Histo­ri­e­læ­re­rens øvelsesbog


Per Fibæk Laur­sen er en af mine hel­te. Han har gen­nem en stor pro­duk­tion af pæda­go­gisk-didak­ti­ske bøger stil­let skar­pt på rela­tio­nen mel­lem lærer og elev – den er nem­lig den, der bety­der noget, når ele­ven skal flyt­tes fag­ligt. Det er – i hvert fald som udgangs­punkt – ikke meto­den, der ændrer noget. Vi er som gym­na­si­e­læ­re­re gen­nem åre­ne ble­vet præ­sen­te­ret for det ene nye påfund efter det andet, der gang på gang er ble­vet udråbt som den hel­li­ge gral. Hvem har ikke hørt om begre­ber som syn­lig læring, tvær­fag­ligt sam­ar­bej­de, ny skrift­lig­hed og Coo­pe­ra­ti­ve Lear­ning. Hver især har dis­se ”dil­ler” bestemt bidra­get med spæn­den­de idéer til til­ret­te­læg­gel­sen af under­vis­nin­gen, men om de for alvor har flyt­tet noget ind­læ­rings­mæs­sigt hos ele­ver­ne, er ret tvivl­s­omt. Årsa­gen her­til er klar iføl­ge Fibæk Laur­sen, da dis­se meto­der ikke har fokus på det vig­ti­ge nem­lig rela­tio­nen mel­lem lærer og elev – under­vis­nings­for­men gør det bare ikke i sig selv.


Hvor­når har du eksem­pel­vis lavet papir-sne­bold­kamp med dine ele­ver? – og tro mig,
der er en fag­lig mening med en sådan ”sne­bold­kamp” !

Anders Frik­ke

Set i det­te Fibæk Laur­sen­ske lys bur­de jeg give nær­væ­ren­de bog en elen­dig anmel­del­se, for den hand­ler fak­tisk kun om form og meto­de, men det kan jeg ikke, for det er ærligt talt svært ikke at fal­de for den­ne lil­le fine udgi­vel­se af to yngre og tyde­lig­vis meget enga­ge­re­de historielærere

Bogen er det, den siger, den er, nem­lig 86 små og stør­re øvel­ser til at vari­e­re din under­vis­ning i det dag­li­ge. Des­u­den er bogen kry­dret med såkald­te ”Han­douts”, som er mid­ter­si­der mel­lem de enkel­te afsnit med kom­pri­me­re­de over­sig­ter om fx kil­de­kri­tik, skrift­lig­hed eller note­tek­nik, som kan kopi­e­res til ele­ver­ne, så de kan fast­hol­de cen­tra­le meto­di­ske ele­men­ter i faget.

Bogen inde­hol­der ikke man­ge fag­li­ge over­vej­el­ser udover en intro­duk­tion og nog­le ind­le­den­de kom­men­ta­rer til hvert kapi­tel, men den tekst der er, vir­ker infor­ma­tiv og uden ide­o­lo­gisk bed­re­vi­den­hed i for­hold til, hvor­dan bogen skal bru­ges i prak­sis – det kan lære­ren godt selv tæn­ke sig til.

Udover ind­led­ning og dis­se han­douts består bogen kun af øvel­ses­op­skrif­ter opstil­let efter den sam­me punk­top­stil­le­de ska­be­lon, såle­des det er for­holds­vist sim­pelt at ori­en­te­re sig og afprø­ve øvel­sen i sin egen undervisning.

Øvel­ser­ne optræ­der ikke i til­fæl­dig ræk­ke­føl­ge. Der er sam­let set 9 kapit­ler i bogen, der hver har hvert sit fokus med der­til høren­de øvel­ser, og det er tyde­ligt at se, at kapit­ler­ne er ind­delt efter et tak­so­no­misk princip.

Før­ste kapi­tel består af ret simp­le øvel­ser med fokus på bevæ­gel­se og kre­a­ti­vi­tet i (typisk) grund­bogs­gen­nem­gan­gen. Her­ef­ter føl­ger fx kapit­ler, der tager fat i det at lave en pro­blem­for­mu­le­ring, infor­ma­tions­søg­ning og skrift­lig­hed i histo­rie – det sid­ste kapi­tel inde­hol­der øvel­ser, der har til for­mål at fast­hol­de histo­ri­e­fa­get i ele­ver­nes erin­dring og dan­nel­ses­pro­ces ”efter huen”, såle­des at faget ikke bare ender som en eksa­mens­di­sci­plin, man hur­tigst muligt kan til­la­de sig at glem­me igen. Om sidst­nævn­te kan lyk­kes, må være et åbent spørgs­mål, men det fak­tum, at lære­bogs­for­fat­ter­ne gør for­sø­get, illu­stre­rer tyde­ligt, at dis­se lære­bogs­for­fat­te­re har et smit­ten­de enga­ge­ment og ambi­tions­ni­veau på histo­ri­e­un­der­vis­nin­gens veg­ne. Det er godt gået!

Man skal dog ikke for­ven­te, at ens under­vis­nings­for­stå­el­se bli­ver totalt vendt på hove­d­et med den­ne bog. Man­ge af de enkel­te øvel­ser i bogen er gam­le ken­din­ge – hvil­ket for­fat­ter­ne hel­ler ikke læg­ger skjul på i ind­led­nin­gen. Men jeg blev bestemt også udfor­dret til at søge nye veje til plan­læg­nin­gen af min histo­ri­e­un­der­vis­ning. Hvor­når har du eksem­pel­vis lavet papir-sne­bold­kamp med dine ele­ver? – og tro mig, der er en fag­lig mening med en sådan ”sne­bold­kamp” se bogens s. 36!

Jeg tror, Per Fibæk Laur­sen har ret – vores rela­tion til ele­ver­ne er helt afgø­ren­de for ele­ver­nes læring og ikke meto­den, hvor­med vi møder dem, men det er også klart, at rela­tio­nen ikke kan løs­ri­ves fra meto­den; det er for­bund­ne kar i hvert fald et styk­ke hen ad vej­en. Under­vis­ning er ikke under­hold­ning, og ele­ver­ne har ikke et krav på, at under­vis­nin­gen skal være spæn­den­de eller sær­ligt inter­es­sant, lære­ren skal ikke hæn­ge i lam­per­ne og gyn­ge i gar­di­ner­ne; ele­ver­ne har krav på at lære noget! En spæn­den­de og inspi­re­ren­de øvel­se fra den­ne glim­ren­de bog kun­ne være en vej til at sæt­te en krog i ele­ver­ne både fag­ligt og soci­alt, så hvor­for ikke prø­ve det af?

P.S. Kas­per har delt nog­le øvel­ser fra bogen her på historielaerer.dk (kræ­ver login)

Forfatter(e)

Under­vi­ser på Mid­del­fart Gym­na­si­um og HF

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *