­te bli­ver udpe­get som Eich­mann, men det er også for­kert, for her er der tale om Hey­drich – en væsent­lig og afgø­ren­de detal­je i den pågæl­den­de tekst.

Det er altid en stor udfor­dring at skri­ve en grund­læg­gen­de bog om et væsent­ligt og aktu­elt emne. Jeg synes ikke, at resul­ta­tet i det­te til­fæl­de er over­be­vi­sen­de. Det skyl­des både den over­ord­ne­de til­gang, der ikke giver ”et sam­let over­blik i tekst og kil­der over ter­r­o­ris­mens histo­rie”, som bag­si­den ellers lover, og den til tider over­fla­di­ske, unøj­ag­ti­ge eller lige­frem fejl­ag­ti­ge frem­stil­ling i fle­re af kapit­ler­ne.

En kommentar til “Ter­r­o­ris­me fra antik­ken til nuti­den

  1. Pro­por­tions­forvræng­ning – Kom­men­ta­rer til en anmel­del­se
    I Noter nr. 218, sep­tem­ber 2018 anmel­der Jep­pe Bæk Mei­er min bog ”Ter­r­o­ris­me”. Det er ble­vet til en – efter min mening på man­ge måder – ufor­stå­e­lig og mis­vi­sen­de kri­tik. Såle­des mener Jep­pe Bæk ikke, at man kan tale om ”stat­ster­r­o­ris­me ” i antik­kens Rom, for­di ”man næp­pe kan tale om Rom som en stats­dan­nel­se i moder­ne for­stand”. Det fore­kom­mer mig at være et tem­me­lig mær­ke­ligt udsagn, idet jeg så ikke for­står, hvor­dan man skal opfat­te fle­re også nye­re frem­stil­lin­ger af den romer­ske stats­for­fat­ning, fx afsnit­tet i Peter Ørsteds ”Romer­ne. Dag­lig­vis i det romer­ske impe­ri­um: ”Den romer­ske for­fat­ning”, s. 50–52. Hvor­dan kan der eksi­ste­re en stats­for­fat­ning uden en stat?
    Og så siger Jep­pe Bæk, at det hel­ler ikke giver mening at tale om natio­nal­sta­ter i mid­delal­de­ren. Det er fak­tisk hel­ler ikke det, jeg skri­ver. Side 38 i min bog står der: ” Efter Romer­ri­gets fald var der ingen stor, sam­let poli­tisk stats­dan­nel­se i Euro­pa, men mag­ten var spredt på man­ge min­dre enhe­der som efter­hån­den tog karak­ter af natio­nal­sta­ter.”
    Man kan iføl­ge Jep­pe Bæk hel­ler ikke kal­de de oprør­ske bøn­der i 1500-tal­let for ter­r­o­ri­ster. Men læs lige hvad jeg fak­tisk skri­ver om dis­se bon­de­op­rør (s. 40): ”Der var pri­mært tale om en soci­al revo­lu­tion, men den blev under­støt­tet af en reli­gi­øs argu­men­ta­tion, der hen­te­de sin inspira­tion i Lut­hers refor­ma­to­ri­ske tan­ker”.
    Men Jep­pe Bæk har ret i, at det ikke var slut med S.A. efter ”de lan­ge kni­ves nat” i 1934, og at orga­ni­sa­tio­nen først blev opløst i 1945. Men Jep­pe må dog med­gi­ve mig, at det var slut med S. A. som domi­ne­ren­de magt­fak­tor, og det er det, jeg mener. Des­u­den skri­ver jeg også (s. 106: ”En del af S. A. med­lem­mer­ne fandt dog arbej­de i for­skel­li­ge sik­ker­heds­or­ga­ni­sa­tio­ner, især i SS.”
