For­fra — om udfor­drin­gen ved at skri­ve i histo­rie

Som under­vi­se­re og opga­ve­vej­le­de­re ken­der vi det så godt. Selv når vores ele­ver har fået grun­dig vej­led­ning føler de sig i man­ge til­fæl­de ikke helt klar på, hvor­dan det lige er de skal gri­be deres opga­ve­skriv­ning an.
Det er alle de ele­ver og ikke mindst deres lære­re, jeg har tænkt mig at skri­ve den­ne opkla­ren­de for­tæl­ling til:

Du er slet ikke ale­ne …

Det er helt åben­bart udfor­dren­de at skri­ve histo­rie. Selv man­ge uni­ver­si­tetsan­sat­te histo­ri­ke­re, som har brugt mas­ser af deres tid på at under­vi­se stu­de­ren­de i fagets meto­der, føler sig ofte meget udfor­dret, når de selv skal give sig i kast med at skri­ve histo­rie, alt­så en frem­stil­ling af en eller anden slags.
Det kan vir­ke para­doksalt, men usik­ker­he­den udsprin­ger vel af, at de fin­der det fan­dens svært at skul­le leve op til alle de teo­re­ti­ske stan­dar­der, de sæt­ter op for andre i deres meto­de­un­der­vis­ning. Sik­kert der­for er det er ret almin­de­ligt at for­nem­me og end­da tyde­ligt se, at udfor­drin­gen at for­tæl­le og for­mid­le giver gum­mi­arm. Og det er gan­ske vist! Histo­ri­ke­ren Søren Mørch[1] har i fle­re omgan­ge været inde på pro­ble­ma­tik­ken, og i det­te til­fæl­de er jeg fuldt over­be­vist om, at hans ord står til tro­en­de.

En enkel for­kla­ring

Måske er der også en ret enkel for­kla­ring på, at det for­hol­der sig sådan.
I man­ge andre huma­ni­sti­ske fag vir­ker kra­ve­ne til fag­lig skriv­ning umid­del­bart mere afkla­re­de og ind­ar­bej­de­de i en fast prak­sis: Sådan skri­ver du i f.eks. dansk, engelsk og andre sprog­fag! Det står klart fra begyn­del­sen, at det er sel­ve for­mu­le­rin­gen af ana­ly­sen og for­tolk­nings­ar­bej­det, som udgør det cen­tra­le fag­li­ge out­put. Her kom­mu­ni­ke­rer den skri­ven­de, som gang på gang har øvet sig i for­vej­en, sine iagt­ta­gel­ser, resul­ta­ter og ind­sig­ter i form af en arti­kel. Den kan efter­føl­gen­de bli­ve gen­stand for vur­de­ring og debat; men det fore­går på et grund­lag, som afsen­der og mod­ta­ge­re ken­der godt i for­vej­en.
I histo­rie stil­ler sagen sig ander­le­des. Her kom­mer den dybe fag­li­ge research, kil­de­søg­nin­ger og kil­de­a­na­ly­ser i ste­det til at udgø­re et nød­ven­digt råpro­dukt. Det­te råpro­dukt består af en hel stri­be del­re­sul­ta­ter, per­son­li­ge reflek­sio­ner og mel­lem­reg­nin­ger, som nød­ven­dig­vis kræ­ver afkla­ring for­ud for løs­nin­gen af den egent­li­ge opga­ve: At for­tæl­le en god sam­men­hæn­gen­de histo­rie – med et klart fokus og en stærk indre sam­men­hæng. Og hvad de krav angår, sav­ner histo­ri­ke­re – taget over en bank – fæl­les for­ud­sæt­nin­ger og en vel­ud­vik­let skri­ve­di­dak­tik at arbej­de ud fra.

For det lig­ger i sagens natur: At skri­ve en frem­stil­ling er i sin ker­ne en lit­terær udfor­dring med den sær­li­ge bin­ding, at for­tæl­lin­gen skal under­byg­ges med fag­lig doku­men­ta­tion.
Med andre ord kan bid­der fra det for­ud­gå­en­de research- og ana­ly­se­ar­bej­de, hvor de vir­ker rele­van­te at bru­ge, føres ind i sel­ve for­tæl­lin­gen og sup­ple­res med uddy­ben­de for­kla­rin­ger og hen­vis­nin­ger til, hvor oplys­nin­ger­ne kom­mer fra og hvad bru­gen af dem byg­ger på. Det er – helt over­ord­net – for­tæl­lerens suveræ­ne valg, som giver det kon­kre­te for­tæl­lepro­jekt fokus og ret­ning.

Fæl­les udfor­drin­ger i men­ne­ske­vi­den­ska­ber­ne
Og helt frem­med for en sådan måde at arbej­de på kan sprog- og lit­te­ra­tur­fa­ge­ne ikke være. For deres udø­ve­re står prin­ci­pi­elt over for sam­me slags udfor­drin­ger og frem­gangs­må­der, når det hand­ler om at skri­ve sprog‑, medie- og lit­te­ra­tur­hi­sto­rie.

Gam­le nyhe­der

Alt det her bur­de i grun­den være gam­le nyhe­der. Alle­re­de de gam­le græke­re og ikke mindst Ari­sto­te­les, filo­so­fi­hi­sto­ri­ens Sto­re A, for­mu­le­re­de sin erken­del­se af, hvad det var der sær­ligt ken­de­teg­ne­de histo­ri­eskriv­ning: Den var for­tæl­lekunst.
Han gjor­de dog den vig­ti­ge til­fø­jel­se, at der var tale om en for­tæl­lekunst og lit­te­ra­tur med sær­li­ge for­plig­tel­ser og begræns­nin­ger.
Nok var det vig­tigt, at en histo­ri­e­for­tæl­ling kun­ne under­hol­de og sam­le et lyd­hørt fæl­les­skab omkring sig. Men histo­ri­ke­rens vir­ke­li­ge opga­ve bestod i at for­mid­le for­ti­dens bedrif­ter og fejl­ta­gel­ser på en sådan måde, at sam- og efter­ti­den fik for­kla­rin­ger på, hvor­for alt gik som det gik. Histo­ri­ke­ren måt­te der­for begræn­se sig. Mens den stør­re eller høje­re for­tæl­lekunst hav­de ret­ten til at dig­te frit og lade fan­ta­si­en fol­de sig ukon­trol­le­ret ud var histo­ri­eskriv­nin­gens fri­hed begræn­set. Den­ne gam­le ind­sigt i, at histo­ri­eskriv­ning over­ho­ve­det hav­de noget med sprog- og for­tæl­lekunst at gøre, gik i glem­me­bo­gen, under­ligt nok.

Det moder­ne gen­nem­brud

Det sto­re skred væk fra for­tæl­lin­gen blev nok i udtalt grad både syn­ligt og mærk­bart, da histo­rie i løbet af 1800-tal­let blev pro­fes­sio­na­li­se­ret og fik sta­tus som nyt, selv­stæn­digt uni­ver­si­tets­fag.
De bæren­de fore­stil­lin­ger om viden­skab i den­ne moder­ne gen­nem- og opbrud­s­tid kom fra de den­gang meget suc­ces­ri­ge natur­vi­den­ska­ber. Her var for­bil­le­der at leve op til og efter­lig­ne. Nu gjaldt det om at bry­de med tra­di­tio­nen, fin­de facts og sik­re kends­ger­nin­ger for at gen­nem dem at kun­ne skil­le sand­hed fra løgn og opspind. Det var den posi­ti­vist­ske viden­skab sto­re tid

Grund­hold­nin­gen var nu, at alt skul­le måles og vejes. Seri­øs viden­skab byg­ge­de ale­ne på kon­kre­te erfa­rin­ger og iagt­ta­gel­ser. Det blev et ufravi­ge­ligt krav, at intet kun­ne anven­des til noget, hvis det ikke kun­ne veri­fi­ce­res fuldt ud – og regi­stre­res tørt og kon­sta­te­ren­de.
Det var lige før histo­ri­ke­re tog hvi­de kit­ler på, når de skul­le arbej­de med deres kil­der. Og gam­le vid­nes­byrd, alle slags beret­nin­ger og sprog­ligt spæn­den­de over­le­ve­rin­ger blev nu betrag­tet med udtalt skep­sis. Den ven­ding fjer­ne­de fuld­stæn­digt histo­ri­e­fa­gets opmærk­som­hed fra den gode for­tæl­ling og fra opmærk­som­he­den på sel­ve det at for­tæl­le.

For­fra nu?

Det udtal­te ube­hag ved at beskæf­ti­ge sig seri­øst med for­tæl­lin­ger holdt i hund­re­de år. I løbet af 1960’erne og 70’erne begynd­te en for­an­drin­gens vind – også i det ellers ret selv­til­stræk­ke­li­ge histo­ri­e­fag. Den nyo­ri­en­te­ring, som ændre­de faget man­ge ste­der i ver­den, fandt kun dryp­vist og i lang­somt tem­po vej til Dan­mark. Fle­re for­ske­re, både arkæ­o­lo­ger og histo­ri­ke­re, som enga­ge­re­de sig i nybrud­det, blev af mere sin­di­ge kol­le­ger nær­mest mob­bet ud fra uni­ver­si­te­ter­ne. Deres vide­re ind­sats i forsk­ning og uddan­nel­se kom til at fore­gå andre ste­der fra.
Alt det nye og så åben­bart pro­vo­ke­ren­de bli­ver nor­malt omtalt som den kul­tu­rel­le ven­ding ogden sprog­li­ge ven­ding. Man får nær­mest ind­tryk af, der var tale om en slags uvejr, som tru­e­de histo­rie. Selv en vir­ke­lig god, ret ny bog om histo­ri­e­fa­gets iden­ti­tet og meto­der har et snert af det­te ube­hag. Hos Anders Has­sing og Chri­sti­an Vol­l­mond i ”Fra for­tid til histo­rie”, 2. udga­ve 2017, hed­der det f.eks. side 101: ”Man taler lige­frem om ”den sprog­li­ge ven­ding” i viden­ska­ber­ne. På sam­me måde taler man om ”den kul­tu­rel­le ven­ding”, der også var udtryk for en for­ny­et inter­es­se for, hvor­dan men­ne­sker kom­mu­ni­ke­rer og ska­ber betyd­ning. Det kan vir­ke noget abstrakt …” Så har vi hørt det med! Må jeg være fri, for det pas­ser ikke! Der­i­mod illu­stre­rer udsag­net, hvor lidt faget reelt har genåb­net sig for for­tæl­lin­gen og for en dybe­re beskæf­ti­gel­se med sel­ve sam­men­hæn­gen mel­lem at under­sø­ge og for­tæl­le histo­rie.
Ikke alt synes dog lige sort.

Ulrik Lan­gen og histo­ri­e­for­tæl­lin­gen

Blandt dan­ske histo­ri­ke­re har Ulrik Lan­gen mar­ke­ret og pla­ce­ret sig som en fag­per­son, der har for­dy­bet sig i kul­tur­stu­di­er og sam­ti­dig også ger­ne vil se sig selv og betrag­tes som histo­ri­e­for­tæl­ler. Og Stef­fen Hei­berg, som selv er histo­ri­ker, har i en anmel­del­se slå­et det fast sort på hvidt: ”Lan­gen er både histo­ri­ker og histo­ri­e­for­tæl­ler”. For­mu­le­rin­gen stam­mer fra Hei­bergs rosen­de anmel­del­se af bogen ”Det sor­te­ste hjer­te” (2012), hvor Lan­gen for­tæl­ler histo­ri­er om fald og fal­lit i ene­væl­dens Køben­havn, om te- og por­ce­læns­hand­le­ren Micha­el Bra­brand, der kom rig­tig galt afsted.
Og for Lan­gens ved­kom­men­de hver­ken star­te­de det eller slut­te­de det med den udgi­vel­se. Jeg nøjes lige med at hæf­te et par ekstra tit­ler på: Såvel ”Hund­e­mor­det i Vim­melskaf­tet – og andre for­tæl­lin­ger fra 1700-tal­lets Køben­havn” (2010) og ”Tyven” (2015) flet­ter sig ind i sam­men­hæn­gen. I ”Tyven” går Lan­gen i øvrigt ind i kri­mi­nal­hi­sto­ri­en bag de berøm­te guld­horns for­svin­den i 1802, den sam­me begi­ven­hed som i sin tid inspi­re­re­de den unge Adam Oeh­lens­chlä­ger til at sprin­ge ud som roman­ti­ker og dig­ter. Men det er en anden histo­rie.
Lan­gen går langt sam­men­lig­net med et bredt felt af fag­kol­le­ger. Men når det dre­jer sig om at reflek­te­re over, hvad der egent­lig ken­de­teg­ner histo­ri­e­for­tæl­ling når Lan­gen ikke at kom­me på omgangs­høj­de med gam­le Ari­sto­te­les[2]. Den vise, antik­ke filo­sof vid­ste, at histo­rie var for­tæl­lekunst og at histo­ri­e­for­tæl­leren hav­de spro­get – med alle dets ibo­en­de reg­ler og mulig­he­der – som instru­ment og der­med på væsent­li­ge områ­der råde­de over de sam­me vir­ke­mid­ler og påvirk­nings­mu­lig­he­der som fik­tions­for­fat­ter­ne. Og den ind­sigt skul­le ikke ger­ne gå under rada­ren.
Det gør den lidt, selv hos Lan­gen. Når han deler sine skri­ve­er­fa­rin­ger med fag­kol­le­ger, nøjes han nem­lig med at beto­ne bin­din­ger­ne til den fag­li­ge doku­men­ta­tion for det for­tal­te. Han kom­mer ikke ind på betyd­nin­ger­ne af at bru­ge sprog og væl­ge at arran­ge­re en kon­kret for­tæl­ling på en sær­lig måde. I ste­det nøjes han med at se en enkelt for­skel på det, han selv prak­ti­se­rer og det fik­tions­for­fat­te­re frit kan til­la­de sig – også når de væl­ger at lade sig inspi­re­re af eller lige­frem lege med histo­risk stof. Fik­tions­for­fat­te­ren er selv­føl­ge­lig ikke under­lagt krav om at kun­ne under­byg­ge alt med brug af og hen­vis­ning til påli­de­li­ge kil­der. Det siger sig selv. Men når histo­ri­ke­re for­tæl­ler, bru­ger de spro­get og prin­ci­pi­elt de sam­me typer af sprog­li­ge og for­tæl­le­tek­ni­ske greb som fik­tions­for­fat­te­re. Og det skæb­ne­fæl­les­skab omkring at være bun­det til og af for­tæl­lin­gen spil­ler afgø­ren­de ind. Så meget at de sprog­li­ge og lit­teræ­re valg i afgø­ren­de grad bli­ver ind­skre­vet i histo­ri­en og i for­tæl­lin­gens for­tolk­ning af for­ti­den.
Det er den kla­re bevidst­hed om lige det, som kan revi­ta­li­se­re skri­ve­ar­bej­de og skri­ve­pæ­da­go­gik i og med til­knyt­ning til faget histo­rie.

For­fat­te­ren bør tæn­ke højt …!

Og der sker rent fak­tisk noget der­u­de – jeg kan til­la­de mig at sige det, for jeg har selv både mær­ket og set det.
For­nem­mel­sen af, at noget var på vej, mær­ke­de jeg på mig selv, da jeg lag­de sid­ste hånd på manuskrip­tet til ”Fami­lie­bil­le­der – for­tæl­lin­ger og andre til­gan­ge” (2017)[3]. Da bogen både hand­ler om iden­ti­tet, om det nære spændt op mod hele men­ne­skets natur‑, kul­tur- og sam­funds­hi­sto­rie føl­tes det nær­lig­gen­de at tæn­ke sig selv ind og gøre det syn­ligt for alle i vis­se pas­sa­ger og i små doser, at der var et leven­de jeg til­ste­de. Desvær­re afstod jeg fra at fore­ta­ge sprin­get. Der­for var det med en mis­un­del­ses­fyldt glæ­de at ople­ve, hvad Simon Ege Dahl Kjær­s­gaard gør i ”Histo­ri­er om demo­kra­ti – Tre vink­ler på demo­kra­tiets etab­le­ring i Dan­mark ca. 1848–1945 ” (2018)[4]. Her er tale om en bog til under­vis­ning fun­det i den sto­re skat­ki­ste, Aar­hus Uni­ver­si­tets danmarkshistorien.dk, i vir­ke­lig­he­den udgør. Her tager for­fat­te­ren sprin­get og tæn­ker højt. I en ræk­ke kor­te afsnit bogen igen­nem træ­der et fag­ligt for­ank­ret jeg frem for læse­ren og frem­læg­ger åbent sine over­vej­el­ser og begrun­der sine valg. Her ser vi en histo­ri­ker, som bevidst væl­ger at løf­te sin stem­me.
Det vir­ker, kan jeg oply­se – og min per­son­li­ge vur­de­ring blev, da jeg brug­te bogen, tyde­ligt bekræf­tet af mine ele­ver. Låget på skat­teki­sten åbne­de sig ved ople­vel­sen af, at der fand­tes et leven­de men­ne­ske bag bogen og at det­te men­ne­ske tyde­lig­vis udfol­de­de en per­son­lig, fag­lig stem­me.
Dens slags sprog- og skri­ve­be­vidst­hed har vi ellers til gode at udvik­le og udbre­de. På net­op det felt Ople­ver jeg, at vi har behov for fag­lig nytænk­ning af til­gan­ge­ne til skri­ve­ar­bej­det. Et er at skriv­ning i histo­rie træ­ner brug af fag­be­gre­ber og fær­dig­he­der i at opfyl­de for­mel­le krav. Den slags har vi mas­ser af skri­vebø­ger, som til­by­der sig med.
Den vir­ke­lig bræn­den­de udfor­dring hand­ler om noget andet – om at fin­de ud af, hvor­dan vi kan få sel­ve det, jeg vil kal­de skri­ve­be­vidst­he­den, til at vok­se. Net­op déri lig­ger den sprog­li­ge og lit­teræ­re udfor­dring til os alle sam­men.
                                                                                    


[1] I ”Ver­den som den er” (2005), i afsnit­tet ”Vare­de­kla­ra­tion”, side 149–170 for­tæl­ler Søren Mørch om det ube­hag ved at skri­ve histo­rie, som hav­de gre­bet de ældre kol­le­ger, han sam­ar­bej­de­de med omkring til­bli­vel­sen af en stor lære­bogs­se­rie om Dan­marks­hi­sto­ri­en, som hav­de histo­ri­estu­de­ren­de som en cen­tral mål­grup­pe.

[2] Jeg har tid­li­ge­re i en replik til Lan­gen været inde på den begræns­ning, se  https://historielaerer.dk/historie-fiktion-og-fortaelling/

[3] ”Fami­lie­bil­le­der – for­tæl­lin­ger og andre til­gan­ge” udkom på Sam­funds­lit­te­ra­tur i sommeren2017 og som iBog® i 2020. Her giver afsnit­tet ”Histo­ri­e­for­tæl­ling – på bag­grund af kri­tisk research”, side 206–214 en klar og læser­ven­lig ind­gang til både fag­lig for­dy­bel­se og til sel­ve skri­ve­pro­ces­sen.
Bogen har også sin egen hjem­mesi­de, hvor jeg lige­le­des kom­mer ind på skri­veud­for­drin­ger­ne, se: http://familiebilleder.samfundslitteratur.dk/?page_id=49  i

[4] Se https://danmarkshistorien.dk/fileadmin/filer/E‑boeger-historier-om-demokrati/Historier-om-demokrati.pdf

1+
avatar

Skriv en kommentar