Fra for­tid til histo­rie. Histo­ri­e­fa­gets iden­ti­tet og meto­der, 2. udgave

Hvad er histo­rie og histo­risk meto­de? Hvor­dan bru­ger vi histo­rie som indi­vi­der og sam­fund? Hvor­dan for­mid­ler man histo­rie, og hvil­ke for­skel­li­ge slags histo­rie møder man i hver­da­gen, i viden­skabs­fa­get og i den offent­li­ge debat?

Den popu­læ­re intro­duk­tion til histo­ri­e­fa­get udkom­mer i en ny, revi­de­ret udga­ve til­pas­set den nye lære­plan fra 2017. Fagets rele­vans, meto­der og teo­ri præ­sen­te­res i et let­fly­den­de sprog med eksemp­ler, øvel­ser og cases fra både nuti­den og fra den nære og fjer­ne fortid.  Den nye udga­ve er både til­pas­set og udvi­det en smu­le efter bru­ger­nes til­ba­ge­mel­din­ger. Det bety­der blandt andet, er der står lidt mere om for­skel­li­ge kil­de- og frem­stil­lings­ty­per, lige­som bogen har fået nye kil­de- og frem­stil­lings­tek­ster med til­hø­ren­de opgaver.

(fra for­la­gets omtale)

Gui­de til histo­ri­e­fa­get i ny udgave

Før­ste udga­ve af Fra for­tid til histo­rie udkom i 2013 (anmeldt i NOTER 199). Den var et læn­ge sav­net bud på, hvor­dan man kan defi­ne­re og fast­hol­de histo­ri­e­fa­gets iden­ti­tet i 2005-gym­na­siets mel­lem­fag­li­ge sam­spil ikke mindst knyt­tet til Almen Stu­di­e­for­be­re­del­se (AT) og stu­di­e­ret­nings­pro­jek­tet (SRP).

Med gym­na­si­ere­for­men i 2017 er faget anbragt i en ny vir­ke­lig­hed, men beho­vet for at give ele­ver­ne en grund­læg­gen­de for­stå­el­se af faget og dets meto­der er bestemt ikke ble­vet min­dre. Anders Has­sing og Chri­sti­an Vol­l­mond har valgt at til­pas­se den meget kva­li­fi­ce­re­de gui­de til den nye bekendt­gø­rel­se og sam­ti­dig omre­di­ge­re bogen, så den ikke læn­ge­re pri­mært har stx-histo­rie som mål­grup­pe, men sig­ter bre­de­re og kan anven­des af ikke mindst lærer­stu­de­ren­de og histo­ri­estu­de­ren­de ved universiteterne.

Den nye udga­ve hol­der helt og fuldt niveau­et fra førsteud­ga­ven og har til­med haft godt af at bli­ve løf­tet lidt ud af den snæv­re stx-vir­ke­lig­hed. Den har nu fået en mere almen karak­ter, der har appel til alle med behov for ind­sigt i histo­ri­e­fa­get. Bogen er en vel­struk­tu­re­ret ind­fø­ring i faget, hvor for­fat­ter­ne hele vej­en igen­nem fast­hol­der den fun­da­men­tale son­dring mel­lem for­tid og men­ne­skers brug af den­ne for­tid i mang­fol­di­ge sammenhænge.

Det før­ste kapi­tel gen­nem­går en ræk­ke for­mer for histo­ri­e­brug og får i den for­bin­del­se defi­ne­ret og for­kla­ret det kom­plek­se begreb ’histo­ri­e­be­vidst­hed’ på en ansku­e­lig og vir­ke­lig­hedsnær måde. Der­ef­ter føl­ger et vel­struk­tu­re­ret kapi­tel om histo­risk meto­de i rela­tion til for­skel­li­ge kildetyper.

Et meget fyl­digt og cen­tralt kapi­tel hand­ler om histo­ri­ske frem­stil­lin­ger med en nyt­tig gui­de til ana­ly­se af frem­stil­lin­ger. Reelt er det vel næsten aller­vig­tigst at ruste gym­na­sie­e­le­ver og andre stu­de­ren­de til net­op frem­stil­lings­a­na­ly­se, da det jo er det, der fyl­der mest både i under­vis­ning og anden histo­ri­e­brug. I sam­me kapi­tel fin­der man en vej­led­ning, ”når man selv skal frem­stil­le histo­rie.” Kon­spira­tions­te­o­ri­er og anden mis­brug af histo­rie har meget pas­sen­de fået sit eget kapi­tel. Også her er der både nu og i frem­ti­den en vig­tig mis­sion at udfø­re i det tre­åri­ge historieforløb.

De sid­ste kapit­ler hand­ler om histo­rie som viden­skabs­fag. Her bli­ver fagets iden­ti­tet ind­kred­set i sam­spil med både sam­funds- og natur­vi­den­skab. Des­u­den bli­ver en ræk­ke fag­li­ge til­gan­ge til histo­ri­e­fa­get beskre­vet lige fra dis­kur­s­a­na­ly­se til kul­tur­hi­sto­rie, erin­drings­ste­der, øko­no­misk histo­rie og histo­risk socio­lo­gi. Det kan godt undre, at arkæ­o­lo­gi­en ikke har fun­det en plads på palet­ten. Det er dog et fag, der på fle­re måder spil­ler tæt sam­men med histo­rie. Præ­sen­ta­tio­nen er ført up to date med ’big history’, der prø­ver at pla­ce­re men­ne­sket i den helt over­ord­ne­de glo­ba­le og udvik­lings­hi­sto­ri­ske sammenhæng

Fra for­tid til histo­rie, 2. udga­ve er som sin for­gæn­ger til­ret­telagt med stor pæda­go­gisk sans. Spro­get er åbent og elevven­ligt, og der er udvist stor omhu med at for­kla­re og defi­ne­re begre­ber og fæno­me­ner af enhver art – frem­hæ­vet i mar­gin med en lil­le stjer­ne. Vi har helt tyde­ligt at gøre med erfar­ne under­vi­se­re, der ved, hvor lidt man skal tage for givet, når man har med moder­ne ele­ver eller stu­de­ren­de at gøre.

Illu­stra­tio­ner­ne spil­ler godt sam­men med det emne, de skal bely­se. Des­u­den er der ind­sat man­ge blok­ke, der opsum­me­rer de behand­le­de meto­der og opstil­ler gra­fi­ske visu­a­li­se­rin­ger af kom­pli­ce­re­de begre­ber og pro­ces­ser. Til dis­se blok­ke er ofte knyt­tet tek­st­ek­semp­ler og arbejds­op­ga­ver. En omkost­ning ved dis­se – i øvrigt frem­ra­gen­de – red­ska­ber kan være, at læse­ren ind i mel­lem skal lede lidt for at fin­de fort­sæt­tel­sen i brødteksten.

Det er van­ske­ligt at fore­stil­le sig en gym­na­sie­klas­se, der arbej­der sig gen­nem bogen fra ende til anden. Den skal bru­ges som en gui­de, et opslags­værk, der bidra­ger til, at det kon­kre­te under­vis­nings­for­løb kan bli­ve per­spek­ti­ve­ret meto­disk og fagligt/videnskabeligt. Brugt på den­ne måde kan Fra For­tid til histo­rie bli­ve et afgø­ren­de red­skab til at give histo­ri­e­un­der­vis­nin­gen den stan­dard, som faget fortje­ner og sam­ti­dig klæ­de ele­ver­ne på til deres vok­sen­liv som histo­ri­e­be­vid­ste, kri­ti­ske bor­ge­re. Det bli­ver der i høj grad brug for i den frem­tid, der venter.

Forfatter(e)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *