Af Denne anmeldelse er skrevet af Axel Moos og bragt i Noter, nr. 202 — “Ulve, får og vogtere” er nu kommet på bogudsalg,
Noget af det mest interessante ved bogen er bogen selv, dvs. dens tilblivelseshistorie. Den er et produkt fra Center for Koldkrigsforskning, der blev oprettet ved en aftale af 24/1 2006 mellem Dansk Folkeparti og regeringen i forlængelse af finanslovsforhandlingerne. Man var ikke tilfredse med den rapport om Danmark under den kolde krig, som DIIS havde offentliggjort i 2005. Som Jesper Langballe udtrykte det i forbindelse med en ”rykker” i Folketinget d. 24/5 2011: ”Regeringen og Dansk Folkeparti ønskede at der blev kastet et virkelig kritisk lys på bl.a. de militante grupperinger af fredsbevægelserne og beslægtede sovjetvenlige aktiviteter”. Jesper Langballe afviste både DIIS-rapporten, PET-kommissionens beretning og et stort koldkrigsleksikon således:
”Alle tre trækker i nogenlunde samme retning med en beroligende snak om, at der slet ingen røvere var i denne skov. At Sovjetunionen udgjorde en trussel for den frie verden, var nærmest en myte”.
”Alle tre trækker i nogenlunde samme retning med en beroligende snak om, at der slet ingen røvere var i denne skov. At Sovjetunionen udgjorde en trussel for den frie verden, var nærmest en myte”.
Jesper Langballe
Jesper Langballe
Center for Koldkrigsforskning skulle naturligvis ikke modtage direktiver fra hverken regering eller Folketing, men ved at ansætte Bent Jensen som centerleder kunne man med ret stor sikkerhed forudsige hvad man ville få. Og Bent Jensen skuffede ikke. Værket er meget stort, detaljeret og indholdsrigt, og det bygger på et meget omfattende, ofte upubliceret materiale. I forordet rettes en særlig tak til Jesper Langballe. Værket tilegnes ”alle dem, der ville og vil bevare Danmark”.
Kan man mærke unionstilhængerne ryste i bukserne? Om ti år, når EU er faldet fra hinanden, og når Dansk Folkeparti har regeringsmagten, og vi får oprettet ”Center for forskning i Danmarks anden frihedskamp 1972–2024”, vil også disse landsforrædere blive krævet til regnskab for deres ord og handlinger…
Politiseringen af koldkrigsforskningen mærkes også på anden måde. Bent Jensen beklager sig meget over chikane fra PET, justitsministeriet og statsministeriet som afslog samtlige anmodninger om at kunne bruge oplysninger fra PET’s arkiv og fra Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg.
En anden interessant ting ved bogen er dens fremstillingsform, der er en del mere polemisk eller endog ”ekstrabladsagtig” end historiebøger plejer at være. Det gør den sikkert meget tilfredsstillende at læse for folk der deler forfatterens synpunkter; for andre kan det virke noget kedsommeligt. I beskrivelsen af forskellige danskeres østkontakter nævnes f.eks. ofte de overdådige traktementer – når man i Danmark antyder at folk (uretmæssigt) har spist og drukket overdådigt, kan man normalt regne med at have læserne med sig.
Ord som ”spionage”, ”agent” og ”føringsofficer” bruges meget og med ret bred betydning. Bent Jensen ville sikkert selv – og med rette – frabede sig at Jesper Langballe blev udnævnt til hans føringsofficer. At han skrev det som Jesper Langballe gerne ville have, var blot et udtryk for sammenfaldende synspunkter. Med ordene agent og føringsofficer antyder man, at dem man angriber, er styret af fjenden.
En af dem han angreb, journalisten Jørgen Dragsdahl, gik så vidt som til at anlægge sag for ærekrænkelse, en sag han vandt ved byretten, men tabte ved landsretten. Landsretten fandt ganske vist at der var tale om ærekrænkelse, men at Bent Jensen som historiker kom ind under ”ytringsprivilegiet”, et frynsegode der ellers kun tilfalder journalister, og som betyder at de ikke i samme grad som almindelige mennesker behøver at bevise deres påstande. Sagen blev anket til Højesteret, der i skrivende stund overvejer sagen.
Der er ingen tvivl om forfatterens engagement i sagen, også bogens titel antyder dette. Hvis man ikke deler hans synspunkter, er man enten ond (”ulv”) eller dum (”får”). At andre synspunkter kan være udslag af en legitim holdningsforskel, må forfatteren ligesom minde sig selv om en gang imellem, men det er ikke det generelle indtryk man får ved læsningen.
