Kam­pen om græn­sen

Genforeningen 1920. Da Danmark blev samlet Book Cover
Gen­for­e­nin­gen 1920. Da Dan­mark blev sam­let Lind­hardt og Ring­hof Bog 416 sider Se hos for­lag

Det dansk-tyske græn­seland er i dag præ­get af et vel­ud­vik­let og frugt­bart sam­ar­bej­de hen over de natio­na­le skel. 100-året for den­ne græn­se kan være en god anled­ning til at erin­dre om de stær­ke følel­ser og de poli­ti­ske kræf­ter, der var i spil, da den blev fast­lagt. Og det er net­op det over­ord­ne­de sig­te med GENFORENINGEN 1920.

Bogen byg­ger på de grun­di­ge frem­stil­lin­ger af Søn­derjyl­lands og gen­for­e­nin­gens histo­rie, der alle­re­de fore­lig­ger, men den får sit sær­præg ved at foku­se­re på de mænd, der greb til hand­ling, da det tyske neder­lag på Vest­fron­ten i 1918 åbne­de for en græn­se­æn­dring. En ræk­ke per­son­lig­he­der – næsten ude­luk­ken­de mænd – får lov at træ­de i karak­ter, og udvik­lin­gen bely­ses gen­nem deres rol­le og hand­lin­ger fra efter­å­ret 2018 frem til den sto­re gen­for­e­nings­fest i juli 1920.

Den 28-åri­ge Lorenz Jep­sen, der i efter­å­ret 1918 sad som krigs­fan­ge i Eng­land, repræ­sen­te­rer de 26.000 unge dansk­sin­de­de mænd, der som vær­neplig­ti­ge delt­og i ver­denskri­gen. Ellers bevæ­ger frem­stil­lin­gen sig over­ve­jen­de på det poli­ti­ske niveau. Udgangs­punk­tet er ’det dan­ske tre­klø­ver’ i Ber­lin: Nis Nis­sen og Hans Dide­rik Klop­pen­borg-Skrumsa­ger, der beg­ge var med­lem­mer af den preus­si­ske land­dag, samt H.P. Hans­sen, der var med­lem af den tyske rigs­dag. Dis­se tre dansk­sin­de­de poli­ti­ke­re spil­ler cen­tra­le rol­ler i det kom­pli­ce­re­de for­løb frem til gen­for­e­nin­gen. Den afgø­ren­de åbning kom, da den nyind­sat­te rigskans­ler Max von Baden i okto­ber 1918 erklæ­re­de, at han vil­le for­hand­le fred med udgangs­punkt i den ame­ri­kan­ske præ­si­dent Wil­sons krav om ’fol­ke­nes selv­be­stem­mel­ses­ret.’ H.P. Hans­sen greb straks bol­den og erklæ­re­de i en rigs­dagsta­le, at nu var tiden kom­met, hvor de dan­ske i Nord­s­lesvig skul­le udø­ve den­ne ret.

H.P. Hans­sen fast­hol­der gen­nem hele for­lø­bet, at udgangs­punk­tet for en græn­se­æn­dring skal være den såkald­te ’Clau­sen-linje,’ der med små juste­rin­ger føl­ger den nuvæ­ren­de græn­se. Den­ne linje var alle­re­de i 1891 ble­vet fast­lagt af lek­tor N.V. Clau­sen, Fre­de­riks­berg Gym­na­si­um, der hav­de brugt adskil­li­ge som­mer­fe­ri­er på grun­di­ge sin­delags­un­der­sø­gel­ser i alle sog­ne i det nord­li­ge Slesvig.

Den dan­ske Zah­le-rege­ring, der blev kon­tak­tet af H.P. Hans­sen, til­slut­te­de sig den­ne linje. Efter våben­stil­stands­af­ta­len 11. novem­ber er det de sej­re­n­de mag­ters freds­kon­fe­ren­ce i Paris, der får det afgø­ren­de ord. Anført af over­læ­ge Ionas Col­lin blev der i dis­se efter­års­må­ne­der skabt en stærk natio­na­li­stisk bevæ­gel­se i Dan­mark og i Slesvig for at etab­le­re Dan­marks syd­græn­se ved Dan­ne­vir­ke-linj­en, kom­bi­ne­ret med en inter­na­tio­na­li­se­ring af Kie­ler­ka­na­len. Den­ne bevæ­gel­se fik bety­de­lig magt, da dens krav bak­kes op af den fran­ske rege­ring. Sam­ti­dig split­tes den dan­ske væl­ger­for­e­ning i Nord­s­lesvig på spørgs­må­let – især knyt­tet til, om græn­se­linj­en skal for­lø­be syd eller nord om byen Flens­borg.

GENFORENINGEN 1920 føl­ger nøg­le­per­so­ner­ne i de dra­ma­ti­ske kon­fron­ta­tio­ner på Chri­sti­ans­borg, i Slesvig og ikke mindst under de langstrak­te freds­for­hand­lin­ger i Paris. Et kom­pli­ce­ret poli­tisk spil, der kul­mi­ne­rer i det helt sto­re jord­s­kælv i form af påske­kri­sen i 1920. Resul­ta­ter­ne af afstem­nin­ger­ne i de to zoner i febru­ar og marts 1920 fal­der imid­ler­tid ud på en måde, der helt og fuldt bekræf­ter lek­tor Clau­sens sin­delags­un­der­sø­gel­ser fra omkring 1890. Og Dan­mark fik en hold­bar syd­græn­se.

Bogens styr­ke er dens fokus på de man­ge stær­ke per­son­lig­he­der, deres enga­ge­ment og hand­le­kraft. Men ind i mel­lem kam­mer det over med lidt for detal­je­re­de per­son­be­skri­vel­ser. Det er f.eks. et spørgs­mål, om det bidra­ger væsent­lig til for­stå­el­sen af rege­rin­gens linje i det slesvig­ske spørgs­mål, at stats­mi­ni­ster C. Th. Zah­le ”var en lil­le lav mand med kort hals og vigen­de hår­græn­se.” Læse­ren kan også godt bli­ve træt af de lan­ge cita­ter af bre­ve og udta­lel­ser, fulgt op af en for­tol­ken­de udlæg­ning af tek­ster­ne.

Illu­stra­tio­ner­ne er i særklas­se. De er meget sto­re, fyl­der ofte en hel side eller et opslag. De gam­le fotos kan tåle det, og læse­ren kan gå på opda­gel­se i bil­le­der­ne. Det har så den ulem­pe, at bil­led­tek­ster­ne lever et lidt hen­gemt liv. Det kan være svært at fin­de dem og de er ikke spe­ci­elt infor­ma­ti­ve.

GENFORENINGEN 1920 er en ’fol­ke­bog,’ der appel­le­rer til et bredt publi­kum. Den kan med for­del anven­des af gym­na­sie­e­le­ver, der kaster sig ud i en opga­ve om, hvor­dan det Dan­mark, de ken­der, fik sin syd­græn­se.

0

Skriv en kommentar