Lut­her og Refor­ma­tio­nen 1517

Lut­her og Refor­ma­tio­nen 1517

I man­ge histo­ri­ske over­sig­ter er Lut­hers refor­ma­tion 1517 det afgø­ren­de skæ­rings­punkt mel­lem mid­delal­der og renæs­san­ce- se dis­kus­sio­nen om ”Begi­ven­he­der og peri­o­di­se­rin­ger” i John­ny Thie­deck­es ”Euro­pa i Opbrud” fra 2005. Og der er jo næp­pe nogen, der vil stil­le spørgs­måls­tegn ved, at med refor­ma­tio­nen ophør­te en mere end 1000-årig peri­o­de med én hel­lig romersk-katolsk kir­ke som en uhy­re vig­tig magt­fak­tor – ja i peri­o­der den vig­tig­ste magt­fak­tor. Det­te ændre­de Lut­hers refor­ma­tion på – fra nu af var Euro­pa kir­ke­lig delt – og også Det tysk-romer­ske Rige var reli­gi­øst delt.

Alt tyder på, at Lut­her alle­re­de før 1517 var nået til den opfat­tel­se, at frel­sen ale­ne ske­te ved Guds nåde – man kun­ne ikke selv gøre sig fortjent til den­ne. Han var nået til den­ne opfat­tel­se ved at læse i apost­len Paulus brev til romer­ne – skre­vet ca. år 57 i Kor­inth i Græken­land til den krist­ne menig­hed i Rom. Heri skri­ver Paulus nem­lig i kap.3:

For vi mener, at et men­ne­ske gøres ret­fær­digt ved tro, uden lov­ger­nin­ger.

Der­for pro­vo­ke­res Lut­her stærkt, da domi­ni­ka­ner­mun­ken Johann Tetzel drog rundt og solg­te aflads­bre­ve – alt­så bre­ve, der kun­ne få en selv eller ens for­fædre ud af Skær­sil­den – ”et mel­lem­sta­di­um”, hvor man iføl­ge den katol­ske kir­ke blev ren­set for den sid­ste rest af synd, der måt­te være til­ba­ge, inden man kom i Him­me­ri­get.

Og Lut­her beslut­te­de der­for at gøre opmærk­som på det mis­brug af kri­sten­dom­men, der efter hans mening her fandt sted – og slog sine 95 the­ser op på kir­ke­dø­ren i Wit­ten­berg i 1517.

 

For­løb­sover­sigt

  1. Euro­pa omkring år 1500
  2. Lut­hers 95-the­ser
  3. Lut­her ved Rigs­da­gen i Worms
  4. Lut­her og Bon­de­kri­gen
  5. Lut­her og Jøde­r­ne
  6. Lut­her-fil­men
  7. Lut­her-fejrin­ger efter 1517

Euro­pa omkring år 1500

Europa omkring år 1500
Euro­pa omkring år 1500

Se på kor­tet ! Euro­pa på Lut­hers tid ser gan­ske ander­le­des ud end i dag. Frank­rig, Spa­ni­en og Portu­gal vir­ker bekend­te – men midt i Euro­pa har vi ”Hei­li­ges Römi­s­ches Reich” – ”Det hel­li­ge romer­ske Rige” ?

For at for­stå det­te navn og det­te rige må vi til­ba­ge til kej­ser Karl den Sto­res kej­ser­kro­ning i Rom i år 800 og tan­ken om ”Trans­la­tio Impe­rii” – tan­ken om, at med Karls kro­ning over­før­tes det antik­ke – vestro­mer­ske – kej­ser­døm­me fra Rom til Vest­eu­ro­pa.

Knapt 150 år sene­re bli­ver Otto den Sto­re først i 936 valgt til tysk kon­ge og i 962 til romersk kej­ser. Han brug­te beteg­nel­sen ”Impe­ri­um Roma­num” om sit rige – alt­så præ­cist antik­kens beteg­nel­se for Romer­r­ri­get.  Fre­de­rik Bar­ba­ros­sa (”romersk” kej­ser 1155–1190) kal­der alle­re­de fra 1156 riget for ”Sacrum Impe­ri­um Roma­num” – ”Det hel­li­ge kej­ser­ri­ge” – den beteg­nel­se, der står på kor­tet.

I 1492 optræ­der for før­ste gang til­fø­jel­sen ”-  — Natio­nis Ger­ma­ni­cae” – på dansk ger­ne omtalt som ”Det tysk-romer­ske Rige”.

I spid­sen for det­te rige stod sta­dig­væk kej­se­ren. Men han blev valgt af de syv kur­fyr­ster. Det­te går igen til­ba­ge til Fre­de­rik Bar­ba­ros­sa, idet der kort før han døde i 1190 var opstå­et en strid om kej­ser­vær­dig­he­den. Det med­før­te et krav om, at ærke­bi­skop­per­ne af Mainz, af Tri­er og af Köln samt gre­ven af Pfalz skul­le bekræf­te kej­ser­val­get. 1230 næv­nes så seks fyr­ster, der hav­de val­gret – de tre ærke­bis­per og tre verds­li­ge fyr­ster – Her­tu­gen af Sach­sen, Mark­gre­ven af Bran­den­burg og sta­dig Gre­ven af Pfalz. Efter 1257 udvi­de­des kred­sen til at omfat­te kon­gen af Bøh­men, og der opstod kamp mel­lem Bay­ern og Bøh­men om den syven­de plads i valg­kol­le­gi­et; den til­faldt efter ca. 1300 kon­gen af Bøh­men.

Kejser Karl V. af Habsburg
Kej­ser Karl V. af Habs­burg

Fra 1452 og op til Rigets opløs­ning i 1806 sad Habs­bur­ger­ne på den tysk-romer­ske kej­ser­tro­ne. Habs­bur­ger­ne var en euro­pæ­isk fyr­steslægt, der fra 1452 sat­te deres præg på euro­pæ­isk histo­rie . De er opkaldt efter bor­gen Habi­chts­burg i Aar­gau i Schweiz, men får tid­ligt deres magt­ba­se i Østrig og så som nævnt som ”tysk-romer­ske” kej­se­re.

Den habs­burg­ske fyr­ste, vi mødes på Lut­hers tid, er Karl den 5. På det­te tids­punkt her­sker habs­bur­ger­ne over det meste af Euro­pa – Karl har alle­re­de mag­ten over de Habs­burg­ske Neder­lan­de, da han i 1516 bli­ver kon­ge af det for­e­ne­de Spa­ni­en, Nea­pel, Sici­li­en og Sar­di­ni­en, og i 1519 valg­tes han til tysk-romersk kej­ser.

Men som nævnt oven­for er der syv stær­ke kur­fyr­ster i Det tysk-romer­ske Rige: Tre ærke­bi­skop­per – der både er reli­gi­øse og poli­ti­ske lede­re i det ærke­bis­pe­sæ­de, der lå som små sta­ter rundt om i riget. Og så de fire verds­li­ge: I 1517 er Kur­fyr­sten af Sach­sen Fri­edrich 3. der Wei­s­se/Frederik 3.den Vise. Han var i 1490´erne ble­vet en vig­tig råd­gi­ver for den tysk-romer­ske kej­ser Maxi­mi­li­an og var fra 1507 gene­ral­stat­hol­der for Det tysk-romer­ske Rige.

Fre­de­rik var inkar­ne­ret relik­vie­sam­ler og skal ind­til 1520 have bragt mere end 19.000 relik­vi­er til Wit­ten­berg, der blev et cen­ter for pil­grims­færd og aflad. Her hav­de Fri­edrich også opret­tet et uni­ver­si­tet i 1502, og det er ved det­te uni­ver­si­tet Mar­tin Lut­her i 1511 blev pro­fes­sor ved det teo­lo­gi­ske faku­l­tet.

I Bran­den­burg var det siden 1415 slæg­ten Hohen­zol­lern, der rege­re­de. Her var Joa­chim I. Nestor kur­fyr­ste 1499–1535, søn af den kur­fyr­ste, der i 1486 hav­de gjort Ber­lin til hoved­stad i Bran­den­burg.

Friedrich der Weisse – Kurfyrste af Sachsen
Fri­edrich der Wei­s­se – Kur­fyr­ste af Sach­sen

Joa­chim hav­de en yngre bror – han spil­ler også en rol­le i for­bin­del­se med refor­ma­tio­nen. I 1514 blev han nem­lig ærke­bi­skop af Mainz – og der­med som sin bror kur­fyr­ste. Det var noget pro­ble­ma­tisk – han var nem­lig alle­re­de året før som kun 23-årig ble­vet ærke­bi­skop af Mag­de­burg – og det var iføl­ge kano­nisk ret for­bund at være biskop to ste­der. Men han lån­te nog­le pen­ge og bestak paven – og betal­te sene­re gæl­den til­ba­ge med over­skud­det fra aflads­han­de­len.

Paven i 1517 var Leo X. Han hav­de oprin­de­lig hed­det Giovan­ni de Medi­ci og var en del af den berøm­te Medi­ci-fami­lie fra Firen­ze. Han blev valgt til pave i 1513 og fik hur­tigt ry for at leve i ufat­te­lig luksus. Som andre med­lem­mer af slæg­ten Medi­ci støt­te­de han også kun­sten. Hans for­gæn­ger Juli­us II (1503–13) hav­de ladet Peter­skir­ken i Rom opfø­re, og Pave Leo brug­te nu svim­len­de sum­mer til restau­re­ring og udvi­del­se af det impo­ne­ren­de byg­nings­værk. Men hvor­dan skaf­fe pen­ge til det­te ? Jo, Leo X. sat­te gang i en omfat­ten­de aflads­han­del, hvor man for kon­tan­ter kun­ne købe sig selv eller sine for­fædre fri fra Skær­sil­den. Og pen­ge­ne kun­ne Leo bru­ge til at afløn­ne kunst­ne­re som Rafa­el og Michelan­ge­lo.

Albrecht von Brandenburg
Albre­cht von Bran­den­burg – fra 1514 Ærke­bi­skop og kur­fyr­ste af Mainz

Men se igen på kor­tet: Paven sid­der ikke kun i et lil­le områ­de af Rom – den nuvæ­ren­de Vati­kan-stat. Nej Paven er sta­dig også poli­tisk leder over ”kir­ke­sta­ten”. Den­ne går til­ba­ge til 700-tal­let, hvor Fran­ker­kon­gen Pip­pin hav­de til­delt Paven en ræk­ke lan­d­om­rå­der omkring byen Rom og Raven­na og noget land, der for­bandt dem.  Men som det frem­går af kor­tet, er Kir­ke­sta­ten her omkring år 1500 noget stør­re, idet paver­ne omkring den­ne tid kæm­pe­de for at udvi­de kir­ke­sta­tens områ­de. Paven er alt­så ikke kun reli­gi­øst over­ho­ve­det for alle katol­ske krist­ne – Paven er også en ita­li­ensk fyr­ste.

Pave Leo X.
Pave Leo X.

 


2.modul: Lut­hers 95 teser

Kil­de 1: Udvalg­te teser

  1. Det er sik­kert og vist, at når pen­ge­ne klin­ger i kisten, kan pro­fit­ten og have­sy­gen øges, men kir­kens for­bøn er ale­ne afhæn­gig af Guds bønhø­relse.

  2. Ingen kan være sik­ker på sin angers oprig­tig­hed, end­nu min­dre på at han har fået fuld synds­for­la­del­se.

  3. Evig for­dømt til­li­ge med deres lære­mestre vil de bli­ve, som tror sig sik­re på deres frel­se i kraft af aflads­breve.

  4. Enhver oprig­tig søn­der­knust kri­sten har fuld­kom­men efter­gi­vel­se af straf og skyld, og den til­kom­mer ham også uden aflads­bre­ve.

  5. De krist­ne bør belæ­res om, at hvis paven vid­ste besked om afladspræ­dikanternes måde at dri­ve pen­ge ind på, vil­le han hel­le­re lade Peterskir­ken gå op i luer, frem­for at lade den opfø­re af sine fårs skind og ben og kød.[1]

  6. Der sker over­greb mod Guds ord, når der i den sam­me præ­di­ken an­vendes lige så megen eller mere tid på aflad end på ordet.

  7. Kir­kens san­de skat er det højhel­li­ge evan­ge­li­um om Guds her­lig­hed og nåde.

  8. Man udsæt­ter kir­ken og paven for mod­stan­der­nes lat­ter og ska­ber u­lykkelige krist­ne, når man over­for dis­se højst pin­li­ge læg­folks spørgs­mål ale­ne gør mag­ten gæl­den­de, medens man ikke imø­de­går dem med grun­de.

  9. Hvis afla­den blev for­kyndt i over­ensstemmelse med pavens ånd og hen­sigt, vil­le dis­se spørgs­mål alle­sam­men med let­hed kun­ne besva­res, ja, de vil­le slet ikke opstå.

  10. Og såle­des hel­le­re sæt­te deres lid til at ind­gå i Him­me­ri­ges rige gen­nem man­ge trængs­ler end gen­nem den tryg­ge bevidst­hed om at eje fryd.

 

(Et uddrag af teser­ne kan læses  i John­ny Thie­deck­es ”Euro­pa i Opbrud”.)

Lut­her gjor­de med dis­se sæt­nin­ger åbent op med fle­re af den katol­ske kir­kes lære­sæt­nin­ger og ikke over­ra­sken­de blev der i for­å­ret 1518 rejst ankla­ge mod Lut­her for kæt­te­ri. Det­te var en meget alvor­lig ankla­ge – Lut­her kun­ne f.eks. tæn­ke på den tjek­ki­ske refor­ma­tor Jan Hus, der i 1415 var ble­vet dømt og brændt på kir­ke­kon­cilet i Kon­stanz.

Men nu gik der poli­tik i sagen: Kur­fyrst Fre­de­rik den Vise af Sach­sen vil­le ikke accep­te­re, at Lut­her skul­le tage til Rom, som det var ble­vet kræ­vet – og Paven accep­te­re­de at Lut­her i ste­det kun­ne bli­ve for­hørt af en pave­lig udsen­ding, kar­di­nal Caje­tan, på Rigs­da­gen i Augs­burg i okto­ber 1518.

Luther hos Kardinal Cajatan
Fer­di­nand Pauwels bil­le­de fra 1873: Lut­her hos Kar­di­nal Caja­tan

Hvor­for accep­ter Pave­sto­len det­te? Jo i som­me­ren 1518 reg­ne­de alle med, at den tysk-romer­ske kej­ser, Maxi­mi­li­an I. af Habs­burg snart vil­le dø – og fron­ter­ne var ved at bli­ve gjort klar til det kom­men­de valg af en efter­føl­ger. Her hav­de Paven inter­es­ser – han ønske­de bestemt ikke, at Maxi­mi­li­ans bar­ne­barn, Car­los /Karl) skul­le være kej­ser efter sin bedste­far — og han vid­ste, at Kur­fyrst Fre­de­rik den Vise jo var en af de syv, der skul­le være med til at væl­ge den­ne.

Der kom ikke noget uf af Lut­hers med Caje­tan – tvær­ti­mod bestred han nu Pavens auto­ri­tet og kræ­ve­de, at der skul­le ind­kal­des et kir­ke­mø­de, der kun­ne drøf­te sagen. Yder­li­ge­re for­søg på mæg­ling mis­lyk­ke­des også og i juni 1520 udsted­te Paven en ”bul­le” – en offi­ci­el skri­vel­se fra Paven, for­seg­let med et pave­ligt bly­segl. Lut­her fik 60 dage til at træk­ke sine syns­punk­ter til­ba­ge.

Så sent som i okto­ber 1520 mødes Lut­her dog med en udsen­ding fra Paven, Karl von Mil­titz og den­ne fik Lut­her til et skri­ve et brev til Pave Leo – kendt som skrif­tet ”Om et kri­sten­men­ne­skes fri­hed. Åbent brev til Pave Leo X: [2]

 

Kil­de 2: Uddrag af Lut­hers ”Om et kri­sten­men­ne­skes Fri­hed”

 

Den aller­hel­lig­ste fader i Gud, Leo den Tien­de, pave i Rom, til­øn­skes al salig­hed i Kristus Jesus vor Her­re. Amen.

Aller­hel­lig­ste fader i Gud! Det strids­spørgs­mål, som på det­te tids­punkt nu er stan­den­de på tred­je år mel­lem mig og vis­se for­vir­re­de men­ne­sker, tvin­ger mig til ind imel­lem at ven­de mine øjne og mine tan­ker mod dig. Ja, efter­som du anses for at være den ene­ste hoved­gen­stand i den­ne strid, så kan jeg ikke lade være med ustand­s­e­ligt at tæn­ke på dig.

For end­s­kønt jeg har set mig nødsa­get til, på grund af nog­le ukri­ste­li­ge smi­gre­re, som uden nogen begrun­del­se har dre­vet hetz imod mig, i min sag at berå­be mig på et kri­ste­ligt frit kon­cil for din stol og dom­mer­sæ­de, så har jeg dog end­nu ikke gjort mit sind så frem­med fra dig, at jeg ikke af alle mine kræf­ter ønsker dig og din romer­ske stol det bed­ste og med flit­tig bøn af hjer­tet hos Gud har søgt så meget, jeg for­må­e­de.

Sandt er det, at jeg har taget mig for helt at forag­te og gen­dri­ve dem, der hidtil har anstrengt sig for at true med dit navn og din magt. Men nu er der kom­met noget frem, som jeg ikke tør forag­te, noget, der også er grun­den til, at jeg igen skri­ver til dig; det er nem­lig, at jeg mær­ker, hvor­dan jeg bli­ver bag­talt og det bli­ver dår­ligt udlagt om mig, at jeg ikke skul­le have skå­net din per­son.

Men jeg vil fri og offent­li­ge beken­de, at jeg ikke er mig andet bevidst, end at så ofte jeg har tænkt på din per­son, har jeg altid sagt det mest ærbø­di­ge og bed­ste om dig. Og hvis jeg ved en eller anden lej­lig­hed ikke hav­de gjort det, kun­ne jeg selv på ingen måde rose det, men måt­te med en fuld beken­del­se bekræf­te mine kla­ge­res dom over mig, og vil­le intet ønske mere end at sige det mod­sat­te af den­ne bespot­tel­se og ond­skab fra min side, og at jeg kun­ne genkal­de mit straf­ba­re ord. Jeg har kaldt dig en Dani­el i Baby­lon[3], og lige­som jeg på den måde flit­tigt har beskyt­tet din uskyld over­for skæn­de­re som Syl­ve­ster[4], sådan kan enhver, der læser det, for­stå det til over­flod.

Efter det lan­ge brev til Paven føl­ger skrif­tet ”OM et Kri­sten­men­ne­skes Fri­hed”, hvor Lut­her meget tyde­ligt slår fast, at ”men­ne­sket ikke bli­ver ret­fær­digt ved bud og ger­nin­ger, men ved Guds ord og tro­en” – og ”Gode, from­me ger­nin­ger gør aldrig nogen­sin­de en mand god og from, men en god from mand gør gode from­me ger­nin­ger”.

Lut­her fik aldrig svar fra Paven, der uden tvivl har anset det for en pro­vo­ka­tion, at en tysk munk skrev til ham som lige­mand – og skrif­tet rum­me­de jo ikke den til­ba­ge­kal­del­se, som Paven hav­de for­langt. 10.november 1520 var sid­ste frist for at til­ba­ge­kal­de – Lut­her valg­te i ste­det at bræn­de både et eksem­plar af bul­len og den kir­ke­li­ge lovsam­ling.


3.modul: Lut­her på Rigs­da­gen i Worms

Martin Luther for Rigsdagen i Worms, 1521. Maleri af Anton von Werner, 1877.
Mar­tin Lut­her for Rigs­da­gen i Worms, 1521. Male­ri af Anton von Wer­ner, 1877. 

Det blev igen Kur­fyrst Fri­edrich af Sach­sen, der kom Lut­her til hjælp. Han fik gen­nem­ført, at Lut­her skul­le have lov til at for­sva­re sig på Rigs­da­gen i Worms i april 1521.

”Rigs­da­gen” var det forum, hvor repræ­sen­tan­ter­ne fra samt­li­ge med­lem­mer af Det tysk-romer­ske Rige” sam­le­des. Alle­re­de ved det for­ri­ge Rigs­dag – den i Augs­burg i 1518 – hav­de den anti-pave­li­ge stem­ning været på dags­or­de­nen og Lut­her var i for­bin­del­se med Rigs­da­gen ble­vet for­hørt af kar­di­nal Carje­tan. Men der var man­ge ulø­ste pro­ble­mer: Man kun­ne ikke enes om at væl­ge kej­se­rens bar­ne­barn, Karl fra Spa­ni­en, til ny kej­ser og der var hel­ler ikke opbak­ning til et nyt kor­stog – det Osman­ni­ske Rige vok­se­de og vok­se­de og hav­de året før ero­bret Jerus­a­lem.

Da kej­ser Maxi­mi­li­an døde i janu­ar 1519, var det der­for et afgø­ren­de pro­blem, at der ikke året før i Augs­burg var valgt en tron­føl­ger. Og der skul­le gå et halvt år, før Karl V. i juli af kur­fyrster­ne blev valgt til ny kon­ge – kej­ser blev man først, når man var kro­net – helst af Paven.. Det var kur­fyrst Fri­edrich, der sam­men med kur­fyr­sten af Tri­er året før hav­de for­hin­dret val­get – Tri­er for­di man ønske­de den fran­ske kon­ge, Franz 1, valgt – Fri­edrich for­di han vid­ste, at Paven meget nødigt vil­le have en ny Habs­bur­ger som Pave. Paven var jo også poli­tisk fyr­ste i Pave­sta­ten – der var ved at bli­ve omrin­get af Karls besid­del­ser.

Den 28.juni 1519 blev den kun 19-åri­ge Karl V. så enstem­migt valg til ny tysk kon­ge. Årsa­gen til sej­ren var dels, at han var en Habs­bur­ger og den­ne slægt hav­de nu nær­mest ”tra­di­tion” for at bli­ve valgt til kej­ser­po­sten. Så blev Karl anset for mere ”tysk” – selv­om både Franz og Karl var fransk­ta­len­de — og ende­lig blev der brugt en for­mue fra Habs­bur­ger­nes side på at bestik­ke de vak­len­de kur­fyr­ster..

Den 23.oktober 1520 – alt­så mere end et år efter — bli­ver Karl så ende­lig kro­net i dom­kir­ken i Aachen af ærke­bi­skop­pen af Köln – her får vi alt­så den linje til­ba­ge til Karl den Sto­res kro­ning i år 800, som de tysk-romer­ske kej­se­re ønske­de at vise. Men fak­tisk var Karl V. de næste ti år kun ”udvalgt kej­ser” – som Karl den Sto­re i år 800 skul­le man kro­nes af Paven i Rom for at være helt ”rig­tig” – og det ske­te først i febru­ar 1530 i Bolog­na.

Den 27.januar 1521 åbnes så Rigs­da­gen i Worms.

Kil­de 1: Karl 5.s indstæv­nings­skri­vel­se

Karl, af Guds nåde udvalgt Romersk Kej­ser, til alle tider Rigets For­ø­ger osv.

Vel­vi­se, kære ihukom­me­li­ge. Siden Vi og det Hel­li­ge Riges stæn­der, nu her for­sam­le­de, har taget sig for og beslut­tet af dig at mod­ta­ge under­ret­ning ved­rø­ren­de de lær­dom­me og bøger, der i den sene­re tid er udgå­et fra dig, har Vi givet dig umid­del­bar sik­ker­hed og lej­de, som vi hoslagt [1] til­sen­der dig, til at kom­me her­til og atter her­fra til dit sik­re opholds­sted, fri for Os og Riget, med det ønske, at du med det før­ste vil begi­ve dig på vej, så at du inden for de 21 dage fast­sat i det­te Vort lej­de vis­se­lig er her hos Os og ej ude­bli­ver, ej hel­ler er bekym­ret for nogen vold og uret, da Vi vil fast beskyt­te dig ved Vort før­nævn­te lej­de og også ende­lig for­la­de Os på det­te dit kom­me, og du hand­ler deri efter Vor oprig­ti­ge mening.

Givet i Vor og Rigets stad Worms på den sjet­te dag i marts måned. I året osv 1500 og i det enogty­ven­de, i Vor rege­rings andet år.

Caro­lus

Efter hr.Kejserens befa­ling har jeg, Albert, Kar­di­nal af Mainz, ærke­kans­ler, egen­hæn­digt under­skre­vet

Kil­de 2: Rigs­da­gen i Worms 1521

Den 17.april ind­før­tes Lut­her i for­sam­lin­gen og blev straks spurgt, om han vil­le ved­ken­de sig for­fat­ter­ska­bet til en del frem­lag­te skrif­ter, om om han vil­le fast­hol­de deres ind­hold eller til­ba­ge noget der­af. Han sva­re­de her­på: Når man for­lan­ger af mig, at jeg fuld­stæn­digt skal aner­ken­de eller til­ba­ge­kal­de alt det, som man mener har talt imod Skrif­tens vid­nes­byrd, så er det et spørgs­mål, der angår tro­en og sjæ­le­nes frel­se og Guds ord, det stør­ste i him­me­len og på jor­den, som vi der­for alle bil­lig­vis[2]  må ære. Der­for vil­le det være ube­sin­digt og far­ligt for mig at sige noget uden over­læg[3]; for uden over­vej­el­se kun­ne jeg måske kom­me til at sige min­dre, end sagen kræ­ver, eller mere, end der stem­mer med sand­he­den, og beg­ge dele vil­le bevir­ke, at jeg vil­le ram­mes af Kri­sti ord: Hvem der for­næg­ter mig for men­ne­sker, ham vil jeg også for­næg­te for Den him­mel­ske Fader. Der­for beder jeg under­da­nig Deres kej­ser­li­ge majestæt om frist til over­vej­el­se, for at jeg må kun­ne sva­re rede­ligt på spørgs­må­let uden at træ­de Guds ord for nær og brin­ge min sjæl i fare.

(Den­ne bøn til­sto­des Lut­her, og den 18.april udtal­te han: )

Hvis jeg i min uvi­den­hed skul­le for­søm­me at give nogen de ham til­kom­ne tit­ler eller måske stø­de an mod hof­skik­ke og –sæder, så beder jeg mig nådigst und­skyldt, for jeg har ikke levet ved fyrste­hof­fer, men i en mun­kevrå[4].… Når jeg skal besva­re det andet spørgs­mål, beder jeg Deres Majestæt og Deres Højhe­der betæn­ke, at mine bøger ikke alle hører til én klas­se. I nog­le har jeg så enfol­digt og evan­ge­lisk skre­vet om den rene tro og et fromt, kri­ste­ligt liv, end selv mine mod­stan­de­re ikke kan andet end aner­ken­de dem for nyt­ti­ge og uska­de­li­ge, ja vær­di­ge at læses af krist­ne … Vil­le jeg nu begyn­de at til­ba­ge­kal­de dem, gode Gud, hvad gjor­de jeg da andet end ale­ne af alle men­ne­sker at for­døm­me den sand­hed, som ven og fjen­de i lige grad beken­der? ….

Den anden klas­se af mine skrif­ter ret­ter sig mod pave­døm­met og papi­ster­nes[5] optræ­den som mod men­ne­sker, der ved deres slet­te lære og eksem­pel har ført kri­sten­he­den ånde­ligt og legem­ligt i for­dær­vel­se. For det kan ingen næg­te og skju­le, da jo dog alles erfa­ring og alver­dens kla­ger bevid­ner det, at ved Pavens bud og men­ne­skers lær­dom­me er de tro­en­des samvit­tig­hed jam­mer­lig ble­vet fan­get, mart­ret[6] og pla­get, samt at ejen­dom og gods også i det­te vort berøm­me­li­ge tyske folk med utro­ligt tyran­ni er ble­vet røvet og sta­dig på oprø­ren­de måde bli­ver røvet.… . . Vil­le jeg til­ba­ge­kal­de dis­se skrif­ter, så vil­le jeg ikke gøre andet end øge tyran­ni­et og slå vin­du­er og døre op på vis gab for den­ne ryg­ge­s­løs­hed, så den kan bre­de sig end­nu vide­re og mere utilslø­ret, end den hidtil har vovet det .…

Den tred­je grup­pe omfat­ter de bøger, som jeg har ret­tet mod enkel­te pri­va­te og sær­li­ge per­so­ner, der har arbej­det på at støt­te det romer­ske tyran­ni og under­gra­ve det af mig lær­te kri­ste­li­ge liv. Jeg beken­der at have været mere bidsk mod dem, end det søm­mer sig for den krist­ne reli­gion og beken­del­se. For jeg gør ikke mig selv til hel­gen, og jeg taler ikke om mit eget liv, men om Kri­sti lære. Men hel­ler ikke til at til­ba­ge­kal­de dis­se har jeg ret, da det ved min til­ba­ge­kal­del­se kun­ne ske, at tyran­ni og ryg­ge­s­løs­hed i ly af mig kun­ne her­ske end­nu gru­som­me­re over Guds folk end før.

… Jeg beder da for Guds barm­hjer­tig­heds skyld Deres kej­ser­li­ge Majestæt, de højbår­ne her­rer og hvem der ellers, høj eller lav, vil aflæg­ge vid­nes­byrd, at de vil brin­ge mine vild­fa­rel­ser frem for lyset og gen­dri­ve dem med de pro­fe­ti­ske og evan­ge­li­ske skrif­ter. Bli­ver jeg belært, så vil jeg ger­ne til­ba­ge­kal­de enhver vild­fa­rel­se og vil selv være den før­ste til at kaste mine bøger på ilden.

Her­med befa­ler jeg mig til Deres kej­ser­li­ge Majestæt og nåde og beder i ydmyg­hed om ikke at tåle, at jeg ved mine mod­stan­de­res kneb uden grund bli­ver for­hadt for Dem.

(Da der nu blev kræ­vet et direk­te svar af Lut­her, udtal­te han: )

Da Deres kej­ser­li­ge Majestæt og Deres Nåder for­drer et jævnt svar, så vil jeg give et sådant uden horn og tæn­der på føl­gen­de måde: Med­min­dre jeg bli­ver over­be­vist ved de hel­li­ge skrif­ters vid­nes­byrd eller ved kla­re grun­de (for jeg tror hver­ken Paven eller kon­ci­ler­ne ale­ne, da det er vit­ter­ligt, at de ofte er faret vild og har mod­sagt hin­an­den) så er jeg oevr­be­vist ved de af mi anfør­te skif­ter, og min samvit­tig­hed er fan­gen i Guds ord. Til­ba­ge­kal­de kan og vil jeg der­for ikke, for det er hver­ken sik­kert eller ufar­ligt at hand­le imod samvit­tig­he­den. Gud hjæl­pe mig. Amen!

