Koloniseringen af Mellemamerika — opdagelse – erobring – invasion?

Koloniseringen af Mellemamerika — opdagelse – erobring – invasion?

Jes­per Niel­sen (JN) vil skri­ve histo­ri­en om den span­ske opda­gel­se af Ame­ri­ka og navn­lig ero­brin­gen af Mexi­co på en anden måde. JN er træt af den euro­pæ­i­ske etno­cen­tri­ske for­tæl­ling om de span­ske conquista­do­rer, der med gan­ske få sol­da­ter ind­t­og azte­ker­nes impe­ri­um i Mexi­co og inka­er­nes impe­ri­um i Andes­b­jer­ge­ne. JN vil ger­ne se ”Opda­gel­sen” med indi­a­ner­nes øjne og væl­ger der­for ikke at for­tæl­le den klas­si­ske histo­rie, som man kan læse man­ge andre ste­der. For­fat­te­ren har ladet Ib Micha­el skri­ve et for­ord, hvor den ikke får for lidt. Ib Micha­el svin­ger sig fx op til på side 6 at tale om det stør­ste fol­ked­rab, der har fun­det sted på pla­ne­ten.

I det ind­le­den­de kapi­tel er der et bil­le­de af en demon­stra­tion, hvor mexi­can­ske stu­den­ter i USA demon­stre­rer den 12. okto­ber. Man­ge ste­der i Lat­i­na­me­ri­ka fejres ”Dia de Colon”, den 12. okto­ber, på den dato i 1492, hvor Colom­bus gik i land på en cari­bi­sk ø. De stu­de­ren­de chi­ca­nos (mexi­can­ske ind­van­dre­de i USA) bærer et ban­ner hvor­på, der står: ”Colom­bus didn’t discover Ame­ri­ka – He inva­ded it!” – og det er også JN’s opfat­tel­se. Den 12. okto­ber er i øvrigt Spa­ni­ens Natio­nal­dag!

JN viser eksemp­ler på, hvor­dan opfat­tel­sen af indi­a­ner­ne har været påvir­ket af teo­ri­er om for­skel­li­ge racers lig­heds­træk og fol­kesjæl. Han præ­sen­te­rer en ræk­ke eksemp­ler fra 1500–2000 side 11–12, som han stil­ler op over­for den post­ko­lo­ni­a­le og sen­mo­der­ne Jared Dia­mond. Her­ef­ter føl­ger en glim­ren­de ind­fø­ring i de mexi­can­ske civi­li­sa­tio­ner.

Kapi­tel 3 hand­ler om det span­ske kolo­ni­im­pe­ri­um, og her sæt­tes der på side 29 spørgs­mål ved, hvor­vidt det er rig­tigt, at udvik­lin­gen fra 1500–1900, hvor Euro­pa kom til at domi­ne­re glo­balt, nu også fore­gik ale­ne på euro­pæ­i­ske præ­mis­ser. JN gør noget ud af at for­kla­re, at de før­ste conquista­do­rer var præ­get af at have været en del af den såkald­te reconquis­ta (genero­bring) af det mus­lim­ske Spa­ni­en for kri­sten­dom­men. Den­ne reconquis­ta blev afslut­tet med ind­ta­gel­sen af Gra­na­da i janu­ar 1492, hvor efter Colom­bus tog afsted. JN skri­ver på side 33 i for­læn­gel­se af den tone­an­gi­ven­de dis­kurs?, at den rela­ti­ve fre­de­li­ge samek­si­stens, der hav­de været før genero­brin­gen, blev erstat­tet af reli­gi­øs into­le­ran­ce, og at Spa­ni­ens Skyts­hel­gen San­ti­a­go, der var kendt som Mata­mor­os – Mau­er­dræ­be­ren i Lat­i­na­me­ri­ka blev til Mata­in­dios – Indi­a­ner­dræ­ber.

