EU – En føde­ra­tion af natio­nal­sta­ter

EU – En føde­ra­tion af natio­nal­sta­ter

Europas mange omveje - fem nationale perspektiver på Den Europæiske Union Book Cover
Euro­pas man­ge omve­je — fem natio­na­le per­spek­ti­ver på Den Euro­pæ­i­ske Uni­on Hans Bran­ner (red.), Jørn Bois­en, Simon C. Birk, Ole Hel­mer­sen, Søren Riis­høj, Gert Søren­sen, Per Øhr­gaard og Uffe Øster­gård: Colum­bus 2018 208 sider Se hos for­la­get

Vi har for vane at anlæg­ge et snæ­vert dansk per­spek­tiv på Euro­pas man­ge aktu­el­le udfor­drin­ger. I den­ne bog vides per­spek­ti­vet ud med en gen­nem­gang af fem cen­tra­le lan­des for­hold til det euro­pæ­i­ske sam­ar­bej­de, ikke mindst med en belys­ning af den histo­ri­ske arv de hver især bærer med sig. Sam­ti­dig med at inte­gra­tions­pro­ces­sen på man­ge måder fort­sæt­ter, er vi i dag vid­ne til at natio­nal­sta­ter­nes ind­fly­del­se også er vok­sen­de. For at for­stå hvil­ken vej EU bevæ­ger sig, er det der­for vig­tigt at ken­de for­ud­sæt­nin­ger­ne i de sto­re med­lem­s­sta­ter – og også i den stat der er på vej ud. 

Kapit­ler­ne er skre­vet af spe­ci­a­li­ster med man­ge års erfa­ring inden for hver deres felt:


Hans Bran­ner har gen­nem man­ge år været hoved­le­ve­ran­dør af lærebø­ger i inter­na­tio­nal poli­tik til sam­funds­fags­un­der­vis­nin­gen fra For­la­get Colum­bus. I den­ne bog har han sam­let nog­le kyn­di­ge folk for at give et over­blik over EU’s stil­ling set ud fra fem bety­den­de lan­de i EU. For­fat­ter­ne er alle uni­ver­si­tets­folk, og der er ikke gjort meget for at til­pas­se bogen til gym­na­sie­e­le­vers viden og for­ud­sæt­nin­ger. Den er der­for ikke vel­eg­net som under­vis­nings­bog i gym­na­si­et, men vil kun­ne bru­ges af den kyn­di­ge læser til at få ind­blik i, hvad der sker med EU for tiden. Sær­ligt vil jeg frem­hæ­ve det sid­ste kapi­tel, som er skre­vet af Uffe Øster­gård med spæn­den­de histo­ri­ske ind­sig­ter og poin­ter.

I før­ste kapi­tel intro­du­ce­rer Hans Bran­ner en ræk­ke nyt­ti­ge begre­ber til for­stå­el­se af EU’s udvik­ling og de mulig­he­der, der teg­ner sig for EU’s frem­tid. Han afslut­ter kapit­let med at frem­hæ­ve de cen­tra­le punk­ter i de efter­føl­gen­de kapit­ler, hvor EU ses ud fra fem for­skel­li­ge lan­de.

Per Øhr­gaard skri­ver om Tys­kland og EU, og der er meget at hol­de styr på. Essen­sen er nok, at EU har været en stor gevinst for Tys­kland både poli­tisk og øko­no­misk, men nu er Tys­kland nået til et punkt, hvor man ikke ønsker yder­li­ge­re inte­gra­tion.

I kapit­let om Frank­rig skri­ver Jørn Bois­en vel­o­p­lagt om de fran­ske dilem­ma­er i for­hold til EU, hvor hans tese er, at Frank­rig på den ene side har været en pri­mus motor i sam­ar­bej­det, men at den tyske domi­nans er et pro­blem, lige­som den mang­len­de uden­rigs­po­li­ti­ske hand­le­kraft er i mod­strid med de fran­ske inten­tio­ner. Helt galt var det lige ved at gå ved sid­ste præ­si­dentvalg, inden Emma­nu­el Macron som varm til­hæn­ger af EU løb med sej­ren over­for Mari­ne Le Pen.