(Fra Deut­sche Rei­chs­tags­ak­ten. Jün­ge­re Rei­he II, s.547 ff)

 

Fak­tisk fort­sat­te man de næste uge med at fin­de et kom­pro­mis – men den 25.maj kom Edik­tet fra Worms (tysk tekst) — den kej­ser­li­ge prok­la­ma­tion, hvori Mar­tin Lut­her og hans til­hæn­ge­re erklæ­re­des fred­lø­se. Edik­tet bestem­te også, at Lut­hers skrif­ter skul­le bræn­des, og ind­før­te cen­sur med til­ba­ge­vir­ken­de kraft.

Rigs­da­gen i Worms var vig­tig af andre grun­de end Lut­hers optræ­den. Det var på den­ne rigs­dag, kej­ser Karl ori­en­te­re­de om, at han vil­le over­la­de den østrig­ske del af sit rige til bro­de­ren Fer­di­nand. Frem­over kon­cen­tre­re­de Karl V. sig alt­så i høj grad om Spa­ni­en og Spa­ni­ens man­ge, nyvund­ne områ­der i Ame­ri­ka – bro­de­ren Fer­di­nand måt­te tage kam­pen op mod tyr­ker­ne, der otte år efter Rigs­da­gen i Worms stod for­an Wiens mure.

Lut­her selv blev ”kid­nap­pet” på vej­en til­ba­ge, til­brag­te det næste år på Wart­burg, hvor han bl.a. over­sat­te Det nye Testa­men­te fra græsk til tysk og udar­bej­de­de en præ­di­ken­sam­ling på tysk – et vig­tigt punkt for ham var jo, at folk selv skul­le kun­ne læse i Bibe­len og se, hvad der fak­tisk stod.

Året efter vend­te han til­ba­ge til Wit­ten­berg.

Se mere: https://www.kristendom.dk/luther | http://www.folkekirken.dk/om-troen/reformation/luther/luthers-liv


6.modul: Lut­her-fil­men

Lut­her is a 2003 bio­pic about the life of Mar­tin Lut­her (1483–1546) star­ring Joseph Fien­nes. It was an inde­pen­dent film par­ti­al­ly fun­ded by Thri­vent Finan­ci­al for Lut­he­rans. The film covers Luther’s life from his beco­m­ing a monk in 1505 to the Diet of Augs­burg in 1530.

The film begins during a thund­er­storm in 1505, as Lut­her is retur­ning to his home. For fear of losing his life in the storm, Lut­her com­mits his life to God and beco­mes an Augusti­ni­an monk.

In the next sce­ne, it is 1507 and Lut­her is a monk in Erfurt. During his time at the mona­ste­ry, he is con­stant­ly troub­led by viewing God as a God of hate and ven­ge­an­ce. Mar­tin is encou­ra­ged by Johann von Staupitz, an older monk who is his super­visor and men­tor. Staupitz tells Lut­her to look to Christ inste­ad of him­self.

Later Lut­her deli­vers a let­ter for Staupitz to Rome, whe­re he beco­mes troub­led by the wick­ed lifesty­les of tho­se in the city. He also views the skull belie­ved to be that of John the Bap­tist and pur­cha­ses an indul­gen­ce. It is during this time that Lut­her begins to question the vera­ci­ty of indul­gen­ces.

Retur­ning to Ger­ma­ny, Lut­her is sent to Wit­ten­berg, whe­re he begins to teach his con­gre­ga­tion that God is not a God of hate, but a God of love. Lut­her begins to emp­ha­size the love of God inste­ad of his jud­g­ment.

John Tetzel then comes clo­se to Luther’s town, whe­re he sca­res the peop­le into buying indul­gen­ces. (The pro­ce­eds will be used to build St. Peter’s Basi­li­ca in Rome, and to recover the Hohen­zol­lern bri­bes to the Holy See, advan­ced by Fug­ger, for the inve­sti­tu­re of Arch­bis­hop Albert of Mainz and Mag­de­burg). In his church, Lut­her deno­un­ces the indul­gen­ces, cal­ling them “just a pie­ce of paper.” He then posts his 95 the­ses on the door of the church, cal­ling for an open deba­te regar­ding the indul­gen­ces. For this act, Lut­her is cal­led to Augs­burg, whe­re he is questio­ned by church offi­ci­als.

After his excom­mu­ni­ca­tion, Pope Leo X orders Lut­her to be deli­ve­red to Rome, but Prin­ce-elector Fre­de­ri­ck the Wise of Saxo­ny pro­tects him by moving him into Wart­burg Cast­le. Fre­de­ri­ck and Char­les V deci­de that Lut­her will be tri­ed at the diet of Worms.