I Kapi­tel 4 gen­nem­går JN sel­ve ero­brin­gen, som vare­de meget læn­ge­re, end vi nor­malt for­tæl­ler. Den sid­ste uaf­hæn­gi­ge May­a­stat blev fx først ind­ta­get i 1697! Det er spæn­den­de at læse histo­ri­en om Malin­che, den kvin­de­li­ge sla­ve, som Cortés fik i gave af en af de stam­mer, som han alli­e­re­de sig med i kam­pen om Mexi­co. Hun kun­ne tale aztekisk og maya, og hun kun­ne tale med en spansk præst, der hav­de været man­ge år i fan­gen­skab hos may­a­er, og som Cortés hav­de befri­et.

Kapi­tel 5 hand­ler om, hvor­for Spa­ni­er­ne sej­re­de. JN for­kla­rer, at det ud over, at spa­ni­er­ne hav­de langt bed­re våben også hand­le­de om, at spa­ni­er­ne hav­de en langt mere kon­tant opfat­tel­se af krig. Men JN gør også en del ud af det i dag udbred­te syns­punkt, at det var de smit­som­me syg­dom­me, som euro­pæ­er­ne før­te med sig, der resul­te­re­de i en vold­som befolk­nings­ned­gang. JN skri­ver på side 47 ”… mon ikke man­ge (indi­a­ne­re) har tol­ket syg­dom­men som spa­ni­er­nes ond­s­in­de­de værk?”, og han argu­men­te­rer omvendt med en aztekisk kil­de, der hand­ler om, at de — azte­ker­ne — hav­de for­søgt at plan­te en syg­dom hos spa­ni­er­ne?

I Kapi­tel 6 hører vi om reli­gions­mø­det. I kølvan­det på conquista­do­rer­ne kom mis­sio­næ­rer i skik­kel­se af Fran­ciska­ner­mun­ke og præ­ster. Sam­ti­digt med at kir­ken før­ste an i at smadre den oprin­de­li­ge reli­gion, skrev mun­ke­ne vig­ti­ge vær­ker om azte­ker­nes myto­lo­gi, ritu­a­ler og histo­rie. Kir­ken spil­le­de i nogen grad rol­len som indi­a­ner­nes beskyt­ter, men hav­de ingen tole­ran­ce med indi­a­ne­re, der var kon­ver­te­ret, men som faldt til­ba­ge til azte­ker­nes reli­gion. Den oprin­de­li­ge reli­gion blev kun meget lang­somt udryd­det til trods for et enorm kir­ke­byg­ge­ri, og da der fak­tisk ikke kun er for­skel­le, men også man­ge lig­he­der, mel­lem kri­sten­dom­men og den azteki­ske tro udvik­le­des en ander­le­des katolsk tro og navn­lig prak­sis.

Kapi­tel 7 om Kolo­ni­ti­den hand­ler om det mul­tiet­ni­ske Mexi­co, der udvik­le­de sig efter at Spa­ni­en hav­de etab­le­ret en han­dels­ru­te fra Aca­pulco til Manil­la på Filip­pi­ner­ne, hvor­ef­ter der også kom asi­a­ter til lan­det. Det betød, at den mexi­can­ske befolk­ning blev en blan­dings­be­folk­ning, hvor mestit­ser­ne (spansk far og indi­ansk mor) blev den stør­ste og tone­an­gi­ven­de.

Kapi­tel 8 beskæf­ti­ger sig med ”Arven og kam­pen for en indi­ansk iden­ti­tet i dag”. JN for­kla­rer på side 69, hvor­dan mestit­ser­ne i Mexi­co sid­der på den kol­lek­ti­ve erin­dring, og hvor­dan dis­se betrag­ter og beskri­ver indi­a­ner­ne ned­la­den­de og raci­stisk. JN mener, at der er tale om en arv fra conquista­do­rer­ne og fra kolo­ni­ti­dens reto­rik.

