Det sor­te USA

Fra Uaf­hæn­gig­hed­ser­klæ­rin­gen til Bla­ck Lives Matter

Den­ne gen­nem­re­vi­de­re­de 2. udga­ve af Jørn Brøn­dals bog om den afro­a­me­ri­kan­ske befolk­nings histo­rie inde­hol­der en ny ind­led­ning samt to nye kapit­ler, der fører histo­ri­en frem til i dag – med Bla­ck Lives Mat­ter, poli­ti­vold og udvik­lin­gen under Trump.

Som euro­pæ­e­re kig­ger vi fra tid til anden på det mysti­ske land på den anden side af Atlan­ter­ha­vet, og fra tid til anden vir­ker det som om, USA lig­ger på en anden pla­net. Hvor­dan kan men­ne­sker, som vi langt hen af vej­en deler histo­rie, kul­tur og sprog med, alli­ge­vel kan være så ander­le­des. Jørn Brøn­dals bog er ikke et dår­ligt sted at begyn­de, hvis man vil lære noget om vores kusi­ner og fætre på den anden siden af dam­men. Førsteud­ga­ve af Brøn­dals Det sor­te USA kom i 2016, og selv om det ikke vir­ker som læn­ge siden, er der alli­ge­vel sket ikke så lidt på de sid­ste fire år, som jo til­fæl­dig­vis fal­der sam­men med Donald Trumps embedsperiode.

Så kom­pli­ce­ret som USA’s histo­rie er, kan man dog trø­ste sig ved, at den trods alt ikke er så lang, idet det jo er natur­ligt at lade USA’s histo­rie begyn­de i 1776. Det er selv­føl­ge­lig lidt en til­s­ni­gel­se, for ver­den, end ikke den ame­ri­kan­ske begynd­te jo i 1776, og man kan også argu­men­te­re for, at det sor­te USA begynd­te før 1776. Det gør Brøn­dal dog ikke; og det behø­ver han hel­ler ikke. Det ame­ri­kan­ske dilem­ma, som bli­ver bogens gen­nem­gå­en­de tema begynd­te jo i 1776, da alle mænd (dvs. ’men’ der iføl­ge min ord­bog kan over­sæt­tes til både mænd og men­ne­ske, men dilem­ma­et mel­lem sor­te og hvi­de for­bli­ver det sam­me) blev erklæ­ret lige og frie i Den Ame­ri­kan­ske Uaf­hæn­gig­hed­ser­klæ­ring sam­ti­dig med at sla­ve­ri­et fort­sat­te. Det­te dilem­ma – eller para­doks, bli­ver bogens omdrejningspunkt.

Brøn­dal bry­der i Det sor­te USA dilem­ma­et op i fire peri­o­der med hver sit karak­te­ri­sti­ske for­hold mel­lem sor­te og hvi­de ame­ri­ka­ne­re. Den før­ste del hand­ler såle­des om det fak­ti­ske sla­ve­ris histo­rie i USA; dvs. fra De For­e­ne­de Sta­ters grund­læg­gel­se til Den Ame­ri­kan­ske Bor­ger­krigs afslut­ning og den trods alt noget tøven­de fri­sæt­tel­se af slaverne.

Den anden del beskri­ver det beryg­te­de Jim Crow-arran­ge­ment, som det fol­de­de sig ud efter bor­ger­kri­gen og den noget mis­lyk­ke­de rekon­struk­tion. Jim Crow-love­ne og ikke mindst den mang­len­de lovgivning/retshåndhævelse kom til at fyl­de meget i ikke bare syd­sta­ter­ne, men også i nord­s­ta­ter­ne, som jo ellers hav­de kæm­pet og vun­det kri­gen – bl.a. på grund af mod­stand mod sla­ve­ri­et. I nord­s­ta­ter­ne var der såle­des også kun i nogen grad en accept af de sor­te som lige­vær­di­ge medborgere.

Den tred­je del af bogen hand­ler om bor­ger­ret­tig­heds­be­væ­gel­sens stor­heds­tid begyn­den­de med Rosa Park og afslut­ten­de med mor­det på Mar­tin Lut­her King og bor­ger­ret­tig­he­dens udt­o­ning i halvfjerd­ser­ne. Kapit­let beskri­ver bor­ger­ret­tig­heds­be­væ­gel­sen, som dog dår­ligt kan beskri­ves som en bevæ­gel­se, men sna­re­re som en ræk­ke bevæ­gel­ser, der både sam­ar­bej­de­de og mod­ar­bej­de­de hinanden.

