De senere år har Death-of-democracy-bøger udviklet sig til en selvstændig subgenre, som har fostret talrige internationale bestsellers. Det kan derfor ikke undre, at alle døde demokratiers moder, Weimarrepublikken, bliver taget op til selvstændig behandling.
Forfatterne til ”Banemændene” er både historikere og journalister, hvilket skinner tydeligt igennem i den måde bogen er bygget op på. Udviklingen fra 17. november 1932 (hvor von Papen gik af som kansler efter årets andet rigsdagsvalg) til 30. januar 1933 (hvor Hitler blev udpeget til rigskansler) skildres bogstavligt talt dag for dag.
For hver dag indledes fremstillingen med et par klip fra dagens aviser. Ofte er der lidt om hvordan vejret var den dag, og nogle gange fodboldresultater eller lidt om hvilke tilbud forretningerne kunne friste med. Ellers består skildringen af dagen mest af forholdsvis korte afsnit om, hvad forskellige aktører eller observatører oplevede eller tænkte den dag. Der er tale om en slags montage, hvor synsvinklen stifter hyppigt, og hvor begivenhederne nærmest følges i realtid. Normalt er jeg ikke tilhænger af anvendelse af dramatisk præsens i historiebøger, men her synes jeg faktisk, at det er på sin plads.
Weimarrepublikkens død tilskrives 5 banemænd: præsidenten Paul von Hindenburg, general Kurt von Schleicher, som var rigskansler det meste af den behandlede periode, Franz von Papen, som blev afsat i starten af perioden og endte med at danne regering med den næste banemand, Adolf Hitler, nazistpartiets Fører og endelig samme partis propagandachef Joseph Goebbels.På forsiden er der kun blev plads til 4 banemænd, da Hindenburg er udeladt. Ingen af de 5 nærede varme følelser for Weimarrepublikkens demokrati, men samtidigt konspirerede de heftigt imod hinanden. Goebbels optræder ikke i så høj grad som selvstændig aktør, men næsten udelukkende som loyal væbner for Hitler.
For bogens fremstillingsform er samtidige dagbøger og lignende centrale. Den eneste af banemændene, som vi har dagbøger fra, er Goebbels. De andre må så følges via andres observationer, mødeprotokoller m.m. Bogen sluttes af med en litteraturliste, men der mangler noter. I nogle af de små afsnit som bogen består af, er det åbenlyst, hvad der bygges på, men i andre er det ikke. Det er selvfølgelig en svaghed
Begivenhederne skildres (i hvert fald tilsyneladende) uden bagklogskab. Det gør ikke nødvendigvis fremstillingen mere ”sand” end andre, men den er ikke desto mindre dybt fascinerende.
Anmelderen
Det er ikke kun de centrale aktører vi følger. Andre observatører, der måske ikke befinder sig i magtens allerinderste cirkler, kan også bidrage til at belyse udviklingen i de skæbnesvangre dage. En af de mest benyttede er den amerikanske fagforeningsfunktionær med russisk baggrund, Abraham Plotkin, som ankom til Berlin 22. november. Som nysgerrig udefrakommende, er han i stand til at belyse mange sider af det tyske samfund. Han havde ikke mindst gode forbindelser til den tyske fagbevægelse, men han møder også op, når nazisterne kalder til møde i Sportspalast. En anden meget brugt observatør i ”Banemænd” er Bella Fromm, societyreporter på Vossische Zeitung med et godt øje til von Schleicher, som også kommer i mange kredse, men generelt lidt højere end Plotkin.
Blandt de udefra kommende stemmer, der kommer til orde, og som er med til at give et alsidigt billede af det tyske samfund, er også Christopher Isherwoods. Det udarter dog ikke til overdreven dyrkelse af chik Weimardekadence a la Cabaret eller Babylon Berlin.
Det billede bogen samlet set efterlader er, at det på ingen måde var en uundgåelig følge af begivenhederne, at nazisterne overtog magten. Tværtimod var den nazistiske bevægelse præget af dyb krise i perioden. Økonomisk var den på fallittens rand, hvilket bl.a. vanskeliggjorde finansieringen af SA’s aktiviteter. Politisk var tilslutningen til nazistpartiet vigende, hvilket kom til udtryk ved valget til rigsdagen i november og i en række lokalvalg. Internt var der dyb splittelse. Partiets nummer 2, Gregor Strasser, ønskede at forhandle med von Schleicher om regeringsdeltagelse, men Hitler afviste at indgå i en regering, der ikke havde ham selv som kansler. Indtil Strasser trak sig fra alle poster i partiet 7/12, havde han opbakning blandt de fleste gauleitere. Det var langt fra givet, at Hitlers risikable strategi ville lykkes. Men det gjorde den – måske fordi von Papen var mere fokuseret på at få vippet Schleicher af pinden, end at undgå Hitler. Resten er, som man siger, historie.
”Banemænd” rummer ikke betragtninger om, hvilke bagvedliggende, strukturelle forhold, der ”i virkeligheden” drev begivenhederne frem. Udsigtspunktet befinder sig dybt neddykket i begivenhedernes malstrøm. Forfatternes egne ”stemme” er meget tilbagetrukket, næsten fraværende. Den dukker kun lejlighedsvis frem som spørgsmål. F.eks. 29/1: ”Hvordan har de sovet i nat? Hvordan vågner beboerne i Wilhelmstrasse denne søndag morgen?” (s.346).
Alligevel er forfatterne selvfølgelig til stede som dem der udvælger og ”klipper” imellem vidnesbyrd. Begivenhederne skildres (i hvert fald tilsyneladende) uden bagklogskab. Det gør ikke nødvendigvis fremstillingen mere ”sand” end andre, men den er ikke desto mindre dybt fascinerende.
Hvordan man skal bruge den i en undervisningssammenhæng ved jeg ikke rigtigt. Læs den og tænk på, at selv om vi lever i tider med corona-virus, europæisk opløsning og en Donald Trump på vej mod genvalg (?), så er demokratiet ikke uigenkaldeligt dødsdømt
Forfatter(e)
Formand for foreningen fra 2013–17