Af 
Den produktive Johnny Thiedecke har begået endnu et omfattende oversigtsværk, der dækker hele verdenshistorien fra antikken til nutiden. Emnet er denne gang terrorisme. Bogen består af 15 kapitler, der er ens opbygget: Efter en kort introduktion (oftest på 4–5 dobbeltspaltede sider), hvor den historiske kontekst ridses op, følger en række tekster (heraf nogle på engelsk), der belyser et afgrænset emne fra forskellige vinkler. Emnerne spænder fra statsterrorisme og tyranmord i antikken over terrorister i middelalderen og renæssancen til forskellige former for terrorisme i det 20. og 21. århundrede. Umiddelbart lægger bogen ikke op til, at man skal læse den i sin helhed. Den er snarere formet som en række nedslag, som man efter interesse kan dykke ned i.
Denne efter min smag noget uskarpe tilgang er allerede tydelig i bogens forord. Her forsøger Thiedecke at indkredse begrebet terrorisme med udgangspunkt i et mere løst terrorismebegreb, hvor der ikke skelnes mellem terror og terrorisme og derfor åbner mulighed for at behandle andre former for ”terrorisme” end de gængse, for eksempel nazisternes forfølgelse af jøderne.
Det kræver et stort overblik at kunne overskue hele verdenshistorien i en tematisk belysning og præsentere udvalgte dele af den i en kort, men alligevel præcis fremstilling. Det er ikke altid lykkedes i dette tilfælde. Lad gå, at der har sneget sig åbenlyse faktuelle fejl ind i fremstillingen (for eksempel i forbindelse med Irakkrigen, der fejlagtigt tidfæstes til 2001–2003), for de er nemme at opdage. Man kan måske også leve med, at begrebet ”statsterrorisme” anvendes i forbindelse med antikkens Rom, selv om man næppe kan tale om Rom som en statsdannelse i moderne forstand. Det giver heller ikke så megen mening at tale om nationalstater i middelalderen eller at kalde de oprørske bønder i 1500-tallet for terrorister. Når det i kapitlet om 1970´ernes terrorisme hedder, at RAF ”havde igangsat et opgør med de forhenværende nazisters rolle på ledende poster i efterkrigstidens Tyskland”, er det mere end upræcist.
Ud over sådanne unøjagtigheder eller direkte fejlskud er det dog straks værre, når fremstillingen i sin helhed er fejlbehæftet. Det er for eksempel tilfældet i kapitlet om ”Europæisk terrorisme 1917–45” og især afsnittet ”Nazistisk terror”. Fremstillingen af den nazistiske jødeforfølgelse er præget af en ekstrem overfladisk tilgang, hvor væsentlige begivenheder helt udelades (for eksempel Nürnberg-lovene fra 1935), mens de begivenheder, der er medtaget, for eksempel ”Krystalnatten” (i øvrigt et forældet begreb), bliver præsenteret uden forklaring og sammenhængsforståelse. Det er desuden forkert at skrive, at det i juni 1934 var ”slut med S.A.-korpset”, for SA eksisterede helt frem til 1945. I præsentationen af jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig går det helt galt. Prøv selv at læse følgende formulering (side 107): ”Indtil 1941 var den officielle tyske jødepolitik at tvinge disse ”undermennesker” ud af det tyske ”lebensraum”. Men så blev der holdt et møde i en villa i Wannsee i Berlin (se tekst 35) og operation ”Endlösung” blev sat i gang.” Der er naturligvis ikke noget, der hedder ”operation Endlösung”! Brugen af det ikke-eksisterende begreb bygger tydeligvis på en helt forkert og forældet opfattelse af mødet i Wannsee, for folkemordet på jøderne var jo allerede i gang på dette tidspunkt.
I denne sammenhæng må man også anføre nogle fejl i et par af teksterne i afsnittet. I oversættelsen af tekst 35 hedder det: ”Chefen for sikkerhedspolitiet, SS og SD, SS-Obergruppenführer Heydrich”. Det var som bekendt Himmler, der var chef for SS. I originalteksten bliver Heydrich da også kun præsenteret som chef for sikkerhedspolitiet og SD. I tekst 36 henvises til ”die blonde Bestie”, som i en fodnote bliver udpeget som Eichmann, men det er også forkert, for her er der tale om Heydrich – en væsentlig og afgørende detalje i den pågældende tekst.
