For­hold­stalsvalg til Fol­ke­tin­get i Dan­mark

Video fra Coag­men­to, der for­kla­rer fler­talsvalg i enkelt­mand­skred­se for fol­ke­sko­le­e­le­ver

I Noter nr. 218/ sep­tem­ber 2018, som har 1. ver­denskrig som tema, behand­les den ny Grund­lov af 1915 i en enkelt arti­kel. Nem­lig den som Pia Fris Laneth skri­ver om kvin­ders og tyen­des ind­dra­gel­se i den poli­ti­ske pro­ces. For­må­let med ind­læg­get her er at beret­te, hvor­dan valg­sy­ste­met til Fol­ke­tin­get blev ændret fra enkelt­mand­skred­se via en — lidt kik­set — valg­lov i 1915 til en vel­fun­ge­ren­de lov om for­hold­stalstal i 1920.

Fra Lanet­hs arti­kel fik vi med, hvor­dan De Kon­ser­va­ti­ve hav­de et yderst ambi­va­lent for­hold til nye valg­love for beg­ge kam­re – også blandt kon­ser­va­ti­ve kvin­der. For Landstin­get blev resul­ta­tet af ændrin­ger­ne i 1915, at med­lem­mer­ne sta­dig­væk væl­ges af valg­mand­skol­le­gi­er, som dog fra nu af skul­le sam­men­sæt­tes af lige­be­ret­ti­ge­de væl­ge­re – og ¼ af med­lem­mer­ne skul­le udpe­ges af det afgå­en­de Landsting 1. Alt­så væsent­ligt mere demo­kra­tisk, men med et vist kon­ser­va­tivt præg.

Men ind­fø­rel­sen af vor tids valg­må­de til Fol­ke­tin­get fik en udlø­ber til 1920 med sin sær­skil­te dra­ma­tik.

Det fol­ke­tings­valg, som i 1913 hav­de ført til, at Zah­le fra De Radi­ka­le blev rege­rings­chef, var ble­vet opgjort efter den gam­le meto­de med valg i enkelt­mand­skred­se. Resul­ta­tet er ret symp­to­ma­tisk for net­op den meto­de:2


Par­tiSoci­al­de­mo­kra­ti­etRadi­ka­leHøj­reVen­streUden­for par­ti­er­ne
% af stem­mer29,618,122.428,51,4
Man­da­ter (%)32 (28,3)30 (26,5)7 (6,2)43 (38)0 (0)

Den ny Grund­lov, som blev for­hand­let fær­dig i for­å­ret 1915, skul­le ved­ta­ges af et nyvalgt Fol­ke­ting. Val­get blev holdt i maj 1915, og der var ikke andre grun­de til afhol­del­sen. Der var fredsvalg de fle­ste ste­der og man­dat­for­de­lin­gen blev den sam­me som i 1913.

Val­get i 1918

Val­get den 22. april 1918 blev udskre­vet, for­di det aktu­el­le Fol­ke­ting jo var valgt før 1915-Grund­loven — da var Fol­ke­tin­gets valg­pe­ri­o­de 3 år, så det var alt­så et helt ordi­nært valg. Men der var fak­tisk en del emner på spil. Væl­ger­ska­ren var nu mere end for­doblet med kvin­der og tyen­de som de sær­ligt sto­re nye grup­per. Ver­denskri­gen hav­de ikke dæm­pet den poli­ti­ske menings­ud­veks­ling i lan­det, så Zah­le hav­de opta­get ’kon­trol­mi­ni­stre’ fra og med marts 1916 – fra de sto­re par­ti­er. Ven­stres og Kon­ser­va­ti­ves mini­stre hav­de for­ladt rege­rin­gen igen i janu­ar 1918 – især pga. util­freds­hed med ratio­ne­rings- og for­de­lings­po­li­tik­ken, som Zah­le ikke vil­le ændre på under kri­gen. Der var en vis uro på ven­stre­fløj­en af dansk poli­tik – ikke mindst inspi­re­ret af de uaf­hæn­gi­ge soci­al­de­mo­kra­ter i Tys­kland og af den rus­si­ske revo­lu­tion.

Den ny lov om valg til Fol­ke­tin­get var natur­lig­vis et kom­pro­mis mel­lem de 4 sto­re par­ti­er. De Kon­ser­va­ti­ve kun­ne rent ud sagt ikke accep­te­re lige val­gret til Landstin­get – men i Fol­ke­tin­get vil­le de kunac­cep­te­re for­holds­mæs­sig repræ­sen­ta­tion.3 Mht. det før­ste fandt De Kon­ser­va­ti­ve ingen støt­te blandt de andre, selv om Ven­stres reel­le leder I. C. Chri­sten­sen nu plud­se­lig ikke fandt, at det haste­de så meget med at lave om på Landstin­get 4. I. C. var nok helt på det rene med, at kon­kur­ren­cen mel­lem Ven­stre og Soci­al­de­mo­kra­ti­et om at være Dan­marks stør­ste par­ti var i fuld gang.  Den for­mel­le Ven­stre-leder Klaus Ber­nt­sen, der­i­mod, stod ger­ne frem i offent­lig­he­den og tal­te varmt for kvin­ders val­gret og lige så varmt imod nogen form for poli­ti­ske pri­vil­e­gi­er, der byg­ge­de på jord­be­sid­del­se. Soci­al­de­mo­kra­ter og Radi­ka­le støt­te­de for­holds­mæs­sig repræ­sen­ta­tion. Resul­ta­tet, valg­loven af 1915, viser, at Ven­stre trak det læng­ste strå ved at argu­men­te­re for, at hvis man beholdt enkelt­mand­skred­se­ne, sør­ge­de man for, at de valg­te vir­ke­lig repræ­sen­te­re­de fol­ket på tin­ge: Køben­havn og Fre­de­riks­berg udgjor­de én valg­kreds, hvor 24 man­da­ter skul­le væl­ges efter en for­hold­stals­me­to­de (d’Hondts meto­de), mens provin­sen var opdelt i 92 enkelt­mand­skred­se, til sidst skul­le 23 til­lægs­man­da­ter for­de­les med den d’Hondtske meto­de til de par­ti­er, der lå længst fra deres pro­por­tio­na­le andel. Der var nu 139 plad­ser i Fol­ke­tin­get – plus 1 til Færø­er­ne – mod tid­li­ge­re 113. En klar for­del ved meto­den var selv­føl­ge­lig, at poli­ti­ske par­ti­er nu var offi­ci­elt aner­kend­te. Det er måske lidt stærkt at kal­de den­ne hybrid for mak­værk, men enhver sam­ti­dig iagt­ta­ger må have kun­net se, at Ven­stre vil­le bli­ve over­re­præ­sen­te­ret i provin­sen — som man var vant til — og sam­ti­dig få en mulig andel af plad­ser­ne i Hoved­sta­den – stør­re end, den man var vant til. Til­lægs­man­da­ter­ne vil­le natur­lig­vis i nogen udstræk­ning hjæl­pe min­dre par­ti­er.

Val­gets resul­tat i 1918 ses her:

Par­tiSoci­al­dem.Radi­ka­leKons.Erhvervs­par­ti­etVen­streUden­for + små p. 5
% af stem­mer28,7 20,7 18,3 1,3 29,4 2,0
Man­da­ter (i %)39 (28,1)31 (22,3) 22 (15,8) 1 (0,7) 45 (32,3) 1 (0,8)

Sam­men­lig­net med val­ge­ne før 1918 er der sket en klar for­bed­ring mht. for­holds­mæs­sig repræ­sen­ta­tion. Men der er sta­dig plads til for­bed­ring. Ven­stre og Radi­ka­le er mar­kant over­re­præ­sen­te­ret og Kon­ser­va­ti­ve i lige så høj grad under­re­præ­sen­te­ret.

