Kort­læg­nin­gen af Dan­mark

Kortlægningen af Danmark Book Cover
Kort­læg­nin­gen af Dan­mark Lind­hardt og Ring­hof Bog 400 sider Se hos for­lag

I beskri­vel­sen af Dan­marks kort­læg­ning fin­des der to svær­væg­te­re. I det ene hjør­ne står en gam­mel klas­si­ker: N. E. Nør­lunds Dan­marks Kort­læg­ning fra 1943 (2. udg.), der blev udgi­vet, som en del af seri­en Geo­dætisk Insti­tuts skrif­ter i anled­ning af insti­tut­tets 100-års jubilæum. Her er tale om en svær­væg­ter; ved ind­vej­nin­gen sprang bogen min køk­ken­vægts ska­la, så væg­ten må være 5kg+ med måle­ne 50x32,5x4cm. Vær­ket er til­med flan­ke­ret i ring­hjør­net af tre sekun­dan­ter; sup­ple­ment­bin­de­ne om Grøn­land, Island og Færø­er­nes kort­læg­ning. Vær­ket har udover sin lidt tun­ge beskri­ven­de del hele 105 udfol­de­li­ge kort.

I det andet hjør­ne står det nye kar­to­gra­fi­ske værk af Peder Dam: Kort­læg­nin­gen af Dan­mark (2019). Her er lige­le­des tale om én af de tun­ge dren­ge, hvor køk­ken­væg­tens nål først stop­pe­de v. 4,3kg. Vær­ket er også ét, som opta­ger en del plads på bog­re­o­len med sine 38x30x4,5 cm og mere end 200 far­ve­tryk­te kort. Og hvad Kort­læg­nin­gen af Dan­mark ikke har i bred­de, høj­de, tyng­de ift. Nør­lunds værk, har det til gen­gæld i dyb­den i mere end én for­stand.

Imel­lem de to tita­ner står en flu­e­væg­ter fra 1952; Bo Bram­sens Gam­le Dan­marks­kort, som med sine 35x26x2,5 cm har svær­væg­ter­po­ten­ti­a­le, men mang­ler tyng­den med sine blot 1,3 kg. Dog var vær­ket det før­ste, der med sin hånd­ter­li­ge stør­rel­se; sine gode sil­hu­et­ter af dan­marks­kor­tets udvik­ling; og “sin fri­e­re og let­te­re til­gæn­ge­li­ge behand­ling” (Bram­sen, s.9) for­mid­le­de emnet ud til den bre­de befolk­ning. Det­te til trods for at det pri­mært trak kraf­tigt på Nør­lunds for­mid­lings­mæs­sigt tun­ge­re værk oven­for. Bram­sen er endt som en klas­si­ker, der anven­des af auk­tions­hu­se, når gam­le dam­marks­kort skal iden­ti­fi­ce­res inden de skal under ham­me­ren.

