At sæt­te græn­ser

At sæt­te græn­ser

Europas grænser Book Cover
Euro­pas græn­ser Redak­tø­rer: Ste­en Bo Frand­sen og Dor­te Jage­tic Ander­sen Uni­press 6. novem­ber 2018 Bog, e‑bog 232 sider Se hos for­la­get

Efter årti­er med drøm­me om græn­se­løs­hed fyl­der græn­ser igen meget i Euro­pa. Nog­le for­lan­ger nye, andre vil have de gam­le til­ba­ge, og atter andre så helst, at græn­ser helt for­svandt. Kon­trol, mure, told­ta­rif­fer og ind­van­dring teg­ner over­skrif­ter­ne. Men græn­ser er ikke bare græn­ser. De er et geo­gra­fisk mang­fol­digt og histo­risk for­an­der­ligt fæno­men.
Euro­pas græn­ser dis­ku­te­rer de væsent­lig­ste pro­blem­stil­lin­ger, som opta­ger græn­se­for­ske­re i og uden for Euro­pa. Bogen giver et ind­blik i de man­ge måder, sik­ker­hed og kon­trol for­val­tes på i Euro­pa, og den under­sø­ger de pro­ble­mer, stri­dig­he­der og kon­flik­ter, der histo­risk og aktu­elt er på dags­or­de­nen for de euro­pæ­i­ske græn­ser.


I en peri­o­de efter ”muren fald” domi­ne­re­de en dis­kurs om græn­se­løs­he­dens uund­gå­e­li­ge sej­rs­gang. Glo­ba­li­se­rin­gen vil­le efter­hån­den ophæ­ve alle for­skel­le – i hvert fald de, der var rum­ligt for­ank­re­de. De sene­re år er det ble­vet sta­digt tyde­li­ge­re, at græn­se­sæt­nin­gens pro­blem ikke sådan lige uden vide­re lader sig over­vin­de. I Euro­pa mili­ta­ri­se­res og bruta­li­se­res de ydre græn­ser mere og mere, og selv inden for Schen­gen­om­rå­det duk­ker græn­se­kon­trol­len op igen. I USA bli­ver græn­se­sæt­nin­gen i dens aller­mest pri­mi­ti­ve form det mest cen­tra­le poli­ti­ske strids­punkt.

Men græn­ser må ansku­es som et mang­fol­digt fæno­men – ikke kun som geopo­li­ti­ske demar­ka­tions­linjer, men også som noget der træ­der frem i de afgræn­se­de befolk­nings­grup­pers hver­dags­prak­sis. Der må anlæg­ges et per­for­ma­tivt per­spek­tiv på græn­se­sæt­ning: Græn­ser er ikke noget der er, men noget man gør.

Sådan­ne pro­ble­mer behand­ler den fore­lig­gen­de anto­lo­gi med fokus på Euro­pas græn­ser. Alle bogens for­fat­te­re har til­knyt­ning til Cen­ter for Græn­se­re­gions­forsk­ning under SDU. De repræ­sen­te­rer en ræk­ke for­skel­li­ge fag – ud over histo­rie bl.a. etno­lo­gi, statskund­skab og socio­lo­gi. Nog­le af bidra­ge­ne reflek­te­rer over mere over­ord­ne­de pro­blem­stil­lin­ger, og andre dyk­ker ned i mere kon­kre­te eksemp­ler.

Som lærer skal man unde sig selv den luksus at for­dy­be sig i en bog, der på for­bil­led­lig vis, både i fug­le- og frø­per­spek­tiv, giver nye per­spek­ti­ver på, hvor­dan brug af for­tid kan aktu­a­li­se­res og gen­ak­tu­a­li­se­res i nye sam­men­hæn­ge.

David Kyng

De mest spæn­den­de ind­læg står de to redak­tø­rer for. Dor­te Jage­tic Ander­sen læg­ger for med at præ­sen­te­re græn­se­forsk­nin­gens pro­ble­ma­tik som anty­det oven­for. Der ud over bidra­ger hun bl.a. med en ana­ly­se af hver­dags­prak­sis i græn­se­re­gio­nen Istri­en, som har været gen­nem­skå­ret af græn­ser mel­lem sta­ter som Ita­li­en, Jugoslavi­en og nu Slo­ve­ni­en og Kro­a­tien. Befolk­nin­gen i områ­det anlæg­ger man­ge for­skel­li­ge stra­te­gi­er i omgan­gen med græn­ser­ne. Som f.eks. slo­ve­ne­ren, der selv­om hans hus offi­ci­elt lig­ger på kro­a­tisk ter­ri­to­ri­um, håndnak­ket benæg­ter det­te. Andre anta­ger en mere mul­ti­kul­tu­rel iden­ti­tet og ophæ­ver på den måde græn­sens rea­li­tet.

Bogens anden redak­tør, histo­ri­ke­ren Ste­en Bo Frand­sen, har bl.a. et kapi­tel om de lan­ge linjer i Euro­pas græn­se­sæt­ning. Romer­ri­gets limes ses ofte som pro­to­ty­pen på de moder­ne ter­ri­to­ri­al­sta­ters skar­pt opteg­ne­de, her­me­ti­ske græn­ser. Limes var imid­ler­tid sna­re­re en por­øs stør­rel­se, der var udgangs­punkt for tal­ri­ge øko­no­mi­ske, kul­tu­rel­le og mili­tæ­re udveks­lin­ger. Græn­ser er dyna­mi­ske, og har ofte karak­ter af fron­ti­ers, hvor kam­pe om poli­tisk, øko­no­misk, reli­gi­øs og kul­tu­rel hege­mo­ni udspil­les.

Græn­se­sæt­ning kan fore­kom­me at være (og er nog­le gan­ge) et arbi­trært fæno­men, men selv en i udgangs­punk­tet arbi­trær græn­se kan få reel­le kon­se­kven­ser. Ste­en Bo Frand­sen beskri­ver hvor­dan de nye græn­ser, der de sene­re år er truk­ket i Euro­pa til dels har karak­ter af genop­liv­ning af for længst heden­gang­ne græn­ser. Frand­sen ana­ly­se­rer i et sær­ligt kapi­tel det kom­pli­ce­re­de for­hold mel­lem græn­ser, rum og iden­ti­tet med udgangs­punkt i den tyske region Eichs­feld. Regio­nen opstod i refor­ma­tion­s­ti­den som en katolsk ø i et pro­te­stan­tisk hav under­lagt (det fjer­nt­lig­gen­de) bis­pe­sæ­de i Mainz. Under den kol­de krig blev regio­nen delt mel­lem Øst og Vest. Da den hår­de græn­se for­svandt for­søg­tes den gam­le region genop­li­vet, men adskil­lel­sen hav­de sat sig som for­skel­le i kul­tur, men­ta­li­tet og iden­ti­tet, som ikke uden vide­re lod sig ophæ­ve.

I andre kapit­ler er der fokus på bl.a. græn­se­over­skri­den­de mobi­li­tet, ska­bel­se af fæl­les­eu­ro­pæ­isk iden­ti­tet blandt unge gen­nem uddan­nel­se i andre lan­de (Eras­muspro­gram­met), sepa­ra­ti­sti­ske bevæ­gel­ser og del­te byer (som f.eks. Ber­lin, Bel­fast, Mostar, Sara­je­vo og Mitro­vi­ca).

Bogen er ikke umid­del­bart under­vis­nings­re­le­vant. Kapit­ler­ne er af veks­len­de svær­heds­grad, men de fle­ste er nok for spe­ci­a­li­se­re­de til at kun­ne ind­dra­ges i gym­na­si­a­le pro­jek­ter. Men som lærer skal man unde sig selv den luksus at for­dy­be sig i en bog, der på for­bil­led­lig vis, både i fug­le- og frø­per­spek­tiv, giver nye per­spek­ti­ver på, hvor­dan brug af for­tid kan aktu­a­li­se­res og gen­ak­tu­a­li­se­res i nye sam­men­hæn­ge.

Skriv en kommentar