Påske­kri­se og ny valg­lov

De Kon­ser­va­ti­ve før­te an i arbej­det med en ny valg­lov til Fol­ke­tin­get og i begyn­del­sen af 1920 teg­ne­de det til et for­lig mel­lem dem og rege­rings­par­ti­et, De Radi­ka­le. I den­ne situ­a­tion sprang en poli­tisk bom­be: Kong Chri­sti­an X afske­di­ge­de 29. marts 1920 Zah­les rege­ring med den begrun­del­se, at han i situ­a­tio­nen var beret­ti­get til det. Og Zah­le næg­te­de at lade sin rege­ring fun­ge­re som for­ret­nings­mi­ni­ste­ri­um. Kon­gen men­te, at højeste­rets­sag­fø­rer Otto Lie­be var klar til rol­len som leder at et for­ret­nings­mi­ni­ste­ri­um. Lie­be sag­de da også ja, men egent­lig hav­de han kun fore­stil­let sig en situ­a­tion, hvor Zah­le af egen vil­je var trå­dt til­ba­ge.6

Det er ikke her ste­det for en gen­nem­gang af alle Påske­kri­sens kom­pli­ce­re­de trå­de — blot én af dem: For Ven­stre kom Zah­le-rege­rin­gens afgang sær­de­les belej­ligt og I. C. Chri­sten­sen opfor­dre­de direk­te Lie­be til at gå i gang. For­ret­nings­mi­ni­ste­ri­et skul­le natur­lig­vis bare se at få udskre­vet et Fol­ke­tings­valg – afholdt efter valg­loven af 1915. Med den util­freds­hed, der efter­hån­den hav­de opho­bet sig i befolk­nin­gen over rege­rin­gens kon­trol- og ratio­ne­rings­po­li­tik, der bare fort­sat­te i freds­tid, kun­ne Ven­stre se frem til et strå­len­de valg.

Det par­la­men­ta­ri­ske liv blev natur­lig­vis lam­met, mens det ikke-par­la­men­ta­ri­ske blom­stre­de.  Chr. X fik omsi­der i den ophe­de­de stem­ning taget sig sam­men til at drøf­te situ­a­tio­nen med de poli­ti­ske par­ti­ers lede­re. Stau­ning og I. C. trak i hver sin ret­ning. Stau­ning vandt, og Lie­be blev afske­di­get 4. april.  I. C. vil­le ikke invol­ve­res i en over­gangs­re­ge­ring, mens Stau­ning insi­ste­re­de på at få 2 soci­al­de­mo­kra­ter med i over­for­myn­der M. P. Fri­is’ ellers upo­li­ti­ske for­ret­nings­mi­ni­ste­ri­um. 7

Fri­is’ mid­ler­ti­di­ge rege­ring begynd­te arbej­det 5. april, og alle­re­de 11. april var den ny valg­lov i gen­nem 3 behand­lin­ger. I betragt­ning af de ret omfat­ten­de ændrin­ger, loven med­før­te i for­hold til den gam­le lov, må man sige, at par­ti­er­ne uden om Ven­stre næsten var fær­di­ge med tek­sten før påsken 1920.

Hoved­træk i valg­loven 1920

Vi ser lige på hoved­træk­ke­ne i valg­loven af 11. april 1920. De har holdt med ret små ændrin­ger til i dag:

Først skal det sam­le­de antal man­da­ter, 139 (her­til 1 til Færø­er­ne), for­de­les på 3 hoved­om­rå­der – Hoved­sta­den, Øer­nes Områ­de og Jyl­lands Områ­de. Den vægt, som de enkel­te områ­der ind­går med, sam­men­sæt­tes som sum­men af a) befolk­nings­tal­let, b) antal akti­ve væl­ge­re ved sene­ste valg og c) områ­dets are­al i km2 mul­ti­pli­ce­ret med 20. Det sid­ste er vist det mest ori­gi­na­le dan­ske bidrag til loven. Den­ne favo­ri­se­ring af de tyndt befol­ke­de områ­der, hvor valg­del­ta­gel­sen i øvrigt også histo­risk er høje­re end i hoved­sta­den betød i aprilval­get i 1920, at der var 12.120 regi­stre­re­de væl­ge­re pr. man­dat i hoved­sta­den, 9.186 i Øer­nes Områ­de og 8.042 i Jyl­lands Områ­de. De 3 områ­ders man­dat­tal var hen­holds­vis 24, 51 og 64 i april 1920. 8. De 110 man­da­ter var kreds­man­da­ter, de 29 til­lægs­man­da­ter. De sid­ste skul­le sik­re at stem­me­spil­det blev mini­me­ret

Hoved­sta­den var ind­delt i 3 stor­kred­se, de 2 områ­der i 19 amtskred­se. Hver af dis­se kred­se valg­te efter deres befolk­nings­tal mel­lem 2 og 7 kreds­man­da­ter v.h.a. den d’Hondtske meto­de. Den færø­ske kreds valg­te 1. Den d’Hondtske meto­de er en divisor­me­to­de, hvor par­ti­er­nes stem­me­tal suc­ces­sivt divi­de­res med 1, 2, 3 o.s.v., og hvor n’te man­dat til­fal­der den n’te stør­ste af kvo­tien­ter­ne. 9

Så er de 110 kreds­man­da­ter plus det færø­ske for­delt. Her­ef­ter er der pro­ble­met med for­de­ling af til­lægs­man­da­ter­ne. Det fore­går ved, at man først udreg­ner hvert enkelt par­tis kvo­ta, som er den brøk­del, par­ti­et opnå­e­de af samt­li­ge afgiv­ne gyl­di­ge stem­mer på de par­ti­er som får adgang til til­lægs­man­da­ter­ne mul­ti­pli­ce­ret med 139. Man bestem­mer så i før­ste omgang man­dat­tal­let for hvert enkelt par­ti som hel­tals­de­len af kvo­ta. Når hvert par­ti har fået det antal, bli­ver de man­da­ter, der er til­ba­ge, for­delt til de par­ti­er – ét til hver – som har den stør­ste deci­mal­brøks­del, ind­til der ikke er fle­re man­da­ter at for­de­le. Den beskrev­ne meto­de kal­des stør­ste brøks meto­de.10 Det antal, der frem­kom på den­ne måde, er par­ti­er­nes sam­le­de man­dat­tal. Bemærk at det fak­tisk er sam­me meto­de, der blev brugt til at fin­de de 139 man­da­ters for­de­ling på de 3 geo­gra­fi­ske områ­der.

For hvert par­ti bereg­nes antal­let af til­lægs­man­da­ter som for­skel­len mel­lem antal­let fun­det ved stør­ste brøks meto­de og antal­let af opnå­e­de kreds­man­da­ter. Så opnå­el­se af kreds­man­da­ter giver adgang til kreds­man­da­ter. Hvis et par­ti ingen kreds­man­da­ter opnå­e­de, gives der kun adgang til til­lægs­man­da­ter, hvis par­ti­et i mindst ét af de geo­gra­fi­ske områ­der når et stem­me­tal, som over­sti­ger det sam­le­de antal afgiv­ne stem­mer divi­de­ret med 139 – alt­så ”gen­nem­snits­pri­sen” for et man­dat. Kun Erhvervs­par­ti­et var i den situ­a­tion i 1920. Sel­ve for­de­lin­gen fore­går her­ef­ter ved at anven­de den d’Hondtske meto­de, men nu inden for de geo­gra­fi­ske områ­ders stem­me­tal og ikke amtskred­se­nes eller stor­kred­se­nes. For de par­ti­er, som har fået et antal kreds­man­da­ter i områ­det, skal man natur­lig­vis se bort fra lige så man­ge kvo­tien­ter, som de fik kreds­man­da­ter. Et par­ti og et geo­gra­fisk områ­de udgår af pro­ces­sen, når dets sam­le­de man­dat­tal er opnå­et.

Med dis­se reg­ler kan det ikke undre, at ande­len af stem­mer og ande­len af man­da­ter fra april 1920 og fre­m­ef­ter føl­ger hin­an­den tæt. Val­get den 26. april 1920 blev opgjort såle­des:

Par­ti Soci­al­dem. Radi­ka­le Kons. Erhvervs­par­ti­et Ven­stre Uden­for + små 11
Pct. af stem­mer 29,3 11,9 19,7 2,9 34,2 2,0
Man­da­ter (i %) 42 (30,2) 17 (12,2) 28 (20,1) 4 (2,9) 48 (34,5) 0 (0)

Da de par­ti­er, der ikke når op på det gen­nem­snit­li­ge stem­me­tal pr. man­dat, bli­ver ude­luk­ket fra til­lægs­man­da­ter­ne, får de ind­valg­te par­ti­er en smu­le stør­re repræ­sen­ta­tion i Fol­ke­tin­get, end deres stem­me­an­del beret­ti­ger til, men afvi­gel­sen er i det aktu­el­le til­fæl­de under 1 pro­cent­po­int.