    En stør­re ”døds­synd” er det åben­bart at jeg ope­re­rer med det iføl­ge Jep­pe Bæk for­æl­de­de begreb ”Krystal­nat­ten”, og at den­ne ”bli­ver præ­sen­te­ret uden for­kla­ring og sam­men­hængs­for­stå­el­se”. Det sid­ste er sim­pelt­hen ikke rig­tigt. På s. 107–108 præ­sen­te­rer jeg ”Krystal­nat­ten” i en intro­duk­tion, som skal læg­ge op til arbej­det med kil­der­ne til ”nat­ten”. Og hvor­for må man nu ikke tale om begre­bet ”Krystal­nat­ten”? Alle de gængse også nye­re frem­stil­lin­ger såvel på skrift som onli­ne arbej­der med begre­bet ”Krystal­nat­ten”. Såle­des fx ”The Danish Cen­ter for Holo­caust and Geno­ci­de Stu­di­es”, ”Histo­ri­epor­ta­len” og ”Clio Onli­ne” så sent som den 21. juni 2018. Et tjek viser, at alle SRP og SSO-opga­ver om den­ne tid bru­ger begre­bet ”Krystal­nat­ten”. Der er da muligt, at jeg har over­set en eller anden helt ny viden­ska­be­lig dis­kus­sion, men min bog er ret­tet mod gym­na­sie­un­der­vis­nin­gen, og mon ikke gym­na­sie­e­le­ver­ne vil­le være tem­me­lig ligeg­la­de med en lærd debat om, hvad man skal kal­de begi­ven­he­der­ne i Tys­kland den 9.-10 novem­ber 1938. Det cen­tra­le må vel være, om dis­se begi­ven­he­der er frem­stil­let rig­tigt, og at ele­ver­ne kan bru­ge de frem­lag­te kil­der til en ana­ly­se af, hvem der stod bag dis­se begi­ven­he­der.
    Og så mener, at Jep­pe Bæk, at det ”går helt galt” i min præ­sen­ta­tion af jøde­ud­ryd­del­sen under Anden Ver­denskrog. Jep­pe skri­ver ”Der er natur­lig­vis ikke noget, der hed­der ”ope­ra­tion End­lös­ung”, og det­te begreb ”byg­ger tyde­lig­vis på en helt for­kert og for­æl­det opfat­tel­se af mødet i Wann­see, for fol­ke­mor­det på jøde­r­ne var jo alle­re­de i gang på det­te tids­punkt”. For det før­ste er begre­bet ”End­lös­ung” jo ikke opfun­det af mig. Begre­bet fore­kom­mer i refe­ra­tet fra Wann­see-kon­fe­ren­cen, hvor der står: … ”Den cen­tra­le admi­ni­stra­tion af End­lös­ung lig­ger uden at tage hen­syn til de geo­gra­fi­ske græn­ser hos SS-rei­chführer og che­fen for det tyske poli­ti.” Jeg er natur­lig­vis klar over, at det ikke er før­ste gang, at bere­bet ”End­lös­ung” bli­ver brugt. Det frem­går tyde­ligt af det kil­deud­drag af Stig Horns­høj-Møl­lers ”Fører­myten”, som jeg brin­ger. Heri dis­ku­te­rer Horns­høj spørgs­må­let om ansva­ret for Holo­caust. Horns­høj mener, at før­ste gang begre­bet optræ­der i et offi­ci­elt (hem­me­ligt ) akt­styk­ke er den 31, juli 1941. Og jeg er natur­lig­vis helt med på, at jøde­for­føl­gel­se og — udryd­del­se fandt sted alle­re­de før mødet i Wann­see den 20. janu­ar 1942. Hvad jeg mener med, at ope­ra­tion (og den­ne beteg­nel­se må stå for min reg­ning) ”End­lös­ung” blev sat i gang i Wann­see, er, at her sam­les alle de cen­tra­le orga­ner og embeds­mænd med hen­blik på en sam­let ind­sats for at iværk­sæt­te End­lös­ung. Såle­des står der i refe­ra­tet: ”Che­fen for sik­ker­heds­po­li­ti­et SS og SD, SS-ober­grup­pen­führer Hey­drich, med­del­te ind­led­nings­vis hans af Rigs­marskal­len til­del­te opga­ve at for­be­re­de ”End­lös­ung” på det euro­pæ­i­ske jøde­spørgs­mål, og med­del­te os, at vi var invi­te­ret til den­ne kon­fe­ren­ce for at ska­be klar­hed over de grund­læg­gen­de spørgs­mål ved­rø­ren­de den­ne sag. Rigs­marskal­lens ønske om at få til­sendt et over­blik over alle de orga­ni­sa­to­ri­ske inter­es­ser, som den ende­li­ge løs­ning på det euro­pæ­i­ske jøde­spørgs­mål inde­bar …, kræ­ve­de en for­be­re­den­de behand­ling af alle de invol­ve­re­de cen­tra­le instan­ser med hen­blik på en fæl­les koor­di­ne­ring.” Hvis Jep­pe Bæk har en anden tolk­ning af betyd­nin­gen af dis­se udsagn, er det selv­føl­ge­lig helt ok, men det fore­kom­mer mig ikke fair uden vide­re at stemp­le min opfat­tel­se som for­kert. I hvert fald står jeg ikke ale­ne med den. Såle­des skri­ver Wal­ter Hofer i sit ind­le­den­de afsnit om ”Jøde­for­føl­gel­se og Jøde­ud­ryd­del­se” i sit grund­læg­gen­de værk: ”Natio­nalso­ci­a­lis­men. En Doku­men­ta­risk frem­stil­ling” (s. 277): ”Et vig­tigt trin i udvik­lin­gen er den såkald­te ”Wann­see-kon­fe­ren­ce”, et møde mel­lem embeds­mænd fra for­skel­li­ge mini­ste­ri­er og med­lem­mer af SS og poli­ti­et, på hvil­ket Hey­drich den 20. janu­ar 1942 bekendt­gjor­de ret­nings­li­ni­er for den ”ende­li­ge løs­ning”.
    Og så ende­lig i den ufor­stå­e­li­ge kri­ti­ske små­tings­af­de­ling. Det frem­fø­res som fejl, at det i mit tek­stud­drag af refe­ra­tet fra Wann­see-kon­fe­ren­cen (tekst35) hed­der: ”Che­fen for sik­ker­heds­po­li­ti­et, SS og SD , SS-Ober­grup­pen­führer Hey­drich”. ”Det var som bekendt Him­m­ler, der var chef for SS.” Ja da. Men vil Jep­pe Bæk have, at jeg skal gå ind og ret­te i en kil­de­tekst? Det er åben­bart ikke for­mil­den­de, at jeg selv i min intro­duk­tion til den pågæl­den­de kil­de­tekst skri­ver det rig­ti­ge. Med en sådan kri­tik er vi efter min mening helt ude i det absur­de.
    De oven­nævn­te eksemp­ler på Jep­pe Bæks kri­tik mar­ke­rer den pro­por­tions­forvræng­ning, som jeg mener gene­relt karak­te­ri­se­rer Jep­pe Bæks anmel­del­se af min ”Ter­r­o­ris­me”. Pro­por­tions­forvræng­nin­gen accen­tu­e­res i Jep­pe Bæks afslut­ten­de bedøm­mel­se af Ter­r­o­ris­me-bogen, som han mener er præ­get af ”til tider over­fla­disk, unøj­ag­tig eller lige­frem fejl­ag­tig frem­stil­ling i fle­re af kapit­ler­ne.” ”Fle­re af kapit­ler­ne”? – Jep­pe kri­ti­se­rer pri­mært ét afsnit i bogen, det om jøde­for­føl­gel­ser­ne, men bru­ger så det­te til at gene­ra­li­se­re groft om hele bogen. Afsnit­tet om Anden Ver­denskrig fyl­der ca. 6 pro­cent af bogens ind­hold. Hvad med de reste­ren­de 94 Pro­cent, hvis 14 afsnit bl.a. rum­mer frem­stil­ling af og tek­ster til ame­ri­kansk og rus­sisk ter­r­o­ris­me i det 19. og 20. århund­re­de, IRA’s kamp for Irland, kine­sisk ter­ror i 1960’eren, Jødisk og palæsti­nen­sisk ter­ror i det 20. og 21. århund­re­de, Isla­mi­stisk ter­ror i det 20. århund­re­de og høj­re­ek­stre­mi­stisk ter­ror? Vil­le det ikke være rime­ligt at lade en bedøm­mel­se af dis­se afsnit ind­gå i den sam­le­de bedøm­mel­se, og vil­le en omta­le af dis­se mon ikke have mindst lige så stor inter­es­se for bru­ger­ne af bogen end en kri­tik af et enkelt afsnit – en kri­tik som efter min mening er skudt helt over og ved siden af målet.

    John­ny Thie­decke

    0

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.