Historielærerforeningen | Kontakt/medlemskab

For­la­gets omta­le:
“Hvor­hen Euro­pa?” spør­ger Uffe Øster­gård, og sva­rer med en suveræn syn­te­se af tusind års euro­pæ­isk histo­rie der vil udfor­dre både uni­o­nens til­hæn­ge­re og dens mod­stan­de­re.
EU har para­doksalt styr­ket natio­nal­sta­ter­ne sam­ti­dig med, at væl­ger­ne fryg­ter, at deres natio­na­le suveræ­ni­tet er ved at for­svin­de i Bruxel­les. Euro­pas befolk­nin­ger føler sig snydt af Uni­o­nens tek­no­kra­ti­ske og eli­tæ­re sam­ar­bejds­må­de. Og når de bli­ver spurgt, stem­mer de nej til mere uni­on.
Hver­ken til­hæn­ge­re eller mod­stan­de­re tør tro på at EU har styr­ket natio­nal­sta­ter­ne. Der­for er EU nu i stør­re van­ske­lig­he­der end nogen sin­de. I ste­det for mere uni­on har Euro­pa fået natio­na­lis­me, Bre­xit og lan­de på kant med demo­kra­ti­et.
Uffe Øster­gård insi­ste­rer på at vi kan lære af histo­ri­en. “Hvor­hen Euro­pa?” er et godt sted at star­te. Euro­pas histo­rie slut­ter ikke her. Den er begyn­del­sen på de næste tusind år, hvor Euro­pa kom­mer til at spil­le en helt anden rol­le end vi har væn­net os til. Euro­pa fik fem­hund­re­de år som domi­ne­ren­de kon­ti­nent i ver­den. Men efter den euro­pæ­i­ske ver­denskrig 1914–45 er det slut – på trods af EU.
 
Om for­fat­te­ren
Uffe Øster­gård (1945-), ph.d., er pro­fes­sor eme­ri­tus i dansk og euro­pæ­isk histo­rie ved CBS. Han er en af Dan­marks skar­pe­st pro­fi­le­re­de stem­mer i Euro­pa­de­bat­ten, og stør bag en lang ræk­ke udgi­vel­ser: bl.a. Euro­pas ansig­ter, Natio­na­le sta­ter og poli­ti­ske kul­tu­rer i en ny gam­mel ver­den (1992) og Hvor­for er dan­sker­ne dan­ske? (2017).


Paren­te­sens undergang

Euro­pas snar­li­ge død har været annon­ce­ret så man­ge gan­ge, at det næsten nær­mer sig en kli­ché. Mest beryg­tet og berømt er natur­lig­vis den tyske kul­tur­hi­sto­ri­ker Oswald Speng­lers pro­fe­ti­er i ’Aften­lan­dets under­gang’ fra 1922, som blev skre­vet efter 1. ver­denskrigs afslut­ning – en begi­ven­hed, der i vore dage betrag­tes som begyn­del­sen på enden for Euro­pas domi­nans. Kig­ger man på Euro­pa i dag anno 2019, ser det dog unæg­te­lig ud til, at der er noget om snak­ken. Pro­ble­mer­ne for EU – og der­med også for Euro­pa som frem­ti­dig tone­an­gi­ven­de glo­bal fak­tor – er legio: aldren­de befolk­ning, ulø­se­lig migrant­kri­se, øko­no­mi­ske pro­ble­mer i især Syd­eu­ro­pa, under­mi­ne­ring af rets­sta­ten i Øst­eu­ro­pa, natio­na­li­stisk ene­gang i alle lan­de­ne og så selv­føl­ge­lig de to sto­re onder: ame­ri­kansk lige­gyl­dig­hed over for Euro­pa og Bre­xit. Der­for er det en selv­føl­ge, at dansk euro­pa­hi­sto­ri­es nestor, Uffe Øster­gaard, giver sin ana­ly­se af aften­lan­dets skumringstid.

Til­ba­ge står dog ind­tryk­ket af en uhy­re oply­sen­de bog skre­vet af en frem­ra­gen­de for­tæl­ler med sublimt histo­risk over­blik, der spæn­der så bredt som buen kan hol­de og et par gan­ge lidt mere. 

Mat­hi­as Strand

Uffe Øster­gaard er en mand med en impo­ne­ren­de stor histo­risk viden og en ene­stå­en­de evne til at for­mid­le den. I den­ne bog har han net­op sat sig for, og fået frie hæn­der af sit for­lag, til dels at for­tæl­le den euro­pæ­i­ske histo­rie som et over­le­gent vue over kon­ti­nen­tets histo­rie. I den før­ste halv­del af bogen demon­stre­rer han, at han er i stand til at sam­le trå­de­ne fra en lang og kom­pleks histo­rie til en sam­men­hæn­gen­de for­tæl­ling, der i hvert fald får den­ne anmel­der til med glæ­de at ven­de side efter side i en ellers omfat­ten­de bog. Ved læs­nin­gen føler man nær­mest, at man er til et ende­løst fored­rag med Øster­gaard – og man føler sig godt under­holdt. Kapit­ler­ne spæn­der vidt – fra ukrainsk kir­ke­hi­sto­rie til ibe­risk stormagts­tid og fra bri­tisk sære­gen­hed til Mus­so­li­nis drøm om et nyt Romer­ri­ge. I den­ne del af bogen bli­ver man præ­sen­te­ret for en af Øster­gaards til­gan­ge til histo­ri­en, der er inspi­re­ret af den fran­ske histo­ri­ker Fer­nand Brau­dels teo­ri om ’la longue durée’ (den lan­ge histo­rie), alt­så at de århund­re­delan­ge struk­tu­rer spil­ler den måske afgø­ren­de rol­le i dan­nel­sen af nuti­dens men­ne­ske og kul­tur. Der­for mener han eksem­pel­vis, at den esti­ske erfa­ring med pro­te­stan­tis­men samt den geo­gra­fi­ske pla­ce­ring spil­ler en langt stør­re rol­le end 50 års kom­mu­nis­me i dan­nel­sen af den esti­ske, skan­di­na­vi­ske natio­nal­ka­rak­ter. Er man bekendt med Øster­gaards tid­li­ge­re udgi­vel­ser eller vel­be­van­dret i euro­pæ­isk histo­rie, er der ikke så meget nyt i den­ne del af bogen, men man får til gen­gæld hele pak­ken i yderst kom­pri­me­ret og let­læ­se­lig form.