Som nævnt har forfatteren benyttet et meget stort materiale, ikke bare offentligt tilgængelige tryksager, men også papirer fra Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste. Han er i nogen grad hæmmet af at meget af det ikke blev afklassificeret, ligesom det vel ofte er svært at underkaste det den sædvanlige kildekritik. I hvert fald virker det ikke som om han er særlig kritisk overfor disse kilders vurderinger, i hvert fald ikke når de er negative overfor de personer han betragter som får eller ulve.
Lange passager af bogen fremtræder som et enormt ”hvem-sagde-hvad” katalog, med det formål at dokumentere navngivne personers unationale holdninger. Metoden er ikke helt vandtæt. Mange af personerne har sagt og skrevet rigtig meget, og læser man med bestemte briller på, kan man sikkert se en del. Ud fra udvalgte citater fra den foreliggende bog kunne man sikkert også fremstille Bent Jensen som en værre en. Retfærdigvis drejer det sig jo ikke bare om ord, men Bent Jensen følger også ulve og får i deres samkvem med forskellige personer fra de socialistiske lande, mens luften er tyk af antydninger. Det faktum at der kun er rejst tiltale mod et lille fåtal af dem, tilskriver forfatteren tydeligvis en slap holdning hos embedsmænd og politikere.
Det er ikke den internationale side af den kolde krig som er bogens hovedindhold, og den behandles kun i form af den sovjetiske trussel mod Danmark. Det er heller ikke den mest interessante del af bogen. Sovjetunionens overvældende og stadig voksende militære styrke beskrives, og man kan få det indtryk at landets ledere må have haft en særlig moralsk styrke siden de ikke benyttede denne overvældende styrke til med et hurtigt angreb at vinde opgøret med Vesten en gang for alle, særlig da de militære ledere havde den opfattelse at en atomkrig kunne vindes. Bent Jensen ønsker dog ikke at drage den konklusion. Han støtter sig i nogen grad til Kennans klassiske analyse, men uden dog at drage den oplagte konklusion at en stat der er sikker på at vinde i det lange løb, ikke har nogen grund til at satse.
Den danske venstrefløjs rolle i den kolde krig er behandlet meget grundigere, herunder naturligvis DKP og SF. Forfatteren har svært ved at se forskellen mellem de to partier, hvilket må forekomme mærkeligt, da dannelsen af SF netop skyldtes uenighed i synet på Sovjetunionen. Men naturligvis har de to partier mere eller mindre sammenfaldende synspunkter i kritikken af USA og kapitalismen og lignende fædrelandsfjendske holdninger.
Mange vil sikkert synes at det mest interessante ved bogen er de mange angreb på navngivne enkeltpersoner for deres kontakter med repræsentanter for Sovjetunionen og DDR (og enkelte andre østlande), herunder mere eller mindre åbenlyse KGB folk. PET har holdt godt øje med den slags, og deres rapporter og synspunkter gengives i bogen, med forfatterens kommentarer. Han giver os dog ikke nogen sammenhængende overvejelser over årsagerne til omfanget af disse kontakter.
”Vogterne”, dvs. det danske beredskab mod truslen fra Sovjetunionen, tages naturligvis også under behandling: Udsultningen af forsvaret og regeringens æreløse eftergivenhed overfor Sovjet, uanset om denne regering var socialdemokratiske eller borgerlig. Man leder længe efter politikere med rank ryg, men til sidst viser Bent Jensen os endelig en: Et fotografi af Kristen Poulsgaard foran sin pølsevogn.
Måske er de mest interessante kapitler dem om holdningsskiftet i Socialdemokratiet og fodnotepolitikken. Bent Jensen sporer ændringen tilbage til DSU i 60’erne og følger den nye generations magtovertagelse i partiet. Den store skurk er i hans optik Lasse Budtz, men der er mange andre mindre skurke.
Alt i alt er der her tale om et værk der er stærkt og åbenlyst synspunktpræget. Det kommer langt omkring, og beskæftiger man sig med en af dens mange problematikker, kan synspunkter fra bogen fint anvendes sammen med og til afbalancering af andet materiale. Og som nævnt i begyndelsen er bogens tilblivelse en historie i sig selv.
/Axel Moos
Axel Moos på vildspor
Axel Moos har i Noter nr. 202 anmeldt ”Ulve, får og vogtere. Den Kolde Krig i Danmark 1945–1991”, som undertegnede har bidraget til. Den såkaldte anmeldelse, der er skrevet i en besynderlig useriøs stil, giver imidlertid ikke læserne af Noter et reelt indblik i, hvilke emner værket behandler, og er tillige fyldt med faktuelle fejl.
I betragtning af at Axel Moos synes stærkt optaget af baggrunden for oprettelsen af Center for Koldkrigsforskning (CFKF) i 2007, må det undre, at han er så dårligt orienteret om de faktuelle omstændigheder. Centeret oprettelse blev ganske vist besluttet af et flertal i Folketinget, men det var hverken regering eller Folketing, der ansatte professor Bent Jensen som leder. Det gjorde en uafhængig bestyrelse, nedsat af Videnskabsministeriet, bestående af forskere fra blandt andet Københavns, Århus og Lunds Universiteter samt Rigsarkivet. Ansættelsen fandt sted efter en proces, hvor alle interesserede havde mulighed for at søge, hvorefter den bedst egnede blev ansat.
Moos nævner korrekt, at beslutningen om at oprettet CFKF blev truffet, fordi et flertal i Folketinget fandt, at DIIS’ koldkrigsudregning fra 2005 på en række områder ikke var udtømmende. Det samme mente en lang række historikere i øvrigt. Har man læst DIIS-udredningen vil man også vide, at den er skrevet i et tungt kancellisprog, hvorfor det af Folketinget blev besluttet, at CFKF’s værk skulle skrives, så også almindelige mennesker kunne læse med. At dømme ud fra antal solgte værker, så er dette mål nået.
Inden for efterretningshistorie er begreber som ”spionage”, ”agent” og ”føringsofficer” ganske almindelige standardbegreber, som — i modsætning til hvad Axel Moos hævder – bruges meget præcist i værket. Vi bruger f.eks. kun betegnelsen agent, hvis denne anvendes i de kilder, vi bygger på. KGB havde en række nøje definerede kategorier, som de anvendte til at klassificere kontakter efter. Her var f.eks. Gert Petersen klassificeret som fortrolig kontakt. Derfor er det denne betegnelse, vi anvender i det afsnit, der omhandler karakteren af Petersens mange møder med sine føringsofficerer i perioden 1965–1992.
At der ikke blev rejst tiltale mod en række danske KGB- og STASI-kontakter er irrelevant i forhold til en historisk analyse af disse personer og deres virke. Hvorvidt der skulle rejses tiltale i spion- og agentsager var i øvrigt en politisk beslutning, som skulle træffes af justitsministeren. Rent politiske hensyn var altså afgørende. F.eks. vurderede PET’s chef Hanne Bech Hansen i 1992, at Gert Petersens samarbejde med KGB objektivt set udgjorde en overtrædelse af straffelovens spionparagraf. Alligevel blev der som bekendt ikke rejst tiltale. PET var desuden som oftest modstandere af at rejse sager, fordi man derved afslørede sin viden overfor fjenden og blev tvunget til at blotte sine kilder.
Moos hævder også, at vi ikke har underkastet kilder fra PET og FE den nødvendige kildekritik. Det er dels faktuelt forkert, dels har Moos intet grundlag for sin påstand, idet han ikke kender én eneste af disse kilder. Videre hævder Moos, at værket har svært ved at se forskel på DKP og SF. Det er imidlertid atter Moos, der er på vildspor. Når det – især i de første årtier efter SF’s stiftelse i 1958 – var svært at skelne mellem de to partier, så skyldes det, at der ikke var ret stor forskel på det politiske grundsyn de to partier imellem. Vi citerer i bogen Svend Auken (2007) for følgende ganske præcise karakteristik: ”Historisk set er SF et kommunistisk parti. Det blev stiftet af folk, som gjorde op med det anti-demokratiske og det sovjettro i DKP. Men resten af ideologien beholdt de. På alle andre punkter var der ikke noget opgør.” Aksel Larsen omtalte i øvrigt selv SF som ”vort kommunistiske parti”.
Da Moos i sin anmeldelse ikke ulejliger sig med at nævne, hvilke emner værker rent faktisk behandler, vil jeg slutteligt nævne, at der findes kapitler om bl.a. den kolde krig som historisk fænomen, Sovjetunionen som militær-industrielt kompleks, indre og ydre trusler mod Danmark og forsvaret herimod, partierne DKP, SF og VS, fredsbevægelserne, kulturkamp, spionage og påvirkningsoperationer, antikommunisme i Danmark, socialdemokratiets sikkerhedspolitiske skred og fodnoteperioden samt dens konsekvenser.
Martin Kryhl Jensen
Historiker