Man bemær­ker, at Ven­stre fak­tisk fik sin kom­fortab­le valgsejr i april 1920 – og det blev især De Radi­ka­le, der kom til at beta­le for den. I betragt­ning af tidens split­tel­se på ven­stre­fløj­en fik Soci­al­de­mo­kra­ti­et også et godt valg.

Syste­met med til­lægs­man­da­ter var ikke en dansk opfin­del­se. Fak­tisk blev der ske­let til en svensk val­gre­form til Riks­da­gen i 1907-08. Sve­ri­ge var igen inde over ved den dan­ske Grund­lov i 1953. Ved den lej­lig­hed blev den d’Hondtske meto­des diviso­rer til kreds- og til­lægs­man­da­ter udskif­tet med dem, man bru­ger i Sve­ri­ge.

Den valg­lov til Fol­ke­tin­get, der blev ind­ført i april 1920 består med fle­re små og enkel­te lidt stør­re ændrin­ger til i dag. Alle­re­de i efter­å­ret 1920 skul­le Søn­derjyl­land ind­ar­bej­des i loven. Det betød fle­re kred­se i Jyl­lands Områ­de, og at Fol­ke­tin­gets man­dat­tal gik op til 148 (plus 1 til Færø­er­ne). I 1953 ske­te der som nævnt noget med måden, man fin­der kreds- og til­lægs­man­da­ter­ne, men ændrin­gen er mere omfat­ten­de, idet Fol­ke­tin­gets stør­rel­se nu gik op til 175 + 2 fra Færø­er­ne + 2 fra Grøn­land. Des­u­den blev der ind­ført en klau­sul, der ude­luk­ke­de par­ti­er med under 2 pro­cent af stem­mer­ne. Den sid­ste stør­re ændring af loven er fra 2007. Den ændre­de de 3 klas­si­ske valg­o­m­rå­der i lyset af regions­re­for­men til et områ­de udgjort af Hoved­stads­re­gio­nen, et af Region Sjæl­land + Syd og ende­lig et områ­de bestå­en­de af Region Midt + Nord. Ved den­ne lej­lig­hed gik man for øvrigt til­ba­ge til den d’Hondtske meto­de ved for­de­lin­gen af kreds­man­da­ter.

Den vig­tig­ste driv­kraft ved ind­fø­rel­sen af for­hold­stalsvalg i Dan­mark var utvivl­s­omt den kends­ger­ning, at den helt over­væl­den­de majo­ri­tet af poli­ti­ker­ne vil­le af med den pri­vil­e­ge­re­de val­gret til Landstin­get. Så skul­le Højre/Konservative have for­holds­mæs­sig repræ­sen­ta­tion i ste­det. Noget for noget. I betragt­ning af de små til­pas­nin­ger, der har været siden 1920, kan man kon­sta­te­re, at poli­ti­ker­ne i Dan­mark er og har været meget til­fred­se med indret­nin­gens vir­ke­må­de. Helt over­ord­net er det i Dan­mark stør­ste brøks meto­de, der over­sæt­ter væl­ger­nes dom til repræ­sen­ta­tion i Fol­ke­tin­get. Og hvis det dre­jer sig om at mini­me­re for­skel­len mel­lem par­ti­er­nes kvo­ta­er og deres man­dat­tal i Fol­ke­tin­get, er det den, der vin­der. 12. Men det er alt­så set fra par­ti­er­nes syns­punkt. Og repræ­sen­te­rer de valg­te væl­ger­ne i en bestemt kreds – eller et bestemt par­ti?