Bogens anden halv­del beskæf­ti­ger sig dels med årsa­ger­ne til, at Euro­pa stik mod alle odds og for­ud­si­gel­ser i sol og måne under­lag­de sig resten af ver­den i ca. 500 år, dels med årsa­ger­ne til, hvor­for Euro­pa går en helt anden frem­tid i møde, hvor vi spil­ler tredjeviolin.

En af Øster­gaards hoved­po­in­ter i anden halv­del af bogen er, at Euro­pas glo­ba­le domi­nans var en ano­ma­li i en ver­dens­hi­sto­rie domi­ne­ret af Kina, og at den 500-åri­ge paren­tes nu erstat­tes med en back to nor­mal. For­kla­rin­gen på både euro­pæ­isk domi­nans og dens afslut­ning fin­der Øster­gaard i fra­væ­ret af et impe­ri­um i Euro­pa. Efter Romer­ri­gets fald for­må­e­de ingen cen­tral magt at under­læg­ge sig kon­ti­nen­tet, der i ste­det krystal­li­se­re­des i en myri­a­de af stats­sam­men­slut­nin­ger. Det gav en utro­lig dyna­mik, der resul­te­re­de i euro­pæ­er­nes under­læg­ning sig af ver­den, men fra­væ­ret af et impe­ri­um, er også det, der nu er årsa­gen til stor­heds­ti­dens afslut­ning. I Kina sty­rer cen­tral­mag­ten med hård hånd et områ­de med et ind­byg­ger­tal det dob­bel­te af EU, hvor­i­mod euro­pæ­er­ne mod­ar­bej­der hinanden.

Men var Kina nu vir­ke­ligt den sto­re glo­ba­le spil­ler, som Øster­gaard gør lan­det til, og som beret­ti­ger ham til at tale om en til­ba­ge­ven­den til nor­men efter en 500-årig euro­pæ­isk paren­te­tisk domi­nans? Kina blev jo i lan­ge peri­o­der svæk­ket af mongolsk ero­bring, kul­tu­relt og reli­gi­øst var lan­det under ind­fly­del­se fra nabo­mag­ter­ne og i vari­e­ren­de grad var de mus­lim­ske riger de helt sto­re regio­na­le spil­le­re mel­lem 800 og 1500. At tale om glo­bal magt giver ingen mening før år 1500 og selv­om man begræn­ser det til eura­sisk domi­nans, er der hel­ler ikke en sådan før 1492 påbe­gynd­te det, der kul­mi­ne­re­de med 1800-tal­lets ende­gyl­di­ge euro­pæ­i­ske domi­nans. Kina hav­de den­gang som nu ingen stor inter­es­se i domi­nans af andet end deres umid­del­ba­re græn­se­om­rå­der – i peri­o­der måske resten af Sydøst­a­si­en — men det var på ingen måde noget, der lig­ne­de den kul­tu­relt-øko­no­mi­ske euro­pæ­i­ske påvirk­ning af resten af ver­den. Ingen kan betviv­le, at Euro­pas tid som domi­ne­ren­de magt er ende­gyl­digt ovre, og at frem­ti­den mulig­vis til­hø­rer Kina, men at det er en til­ba­ge­ven­den til en nor­ma­li­tet, er der i hvert fald ikke enty­digt histo­risk belæg for.

Hvad frem­ti­den brin­ger, ønsker Øster­gaard ikke at give et til­bunds­gå­en­de bud på, men pole­misk for­mu­le­ret ser han det som en blan­ding af Vene­dig og Bel­gi­en under en over­na­tio­nal struk­tur lig Det tyskro­mer­ske riges ind­hold­støm­te insti­tu­tio­ner i slut­nin­gen af 1700-tal­let. Så et EU mere af navn end af gavn, vene­ti­ansk for­dums stor­hed og skøn­hed redu­ce­ret til moment­vis paro­disk hjem­stavns­mu­se­um for at til­freds­stil­le kine­si­ske turi­ster og bel­gisk poli­tisk dys­funk­tion. Det for­hin­drer dog iføl­ge Øster­gaard ikke høj leve­stan­dard. Det er mulig­vis ikke en så dyster frem­tid for euro­pæ­er­ne. Men for resten af ver­den vil Euro­pas afsked som betyd­nings­fuld spil­ler være et kolos­salt tab.

Sine ste­der lider bogen under – og det er den nok stør­ste anke — at Øster­gaard begi­ver sig ud i lan­ge digres­sio­ner og sted­vi­se gen­ta­gel­ser. Her kun­ne en skar­pe­re redak­tion have holdt ham på spo­ret. Til­ba­ge står dog ind­tryk­ket af en uhy­re oply­sen­de bog skre­vet af en frem­ra­gen­de for­tæl­ler med sublimt histo­risk over­blik, der spæn­der så bredt som buen kan hol­de og et par gan­ge lidt mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *