Klok­ker­ne rin­ger for Wei­mar­re­pu­blik­ken

Banemændene – Weimarrepublikkens sidste vinter Book Cover
Bane­mæn­de­ne – Wei­mar­re­pu­blik­kens sid­ste vin­ter Gyl­den­dal Bog, lyd­bog, e‑bog 410 sider Se hos for­lag

De sene­re år har Death-of-demo­cra­cy-bøger udvik­let sig til en selv­stæn­dig sub­gen­re, som har fostret tal­ri­ge inter­na­tio­na­le best­sel­lers. Det kan der­for ikke undre, at alle døde demo­kra­ti­ers moder, Wei­mar­re­pu­blik­ken, bli­ver taget op til selv­stæn­dig behand­ling.

For­fat­ter­ne til ”Bane­mæn­de­ne” er både histo­ri­ke­re og jour­na­li­ster, hvil­ket skin­ner tyde­ligt igen­nem i den måde bogen er byg­get op på. Udvik­lin­gen fra 17. novem­ber 1932 (hvor von Papen gik af som kans­ler efter årets andet rigs­dags­valg) til 30. janu­ar 1933 (hvor Hit­ler blev udpe­get til rigskans­ler) skil­dres bog­stav­ligt talt dag for dag.

For hver dag ind­le­des frem­stil­lin­gen med et par klip fra dagens avi­ser. Ofte er der lidt om hvor­dan vej­ret var den dag, og nog­le gan­ge fod­bol­dre­sul­ta­ter eller lidt om hvil­ke til­bud for­ret­nin­ger­ne kun­ne fri­ste med. Ellers består skil­drin­gen af dagen mest af for­holds­vis kor­te afsnit om, hvad for­skel­li­ge aktø­rer eller obser­va­tø­rer ople­ve­de eller tænk­te den dag. Der er tale om en slags mon­ta­ge, hvor syns­vink­len stif­ter hyp­pigt, og hvor begi­ven­he­der­ne nær­mest føl­ges i real­tid. Nor­malt er jeg ikke til­hæn­ger af anven­del­se af dra­ma­tisk præ­sens i histo­ri­ebø­ger, men her synes jeg fak­tisk, at det er på sin plads.

Wei­mar­re­pu­blik­kens død til­skri­ves 5 bane­mænd: præ­si­den­ten Paul von Hin­den­burg, gene­ral Kurt von Schlei­cher, som var rigskans­ler det meste af den behand­le­de peri­o­de, Franz von Papen, som blev afsat i star­ten af peri­o­den og end­te med at dan­ne rege­ring med den næste bane­mand, Adolf Hit­ler, nazist­par­tiets Fører og ende­lig sam­me par­tis pro­pa­gan­da­chef Joseph Goebbels.På for­si­den er der kun blev plads til 4 bane­mænd, da Hin­den­burg er ude­ladt. Ingen af de 5 nære­de var­me følel­ser for Wei­mar­re­pu­blik­kens demo­kra­ti, men sam­ti­digt kon­spi­re­re­de de hef­tigt imod hin­an­den. Goeb­bels optræ­der ikke i så høj grad som selv­stæn­dig aktør, men næsten ude­luk­ken­de som loy­al væb­ner for Hit­ler.

For bogens frem­stil­lings­form er sam­ti­di­ge dag­bø­ger og lig­nen­de cen­tra­le. Den ene­ste af bane­mæn­de­ne, som vi har dag­bø­ger fra, er Goeb­bels. De andre må så føl­ges via andres obser­va­tio­ner, møde­pro­tokol­ler m.m. Bogen slut­tes af med en lit­te­ra­tur­li­ste, men der mang­ler noter. I nog­le af de små afsnit som bogen består af, er det åben­lyst, hvad der byg­ges på, men i andre er det ikke. Det er selv­føl­ge­lig en svag­hed

Begi­ven­he­der­ne skil­dres (i hvert fald til­sy­ne­la­den­de) uden bag­klog­skab. Det gør ikke nød­ven­dig­vis frem­stil­lin­gen mere ”sand” end andre, men den er ikke desto min­dre dybt fasci­ne­ren­de.

