Blå danmarkshistorier

Claus Lasse Frederiksen og Jesper Romme Fischer

Columbus

2020

Bog

206

Blå danmarkshistorier er en tematisk udgivelse, der sætter fokus på søfartens betydning for udviklingen i Danmarks historie. Bogen gør det muligt at bringe historien om Danmark som søfartsnation helt ind i undervisningen på gymnasieuddannelserne og skabe nysgerrighed, begejstring og viden om den blå verden blandt eleverne.

Bogen er bygget op i seks kapitler. De fem første kapitler er opbygget kronologisk og har hver deres nedslag på forskellige tidspunkter i historien, fra de store opdagelsers tid i slutningen af 1400-tallet og frem til i dag.

”Blå Danmarkshistorier” sætter fokus på søfartens rolle i Danmarkshistorien fra renæssancen til i dag. I 6 kapitler, som kan læses for sig, fortælles omtrent først renæssancens, så 1700–1800-tallets historie ud fra et søfartsperspektiv og derefter følger kapitel 4 om sejlads under verdenskrigene, kapitel 5 om tiden efter 1945 og til sidst et kapitel om ”sømanden”, som undersøger faktiske og fiktive fremstillinger af og forestillinger og fordomme om sømanden og sømandslivet. Bogen er indbydende med faktabokse og rigt illustreret.

Til bogen hører en ret omfattende hjemmeside med både simple tjek-på-lektien opgaver, diskussionsspørgsmål, kildemateriale og remedieringsopgaver. Det ser meget brugbart ud ved første øjekast.

Der fortælles medrivende om slavehandel, hvor forfatterne konsekvent bruger betegnelsen ’slavegjorte’ om slaver, og undervejs forklares mange talemåder, som ’sejle under bekvemmelighedsflag’ og ’Tordenskjolds soldater’. Vi hører også om den ’florissante’ periode (hvorfor bruger vi stadig det ord?), industrialiseringen og faglige kampe, verdenskrigene og føres helt op til WTO og ISO-standarder for containere, om tilværelsen ombord på et skib gennem tiden og om værftsindustriens historie. Til gengæld er der selvfølgelig mange andre væsentlige danmarkshistorier bogen ikke fortæller, naturligt nok. Jeg vil tro at bogen kan vække mange elevers interesse for søfartshistorie(r).

Kapitlet ”Rederen” omtaler flere gange A.P. Møller – Mærsk i meget positive vendinger, og det er bestemt berettiget, men her kunne jeg godt ønske at man lagde op til at eleverne kunne undersøge nogle af de beskyldninger, der har været fremme om rederiets samarbejde med tyskerne under 2. verdenskrig. Jeg ved ikke selv noget om det, men det er underligt at det ikke er nævnt med et ord.

Bogen lægger vægt på at den også har et ”teoretisk metodefokus” og her synes jeg nogle gange den rammer lidt ved siden af. Fx skriver forfatterne i forbindelse med 2. verdenskrig: ”Man forsøgte også at rekruttere sømænd i både Danmark og Norge til den tyske handelsflåde. Man ved ikke hvor mange der meldte sig, men ifølge den kollektive erindring var der ingen eller få danskere, som meldte sig” (s. 107) Jeg forstår ikke, hvordan forfatterne kan udlægge ”den kollektive erindring” på den måde?

Nogle steder får eleverne svært ved at komme på banen, fordi forfatterne selv giver svaret/vurderingen, når de fx skriver at ØK blev ramt af ”dårlig ledelse” uden at fortælle hvilke dispositioner der er tale om. Det samme gør sig gældende i sidste kapitel, hvor forfatterne citerer ret lange passager fra fiktionsværker og derefter selv i større eller mindre grad fortolker dem.

Det sidste kapitel om ”Sømanden” er interessant, fordi det sammenligner fiktive fremstillinger med ”faktiske” fremstillinger, altså dagbøger mv. Måske kan forfatternes opgave til kapitlet fra bogens hjemmeside ses som et forsvar for at inddrage fiktion i historieundervisningen:

OPGAVE 6.2 — KAN FIKTION OG FAGHISTORIE GÅ HÅND I HÅND?

Hvilke af følgende udsagn anser du for sandfærdige?

Faghistorien vil gerne så tæt på ’sandheden’ om fortiden og den objektive virkelighed [som muligt]
Inden for faghistorien forsøger man at forholde sig til fortidens faktiske begivenheder og personer.
Både faghistorikere og fiktionsforfattere er historieskabte og historieskabende.
Fiktive beskrivelser af den maritime verden fungerer ofte som et spejl, der afslører forfatterens forestillinger om sømanden.
Det er bedst at lade de fiktive skildringer af sømanden og hans verden stå alene og ikke behandle dem i samspil med faghistoriske fremstillinger, personlige beretninger og andre skriftlige kilder.
Det er ganske uproblematisk at benytte sig af fiktionsværker.

I daglig ”historielærertale” bruger jeg ordet ’fremstilling’ om en lærebog, men det kunne selvfølgelig godt udvides med ’faghistorisk’ fremstilling. Men her skal man nok holde tungen lige i munden ift. hvilke problemstillinger man bruger fiktionen til at svare på. Efter et afsnit om ”Sømanden og omverden”, hvor der gives eksempler fra både fakta- og fiktionsfremstillinger konkluderer forfatterne: ”Sømanden er involveret i mange forskellige kulturmøder, og det gør ham til en god kilde til at forstå disse møder”. Er fiktion også gode kilder? Det kunne man også tage op med eleverne, og man kunne bruge det til at sætte ord på historiefagets identitet vs. danskfagets.

De nævnte små forbehold skal ikke skygge for at jeg synes det er en god bog, som også gjorde mig klogere, hvor forfatterne tydeligvis har været igennem et omfattende materiale. Det skader jo heller ikke, hvis eleverne indimellem oplever at lærebøger også kan anfægtes og diskuteres.