Billedet af Rusland i medier, hos politikere, i bøger osv. er næsten entydigt. Rusland er en fjende, som vi skal bekæmpe, spænde ben for, chikanere, fordi landet under præsident Putins ledelse angiveligt truer ikke bare sine naboer militært, men også vores demokratiske livsform. Derfor har vesten indført sanktioner og lagt stort set al kontakt mellem Rusland og vestlige lande på is. Rusland har angiveligt sat sig på tværs af ’vores’ noble bestræbelser på at etablere et demokratisk, frit og åbent globalt system. Rusland bærer alene ansvaret for den nye kolde krig med tilsvarende oprustning. Så vidt denne opfattelse.
Bogen Rusland på tværs kritiserer dette forsimplede billede af både Rusland og Vesten. Forfatteren giver et historisk rids af Ruslands historie, hvor han bl.a. viser, at Vestens negative syn på Rusland langt fra er nyt. Historien om Ruslands opgør med sovjettiden fortjener en mere nuanceret beskrivelse end man ofte ser, og vestens opfattelse af tiden under Putin fortjener i høj grad at blive korrigeret for ikke at fremstå totalitært. Bogen er en grundbog. En introduktion til Rusland, uomgængelig, med 36 sider illustrationer.
Jens Jørgen Nielsen har været Politikens korrespondent i Moskva, for mange år siden. Han er forsker og underviser på CBS. Han optræder i TV- og radio, når man på de statskontrollerede medier en gang imellem tillader sig at informere alsidigt, på tværs.
En sag kan ses fra flere sider, og det er oftest lærerigt at forsøge på det. Denne bogs erklærede mål er at få os til at se Rusland i et nyt og bedre lys. Rusland i almindelighed og præsident Putin i særdeleshed har ellers ikke mange venner i Danmark, så bogen udfylder unægtelig et tomrum i den danske diskussion, også og navnlig fordi der er tale om en sammenhængende og generel fremstilling.
Forfatteren har været korrespondent for Politiken i Moskva i en årrække og rådgiver for danske eksportvirksomheder i Rusland, og han er russisk gift. Hans baggrund giver ham en god forståelse af russiske interne forhold, selv om det ikke primært er det bogen handler om (desværre). Den giver ham også en god forståelse for, for ikke at sige identifikation med, almindelige russeres synspunkter og i nogen grad med Putins udenrigspolitik. Han bygger mest på egne iagttagelser og erfaringer, men selvfølgelig også på bøger og artikler. Der er en 4 siders liste over ”udvalgt litteratur”, heraf knap halvdelen på russisk.
Fremstillingen handler dels om russofobi og dels generelt om Ruslands historie, sideløbende. Russofobiske synspunkter præsenteres, men diskuteres for det meste ikke. Perioden efter 1917 dækkes mere detaljeret, navnlig efter 1985. De kritiske år i 1990’erne og genrejsningen senere skildres indgående og kompetent.
Der hvor det gik galt i forholdet mellem Rusland og Vesten, var selvfølgelig først i den kaotiske og forfejlede anvendelse af vestlige økonomiske opskrifter, men også i Vestens politik overfor Rusland, specielt udvidelse af NATO mod øst. Helt galt blev det med NATO’s bombning af Serbien, som man åbenbart fulgte levende med i Rusland. Serbiske krigsforbrydelser har russerne vist aldrig hørt om. Og kronen på værket blev udviklingen i Ukraine efter den orange revolution. Skal man tro forfatteren, har russerne udviklet et alvorligt forfølgelseskompleks.
Putins politik præsenteres som overvejende defensiv og reaktiv og han selv som konservativ, moderat, pragmatisk og patriotisk (s. 403). ”Vesten”, navnlig USA, er aggressiv og ekspansionistisk. Der findes ikke nogen troldecentral, og der var ikke nogen indblanding i det amerikanske præsidentvalg 2016; demokraterne havde bare brug for en undskyldning for at de havde tabt valget. Nedskydningen af passagerflyet over Østukraine kunne mindst lige så godt have været den ukrainske hærs værk, og diverse attentater på Putin-modstandere behøver ikke at have noget med Putin at gøre.
Lykkes forfatterens projekt – skal vi holde op med at være russofober? Det må enhver læser selvfølgelig gøre op med sig selv. Mit indtryk er at det, trods alle forfatterens anstrengelser, ikke er lykkedes.
Først og fremmest fordi en ”konservativ, moderat, pragmatisk og patriotisk” russisk udenrigspolitik kan være mindst lige så farlig for Ruslands naboer som de kommunistiske luftkasteller. Forfatteren skriver flere gange at russerne blot vil have ”indflydelse” i nabolandene og at det var forkert af dem at tilslutte sig NATO. Han og, må man formode, den russiske opinion, er øjensynlig tilhænger af doktrinen om begrænset suverænitet for Ruslands nabolande. (Engang kendt som Brezhnev-doktrinen, men den blev opfundet længe før ham).
Ser man på et historisk kort over Rusland, som f.eks. det lidt ufuldstændige kort mellem s. 32 og 33, må man konstatere en stadig udvidelse af det russiske territorium. I kommunisttiden blev det maskeret som ideologiens sejr, men nu er vi tilbage i sporet igen, blot med russisk nationalisme som ideologi. Forfatteren pointerer ganske vist at Putin ikke er nationalist, men patriot, hvilket givetvis hænger sammen med at nationalisme er en rigtig dårlig ideologi for et multinationalt imperium.
En virkelig gave til bogens læsere, og jeg tror at forfatteren godt kunne have givet os den, er en kortlægning af hvad der er den almindelige russers forestillinger om Ruslands position i verden. Indlemmelsen af Krim var vældig populær, og en indlemmelse af Østukraine vil sikkert også være det, og af Hviderusland, hvis det prøver at rive sig løs. Og hvad med Letland og Estland og endda Litauen? Kan forfatteren forsikre os om at det kunne russerne aldrig finde på? Kan vi bebrejde letterne deres russofobi – sidste gang russerne havde herredømmet over Letland, var det meget nær ved at betyde udslettelsen af den lettiske nation.
Nuvel, hvis man ikke ser ud over Danmarks grænser, kan man selvfølgelig trøste sig med, som den gamle kommunistleder Aksel Larsen gjorde, at russerne (han sagde naturligvis Sovjetunionen) aldrig har gjort Danmark noget. Hvis man ser lidt bredere ud, må man nok gøre sig klart at en vis forsigtighed overfor det genopståede Rusland er på sin plads.