En småtravl formiddag prikkede en kollega mig på skulderen. ”Der ligger en pakke til dig inde på lærerværelset ”, lød det. Jeg ilede ind på lærerværelset, åbnede pakken og i dén lå et anmeldereksemplar af Bo Lidegaards nye bog ”Danmark i Krig”. Bogen er endnu et skud på stammen af bogserien ”100 Danmarkshistorier” på 100 sider til 100 kroner fra Aarhus Universitetsforlag. Dagens dont gav mig dog ikke lejlighed til at læse bogen, så den kom med hjem på stuebordet til senere gennemlæsning. Bogen burde nok have været placeret på reolen; næste aften væltede jeg nemlig i uagtsomhed kaffen, så bogens sarte grå papiromslag fik sorte kaffestænk – lige henover den del titlen, hvor der står ’Danmark’.
”Vi tabte! Det er den hårde brutale virkelighed. Men det trænger ikke ind i den danske offentlighed, for diskussionen er aldrig blevet taget (…) Krigene i Irak, Afghanistan og Libyen blev tabt”.
( Bo Lidegard i WA 9.februar 2018)
Om uheldet skyldes dårlige motoriske egenskaber hos mig eller om der ligger en skjult symbolsk betydning i uheldet, skal jeg være ladet usagt, men tilsmudsningen af Danmarks navn er i grove træk det, som Bo Lidegaard i bogens sidste del konkluderer, at Danmark fik ud af deltagelsen i krigene efter 2001; fra Afghanistan over Irak til Libyen. Danmark har ikke, konkluderer Bo Lidegaard, vundet en international anerkendelse, som giver os en privilegeret adgang til vigtige beslutningstagere i Washington; ej heller har Danmark vundet freden i krigene fra 2001; fremmet frihed og demokrati; endsige den nationale sikkerhed pga. den voksende terrortrussel. I stedet har Danmark og de vestlige lande om muligt forladt konfliktområderne i en værre forfatning end de var i, da vi kom. Lidt mere ligefrem var Bo Lidegaard i et interview med Martin Krasnik ifm bogens udgivelse. Her udtalte Lidegaard, at ”Vi tabte! Det er den hårde brutale virkelighed. Men det trænger ikke ind i den danske offentlighed, for diskussionen er aldrig blevet taget (…) Krigene i Irak, Afghanistan og Libyen blev tabt”.(WA 9.februar 2018)
Bo Lidegaards konklusioner forårsagede dog, at jeg ikke blev den eneste, der sværtede bogen til, om end jeg måske er den eneste, som gjorde det med kaffe. Andre brugte tryksværte og spalteplads på at anfægte Bo Lidegaards konklusioner på høflig og lødig vis.
Den just afgåede chefredaktør på Weekendavisen Anne Knudsen var hurtigt ude og påpegede allerede i Weekendavisen dagen efter bogens udgivelse, at krigenes mål kunne være til debat. Krigene i Afghanistan og Irak havde jf. Anne Knudsen til mål at fjerne regimer ”som gav statslig støtte til terrorister med vestlige mål”. At Saddam Hussein så ikke gjorde det, er en fejl ved casus belli ‚ikke ved resultatet. Professor dr.jur Jesper Lau Hansen havde en enslydende kritik og påpegede i samme avis, at det er ”vanskeligt at finde en krig, der nogensinde er vundet. Vandt vi overhovedet 2. Verdenskrig? Krigens mål var at befri Polen (…), men Polen forblev besat”. Bo Lidegaard for dog i blækhuset og forsvarede sig i Weekendavisen d. 23. februar: ”I Folketingets berømte beslutning B118 om Danmarks deltagelse af invasionen af Irak, står der intet om at fjerne Saddam Hussein. Beslutningsgrundlaget tager afsæt i Iraks manglende efterlevelse af FN’s resolutioner (…)”.
Fra fronten gav ’Danmark i Krig’ også reaktioner. Mens der i Danmark blev diskuteret, om krigene var tabt eller vundet, måtte konstabel i Hæren Thor Hesselsøe fra Kabul minde parterne om, at vi nok sad fast i krigen, men at den endnu ikke var tabt – slet ikke når man fra dansk side fra februar 2018 øger sit troppe- og rådgiverbidrag.
Jeg ”initierede ikke beslutningen om, at gå i krig i for eksempel Irak(..) Men jeg stod på Folketingets talerstol og forsvarede med næb og klør og stemte for, at det gør mig ligeså ansvarlig for tab af menneskeliv og freden, som de, der initierede beslutningen”.
Jens Rohde i WA
Tidligere folketingsmedlem for Venstre og nu medlem af EU parlamentet for Radikale Venstre Jens Rohde lagde sig anderledes fladt ned for Bo Lidegaards problematisering af Danmark krigsdeltagelse efter 2001 og erkendte åbent i Weekendavisen, at han var én af dem, som sendte Danmark i angrebskrig. Jeg ”initierede ikke beslutningen om, at gå i krig i for eksempel Irak(..) Men jeg stod på Folketingets talerstol og forsvarede med næb og klør og stemte for, at det gør mig ligeså ansvarlig for tab af menneskeliv og freden, som de, der initierede beslutningen”. Anbefalingen fra Jens Rohde var, at Danmark burde lære af historien og kun træffe sådanne beslutninger med brede flertal (2/3) og efterfølgende være sit humanitære ansvar bevidst.
Polemikken, som bogen har vakt, minder mig en del om den debat, som herskede i USA i og efter 2. verdenskrig. USA forlod definitivt med 2. verdenskrig deres isolationistiske udenrigspolitik (Monroedoktrinen) som Danmark i 1990’erne forlod sin ikke-krigsførende doktrin, der har eksisteret siden 1864. Debatten handlede i USA som i Danmark i dag, om fornuften i at skifte doktrin, moralen og ikke mindst ansvaret. I USA var der stor debat, om F.D. Roosevelt var en krigsmager eller fremsynet politikker. Den samme har til tider lydt om regeringerne under Anders Foghs ledelse. Hvorvidt sammenligningen holder hele vejen, samt hvor man placerer sig i polemikken i øvrigt, er selvsagt et åbent spørgsmål.
Bogen ”Danmark i krig” gennemgår 6 af Danmarks krige siden 1990’erne; fra den første Golfkrig, Balkankrigene (1992–1999), Afghanistan (2001–2006), Irak (2003–2007), Helmand (2006–2013) og Libyen (2011). Krigene behandles kort og præcist, hvor den internationale situation beskrives tillige med den indenrigspolitiske. Især krigenes popularitet og politikkernes ageren er i fokus i den indenrigspolitiske del. Særligt interessante er det sidste kapitel ”Hvorfor?”, som behandler Danmarks skifte til krigsførende nation og som også har foranlediget polemikken beskrevet ovenfor.
Det er utroligt, hvad Bo Lidegaard præsterer at få ned på de 100 sider, han har til rådighed. Derfor er det også svært at anklage ham fra deciderede mangler i bogen; men havde han haft 50 sider mere til rådighed, ville en dybere gennemgang af den internationale realpolitiske situationer efter den Kolde Krig havde været en interessant facet af krigen, samt en åbning af diskussionen om Danmarks økonomiske interesser ift. krigene. USA høres ofte anklaget for at have realpolitiske og økonomiske interesser i krigene. Har Danmark ikke det – eller er det kun overlevelse af småstaten Danmark, der motiverer krigsdeltagelsen?
Bogen er anbefalelsesværdig læsning og bliver helt sikkert ikke den sidste om skiftet i dansk udenrigspolitik. Den kan, med brug af kilder fra eksempelvis folketingsdebatter, snildt bruges i gymnasiet, om end den ikke er tænkt dertil. Sproget er let forståeligt og opbygningen logisk uden for megen teoretisk væven.
(se og tilføj links til undervisning om Irakkrigen i linkbiblioteket)
Forfatter(e)
KS og HF‑E | Historielaerer.dk | Historiedidaktisk netværk