Ita­li­ens poli­tik i for­hold til EU er ikke vel­kendt på vores bred­degra­der, og det er inter­es­sant at læse Simon Cec­chin Birks og Gert Søren­sens ana­ly­se. Især udvik­lin­gen de sene­ste ti år påkal­der sig stor inter­es­se, hvor Ita­li­en er gået fra et af de mest pro-EU lan­de til at være en tvivl­s­om og kri­tisk sam­ar­bejds­part­ner i Euro­pa. Først Ber­lusco­ni og nu en natio­na­li­stisk og uprø­vet ita­li­ensk kon­stel­la­tion med Lega og Fem­stjer­ne­be­væ­gel­sen i spid­sen, der ikke uden vide­re accep­te­rer spil­le­reg­ler og begræns­nin­ger, der stam­mer fra EU.

Polen er det sto­re nye land i EU. Søren Riis­høj læg­ger i sin ana­ly­se vægt på de for­skel­li­ge histo­ri­e­op­fat­tel­ser, der præ­ger polsk poli­tik. Den nuvæ­ren­de rege­ring fra Lov- og Ret­fær­dig­heds­par­ti­et (PiS), der reelt sty­res af Jaroslaw Kaczyns­ki, har valgt en natio­na­li­stisk linje lige­som den på fle­re områ­der ind­skræn­ker det demo­kra­ti­ske råde­rum, og Søren Riis­høj taler om et illi­be­ralt demo­kra­ti. Det bli­ver spæn­den­de om Kaczyns­kis natio­nal-kon­ser­va­ti­ve frem­gang vil fort­sæt­te, eller om mere libe­ra­le kræf­ter med den nuvæ­ren­de EU-for­mand Donald Tusk vil domi­ne­re polsk poli­tik i frem­ti­den.

Det sid­ste af de fem lan­de er Stor­bri­tan­ni­en, som Ole Hel­mer­sen skri­ver om. Kapit­let er skre­vet i novem­ber 2018, og med de sene­ste måne­ders tumul­ta­ri­ske Bre­xit-udvik­ling fore­kom­mer meget af ana­ly­sen at være lidt for­æl­det og uin­ter­es­sant. Men hvem kun­ne også vide, at Bre­xit vil­le gå så galt?

Uffe Øster­gård er en insti­tu­tion i forsk­ning og ana­ly­se af den euro­pæ­i­ske udvik­ling. Han har udgi­vet utal­li­ge bøger og artik­ler om emnet, og han er altid værd at lyt­te til – ikke mindst for en histo­ri­ker. Ud fra en ana­ly­se af udvik­lin­gen, når han frem til, at EU bedst kan karak­te­ri­se­res som ”En føde­ra­tion af natio­nal­sta­ter”, og han for­kla­rer det såle­des: ”EU er på vis­se områ­der en føde­ra­tion som USA, blot en føde­ra­tion, der er svag udadtil når det gæl­der fæl­les uden­rigs- og for­svar­spo­li­tik, som i kon­flik­ten med Rusland over Ukrai­ne. Men meget mere regu­le­ren­de på de områ­der, der føl­ger af det indre mar­keds frie bevæ­ge­lig­hed af kapi­tal, arbejds­kraft, varer og tje­ne­stey­del­ser. (…) Begre­bet en ”Føde­ra­tion af natio­nal­sta­ter” er som sagt en logisk mod­si­gel­se, men net­op der­for en god beskri­vel­se af ten­den­ser­ne i sam­ar­bej­det. Den­ne mod­si­gel­ses­ful­de udvik­ling for­kla­rer EU’s resul­ta­ter, men også den afvis­ning blandt væl­ger­ne, sam­ar­bej­det er løbet ind i.” (s.189).

Og hvor bærer udvik­lin­gen hen? Vil EU med tiden for­svin­de? Eller vil det genop­fin­de sig selv som i tid­li­ge­re situ­a­tio­ner? Det er svært at sige, men Uffe Øster­gård tror, at det godt kan gå lige­som det Tysk-Romer­ske Kej­ser­ri­ge, som over­le­ve­de i man­ge hund­re­de år som et løst defi­ne­ret rets­fæl­les­skab uden ind­byr­des kri­ge.

Skriv en kommentar