Bram­sens klas­si­ker­sta­tus er dog under vold­somt pres fra den nye dreng i rin­gen. Peder Dam har begå­et et værk, som er for­mid­lings­mæs­sigt i topklas­se. Spro­get er let og leven­de; de tryk­te kort er sto­re, så detal­jer­ne kan ses; og vær­ket tager læse­ren i hån­den og føl­ger den­ne fra kar­to­gra­fi­ens start med indrids­nin­ger på skif­fer­sten, over de antik­ke kort til dan­marks­kor­te­ne. Men dan­marks­kor­tet er mere end bare Dan­mark; der­for har Peder Dam i tråd med Nør­lund også inklu­de­ret kort af Grøn­land, Island og Færø­er­ne, men tager skrid­tet vide­re, når kort af de dan­ske kolo­ni­er, Nor­ge og ende­lig kort/prospekter af dan­ske byer inklu­de­res. Det gøres uden at den røde tråd tabes gen­nem vær­ket. Og sta­dig er der plads til den gode histo­rie; én er histo­ri­en om Jens Søren­sens spionkort af Karlskro­na, som skul­le laves uden at sven­sker­ne opda­ge­de det; en anden er histo­ri­er­ne om den bevidst­lø­se kopi­e­ring af dan­marks­kort, som vide­re­brag­te de sam­me fejl i årti efter årti. Eksem­pel­vis sagn­by­en Vend­sy­s­sel, som skul­le lig­ge midt i lands­de­len og som eksi­ste­rer på samt­li­ge dan­marks­kort fra mid­ten af 1500-tal­let til langt op i 1700-tal­let. Byen har da også fra tid til anden i tids­krif­tet Skalk vakt spe­ku­la­tio­ner om den rent fak­tisk skul­le have eksi­ste­ret? Et sid­ste eksem­pel er Sop­hieod­de på Vest­fyn (ved Strib) lige over­for Fre­de­riksod­de (det nuvæ­ren­de Fre­de­ri­cia). Anlæg­gel­sen af fæst­nings­by­en Fre­de­ri­cia, opkaldt efter Fre­de­rik III, skul­le akkom­pag­ne­res af en til­sva­ren­de by på mod­sat­te side af bæl­tet, som bar dron­ning Sop­hie Ama­lies navn. Da Karl-Gustav kri­ge­ne brød ud, bestod Sop­hieod­de af et par skan­ser og få huse, og efter kri­gen blev Sop­hieod­de aldrig etab­le­ret i mod­sæt­ning til Fre­de­ri­cia. Dog leve­de byen gla­de­ligt vide­re på kort helt ind­til mid­ten af 1700-tal­let, hvor uden­land­ske kar­to­gra­fer i ste­det begynd­te at kopi­e­re dan­ske kort frem­for andre uden­land­ske, hvor­ef­ter byen for­svandt.

Kort­læg­nin­gen af Dan­mark blev ikke uden grund nomi­ne­ret til Wee­ken­da­vi­sens lit­te­ra­tur­pris 2019. Tak­tisk har bogen de bed­ste ele­men­ter med fra sine for­gæn­ge­re; Nør­lunds man­ge kort og Bram­sen gode for­mid­ling. Tek­nisk kom­mer udvik­lin­gen i tryk­ke­tek­nik­ken bogen til gode, da de sto­re far­ve­tryk­te kort frem­står far­ve­ri­ge og skar­pe ift. sine for­gæn­ge­re. Dog er der én anke på vær­ket og det er udhol­den­he­den. Da sel­ve bog­blok­ken er usæd­van­ligt stor og tung, opstår der en stor belast­ning på for­satspa­pi­ret, som er det papir, der for­an og bag en bog er limet mel­lem bog­blok­ken og bog­omsla­get. For­satspa­pi­ret styr­ker bog­blok­kens for­bin­del­se med bog­bin­dets sider (for- og bag­perm), men af uransa­ge­li­ge årsa­ger, har Lind­hardt og Ring­hof ikke valgt at for­stær­ke for­sats­bla­det. Resul­ta­tet vil for­modent­ligt vise sig om føje år i hyp­pigt anvend­te eksem­pla­rer af vær­ket; omsla­get vil sim­pelt give op og skil­le sig fra bog­blok­ken. Til sam­men­lig­ning anvend­te Munks­gaard på deres for­lags­bind af Nør­lunds Dan­marks kort­læg­ning seks bre­de styk­ker ‘sport­sta­pe’ under for­sats­bla­det for at hol­de bog­blok og omslag sam­men — og de hol­der sta­dig knap 80 år efter.

Peder Dams Kort­læg­nin­gen af Dan­mark har en frem­træ­den­de — men skån­som — plads på min bog­re­ol ved side af sine for­gæn­ge­re. Jeg spår, at den­ne svær­væg­ter — på trods af sin achil­les­hæl — i man­ge år frem bli­ver refe­ren­ce­værkét for Dan­marks kort­læg­ning.

0

Skriv en kommentar