Spændende mammutbog om arabernes historie

Spændende mammutbog om arabernes historie

Siger nav­ne som Zahir al-Umar (1690–1775), Muham­mad Ali (1770–1849), Ahmed Ura­bi (1841–1911), Ahmad Amin (1886–1954), Huda Sha’rawi (1879–1947), Nawal El Saa­dawi (født 1931), Abdul­lah al-Turayqi (1919–1997) eller Fay­da Ham­dy (født 1966) Noters lær­de læse­re noget? Jeg til­la­der mig for de fle­stes ved­kom­men­de at tviv­le.

De spil­ler alle en rol­le i Euge­ne Rogans i enhver betyd­ning af ordet sto­re bog om Ara­ber­nes histo­rie fra Osman­ner­ri­get til Det Ara­bi­ske For­år. De otte kvin­der og mænd er nog­le af de man­ge spæn­den­de kil­der, som Euge­ne Rogan anven­der, og som ska­ber en kon­kret-ople­vet dimen­sion i hans for­tæl­ling. Rogan lader dem kom­me til orde for at give vid­nes­byrd om vig­ti­ge epo­ker, begi­ven­he­der eller per­son­lig­he­der i ara­ber­nes histo­rie.

En hoved­po­in­te i bogen er at ara­ber­ne aldrig er ble­vet her­re i eget hus. Fra 1500-tal­let blev den ara­bi­ske ver­den domi­ne­ret af osman­ner­ne, og selv om de tyr­ki­ske her­ske­re i vid udstræk­ning udde­le­ge­re­de deres magt til loka­le guver­nø­rer, hav­de de altid fat i den lan­ge ende. Da Osman­ner­ri­get i det 19. århund­re­de blev Euro­pas syge mand, tog de euro­pæ­i­ske koloni­mag­ter Stor­bri­tan­ni­en og Frank­rig grad­vist kon­trol over de ara­bi­ske områ­der. Den­ne domi­nans kul­mi­ne­re­de i mel­lem­krig­sti­den, hvor ara­ber­ne måt­te leve under de euro­pæ­i­ske stormag­ters ydmy­gen­de del og hersk poli­tik, for­di ara­ber­ne ved Ver­sail­les-fre­den i 1919 ikke mær­ke­de meget til Wilson’s mål om fol­ke­nes selv­be­stem­mel­se.

Efter 2. ver­denskrig bli­ver fire for­hold afgø­ren­de for udvik­lin­gen i Mel­le­mø­sten og Nord­afri­ka:
For det før­ste de euro­pæ­i­ske koloni­mag­ters svæk­ke­de styr­ke og den der­af føl­gen­de afko­lo­ni­se­ring. For det andet den per­ma­nen­te isra­elsk-palæsti­nen­sisk/a­ra­bi­ske kon­flikt omkring sta­ten Isra­el. For det tred­je at olie blev det sor­te guld, som dels gav fle­re ara­bi­ske sta­ter både rig­dom og styr­ket poli­tisk ind­fly­del­se, dels gjor­de Mel­le­mø­sten til et højspændt områ­de, som stormag­ter­nes opmærk­som­hed kon­stant var ret­tet imod. For det fjer­de ske­te der især efter 1980 en isla­mi­se­ring af ara­ber­nes hver­dag, poli­tik og inter­ne kon­flik­ter, som også bevir­ke­de at, det inter­na­tio­na­le sam­funds fokus blev ret­tet mod den ara­bi­ske ver­den.

Alle dis­se udvik­lin­ger bely­ses ind­gå­en­de og nuan­ce­ret i Ara­ber­nes histo­rie. Bogen er lang, men stof­fet er også enormt. Og Rogan er en frem­ra­gen­de for­mid­ler. Det er lidt old school histo­ri­eskriv­ning, hvor 20 per­son­lig­he­der, inden- og uden­rigs­po­li­ti­ske rela­tio­ner samt kon­flik­ter og kri­ge er i fokus. Rogan ind­dra­ger kun ara­ber­nes øko­no­mi­ske og soci­a­le for­hold, for så vidt som de kan bely­se de poli­ti­ske og mili­tæ­re beslut­nin­ger, som leder­ne tager.

Bogen er af nog­le anmel­de­re ble­vet beskyldt for at være par­tisk: dvs. kon­se­kvent at være for ara­ber­ven­lig. Det synes jeg ikke er en rime­lig vur­de­ring. Bogen for­mid­ler stort set alle kon­flik­ter, som har invol­ve­ret ara­ber­ne – og det er utro­ligt man­ge! — nøg­ter­nt og neut­ralt. Men man kan gene­relt i valg af syns­vin­kel og kil­der for­nem­me, at Rogan har stor sym­pa­ti og med­fø­lel­se for ara­ber­ne og deres stræ­ben efter fri­hed og selv­stæn­dig­hed. Men den­ne sym­pa­ti skævvri­der på ingen måde frem­stil­lin­gen.

Hvis bogen skal kri­ti­se­res, er det efter min opfat­tel­se mere for dens mang­len­de ana­ly­se dimen­sion. Rogan beskri­ver og for­kla­rer hvad der sker, men han ana­ly­se­rer meget sjæl­dent de for­hold han for­mid­ler. Fx gør han i bogens epi­log fint rede for, hvor­dan Det Ara­bi­ske For­år kuld­sej­ler og stort set alle sta­ter beva­rer deres ude­mo­kra­ti­ske lede­re eller får nye, som hel­ler ikke er demo­kra­ti­ske. Men en egent­lig dis­kus­sion af hvil­ke fak­to­rer, der er afgø­ren­de for at det opti­mi­sti­ske for­år ret hur­tig bli­ver til ned­fros­sen vin­ter, kom­mer han ikke med.

Men bogen er en guld­gru­be af rele­vant infor­ma­tion. Enkelt­ka­pit­ler vil godt kun­ne læses af dyg­ti­ge opga­ve­skri­ven­de ele­ver; men på sko­ler­ne vil bogen pri­mært kun­ne anven­des til efter­ud­dan­nel­se af histo­ri­e­læ­rer­ne.

Så de fx kan for­kla­re hvem de otte per­so­ner er, som var ind­led­nin­gen til den­ne anmel­del­se!

Arabernes historie Book Cover Ara­ber­nes histo­rie
Euge­ne Rogan
Kri­ste­ligt Dag­blad
2017
740
299

Den bri­ti­ske histo­ri­ker og Oxford­pro­fes­sor Euge­ne Rogan for­tæl­ler hele den­ne fasci­ne­ren­de histo­rie fra sen­mid­delal­de­ren til i dag, fra Nord­afri­ka til Den Ara­bi­ske Halvø. Gen­nem et væld af kil­der og øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger – poli­ti­ke­re og intel­lek­tu­el­le, for­fat­te­re og sol­da­ter, kvin­der og mænd, berøm­te såvel som beryg­te­de – giver bogen et ind­le­ven­de og san­se­ligt bil­le­de af ara­ber­nes vej ind i den moder­ne ver­den. Sam­ti­dig viser Rogan, hvor­dan euro­pæ­er­nes syn på de ara­bi­ske folk er skif­tet gen­nem tiden. Til tider har man betrag­tet dem som ekso­ti­ske og spæn­den­de ven­ner, andre gan­ge som ufor­stå­e­li­ge eller fana­ti­ske fjen­der.

(fra for­la­gets omta­le)

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.