Af 
Er kritik en by i Afghanistan?
Det danske militære engagement i Afghanistan er sammen med deltagelsen i Irakkrigen (2003–2011) kulminationen på den danske udenrigspolitiske aktivisme og samtidig markerer de sammenbruddet for samme. Mange skribenter har bidraget med holdninger og indtryk af de 20 års militære aktiviteter, men der mangler endnu en autoritativ fremstilling af den danske udenrigspolitik i denne periode. Bogen ”Danmark i Afghanistan” er et forsøg på at formidle en sammenhængende historie om aktionen fra start til slut. Der er mange elementer i den historie, hvis den skal formidles nuanceret.
”Danmark i Afghanistan — Fra engagement til exit 2001–2021” lægger ud med en ultrakort introduktion til Afghanistans historie. Lærebogens fokus er, ifølge forfatterne, bevidst lagt på den danske deltagelse i Afghanistankrigen med afsæt i spørgsmålene om, hvorfor man sendte soldaterne afsted, og hvordan det gik for de danske soldater, samt i hvilken grad indsatsen kan siges at have båret frugt. Det sidste kapitel omhandler forskellige kunstneriske fortolkninger af den danske krigsdeltagelse. Hvert af de tre første kapitler er forsynet med kildetekster. Der er pænt med illustrationer af forskellig art i alle fire kapitler. Ud over bogen er der knyttet en hjemmeside, der indeholder to ”eksamenssæt” knyttet til hvert kapitel og derudover er der små interviewvideoer med henholdsvis filminstruktør’ Janus Metz Pedersen, kendt for filmen ”Armadillo” og en tidligere soldat i Afghanistan, den medievante, Marcus Knuth. Eksamenssættene består af fire kilder hver, så på det område må bogen siges at være velforsynet. Endelig indeholder hjemmesiden forslag til to længerevarende undervisningsforløb.
Ifølge forfatterne startede Danmarks vej fra små-statsadfærd til aktivistisk udenrigspolitik med formuleringen af det fælles forståelsesbrev, som Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og de radikales Lone Dybkær forfattede i 1988. Det blev angiveligt brolægningen af den vej, der førte til det danske engagement i Irak/Kuwait krigen (1991), Den Bosniske krig (1995) og Kosovokrigen (1999). På den måde tegner de en lige og intenderet linje fra slutningen af 1980erne og frem til 2001 og videre. Det danske engagement i Irakkrigen (2003–2011) nævnes ikke i den sammenhæng. I samme kapitel foretages der en grundig behandling af den formelle beslutningsproces bag den danske deltagelse i Afghanistaninvasionen. Afsnittet er understøttet af gode kilder til belysning af det emne.
I det følgende kapitel 2 gennemgås krigen set fra koalitionen og efterfølgende med NATO-vinklen. Krigsforløbet er skildret meget generelt med fokus på krigsindsatsens skiftende organisering og målformuleringer samt det afghanske styres ineffektivitet. Kapitlet er forsynet med kilder til det danske administrative systems analyse af krigsudviklingen, og der er en ret omfattende statistisk oversigt over afghanistanindsatsen. I tab. 2.3 kan man aflæse de amerikanske og danske tab, hvor de danske optræder i parentes ud for de amerikanske tab. Hvorfor man har valgt at opstille det på den måde synes ikke indlysende, når det nu, ifølge bogens erklærede mål, har været at belyse den danske indsats. Procentvis var de danske tab, målt i forhold til befolkningens størrelse, høje og ikke, som det vil se ud for en gymnasieelev parentetiske sammenlignet med USA’s. Hvad med resten af koalitionens soldater (for eksempel briterne), hvorfor er de ikke repræsenteret?
Kapitel 3 skildrer soldaternes liv i Afghanistan. Kapitlet bygger på Michael Kastrup Lassen og navnlig det konservative folketingsmedlem Marcus Knuths dagbøger fra krigen. Der er en del billeder af soldater ved forskellige lejligheder. Hvad disse mange illustrationer skal dokumentere, står mig ikke helt klart. Det skriftlige kildemateriale stammer fra andre udsendte. Det giver dog et udmærket indblik i soldaternes dagligliv, træfninger og psykiske op og nedture.
I det sidste kapitel vendes forskellige narrativer om den danske krigsindsats. Det begynder med mindestedet for Danmarks internationale indsats efter 1948 samt mindestenen for den 22-årige konstabel Sofie Bruun. Derefter følger en kort omtale af to film og to billedkunstnere. Selvfølgelig skal der være et sådant kapitel i en moderne historiebog. Der er bare det problem, at teksten er så kortfattet, at den kun levner plads til en kort redegørelse for kunstnerne og artefakterne uden detaljer og uden nævneværdigt analytiske tilgange. Indledningsvis skelner man i kapitlet mellem tre typer historiebrug: ”eksistentiel”, ”politisk” og ”ikke-brug” med én linjes definition af hver af disse. Med det redskab bliver eleverne i de efterfølgende opgaver afkrævet en rubricering af de enkelte kulturprodukter. Hvilke ambitioner forfatterne har i forhold til, hvad eleverne på det grundlag vil kunne præstere, synes uklart. Man håber måske på, at de har haft en dygtig dansklærer.
Der er meget, man kunne ønske sig af en bog, der omhandler dette kildne emne i dansk samtidshistorie. Man kunne fx med bagklogskabens nylige indsigt have overvejet og beskrevet den egentlige intention bag den aktivistiske udenrigspolitik angiveligt etableret i 1988 og herskende frem til 2021. Hvor mange midler afsatte man, efter forståelsesbrevet, til den militære del. Var der tale om et skifte i prioriteringen i det danske forsvar eller var ændringer i det danske forsvar mere af kosmetisk karakter. Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at 1992 er skæringsåret, hvor ”fredsdividenden” efter den kolde krig høstes, og det danske forsvarsbudgets andel af BNP vedvarende ligger under 2 % og stort set lå på det samme beløb (17–20 mia. kr.) fra 1990erne og frem til 2022.
Det danske engagement i Afghanistan 2001–2021 indeholder mange forskelligartede problemstillinger og meningerne om det er mangfoldige. Jeg kan ikke befri mig for at synes, at det er nærmest pinagtigt, at man har udeladt kritikken af krigen og den danske deltagelse. Jeg savner navnlig forfatteren Carsten Jensens løbende kritik af krigen, og de danske politikeres vedholdne påstand om succes og fremskridt i Afghanistan. Jeg undrer mig også over, hvor krigens rædsler, der jo ifølge nordstats generalen Ulysses Grant er krigens egentlige kvalitet, er blevet af. Hvor er de mange afghanske civile ofre, og hvad med de mange soldaterfamilier, der har betalt en kæmpe pris i forhold til deres sociale og psykiske velfærd for ikke at tale om den del af veteranerne, som vi som samfund har behandlet stedmoderligt. Hvad sidstnævnte angår, så er det, at de har fået en mærkedag og nogle forsamlingslokaler tilsyneladende det, der skulle til ifølge bogen.
Efter endt læsning af bogen kan man godt sige, at man har fået et svar på spørgsmålene, som indledningsvist bliver opstillet (hvorfor man sendte soldaterne afsted, hvordan det gik for de danske soldater og i hvilken grad indsatsen kunne siges at bære frugt). Men da bogen er meget faktuel og kun drypvis inddrager kritiske ”pip”, savner man mange af de problematikker, der blev bragt på banen i løbet af de 20 år, det danske engagement udspillede sig. Det er en bog, der udmærket kunne have Forsvarsministeriet som udgiver, hvilket der jo ikke er noget galt i. Alligevel må man spørge om samfundsfaglærernes forlag ”Columbus” ikke bør virke for, at deres bøger indeholder materiale, der kan understøtte udviklingen af elevernes ”kritiske sans”. Det er en dimension, jeg savner efter læsning af ”Danmark i Afghanistan”.