Det er altid en stor udfordring at skrive en grundlæggende bog om et væsentligt og aktuelt emne. Jeg synes ikke, at resultatet i dette tilfælde er overbevisende. Det skyldes både den overordnede tilgang, der ikke giver ”et samlet overblik i tekst og kilder over terrorismens historie”, som bagsiden ellers lover, og den til tider overfladiske, unøjagtige eller ligefrem fejlagtige fremstilling i flere af kapitlerne.
Af 
Proportionsforvrængning – Kommentarer til en anmeldelse
I Noter nr. 218, september 2018 anmelder Jeppe Bæk Meier min bog ”Terrorisme”. Det er blevet til en – efter min mening på mange måder – uforståelig og misvisende kritik. Således mener Jeppe Bæk ikke, at man kan tale om ”statsterrorisme ” i antikkens Rom, fordi ”man næppe kan tale om Rom som en statsdannelse i moderne forstand”. Det forekommer mig at være et temmelig mærkeligt udsagn, idet jeg så ikke forstår, hvordan man skal opfatte flere også nyere fremstillinger af den romerske statsforfatning, fx afsnittet i Peter Ørsteds ”Romerne. Dagligvis i det romerske imperium: ”Den romerske forfatning”, s. 50–52. Hvordan kan der eksistere en statsforfatning uden en stat?
Og så siger Jeppe Bæk, at det heller ikke giver mening at tale om nationalstater i middelalderen. Det er faktisk heller ikke det, jeg skriver. Side 38 i min bog står der: ” Efter Romerrigets fald var der ingen stor, samlet politisk statsdannelse i Europa, men magten var spredt på mange mindre enheder som efterhånden tog karakter af nationalstater.”
Man kan ifølge Jeppe Bæk heller ikke kalde de oprørske bønder i 1500-tallet for terrorister. Men læs lige hvad jeg faktisk skriver om disse bondeoprør (s. 40): ”Der var primært tale om en social revolution, men den blev understøttet af en religiøs argumentation, der hentede sin inspiration i Luthers reformatoriske tanker”.
Men Jeppe Bæk har ret i, at det ikke var slut med S.A. efter ”de lange knives nat” i 1934, og at organisationen først blev opløst i 1945. Men Jeppe må dog medgive mig, at det var slut med S. A. som dominerende magtfaktor, og det er det, jeg mener. Desuden skriver jeg også (s. 106: ”En del af S. A. medlemmerne fandt dog arbejde i forskellige sikkerhedsorganisationer, især i SS.”
En større ”dødssynd” er det åbenbart at jeg opererer med det ifølge Jeppe Bæk forældede begreb ”Krystalnatten”, og at denne ”bliver præsenteret uden forklaring og sammenhængsforståelse”. Det sidste er simpelthen ikke rigtigt. På s. 107–108 præsenterer jeg ”Krystalnatten” i en introduktion, som skal lægge op til arbejdet med kilderne til ”natten”. Og hvorfor må man nu ikke tale om begrebet ”Krystalnatten”? Alle de gængse også nyere fremstillinger såvel på skrift som online arbejder med begrebet ”Krystalnatten”. Således fx ”The Danish Center for Holocaust and Genocide Studies”, ”Historieportalen” og ”Clio Online” så sent som den 21. juni 2018. Et tjek viser, at alle SRP og SSO-opgaver om denne tid bruger begrebet ”Krystalnatten”. Der er da muligt, at jeg har overset en eller anden helt ny videnskabelig diskussion, men min bog er rettet mod gymnasieundervisningen, og mon ikke gymnasieeleverne ville være temmelig ligeglade med en lærd debat om, hvad man skal kalde begivenhederne i Tyskland den 9.-10 november 1938. Det centrale må vel være, om disse begivenheder er fremstillet rigtigt, og at eleverne kan bruge de fremlagte kilder til en analyse af, hvem der stod bag disse begivenheder.
Og så mener, at Jeppe Bæk, at det ”går helt galt” i min præsentation af jødeudryddelsen under Anden Verdenskrog. Jeppe skriver ”Der er naturligvis ikke noget, der hedder ”operation Endlösung”, og dette begreb ”bygger tydeligvis på en helt forkert og forældet opfattelse af mødet i Wannsee, for folkemordet på jøderne var jo allerede i gang på dette tidspunkt”. For det første er begrebet ”Endlösung” jo ikke opfundet af mig. Begrebet forekommer i referatet fra Wannsee-konferencen, hvor der står: … ”Den centrale administration af Endlösung ligger uden at tage hensyn til de geografiske grænser hos SS-reichführer og chefen for det tyske politi.” Jeg er naturligvis klar over, at det ikke er første gang, at berebet ”Endlösung” bliver brugt. Det fremgår tydeligt af det kildeuddrag af Stig Hornshøj-Møllers ”Førermyten”, som jeg bringer. Heri diskuterer Hornshøj spørgsmålet om ansvaret for Holocaust. Hornshøj mener, at første gang begrebet optræder i et officielt (hemmeligt ) aktstykke er den 31, juli 1941. Og jeg er naturligvis helt med på, at jødeforfølgelse og — udryddelse fandt sted allerede før mødet i Wannsee den 20. januar 1942. Hvad jeg mener med, at operation (og denne betegnelse må stå for min regning) ”Endlösung” blev sat i gang i Wannsee, er, at her samles alle de centrale organer og embedsmænd med henblik på en samlet indsats for at iværksætte Endlösung. Således står der i referatet: ”Chefen for sikkerhedspolitiet SS og SD, SS-obergruppenführer Heydrich, meddelte indledningsvis hans af Rigsmarskallen tildelte opgave at forberede ”Endlösung” på det europæiske jødespørgsmål, og meddelte os, at vi var inviteret til denne konference for at skabe klarhed over de grundlæggende spørgsmål vedrørende denne sag. Rigsmarskallens ønske om at få tilsendt et overblik over alle de organisatoriske interesser, som den endelige løsning på det europæiske jødespørgsmål indebar …, krævede en forberedende behandling af alle de involverede centrale instanser med henblik på en fælles koordinering.” Hvis Jeppe Bæk har en anden tolkning af betydningen af disse udsagn, er det selvfølgelig helt ok, men det forekommer mig ikke fair uden videre at stemple min opfattelse som forkert. I hvert fald står jeg ikke alene med den. Således skriver Walter Hofer i sit indledende afsnit om ”Jødeforfølgelse og Jødeudryddelse” i sit grundlæggende værk: ”Nationalsocialismen. En Dokumentarisk fremstilling” (s. 277): ”Et vigtigt trin i udviklingen er den såkaldte ”Wannsee-konference”, et møde mellem embedsmænd fra forskellige ministerier og medlemmer af SS og politiet, på hvilket Heydrich den 20. januar 1942 bekendtgjorde retningslinier for den ”endelige løsning”.
Og så endelig i den uforståelige kritiske småtingsafdeling. Det fremføres som fejl, at det i mit tekstuddrag af referatet fra Wannsee-konferencen (tekst35) hedder: ”Chefen for sikkerhedspolitiet, SS og SD , SS-Obergruppenführer Heydrich”. ”Det var som bekendt Himmler, der var chef for SS.” Ja da. Men vil Jeppe Bæk have, at jeg skal gå ind og rette i en kildetekst? Det er åbenbart ikke formildende, at jeg selv i min introduktion til den pågældende kildetekst skriver det rigtige. Med en sådan kritik er vi efter min mening helt ude i det absurde.
De ovennævnte eksempler på Jeppe Bæks kritik markerer den proportionsforvrængning, som jeg mener generelt karakteriserer Jeppe Bæks anmeldelse af min ”Terrorisme”. Proportionsforvrængningen accentueres i Jeppe Bæks afsluttende bedømmelse af Terrorisme-bogen, som han mener er præget af ”til tider overfladisk, unøjagtig eller ligefrem fejlagtig fremstilling i flere af kapitlerne.” ”Flere af kapitlerne”? – Jeppe kritiserer primært ét afsnit i bogen, det om jødeforfølgelserne, men bruger så dette til at generalisere groft om hele bogen. Afsnittet om Anden Verdenskrig fylder ca. 6 procent af bogens indhold. Hvad med de resterende 94 Procent, hvis 14 afsnit bl.a. rummer fremstilling af og tekster til amerikansk og russisk terrorisme i det 19. og 20. århundrede, IRA’s kamp for Irland, kinesisk terror i 1960’eren, Jødisk og palæstinensisk terror i det 20. og 21. århundrede, Islamistisk terror i det 20. århundrede og højreekstremistisk terror? Ville det ikke være rimeligt at lade en bedømmelse af disse afsnit indgå i den samlede bedømmelse, og ville en omtale af disse mon ikke have mindst lige så stor interesse for brugerne af bogen end en kritik af et enkelt afsnit – en kritik som efter min mening er skudt helt over og ved siden af målet.
Johnny Thiedecke