Den fjer­de og sid­ste del behand­ler tiden efter bor­ger­ret­tig­heds­be­væ­gel­sens stor­heds­tid med sær­lig fokus på Bara­ck Oba­ma og hans betyd­ning for USA og sær­ligt de sor­te i USA, og den for­sø­ger lige­le­des at gøre en slags sta­tus over, hvor­dan det for­hol­der sig i dag; mere her­om senere.

Et gen­nem­gå­en­de træk ved Brøn­dals Det sor­te USA er, at den er usæd­van­ligt velskre­vet. Ikke blot for­di der er meget få for­mel­le fejl; sådan­ne kan jo dog til­gi­ves, hvis antal­let er beske­dent. Det er ikke blot det, der gør Det sor­te USA velskre­vet; i ste­det er det et sprog, som fly­der let og leven­de. Det bety­der ikke, at det intel­lek­tu­el­le niveau fejl­er noget. Det bety­der tvær­ti­mod, at selv om ind­hol­det er kom­plekst, så er det en let­læst bog; fak­tisk er det en for­nø­jel­se at læse den. End­vi­de­re er det en for­nø­jel­se, at der sta­dig er for­fat­te­re, der taler om sla­ver i ste­det for det iden­ti­tetspo­li­ti­ske udtryk, sla­ve­gjor­te; for­døm­mel­sen af sla­ve­ri­et bli­ver hver­ken stør­re eller min­dre af, at man gør spro­get min­dre mundret.

Brøn­dal kon­sta­te­rer imid­ler­tid, at de fle­ste BLM-demon­stra­tio­ner har været fre­de­li­ge; hvil­ket for så vidt også er rig­tigt (og iføl­ge wiki sik­kert mere end 90 %), men det er måske lige let nok at over­se de man­ge til­fæl­de med vold og øde­læg­gel­ser blot for­di der har været fle­re fre­de­li­ge end vol­de­li­ge demon­stra­tio­ner. For­bes opgør BLM-pro­tester­ne til at have kostet 18 men­ne­ske­liv de før­ste tre måne­der efter Geor­ge Floyd – og der fin­des også andre opgø­rel­ser, som man kan goog­le sig til; det er også let at goog­le sig til bil­le­der af bål og brand i gaderne.

Såle­des er det også lidt ærger­ligt, at Brøn­dal er fal­det for fri­stel­sen til at lade Geor­ge Floyd ram­me for­tæl­lin­gen ind. Sagen hav­de en tyng­de i nyhe­der­ne, der gjor­de bogen aktu­el, og for­mid­lings­mæs­sigt gav det jo også bogen en hånd­fast ram­me. Geor­ge Floyd er imid­ler­tid ikke en Rosa Parks, langt min­dre en Mar­tin Lut­her King. Det er også pro­ble­ma­tisk enty­digt at tale om dra­bet som raci­stisk moti­ve­ret. Det var et drab; fak­tisk er det noget for­ban­det svi­ne­ri (par­don mit fran­ske). Det hver­ken kan eller skal und­skyl­des, men at anty­de, at det end ikke bør dis­ku­te­res, hvor­vidt to hvi­de, en asi­at og en sort betjent begår raci­stis­me på en sort mand, er mangelfuldt.

Det­te må ikke ses, som et argu­ment for, at der ikke fin­des racis­me, men det er måske en tan­ke værd om det grund­læg­gen­de pro­blem sta­dig er racis­me eller struk­tu­rel racis­me; det kun­ne jo være, at det i høje­re grad er ble­vet et soci­alt pro­blem. Det­te anty­der Brøn­dal hel­dig­vis også i afslut­nin­gen, hvor han gen­nem­går nuti­dens pro­ble­ma­tik­ker, og det er i den­ne for­bin­del­se en skam, at Brøn­dal ikke ind­dra­ger fx Pro­fes­sor Tho­mas Sowell, der peger på at en fami­lies inter­es­se for uddan­nel­se i høje­re grad end far­ve har betyd­ning bør­ne­nes kar­ri­e­re­mu­lig­he­der – og i paren­tes bemær­ket er Sowell selv sort og fra meget besked­ne kår.

USA er betændt og i kon­flikt med sig selv – det er det ikke let at skri­ve om eller for­hol­de sig afba­lan­ce­ret til, og på trods af mine anker, mener jeg sta­dig at Jørn Brøn­dals Det sor­te USA er en læse­vær­dig bog; sær­ligt de før­ste tre kapit­ler er for­mi­dab­le. Bogen bør der­for også befin­de sig på alle sko­le­bi­bli­o­te­ker, så den kan fin­des frem til SRP-skriv­nin­gen og lignende.

God læse­lyst!

Skriv en kommentar