Af 
Forlagets omtale:
Bogen giver i seks kapitler og med et rigt udvalg af kildetekster og igangsættende arbejdsopgaver et indblik i debatten om det danske demokrati i årene 1800–1920.
Demokratisk dannelse er et centralt element i formålet for de gymnasiale uddannelser, og at denne dannelses nærmere indhold stadig er genstand for konflikt er forårets Ørestadsbatalje jo en glimrende illustration af. Særligt for historiefaget er udviklingen af demokrati, også i de ny læreplaner, et vigtigt genstandsområde. Derfor er temaet for Dennis Lunding Nielsens bog også særdeles relevant, selvom det jo ikke ligefrem er jomfrueligt territorium.
Bogen er opdelt i 6 kapitler, hvor de 3 første handler om enevælden og kampen for dens afskaffelse i første halvdel af 1800-tallet. Kapitel 4 og 5 følger forfatningskampen og demokratiets udvidelse frem til grundlovsrevisionen i 1915. Det sidste kapitel ridser kort udviklingen i demokratiet, og diskussionen om det fra mellemkrigstiden og frem, op. I en del af kapitlerne er der små bokse med forskellige historikeres syn på nogle af de behandlede spørgsmål.
Hvert kapitel har en fremstillingsdel og et forholdsvis fyldigt kildeafsnit. Fremstillingsdelen fylder i alt ca. 58 sider og kildedelen ca. 78. Tekstmæssigt er kildedelens overvægt større, da der er en del illustrationer i fremstillingsdelen, men ikke i kildedelen. Der ud over er der til hvert kapitel 2 sider med forskellige typer af opgaver.
Det største problem ved bogen er, for mig at se, at den forholder sig for ureflekteret til de centrale begreber, først og fremmest demokratibegrebet. Det bliver uden videre forudsat, at vi med junigrundloven 1849 fik demokrati – et ufuldstændigt demokrati ganske vist, men det fremstilles som om indførelse af demokratiet var målet for de centrale aktører (dvs. de nationalliberale).
David Kyng
Alt i alt behandler ”Fra folkestyre til enevælde” et relevant tema, men gør det på en forholdsvis traditionel måde.
Ét sted i bogen problematiseres dette syn på udviklingen. Kilde 28 rummer uddrag af en debat i tidsskriftet Temp mellem politologen Palle Svenson og historikeren Claus Friisberg. (Teksten skæmmes af, at det ikke tydeligt fremgår, hvor det er Svenson, og hvor det er Friisberg, der kommer til orde). Palle Svenson mener, at de nationalliberale ikke opfattede sig selv som demokrater, og at deres krav om en fri forfatning ikke uden videre kan oversættes til et krav om demokrati. Dette synspunkt støttes også af en række nyere, begrebshistoriske undersøgelser. Friisberg hævder her over for, at ”når det var en udbredt opfattelse, at begrebet demokrati dækkede over andet og mere end begrebet fri forfatning, betød det naturligvis, at junigrundloven som en vigtig bestanddel af det demokratiske samfund, som nu blev skabt, var demokratisk”.
Den foreliggende bog bygger på en ureflekteret tilslutning til en noget unuanceret version af Friisbergs position, hvor der slet ikke skelnes mellem fri forfatning og demokrati. Dette kommer til udtryk talrige steder – f.eks. i titlen på kapitel 2 ”Kampen for en demokratisk forfatning”. På side 62 hævdes det, at ”Debatten om hvor demokratisk Danmark blev med Junigrundloven i 1849 pågår stadig. Et er dog sikkert. På papiret var Danmark nu et demokrati”. Hvis der med ”på papiret” menes, at demokratiet som begreb blev grundlovsfæstet, så gælder det ikke engang i dag, (som det også fremgår af uddraget af 1953-grundloven (kilde 55)). Opgaverne til kapitel 3 lyder bl.a.: ”Overvej hvilke årsager der er til, at Danmark får et demokrati på netop det tidspunkt, der fokuseres på i kapitlet (marts 1848)” og ”Lav en hypotese til hver af jeres årsager ovenfor. Skriv: ”Danmark får et demokrati, fordi…””.
Jeg synes, at ovenstående ikke bare repræsenterer en unuanceret stillingtagen i en akademisk diskussion. Det vanskeliggør også elevernes refleksioner over dynamikken i demokratibegrebet, som burde være en central pointe i en bog som denne. Forestillingerne om nation og folk er også for svagt tematiseret i bogens første kapitler.
Bogens sidste kapitler kommer bl.a. ind på forfatningskampen i slutningen af 1800-tallet, dannelsen af de politiske partier, parlamentarismens indførelse, udvidelsen af valgretten 1915, påskekrisen 1920, antidemokratiske strømninger i mellemkrigstiden, Hal Koch-Alf Ross-debatten om demokratiet, ungdomsoprørets kritik af det repræsentative demokrati og (nogenlunde) aktuelle diskussioner om revision af grundloven. Det er fint, at der følges op på demokratiets udvikling, selvom det gøres kort og med forholdsvis meget vægt på de formelle rammer.
Bogens kildedel fylder som sagt meget, og den indeholder meget forskelligt materiale, men også her med forholdsvis stor vægt på de formelle rammer – de skiftende grundlove. En del af teksterne er ret svære, og der er ikke meget hjælp at hente i form af forklarende noter eller lignende. Kun 2 ud af bogens 58 kilder rummer forklarende noter. Til gengæld er der en forklarende note til kildeintroduktionen til kilde 45.
Der er til hvert kapitel 5 typer af opgaver. For det første er der læsespørgsmål, der lægger op til reproduktion af de væsentligste pointer i fremstillingsdelen. Dernæst en parøvelse, der typisk via et skema lægger op til systematisering af årsager, grupperinger eller lignende. Kildeøvelserne fokuserer på at finde argumenter i udvalgte kilder eller selv opstille problemstillinger. I skriveøvelserne skal eleverne antage en bestemt position og via indlevelse skrive en erindring, reportage, tale eller lignende. Den sidste opgavetype er projektopgaven, hvor produktformerne bl.a. er planche, nyhedsudsendelse, rollespil og screencast.
Alt i alt behandler ”Fra folkestyre til enevælde” et relevant tema, men gør det på en forholdsvis traditionel måde. Man kan evt. bruge den til at bevidstgøre eleverne om, at fremstillingstekst ikke blot er sammenstilling af en række fakta, men er udtryk for et bestemt narrativ.
Forfatter(e)
Formand for foreningen fra 2013–17
