Af 
“Der vil vedblivende være tale om et meget omfattende tids- og resursespild, så længe undervisningsfaget historie ikke er mere på bølgelængde med lægfolks historieinteresser end tilfældet ofte er i dag (s. 207).” Så skarpt kan Bernard Eric Jensen formulere sig i sit opgør med den traditionelle historiefaglighed. Gennem årtier har han i adskillige publikationer leveret afgørende bidrag til udvikling af dansk historiedidaktik med historiebevidsthed og historiebrug som nøglebegreber. Med historiebevidsthed/fortidsbrug har han sammenfattet og videreudviklet sin forskning. Han argumenterer for at indføre ”et mere frugtbart og inklusivt historiebegreb end det historiefaglige, der fortsat danner normen inden for historiefaget (s.426).” Og så går han det afgørende skridt videre, at han vil indkredse og begrunde et alternativt historiebegreb, som han benævner ”det handlingsteoretiske historiebegreb” eller slet og ret ”læghistorie”.
Der vil vedblivende være tale om et meget omfattende tids- og resursespild, så længe undervisningsfaget historie ikke er mere på bølgelængde med lægfolks historieinteresser end tilfældet ofte er i dag
Bernard Eric Jensen
Historiebevidsthed/fortidsbrug er en imponerende præstation. Et lærd værk – i ordets bedste forstand – baseret på omfattende studier i europæisk og amerikansk forskning, der favner fra filosofi og historieteori til udviklingspsykologi og neurologi. Alt sammen underbygget af præcise henvisninger og fyldige citater. I den forbindelse kan man ikke undgå at ærgre sig lidt over, at bogen ikke afsluttes med en bibliografi, der ville give et samlet overblik over bogens meget brede fundament. De enkelte forskernavne kan heldigvis søges via registret, men alligevel!
I en indledende status gør Bernard Eric Jensen opmærksom på, at undersøgelser af historiebevidsthed og fortidsbrug i de seneste årtier er blevet genstand for en betydelig dansk forskningsindsats. Nu stiller han så det grundlæggende spørgsmål: kan dette forskningsfelt få følgevirkninger for vores generelle opfattelse af historiefaglighed?
Svaret på dette spørgsmål falder i to omgange: en teoridel (s.55–209) og en empiri (s.313–406). Værket afsluttes med et sammenfattende udblik. Helt grundlæggende er sondringen mellem faghistorie, som er ’fortidsfikseret’ og udøves af de professionelle historikere, og så læghistorie, som er menneskers almindelige, praktiske hverdagshistorie, som bliver brugt til navigation i nutid og fremtid. Det er Jensens påstand, at læghistorien, som faghistorikere betragter som naiv og subjektiv, i virkeligheden er den mest betydningsfulde. Det er den, der er dynamisk og historieskabende. Faghistorien rummer verdensfjerne og ret ligegyldige øvelser.
I teoridelen gennemfører forfatteren omfattende analyser dels af det subjekt-perspektiv, han anlægger, dels af den livshistorie, der er en vital del af personlighedsdannelsen, og af individets samspil med omverdenen – dets ’livsverden.’ På det grundlag forholder han sig til ’empowerment’ – menneskets mulighed for at være selvforvaltende og magtudøvende. Her spiller tidsbegrebet en afgørende rolle. Der sondres mellem kronologisk og cyklisk tid, der er uafhængig af det enkelte menneske, og mennesketid, som er den tid individet kan forme og bearbejde. Sidstnævnte tid er styrende for læghistorien.
I bogens empiriske del præsenterer Bernard Eric Jensen en række undersøgelser af historisk-sociale processer, der anskues i et subjekt-perspektiv og demonstrerer brug af nye former for kildemateriale. Det er undersøgelser af, hvordan mennesker er blevet historiefrembragte, og hvordan det historiefrembragte former deres historieforandrende virksomhed. De første cases er knyttet til nære familierelationer og generationsmodsætninger. En case er knyttet til ungdomsoprøret i 1968. Endelig er der tre undersøgelser, knyttet til besættelsestiden: identitetspolitiske kampe og fremtidsforventninger både før, under og efter befrielsen. Her er der tale om væsentlige og meget læseværdige bidrag til en ny forståelse af besættelsestiden – set med Bernard Eric Jensens særlige optik.
Det er på det historiedidaktiske plan Historiebevidsthed/fortidsbrug vinder afgørende nyt land. Det generelle angreb på faghistorikerne og deres ’nytteløshed’ virker ude af proportion. Dansk historieforskning er i dag en vidtstrakt arbejdsmark, der for længst har lagt salig Erslevs fortidsfikserede positivisme bag sig. Men når det gælder formidling af den historiske viden er der særdeles meget at hente i Bernard Eric Jensens tænkning. Her kommer begreberne livshistorie og livsverden i høj grad til deres ret. Her er der brug for at tænke ud fra historiens subjektive nærvær, når en historieformidling skal tilrettelægges – uanset hvilket niveau, den skal foregå på.
Ikke mindst i det multikulturelle Danmark, der er under udvikling, bliver det meget vigtigt at tage udgangspunkt i den livshistorie og livsverden, den enkelte elev bringer med sig. Noget andet er så, at det også må være en vital del af skolens dannelsesprojekt, at den enkelte lærer åbner sig for andre livsverdener og for fællesskabets historie. De kommende års fagdidaktiske debatter kan hente inspiration og argumentation i Historiebevidsthed/fortidsbrug.
Bernard Eric Jensen har med denne bog cementeret sin position som dansk historiedidaktiks ubestridte maskinmester.
