LARS BOJE MORTENSEN: ”Saxo”. Aarhus Universitetsforlag 2018. 100 sider, illustreret. 100 kr.
Der findes seks eksisterende oversættelser til dansk af Saxos danmarkshistorie, hvor den seneste og mest vellykkede er Peter Zeebergs fra 2005. En komplet engelsk nyoversættelse udkom desuden i 2015 og fik efterfølgende en pris af the American Historical Association for årets bedste kildeudgivelse. Dermed er der åbnet for, at et af hovedværkerne i dansk og nordisk historieskrivning for alvor kan blive en del af en global litterær arv.
Det er der også god grund til, hvis man skal tro denne præsentation af Saxos danmarkshistorie, som udkommer i Aarhus Universitets serie 100 danmarkshistorier. Forfatteren er Lars Boje Mortensen, der er professor og leder af Centre for Medieval Litterature ved Syddansk Universitet. Han anlægger naturligt nok et litterært perspektiv på Saxos krønike, men læseren får også meget andet interessant at vide.
Kapitel 1 er en overordnet introduktion til værkets tilblivelse og virkningshistorie, herunder dets betydning for nutidens grundforestillinger om dansk middelalder. Samtidig giver kapitlet et kort rids over de politiske betingelser for Saxos værk med fokus på Det Tysk-romerske Riges svækkelse og den danske konges mulighed for fremtidig ekspansion.
Det korte kapitel 2 er et overblik over krønikens 16 bøger, mens kapitel 3 præsenterer Saxo i hans samtid med fokus på det nordfranske kulturcentrum, som han blev en del af. Kapitel 4 handler om de ni første bøger i krøniken, der som bekendt rummer en mere fantasifuld sagnhistorie end egentlig historieskrivning.
Det afsluttende femte kapitel er det længste og også det mest interessante, i hvert fald for denne læser. Her får vi nemlig hele historien om læsningen af Saxo, der forløber i tre perioder. Den første periode er middelalderen, hvor der eksisterede 10–15 eksemplarer af krøniken. Den anden periode strækker sig fra 1514, hvor værket blev trykt i Paris, til begyndelsen af 1800-tallet. Det er også i denne periode, at Anders Sørensens Vedels oversættelse udkom og gjorde Saxo mere tilgængelig. Den tredje periode begynder med den romantiske idealisme, hvor Saxo for alvor blev kendt og populær, især på grund af Grundtvigs gendigtning og Ingemanns genbrug. Denne periode er ifølge Lars Boje Mortensen ikke afsluttet, trods kildekritikkens afsløring af manglerne ved Saxos krønike som historieskrivning. Hvordan det hænger sammen, kan man læse mere om i denne overskuelige og velskrevne introduktion til et litterært mesterværk i dansk historieskrivning.