After his tri­al at Worms, Lut­her is for­ced into hiding by Fre­de­ri­ck the Wise at the Wart­burg, whi­le his for­mer pro­fes­sor, Andreas Karlstadt, encou­ra­ges the Gre­at Pea­sants’ Revolt against the oppres­si­ve nob­les. Lut­her, sho­ck­ed by the revolts, encou­ra­ges the prin­ces to put them down. Meanwhi­le, Lut­her trans­la­tes the Bib­le into Ger­man.

After Lut­her mar­ri­es Kat­ha­ri­na von Bora, a for­mer nun, Char­les V sum­mons the evan­ge­li­cal Prin­ces of the Holy Roman Empi­re to the Diet of Augs­burg, so he can for­ce them to out­law Pro­te­stan­tism and the Ger­man Bib­le. The nob­les refu­se, and Char­les is for­ced to allow the nob­les to read their Augs­burg Con­fes­sion.

The film ends with the fol­lowing words:

What hap­pe­ned at Augs­burg pus­hed open the door of reli­gious fre­edom. Mar­tin Lut­her lived for ano­t­her 16 years, prea­ching and tea­ching the Word. He and Kat­ha­ri­na von Bora enjoy­ed a hap­py mar­ri­a­ge and six chil­dren. Luther’s influ­en­ce exten­ded into eco­no­mi­cs, poli­ti­cs, educa­tion and music, and his trans­la­tion of the Bib­le beca­me a foun­da­tion sto­ne of the Ger­man langu­a­ge.

Today over 540 mil­li­on peop­le wors­hip in chur­ches inspi­red by his Refor­ma­tion.

Fra: http://www.lutherthemovie.com/

 

Se også: www.religion.dk/viden/luther-filmen-set-fra-andre-verdenshjørner

 

Over­sigt:

00: Fil­men star­ter med Lut­hers uvej­rs­op­le­vel­se og kloster­løf­te

05: Lut­hers kri­se: Hvor­dan fin­der jeg en nådig Gud – hvor­dan gør jeg mig fortjent til Guds nåde

08: Lut­her i Rom 1511

12: Til­ba­ge i Erfurt

14: Lut­her over­flyt­tes til Augusti­n­er­klo­stret i Wit­ten­berg

27: Paven i Rom

31: Tetzel sæl­ger aflads­bre­ve

39: Lut­her slår sine 95 teser op på kir­ke­dø­ren i Wit­ten­berg

46: Lut­her ind­kal­des under Rigs­da­gen i Augs­burg 1518 til sam­ta­le hos Kar­di­nal Caje­tan, der kræ­ver, at han til­ba­ge­kal­der sine teser – Lut­her næg­ter

1.04: Lut­her band­ly­ses

1.23: Lut­her på Wart­burg

1.32; Bon­de­kri­gen – fil­men postu­le­rer, at Lut­her føl­te sig mis­for­stå­et

1.39: Lut­her hos kur­fyrst Fri­drich af Sach­sen

1.43: Pave Leo 10.dør

1.45: Rigs­da­gen i Augs­burg – Lut­her kan som band­lyst ikke selv del­ta­ge, så det bli­ver Phi­lipp Melan­ch­t­hon, der del­ta­ger på Lut­hers veg­ner og over­ræk­ker ”Den augs­burg­ske Tros­be­ken­del­se – se http://www.lutherdansk.dk/trellix/id58.htm


 

 

 

[1] Stæv­nin­gen var ledsa­get af et lej­de­brev til ”Dr.Martin Lut­her af augusti­ner­or­de­nen”

[2] Bil­lig­vis — anstæn­dig­vis

[3] Uden over­læg – uden grun­dig over­vej­el­se

[4] Vrå er en fat­tig og beske­den bolig

[5] Papi­ster er en ned­sæt­tel­se beteg­nel­se for dem, der blindt føl­ger Paven

[6] Mart­ret – påført sorg og bekym­rin­ger

 

 

 

[1] Lut­her mener i begyn­del­sen, at Paven selv­føl­ge­lig ikke kan være viden­de om det­te mis­brug af aflad­stan­ken Når han skri­ver, at Paven aldrig vil­le accep­te­re, at Peter­skir­ken blev udført ”af sine fårs skind, ben og kød” så hen­vi­ses der til tan­ken om, at Paven som Peters efter­føl­ger skal være ”hyr­de for Kri­sti får” (Johan­nes-evan­ge­li­et kap.21 vers 16–17 – og dis­se får er jo nu det rene ”skind og ben” ved at bru­ge alle deres pen­ge på unyt­ti­ge aflads­bre­ve.

[2] Bre­vet er i sin hel­hed udgi­vet på Systi­me i 2011 – over­sat og med ind­led­ning og kom­men­ta­rer ved Carl Fre­de­rik Wiwe.

[3] Dani­el i Baby­lon hen­vi­ser til den ret­fær­di­ge isra­e­lit Dani­el , der føres i land­flyg­tig­hed til Bay­lon, men beva­rer sin ret­te tro. Baby­lon bli­ver i tra­di­tio­nen til ugu­de­lig­he­dens høj­borg – se Thie­decke, John­ny: Irak. Histo­rie – Reli­gion – Sam­fund. Pat­heon 2015 s.82ff

[4] Syl­ve­ster Mazzo­li­ni var telo­gisk råd­gi­ver for Pave Leo, der hav­de udstedt fle­re skrif­ter om Pavens magt vendt mod Lut­her.

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.