Histo­ri­en rocker

Rock­mu­sik har ikke bare været lydspo­ret, men med til at for­me begi­ven­he­der­ne gen­nem mere end fem årti­er. Ny bog viser hvor­dan – og lader os genop­li­ve det hele 

I begyn­del­sen var det de unges musik. Men de unge blev ældre, og snart lyt­te­de far, bedste­far og søn­ni­ke til de sam­me san­ge og kunstnere. 

For de fle­ste af os har rock­mu­sik­ken været lydspo­ret til vores liv. Men den har været mere end det, skri­ver histo­ri­ke­ren Thor­kil Smitt. Popu­lær­mu­sik­ken har været med til for­me vores histo­rie, og i bogen ’Histo­ri­en rock­er’ viser han hvordan.

Nav­net Thor­kil Smitt vil væk­ke genklang hos de fle­ste læse­re af Noters spal­ter. Over fle­re årti­er sat­te han mar­kan­te fin­ger­af­tryk på fagets udvik­ling og didak­tik – bl.a. via en ræk­ke udgi­vel­ser til faget som med­for­fat­ter til eksem­pel­vis den impo­ne­ren­de ’Ver­dens­hi­sto­rie bind 1 og 2’ samt ’En euro­pæ­isk ver­dens­hi­sto­rie’.
Hvad de fær­re­ste måske ved er, at Smitt også hav­de stor inter­es­se for, og omfat­ten­de viden om, de sid­ste 70 års ryt­mi­ske musik i alle gen­rer og udtryksformer.

Inden sin alt for tid­li­ge død i 2019, kæm­pe­de Smitt et nær­mest Bowiesk kapløb med tiden for at få sat spil­let et sid­ste rock­mu­si­kalsk refræn via bogen ”Histo­ri­en Rock­er”, hvil­ket hel­dig­vis lyk­ke­des, så det kun var det afslut­ten­de redak­tio­nel­le arbej­de, Smitt ikke selv var del af.

Pro­jek­tets ambi­tions­ni­veau og spænd­vid­de er nær­mest monu­men­talt. På omkring 220 sider sæt­ter Smitt sig for at dæk­ke rock­mu­sik­kens for­hold til sin sam­tid i peri­o­den fra for­fat­te­rens egen tid­li­ge barn­dom i 50erne og frem til i dag. Bogens hoved­te­se er, at den ryt­mi­ske musik ikke blot et lyd­ta­pet til sam­funds­ud­vik­lin­gen, men at den i man­ge til­fæl­de er både histo­ri­e­skabt- og måske lige­frem histo­ri­e­ska­ben­de, eller som han skri­ver i bogens efterskrift: 

”Jeg vil ikke hæv­de at rock direk­te har ændret histo­ri­ens gang, men der er ikke tvivl om, at rock­mu­sik­ken har været en ”dri­ver” i en næsten glo­bal men­ta­li­tets­hi­sto­risk ændring.” (s. 216)

Bogens ambi­tiø­se mål­sæt­ning for­lø­ses langt hen ad vej­en gan­ske over­be­vi­sen­de. I mod­sæt­ning til man­ge andre musik­hi­sto­ri­ske udgi­vel­ser står sam­spil­let mel­lem musik­ken og histo­ri­en for­re­st på sce­nen, hvor de fle­ste andre vær­ker læg­ger hoved­væg­ten på musik­ken og dens kunst­ne­re eller de for­skel­li­ge genreformer.

Sær­ligt vel­lyk­ke­de er afsnit­te­ne om Viet­nam­kri­gen, Wood­sto­ck, That­cher-æra­en samt om de for­skel­li­ge hip­hopkul­tu­rer og subkul­tu­rer i USA i 80erne og 90erne. Igen­nem hele bogen ana­ly­se­res udpluk af lyrik­ken fra nog­le af de mest mar­kan­te kunst­ne­re med den sam­tid de spil­ler sam­men med.

Rig­tig inter­es­sant bli­ver det, når Smitt dyk­ker ned i udgi­vel­ser og tek­ster, der nok ikke er kend­te for menig­mand. For eksem­pel, når han bely­ser hvor­dan det legen­da­ri­ske bri­ti­ske band ”The Clash” i 1977 leve­re­de en flæn­sen­de kri­tik af USA’s dob­belt­moral i san­gen ”I’m so Bored with the USA” som blev fulgt op to år sene­re med et trip­pel-album, der var en utilslø­ret hyl­dest til san­di­nist bevæ­gel­sen i Nica­ragua.

Den slags inter­es­san­te nedslag er der mas­se­vis af i bogen. Eksem­pel­vis var jeg ikke klar over, at C.V. Jør­gen­sen på album­met ”Ledig­gang agogo” leve­rer en søn­der­lem­men­de kri­tik af That­chers krig om Fal­kland­sø­er­ne, der er helt i tråd med eksem­pel­vis Elvis Costel­lo i Stor­bri­tan­ni­en. Smitt cite­rer C.V. Jør­gen­sen for linjer­ne: ”Nu smi­ler Lady Mar­ga­ret That­cher, blot­ten­de tre plom­ber og en bro, sit lider­li­ge iskol­de lig­ble­ge smil, stæ­digt ven­ten­de på Quinn the Eski­mo, Rule Brit­ta­nia bri­ter­nes slags­ang var godt i gang med helt at dø hen, da Mag­gie her­self tog mikro­fo­nen og afsang den igen og igen for alle sine dren­ge, der aldrig blev mænd.” (s. 132–133)

På den­ne måde illu­stre­ret bogen rock­mu­sik­kens enor­me gen­nem­slags­kraft, som eksem­pel­vis C.Vs biden­de og skar­pe sati­re, hvor han på få linjer får spid­det That­chers kramp­ag­ti­ge jingoi­sti­ske og impe­ri­a­li­sti­ske poli­tik og reto­rik.

Selv­om ”Histo­ri­en Rock­er” såle­des er spæk­ket med mas­se­vis af musi­kalsk-histo­ri­ske god­bid­der kom­mer man ikke uden om, at der også slås nog­le dis­har­moni­ske skæ­ver­ter hist og her.

Helt grund­læg­gen­de går det under­ti­den så stærkt med at dæk­ke alle afkro­ge af musik­kens udvik­ling, både glo­balt og på den dan­ske sce­ne, at fle­re af nedsla­ge­ne vir­ker lidt over­flø­di­ge. Eksem­pel­vis afsæt­tes der en halv side til Kim Schu­ma­cher, her et par linjer om Elt­on John og Abba der, og en mas­se andre kunst­ne­re fra ind­land og udland i et under­ti­den ret så hæs­blæ­sen­de kalej­dosko­pisk musi­kalsk ridt. Måske bogen hav­de stå­et end­nu stær­ke­re, hvis der var ble­vet ’kil­led some dar­lings” som man siger på engelsk – især de kunst­ne­re, der tyde­lig­vis ikke dæk­kes con amo­re.

Der­for står kapit­let om musik­ken efter 2000 da også sva­gest i bogen. Fra­reg­net Lady Gaga, udtryk­ker Smitt ikke den sto­re respekt for man­ge af tidens popu­læ­re kvin­de­li­ge kunst­ne­re som Miley Cyrus, Chri­sti­na Agu­i­le­ra, Brit­ney Spears og Nicki Minaj etc. der gene­relt affær­di­ges som eksemp­ler på tidens over­seksu­a­li­se­re­de mar­keds­fø­ring fra musik­bran­chens side. Over­skrif­ter som ”Dis­ney­fi­ce­ring” og ”Madonnaklo­ner” siger en del om bogens ten­dens på det­te felt, og Smitt skri­ver lige­frem under sidst­nævn­te overskrift: 

”De syn­gen­de babes har det til­fæl­les, at de tager udgangs­punkt i deres sto­re idol Big Mama Madon­na, når de skal isce­ne­sæt­te sig selv, klæ­de sig, for­sø­ge at pro­vo­ke­re og for­ny sig fra album til album eller fra tur­ne til tur­ne. De er mere brands end bands og udgi­ver par­fu­me­se­ri­er og tøj­kol­lek­tio­ner i egne nav­ne”. (s. 182). 

Her vir­ker Smitt, i mod­sæt­ning til resten af bogen, ude af takt med den tid han dæk­ker. I bogens øvri­ge afsnit bli­ver tidens mar­kan­te kvin­de­li­ge kunst­ne­re beskre­vet langt mere fyl­dest­gø­ren­de og nuan­ce­ret.  Mest gra­ve­ren­de får han pla­ce­ret en så betyd­nings­fuld kunst­ner som Bey­on­cé Know­les på sam­me kom­merci­a­li­se­re­de hyl­de som tidens øvri­ge kunst­ne­re. Der bru­ges mere krudt på hen­des med­vir­ken i en Pepsi­re­k­la­me opta­get sam­men med Brit­ney Spears, Pink og Enrique Iglesi­as på Colos­se­um end på hen­des histo­risk reflek­te­re­de musi­kal­ske aktivisme.

Den­ne vinkling synes besyn­der­lig med tan­ke på, at Bey­on­cé om nogen har adres­se­ret nye­re tids ame­ri­kansk histo­rie, eksem­pel­vis med san­gen ”For­ma­tion” om Hur­ri­ca­ne Katri­na, og hen­des optræ­den ved Super Bowl i 2016, hvor hun i sit kon­tro­ver­si­el­le show hav­de tyde­li­ge refe­ren­cer til Bla­ck Pant­hers, Malcolm X og de sid­ste årti­ers poli­ti­vold.

Dis­se ind­ven­din­ger rok­ker dog ikke ved, at Thor­kil Smitt med sin bog har begå­et et vir­ke­lig læs­vær­digt værk, der alt­over­ve­jen­de er ind­sigts­fuldt, ind­le­ven­de og helt gen­nem­gå­en­de bare vir­ke­lig interessant.

Bogen kan klart anbe­fa­les til den alment musik- og histo­ri­e­in­ter­es­se­re­de læser, og den vil bestemt også pyn­te på alle gym­na­sie­bi­bli­o­te­kers hyl­der, hvor både SRP og SO-skri­ve­re og deres lære­re kan fin­de inspira­tion til bru­gen af rock­ens lyrik og udtryks­for­mer til både opga­ve­skriv­ning og i den dag­li­ge histo­ri­e­un­der­vis­ning som andet og mere end blot et lige­gyl­digt lydtape

Skriv en kommentar