Historiedidaktik: Er historie et reproducerende fag?

I foreningens facebookgruppe fulgte jeg et link til en artikel af Harry Haue og Heidi Knudsen fra GymPæd 2.0, 2013 om historiedidaktik, som provokerede mig lidt.

I “Udfordringer til historiedidaktikken” skriver de bl.a. at “redegørelser for og gengivelser af grundbogslignende indhold stadig spiller en stor rolle i historieundervisningen.”

“Redegørelser for og gengivelser af grundbogslignende indhold spiller stadig en stor rolle i historieundervisningen.”
Harry Haue og Heidi Knudsen

I mine timer får eleverne typisk en lektie for, som består af grundbogsstof og kildemateriale. Det kan man arbejde med på mange forskellige måder, men grundlæggende er det en deduktiv tilgang, hvor svarene næsten er givet på forhånd.

Vi starter med grundbogsstoffet, og når vi læser kilderne, skal de gerne bekræfte teksten i grundbogen. Bør man i stedet begynde med kildelæsning og lade eleverne skrive fremstillinger på baggrund af dem? Der kunne måske være en pointe i at udlevere forskellige kilder til forskellige grupper, der så vil skrive forskellige fremstillinger.

Hvis pointen med en lektion er at nå frem til noget, som man selv kan læse i en grundbog — så kan man måske godt forstå at det kan være lidt svært at motivere sig til timerne — apropos debatten om motivation i gymnasieskolen.

På den anden side kommer vi vel ikke uden om, at man i skolen skal lære nogen ting, som andre har skrevet ned 🙂

I slutningen af skoleåret forsøgte jeg mig med den aktuelle Ukraine-krise, hvor der jo ikke er en grundbogskrykke at støtte sig til — og her kunne jeg fornemme, at min egen usikkerhed var med til at motivere eleverne. De skulle ikke finde svar, der var givet på forhånd. Her kunne man måske godt blive lidt misundelig på kolleger med samfundsfag?

Er der for meget reproduktion og deduktion og for lidt kildearbejde og induktion i vores undervisning?

Hvordan “åbner” du op for nyfortolkninger af de klassiske forløb, som fx nazismen — samtidig med at det historiske fundament også læres?

Hvordan kan indlæring af lærebogsstof ske, så timerne ikke opleves som reproduktion af pointer, man selv kan læse sig til?

Kunne løsningen være mere undervisningsdifferentiering, — nogle elever har måske brug for reproduktion, mens andre kan få nye opgaver?

Giv dit bud herunder.