Det at repræ­sen­te­re byer og regio­ner i en for­sam­ling af valg­te per­so­ner er ældre end det dan­ske fol­ke­sty­re – og ældre end par­ti­dan­nel­se, i hvert fald væl­ger­par­ti­er. Så i nog­le lan­de med gam­le repræ­sen­ta­ti­ve sty­re­for­mer lever end­nu valg i enkelt­mand­skred­se. I den dan­ske og mere gene­relt i den skan­di­na­vi­ske model aner­ken­des til en vis grad betyd­nin­gen af bån­det mel­lem fol­ke­tings­kan­di­da­ten og en bestemt del af lan­det. Den d’Hondtske meto­de til for­de­ling af kreds­man­da­ter bety­der net­op, at par­ti­re­præ­sen­tan­ter­ne på tin­ge kom­mer fra de kred­se, hvor par­ti­et står stærkt. Da man i 1953 gik over til en meto­de med læn­ge­re mel­lem diviso­rer­ne 13, betød det, at også sto­re par­ti­er blev mere afhæn­gi­ge af til­lægs­man­da­ter og der­med i høje­re grad skul­le repræ­sen­te­res af per­so­ner opstil­let langt fra deres ker­ne­om­rå­der. Det gik man igen bort fra i 2007.

Selv om det ikke er en natur­lov, at det er let­te­re at dan­ne en par­la­men­ta­risk stærk rege­ring i lan­de med valg i enkelt­mand­skred­se, så er det nok let­te­re at pege på situ­a­tio­ner, hvor rege­rings­dan­nel­sen er pro­ble­ma­tisk, når den par­ti­mæs­si­ge styr­ke er godt afspej­let i par­la­men­tet. Aktu­elt f.eks. i Tys­kland og Sve­ri­ge. I lan­de hvor enkelt­mand­skred­se­ne først er vun­det, når et abso­lut fler­tal er fun­det efter even­tu­elt omvalg, kan ’kome­ter’ på den poli­ti­ske him­mel nær­mest gøre det af med par­la­men­tets gam­le par­ti­er. Aktu­elt i Macrons Frank­rig, hvor La Repu­blique En Mar­che fik 308 af natio­nal­for­sam­lin­gens 577 man­da­ter efter præ­si­dentval­get. Alt­så fra 0 til over 53 pro­cent af man­da­ter­ne i én valg­pro­ces! Det er svært at se, hvor­dan noget lig­nen­de kun­ne fin­de sted med et valg­sy­stem som det dan­ske.

Prin­cip­pet om at tyndt­be­fol­ke­de områ­der skal være over­re­præ­sen­te­re­de i Fol­ke­tin­get på bekost­ning af Hoved­sta­den, har man det til­sy­ne­la­den­de fint med her i lan­det. I april 1920 var det så grelt, at selv om Ven­stres stem­me­tal i hoved­sta­den lå pænt over lands­gen­nem­snit for stem­mer pr. kreds­man­dat, fik par­ti­et ingen valgt i Hoved­sta­dens Områ­de. Urba­ne Ven­stre­væl­ge­re måt­te alt­så lade sig repræ­sen­te­re af fyn­s­ke og jyske bøn­der.14

For­holds­mæs­sig poli­tisk repræ­sen­ta­tion har i poli­tik og lov­giv­ning i Dan­mark dre­jet sig om kred­se, områ­der og par­ti­er. Der var åben­bart ingen, der tænk­te på lov­giv­ning for at sik­re de nye del­ta­ge­re i fol­ke­sty­ret – kvin­der­ne. Selv­om nog­le i vor tid fore­slår net­op det, er det end­nu ikke sket. De før­ste kvin­der, der stil­le­de op, blev ikke vel mod­ta­get af væl­ger­ne. I 1918 blev 4 kvin­der valgt ind. Af i alt 402 opstil­le­de kan­di­da­ter var 41 kvin­der. Lysten til at stil­le op var afta­get bety­de­ligt i april 1920. Her var 18 kvin­der opstil­let ud af i alt 438. 3 blev valgt. Det var M Mal­ling Haus­chultz (Kons.) og Hel­ga Lar­sen (Soc. Dem) i Søn­dre Stor­kreds samt Elna Munch (Rad) i Østre Stor­kreds – alle 3 fik her­ved for­ny­et deres man­dat af væl­ger­ne. 15

Fod­no­ter

  1. K R Skou: Dansk poli­tik. Asche­houg 2005, s 425
  2. Tabel­ler­ne i den­ne arti­kel over Fol­ke­tings­valg er alle fra www.danmarkshistorien.dk hvor der er ind­gan­ge til de respek­ti­ve valg med kort beskri­vel­se af valg­te­ma­er samt val­gre­sul­ta­ter. Tabel­ler­ne er igen hen­tet direk­te fra Dan­marks Sta­ti­stik, som i øvrigt i hvert af til­fæl­de­ne adva­rer om, at der er en vis usik­ker­hed om de tal som pro­cen­tan­gi­vel­ser­ne byg­ger på pga. man­gel­fuld ind­be­ret­ning.
  3. Laneth: Noter nr 218, sep­tem­ber 2018 s 32 ff
  4. S Mørch: 24 stats­mi­ni­stre. Gyl­den­dal 2000, s 124
  5. 1 enkelt­mand­skreds gik til en per­son uden for par­ti­er­ne. De små nye ven­stre­fløjs­par­ti­er fik ikke valgt nogen.
  6. S Mørch: Op. Cit. S 129ff
  7. https://da.wikipedia.org/wiki/Regeringen_M.P._Friis
  8. Sta­ti­sti­ske Med­del­el­ser, 4. Ræk­ke, 60. Bind, 3. Hæf­te. Fun­det på http://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=20224&sid=valg1920
  9. Kvo­tient er det tal som frem­kom­mer af divi­sio­nen af stem­me­tal med et af tal­le­ne 1, 2, 3 osv. Hvis 3 par­ti­er med stem­me­tal­le­ne 335, 200 og 65 skal for­de­le 4 man­da­ter mel­lem sig efter den d’Hondske meto­de fore­ta­ger vi divi­sio­ner­ne af stem­me­tal­le­ne med hhv. 1, 2 og 3, Det giver her 335, 167,5 og 111,67 for før­ste stem­me­tal 200, 100 og 66,67 for det næste og ende­lig 65, 32,5 og 21,67 for det tred­je. De 4 stør­ste kvo­tien­ter er 335, 200, 167,5 og 111,67, så 3 man­da­ter går til det stør­ste par­ti, 1 går til det næst­stør­ste, 0 til det mind­ste.
  10. Hvis 3 par­ti­er med stem­me­tal­le­ne 335, 200 og 65 skal for­de­le 4 man­da­ter mel­lem sig vha. stør­ste brøks meto­de, reg­nes først deres kvo­ta­er ud. De bli­ver 2,2, 1,3 hhv. 0,4: Først går 2 man­da­ter til før­ste par­ti her­ef­ter 1 man­dat til andet par­ti og 0 til tred­je par­ti. Der er ét man­dat der ikke er for­delt, og det går til det mind­ste par­ti, for det har den stør­ste deci­mal­brøks­del, nem­lig 0,4
  11. Ud over de små par­ti­er stil­le­de en ræk­ke enkelt­per­so­ner op i deres valg­kreds, I mod­sæt­ning til 1918-val­get opnå­e­de ingen af dem valg.
  12. E T Poul­sen: Mate­ma­tik og ret­fær­dig­hed. Gyl­den­dal 2000. s 56 og 68.
  13. Den skan­di­na­vi­ske divisor­me­to­de, også kal­det den modi­fi­ce­re­de Sain­te-Lagüe meto­de.
  14. Sta­ti­sti­ske Med­del­el­ser, 4. Ræk­ke, 60. Bind, 3. Hæf­te. s 68 og 73.
    End­nu i valg­loven fra 2007 spil­ler are­a­let af lands­de­len en posi­tiv rol­le, men da både ind­byg­ger­tal og are­al for Hoved­sta­dens lands­del er vok­set kraf­tigt i for­hold til 1920 er for­skel­le­ne ikke nær så påfal­den­de nu som før 2007, se https://da.wikipedia.org/wiki/Valgkredse_i_Danmark
  15. Sta­ti­sti­ske Med­del­el­ser, 4. Ræk­ke, 60. Bind, 3. Hæf­te. s 16 – 18 og 80 – 81

En kommentar til “For­hold­stalsvalg til Fol­ke­tin­get i Dan­mark”

Skriv en kommentar