And I heard a voi­ce in the midst of the four beasts
And I loo­k­ed, and behold a pale hor­se
And his name that sat on him was death, and hell fol­lowed with him”’

John­ny Cash

The Man Comes Aro­und”, 2002

Såle­des slut­ter coun­trysan­ger John­ny Cash (1932–2003) san­gen om apo­ka­lyp­sen When the Man comes aro­und. Num­me­ret er skre­vet med udgangs­punkt i Johan­nes Åben­ba­rin­gen, hvor Døden en per­so­ni­fi­ce­ret som den fjer­de (eller den ble­ge) ryt­ter. Åben­ba­rin­gen er fra omkring år 100 e.kr. og i de næste 900 år leven­de Døden mere som et uaf­vær­ge­ligt fæno­men end en per­son. Omkring år 800 beslut­te­de den orto­dok­se kir­ke at afka­no­ni­se­re Johan­nes Åben­ba­rin­gen, hvil­ket før­te til at den romersk-katol­ske kir­ke opskrev åben­ba­rin­gens betyd­ning. Her­ef­ter blev Døden per­son, som sær­ligt knyt­ter sig til den vest­eu­ro­pæ­i­ske forestillingsverden.

Ste­fan Pajung og Søren Hein Ras­mus­sen har skre­vet en bog om Døden; pri­mært med udgangs­punkt i afbild­nin­ger af døden på male­ri­er og kob­ber­stik, men også små dig­te, graf­fi­ti, tran­sit-gra­ve og sta­tu­er. For­fat­ter­ne tager afsæt i afbild­nin­gen af Døden i ét af Euro­pas æld­ste hånd­skrif­ter; Uta-Code­xet fra 1000. I det­te codex afbil­le­des Vita og Mors (Livet og Døden) for foden af Kristus kors, hvor Døden i helt almin­de­lig per­sonskik­kel­se er afbil­le­det hen­syg­nen­de med et segl. Som tiden går ændrer Døden udse­en­de — nog­le gan­ge til fods, andre gan­ge til hest; som rid­der og som knok­kel­man­den. Også Døde­ns red­ska­ber har for­skel­lig karak­ter. Segl bli­ver til en le, men Døden ses også med sværd eller bue og pil.

En del histo­ri­ke­re ken­der sik­kert kal­k­ma­le­ri­et Døde­dan­sen fra Nør­re Als­lev kir­ke på Fal­ster, hvor Døden fører alle feu­dal­sam­fun­dets sam­fundslag mod dom­me­dag. Pajung og Ras­mus­sen behand­ler i Døde­ns Sto­re Bil­led­bog fæno­me­net Døde­dan­sen ind­gå­en­de med eksemp­ler fra hele Vest­eu­ro­pa. Det sam­me gæl­der for fæno­me­net “De tre leven­de og de tre døde”, som udsprin­ger af en sydi­ta­li­ensk legen­de fra omkring år 1000. De tre døde repræ­sen­te­rer skæb­nen for de leven­de; som et spejl for de leven­de om, at livet på jor­den kun har begræn­set varig­hed. Men Pajung og Ras­mus­sen intro­du­ce­rer læse­ren for langt fle­re af kon­tek­ster, hvori Døden skil­dres. Eksem­pel­vis “Døden og jom­fru­en” om Døde­ns flirt med let­på­klæd­te kvin­der; “Døden i krig”, hvor døde­ns pla­ce­res på bl.a. pro­pa­gan­da­pla­ka­ter; eller “Døden omkring os”, som omhand­ler Døde­ns portræt­te­rin­ger i byrummet.

Døde­ns sto­re bil­led­bog er vir­ke­lig anbe­fa­lel­ses­vær­dig læs­ning; velskre­vet, inter­es­sant og øjenåb­nen­de. Stor ros til for­fat­ter­ne fra den­ne anmelder. 

Døde­ns sto­re bil­led­bog er vir­ke­lig anbe­fa­lel­ses­vær­dig læs­ning; velskre­vet, inter­es­sant og øjenåb­nen­de. Stor ros til for­fat­ter­ne fra den­ne anmel­der. For­la­get Tur­bi­ne skal dog også have ros med på vej­en. I en bog med så man­ge illu­stra­tio­ner, har For­la­get kløg­tigt valgt et stort ‘cof­fee-tab­le book’ for­mat, som giver mulig­hed for at gen­gi­ve bil­le­der­ne i sto­re for­ma­ter, men sam­ti­dig er for­la­get ikke ban­ge for at lade der være luft omkring bil­le­der­ne, såle­des at de kom­mer mere til deres ret. Bogen er så at sige ikke prop­pet til med tekst og illustrationer.

I for­å­ret 2022 afhol­der Histo­ri­e­læ­rer­for­e­nin­gens regions­se­kre­tæ­rer i region Østjyl­land et kur­sus med fokus på Døde­ns Sto­re Bil­led­bog, hvor Søren Hein Ras­mus­sen vil hol­de oplæg. Den­ne anmel­der vil med
stats­ga­ran­ti være til ste­de og vil anbe­fa­le for­e­nin­gens øvri­ge med­lem­mer det samme

Døde­ns uhyg­ge­li­ge knok­kel­mands­skik­kel­se har været en del af vores fore­stil­ling om Døden i lidt over 1000 år. Døde­ns sto­re bil­led­bog er en kom­men­te­ret bil­led­van­dring gen­nem dis­se 1000 år fra den tid­li­ge mid­delal­ders fine­ste hånd­skrif­til­lu­stra­tio­ner til heavy metal-ban­det Iron Mai­dens pladecovere.

Histo­ri­ker­ne Ste­fan Pajung og Søren Hein Ras­mus­sen vil på den måde vise noget af den rige bil­led­ver­den, Døden er del af. Gen­nem en ræk­ke kro­no­lo­gisk fremadskri­den­de kapit­ler ser vi kun­stens sto­re mestre som van Eyck, Bru­e­gel, Dürer, Rem­brandt, van Gogh, Hokus­ai, Posa­da og Dalí behand­le tema­er som fx ’Døde­ns Tri­umf’, ’Døde­dan­sen’ og ’Døden og Jomfruen’.

(fra for­la­gets omtale)

Om for­fat­te­ren

Se mere

KS og HF‑E | Historielaerer.dk | Histo­ri­e­di­dak­tisk netværk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.