Det irri­te­rer JN, at indi­a­ner­ne næsten altid skil­dres som noget meget ekso­tisk — bar­ba­rer eller rumvæ­se­ner — i popu­lær­vi­den­ska­be­li­ge frem­stil­lin­ger. Som nye­re eksem­pel på det­te frem­hæ­ver han Mel Gib­sons ”Apo­ca­lyp­to”, hvor may­aku­l­tu­ren isce­ne­sæt­tes som en kul­tur besat af blod og men­ne­skeof­rin­ger. JN refe­rer også til fan­ta­sten Erich von Däne­kens for­kla­rin­ger om, at indi­a­ner­nes sto­re byg­nings­vær­ker og kul­tu­rel­le frem­brin­gel­ser måt­te være ble­vet flø­jet ind fra det ydre rum.

JN slut­ter rela­tivt opti­mi­stisk med at mene, at der blandt man­ge mexi­can­ske ind­van­dre­re i USA er en inter­es­se for den oprin­de­li­ge indi­an­ske for­tid. JN er også glad for, at UNESCO har opta­get man­ge indi­an­ske tra­di­tio­ner og ritu­a­ler på sin kul­tu­rarvs liste.

Så, hvis man vil læse om den span­ske ero­bring af Mexi­co, for­søgt set fra ”den anden side” er JN’s frem­stil­ling guf, og som om det ikke var nok, er for­fat­te­rens kil­de­af­snit den rene guld­gru­be for den lærer/klasse, der har lyst til at gå i dyb­den med det­te kul­tur­mø­de. Desvær­re er der ikke en over­sigt over de 25 kil­der, og det er ærger­ligt, så der­for er man nødt til at læse dem alle igen­nem for at dan­ne sig et over­blik over, hvil­ke man i givet fald vil­le væl­ge, hvis ikke — og hvem har tid til det? Man skul­le og bur­de læse dem alle sam­men.

Langt de fle­ste af de 25 kil­der er aldrig udgi­vet på dansk før, og det sto­re fler­tal af kil­der­ne er indi­an­ske. Man­ge er skre­vet af omvend­te indi­a­ne­re på spansk, men andre er også skre­vet på aztekisk fra 1550’erne. De giver et ene­stå­en­de ind­blik i, hvor­dan indi­a­ner­ne læn­ge spil­le­de en rol­le i kolo­ni­sam­fun­det, og hvor­dan de sene­re end nor­malt beskre­vet, og måske først efter uaf­hæn­gig­he­den fra Spa­ni­en i 1810, blev kørt helt ud på et mar­gi­na­li­se­ret sidespor i eget land. Der er også nog­le span­ske kil­der, og her er Kil­de 4 ”om de span­ske krav til indi­a­ner­ne” af Juan López De Pala­cios Rubios (1513) ikke set før på dansk. Det sam­me gæl­der Kil­de 7 ”om azteki­ske trold­mænd” af Die­go Duran (1581) og Kil­de 18 ”om hvad indi­a­ner­ne skal, og hvad de for­by­des at gøre” af Tho­mas López (1552). Det er bare flot!

JN har for­sy­net samt­li­ge kil­de med fyl­di­ge vig­net­ter, der for­kla­rer kon­tek­sten. Det er i høj grad også nød­ven­digt for at have en jor­disk chan­ce for at kun­ne gen­nem­gå og tale med vore ele­ver om dem. Sam­ti­dig har JN for­sy­net ikke ale­ne frem­stil­lin­gen, men også kiler­ne, med en lang ræk­ke spørgs­mål, som kan bru­ges i arbej­det med bogen.

Bogen har en ord­li­ste side 120–124 og slut­ter med værk­tøjskas­sen til kil­de­kri­tik fra ”Fra For­tid til Histo­rie” fra Colom­bus 2017.

På alle måder en anbe­fa­lel­ses­vær­dig bog til den, der vil bru­ge det­te emne til at bely­se den euro­pæ­i­ske eks­pan­sion og kul­tur­mø­det i Ame­ri­ka, selv om for­fat­te­rens glæ­de ved de indi­an­ske kul­tu­rer af og til løber af med ham og får ham til at frem­stå lidt enø­jet i sin mod­dis­kurs.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.