Danmarks krigsdeltagelse til debat

Danmarks krigsdeltagelse til debat

En små­travl for­mid­dag prik­ke­de en kol­le­ga mig på skul­de­ren. ”Der lig­ger en pak­ke til dig inde på lærer­væ­rel­set ”, lød det. Jeg ile­de ind på lærer­væ­rel­set, åbne­de pak­ken og i dén lå et anmel­der­ek­sem­plar af Bo Lide­gaards nye bog ”Dan­mark i Krig”. Bogen er end­nu et skud på stam­men af bog­se­ri­en ”100 Dan­marks­hi­sto­ri­er” på 100 sider til 100 kro­ner fra Aar­hus Uni­ver­si­tets­for­lag. Dagens dont gav mig dog ikke lej­lig­hed til at læse bogen, så den kom med hjem på stu­e­bor­det til sene­re gen­nem­læs­ning. Bogen bur­de nok have været pla­ce­ret på reo­len; næste aften væl­te­de jeg nem­lig i uagtsom­hed kaf­fen, så bogens sar­te grå papiromslag fik sor­te kaf­festænk – lige henover den del tit­len, hvor der står ’Dan­mark’.

”Vi tab­te! Det er den hår­de bruta­le vir­ke­lig­hed. Men det træn­ger ikke ind i den dan­ske offent­lig­hed, for dis­kus­sio­nen er aldrig ble­vet taget (…) Kri­ge­ne i Irak, Afg­ha­ni­stan og Liby­en blev tabt”.

( Bo Lide­gard i WA 9.februar 2018)

Om uhel­det skyl­des dår­li­ge moto­ri­ske egen­ska­ber hos mig eller om der lig­ger en skjult sym­bolsk betyd­ning i uhel­det, skal jeg være ladet usagt, men til­s­m­uds­nin­gen af Dan­marks navn er i grove træk det, som Bo Lide­gaard i bogens sid­ste del kon­klu­de­rer, at Dan­mark fik ud af del­ta­gel­sen i kri­ge­ne efter 2001; fra Afg­ha­ni­stan over Irak til Liby­en. Dan­mark har ikke, kon­klu­de­rer Bo Lide­gaard, vun­det en inter­na­tio­nal aner­ken­del­se, som giver os en pri­vil­e­ge­ret adgang til vig­ti­ge beslut­nings­ta­ge­re i Was­hin­g­ton; ej hel­ler har Dan­mark vun­det fre­den i kri­ge­ne fra 2001; frem­met fri­hed og demo­kra­ti; end­si­ge den natio­na­le sik­ker­hed pga. den vok­sen­de ter­r­ortrus­sel. I ste­det har Dan­mark og de vest­li­ge lan­de om muligt for­ladt kon­flik­t­om­rå­der­ne i en vær­re for­fat­ning end de var i, da vi kom. Lidt mere lige­frem var Bo Lide­gaard i et inter­view med Mar­tin Kras­nik ifm bogens udgi­vel­se. Her udtal­te Lide­gaard, at ”Vi tab­te! Det er den hår­de bruta­le vir­ke­lig­hed. Men det træn­ger ikke ind i den dan­ske offent­lig­hed, for dis­kus­sio­nen er aldrig ble­vet taget (…) Kri­ge­ne i Irak, Afg­ha­ni­stan og Liby­en blev tabt”.(WA 9.februar 2018)

Bo Lide­gaards kon­klu­sio­ner for­år­sa­ge­de dog, at jeg ikke blev den ene­ste, der svær­te­de bogen til, om end jeg måske er den ene­ste, som gjor­de det med kaf­fe. Andre brug­te tryks­vær­te og spal­te­plads på at anfæg­te Bo Lide­gaards kon­klu­sio­ner på høflig og lødig vis.