Anmel­de­ren

Det er ikke kun de cen­tra­le aktø­rer vi føl­ger. Andre obser­va­tø­rer, der måske ikke befin­der sig i mag­tens alle­rin­der­ste cirk­ler, kan også bidra­ge til at bely­se udvik­lin­gen i de skæb­nesvan­gre dage. En af de mest benyt­te­de er den ame­ri­kan­ske fag­for­e­nings­funk­tio­nær med rus­sisk bag­grund, Abra­ham Plot­kin, som ankom til Ber­lin 22. novem­ber. Som nys­ger­rig ude­frakom­men­de, er han i stand til at bely­se man­ge sider af det tyske sam­fund. Han hav­de ikke mindst gode for­bin­del­ser til den tyske fag­be­væ­gel­se, men han møder også op, når nazi­ster­ne kal­der til møde i Sport­spa­last. En anden meget brugt obser­va­tør i ”Bane­mænd” er Bel­la Fromm, socie­ty­repor­ter på Vos­si­s­che Zei­tung med et godt øje til von Schlei­cher, som også kom­mer i man­ge kred­se, men gene­relt lidt høje­re end Plot­kin.

Blandt de ude­fra kom­men­de stem­mer, der kom­mer til orde, og som er med til at give et alsi­digt bil­le­de af det tyske sam­fund, er også Chri­stop­her Isherwoods. Det udar­ter dog ikke til over­dre­ven dyr­kel­se af chik Wei­mar­de­ka­den­ce a la Caba­ret eller Baby­lon Ber­lin.

Det bil­le­de bogen sam­let set efter­la­der er, at det på ingen måde var en uund­gå­e­lig føl­ge af begi­ven­he­der­ne, at nazi­ster­ne over­tog mag­ten. Tvær­ti­mod var den nazi­sti­ske bevæ­gel­se præ­get af dyb kri­se i peri­o­den. Øko­no­misk var den på fal­lit­tens rand, hvil­ket bl.a. van­ske­lig­gjor­de finan­si­e­rin­gen af SA’s akti­vi­te­ter. Poli­tisk var til­slut­nin­gen til nazist­par­ti­et vigen­de, hvil­ket kom til udtryk ved val­get til rigs­da­gen i novem­ber og i en ræk­ke lokalvalg. Inter­nt var der dyb split­tel­se. Par­tiets num­mer 2, Gre­gor Stras­ser, ønske­de at for­hand­le med von Schlei­cher om rege­rings­del­ta­gel­se, men Hit­ler afvi­ste at ind­gå i en rege­ring, der ikke hav­de ham selv som kans­ler. Ind­til Stras­ser trak sig fra alle poster i par­ti­et 7/12, hav­de han opbak­ning blandt de fle­ste gau­lei­te­re. Det var langt fra givet, at Hit­lers risi­kab­le stra­te­gi vil­le lyk­kes. Men det gjor­de den – måske for­di von Papen var mere foku­se­ret på at få vip­pet Schlei­cher af pin­den, end at und­gå Hit­ler. Resten er, som man siger, histo­rie.

”Bane­mænd” rum­mer ikke betragt­nin­ger om, hvil­ke bag­ved­lig­gen­de, struk­tu­rel­le for­hold, der ”i vir­ke­lig­he­den” drev begi­ven­he­der­ne frem. Udsigts­punk­tet befin­der sig dybt ned­dyk­ket i begi­ven­he­der­nes mal­strøm. For­fat­ter­nes egne ”stem­me” er meget til­ba­ge­truk­ket, næsten fra­væ­ren­de. Den duk­ker kun lej­lig­heds­vis frem som spørgs­mål. F.eks. 29/1: ”Hvor­dan har de sovet i nat? Hvor­dan våg­ner bebo­er­ne i Wil­helm­stras­se den­ne søn­dag mor­gen?” (s.346).

Alli­ge­vel er for­fat­ter­ne selv­føl­ge­lig til ste­de som dem der udvæl­ger og ”klip­per” imel­lem vid­nes­byrd. Begi­ven­he­der­ne skil­dres (i hvert fald til­sy­ne­la­den­de) uden bag­klog­skab. Det gør ikke nød­ven­dig­vis frem­stil­lin­gen mere ”sand” end andre, men den er ikke desto min­dre dybt fasci­ne­ren­de.

Hvor­dan man skal bru­ge den i en under­vis­nings­sam­men­hæng ved jeg ikke rig­tigt. Læs den og tænk på, at selv om vi lever i tider med cor­o­na-virus, euro­pæ­isk opløs­ning og en Donald Trump på vej mod gen­valg (?), så er demo­kra­ti­et ikke uigenkal­de­ligt døds­dømt

0

Skriv en kommentar