Den just afgå­e­de che­fre­dak­tør på Wee­ken­da­vi­sen Anne Knud­sen var hur­tigt ude og påpe­ge­de alle­re­de i Wee­ken­da­vi­sen dagen efter bogens udgi­vel­se, at kri­ge­nes mål kun­ne være til debat. Kri­ge­ne i Afg­ha­ni­stan og Irak hav­de jf. Anne Knud­sen til mål at fjer­ne regi­mer ”som gav stats­lig støt­te til ter­r­o­ri­ster med vest­li­ge mål”. At Sad­dam Hus­se­in så ikke gjor­de det, er en fejl ved casus bel­li ‚ikke ved resul­ta­tet. Pro­fes­sor dr.jur Jes­per Lau Han­sen hav­de en ens­ly­den­de kri­tik og påpe­ge­de i sam­me avis, at det er ”van­ske­ligt at fin­de en krig, der nogen­sin­de er vun­det. Vandt vi over­ho­ve­det 2. Ver­denskrig? Kri­gens mål var at befri Polen (…), men Polen for­blev besat”. Bo Lide­gaard for dog i blæk­hu­set og for­sva­re­de sig i Wee­ken­da­vi­sen d. 23. febru­ar: ”I Fol­ke­tin­gets berøm­te beslut­ning B118 om Dan­marks del­ta­gel­se af inva­sio­nen af Irak, står der intet om at fjer­ne Sad­dam Hus­se­in. Beslut­nings­grund­la­get tager afsæt i Iraks mang­len­de efter­le­vel­se af FN’s reso­lu­tio­ner (…)”.

Fra fron­ten gav ’Dan­mark i Krig’ også reak­tio­ner. Mens der i Dan­mark blev dis­ku­te­ret, om kri­ge­ne var tabt eller vun­det, måt­te kon­sta­bel i Hæren Thor Hes­sel­søe fra Kabul min­de par­ter­ne om, at vi nok sad fast i kri­gen, men at den end­nu ikke var tabt – slet ikke når man fra dansk side fra febru­ar 2018 øger sit trop­pe- og råd­gi­ver­bi­drag.

Jeg ”ini­ti­e­re­de ikke beslut­nin­gen om, at gå i krig i for eksem­pel Irak(..) Men jeg stod på Fol­ke­tin­gets taler­stol og for­sva­re­de med næb og klør og stem­te for, at det gør mig lige­så ansvar­lig for tab af men­ne­ske­liv og fre­den, som de, der ini­ti­e­re­de beslut­nin­gen”.

Jens Roh­de i WA

Tid­li­ge­re fol­ke­tings­med­lem for Ven­stre og nu med­lem af EU par­la­men­tet for Radi­ka­le Ven­stre Jens Roh­de lag­de sig ander­le­des fladt ned for Bo Lide­gaards pro­ble­ma­ti­se­ring af Dan­mark krigs­del­ta­gel­se efter 2001 og erkend­te åbent i Wee­ken­da­vi­sen, at han var én af dem, som send­te Dan­mark i angrebs­krig. Jeg ”ini­ti­e­re­de ikke beslut­nin­gen om, at gå i krig i for eksem­pel Irak(..) Men jeg stod på Fol­ke­tin­gets taler­stol og for­sva­re­de med næb og klør og stem­te for, at det gør mig lige­så ansvar­lig for tab af men­ne­ske­liv og fre­den, som de, der ini­ti­e­re­de beslut­nin­gen”. Anbe­fa­lin­gen fra Jens Roh­de var, at Dan­mark bur­de lære af histo­ri­en og kun træf­fe sådan­ne beslut­nin­ger med bre­de fler­tal (2/3) og efter­føl­gen­de være sit huma­ni­tæ­re ansvar bevidst.

Pole­mi­k­ken, som bogen har vakt, min­der mig en del om den debat, som her­ske­de i USA i og efter 2. ver­denskrig. USA for­lod defi­ni­tivt med 2. ver­denskrig deres iso­la­tio­ni­sti­ske uden­rigs­po­li­tik (Mon­ro­edok­tri­nen) som Dan­mark i 1990’erne for­lod sin ikke-krigs­før­en­de dok­trin, der har eksi­ste­ret siden 1864. Debat­ten hand­le­de i USA som i Dan­mark i dag, om for­nuf­ten i at skif­te dok­trin, mora­len og ikke mindst ansva­ret. I USA var der stor debat, om F.D. Roo­se­velt var en krigs­ma­ger eller frem­sy­net poli­tik­ker. Den sam­me har til tider lydt om rege­rin­ger­ne under Anders Fog­hs ledel­se. Hvor­vidt sam­men­lig­nin­gen hol­der hele vej­en, samt hvor man pla­ce­rer sig i pole­mi­k­ken i øvrigt, er selvsagt et åbent spørgs­mål.

Bogen ”Dan­mark i krig” gen­nem­går 6 af Dan­marks kri­ge siden 1990’erne; fra den før­ste Gol­f­krig, Bal­kank­ri­ge­ne (1992–1999), Afg­ha­ni­stan (2001–2006), Irak (2003–2007), Hel­mand (2006–2013) og Liby­en (2011). Kri­ge­ne behand­les kort og præ­cist, hvor den inter­na­tio­na­le situ­a­tion beskri­ves til­li­ge med den inden­rigs­po­li­ti­ske. Især kri­ge­nes popu­la­ri­tet og poli­tik­ker­nes age­ren er i fokus i den inden­rigs­po­li­ti­ske del. Sær­ligt inter­es­san­te er det sid­ste kapi­tel ”Hvor­for?”, som behand­ler Dan­marks skif­te til krigs­før­en­de nation og som også har for­an­le­di­get pole­mi­k­ken beskre­vet oven­for.

Det er utro­ligt, hvad Bo Lide­gaard præ­ste­rer at få ned på de 100 sider, han har til rådig­hed. Der­for er det også svært at ankla­ge ham fra deci­de­re­de mang­ler i bogen; men hav­de han haft 50 sider mere til rådig­hed, vil­le en dybe­re gen­nem­gang af den inter­na­tio­na­le real­po­li­ti­ske situ­a­tio­ner efter den Kol­de Krig hav­de været en inter­es­sant facet af kri­gen, samt en åbning af dis­kus­sio­nen om Dan­marks øko­no­mi­ske inter­es­ser ift. kri­ge­ne. USA høres ofte ankla­get for at have real­po­li­ti­ske og øko­no­mi­ske inter­es­ser i kri­ge­ne. Har Dan­mark ikke det – eller er det kun over­le­vel­se af små­sta­ten Dan­mark, der moti­ve­rer krigs­del­ta­gel­sen?

Bogen er anbe­fa­lel­ses­vær­dig læs­ning og bli­ver helt sik­kert ikke den sid­ste om skif­tet i dansk uden­rigs­po­li­tik. Den kan, med brug af kil­der fra eksem­pel­vis fol­ke­tings­de­bat­ter, snildt bru­ges i gym­na­si­et, om end den ikke er tænkt der­til. Spro­get er let for­stå­e­ligt og opbyg­nin­gen logisk uden for megen teo­re­tisk væven.

(se og til­føj links til under­vis­ning om Irak­kri­gen i link­bi­bli­o­te­ket)

 

Danmark i krig Book Cover Dan­mark i krig
100 dan­marks­hi­sto­ri­er
Bo Lide­gaard
Århus Uni­ver­si­tets­for­lag
2018
100
https://unipress.dk/udgivelser/d/danmark-i-krig/
100 kr i abb.

I 1991 send­te Dan­mark efter lang tids tøven kor­vet­ten Olfert Fis­cher til Gol­fen. For var det ikke bed­re med en huma­ni­tær ind­sats — og hør­te et lil­le land hjem­me i så stor en krig? I 2011 var Fol­ke­tin­get kun få timer om enstem­migt at beslut­te, at Dan­mark skul­le sen­de bom­be­fly til Liby­en, og vi blev et af de lan­de, der kaste­de flest bom­ber i det fjer­ne ørken­land. I mel­lem­ti­den hav­de Dan­mark del­ta­get i kri­ge­ne på Bal­kan, i Afg­ha­ni­stan og i Irak. På 20 år var hold­nin­gen til krig for­an­dret, så Dan­mark mere end andre lan­de bidrog til inter­na­tio­na­le mili­tæ­re ope­ra­tio­ner — og ger­ne i den hår­de ende. Hvor­dan gik det til?

Bo Lide­gaard, histo­ri­ker, dr.phil., tid­li­ge­re topem­beds­mand og che­fre­dak­tør, for­tæl­ler om Dan­mark i krig 1991–2011.

KS og HF-E | Historielaerer.dk | Histo­ri­e­di­dak­tisk net­værk

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.