Præst, skri­bent og fol­ke­tings­po­li­ti­ker Jes­per Lang­bal­les (1939–2014) essays med en reli­gi­øs og ånde­lig dis­kurs om bl.a. reli­gi­øse filo­sof­fer, tro­ens betyd­ning i for­hold til dansk iden­ti­tet og Grundtvigs betyd­ning i det 21. århundrede.


Den­ne sto­re bog, hvis ene­ste bil­le­de er for­si­dens af for­fat­te­ren, udtryk­ker hold­nin­gen i den ret­ning inden­for dansk pro­te­stan­tis­me, som efter sit tids­skrift kal­des ”Tide­hverv”. De tyve essays har stå­et i det­te tids­skrift. Moni­ca Papa­zu har skre­vet for­or­det. Hun læg­ger vægt på Jes­per Lang­bal­les evne til at lyt­te, at han tog de sto­re spørgs­mål om men­ne­ske­li­vet op i sine essays. En enga­ge­ret tæn­ker med en kon­ser­va­tiv livs­for­stå­el­se for­tæl­ler om sin ånde­li­ge arv i opgør med andre opfat­tel­ser. Jeg vil­le nok ikke bru­ge ordet ”sub­til” om Lang­bal­les for­tolk­ning af lit­te­ra­tur, sna­re­re et stærkt kor­rek­tiv til man­ge ensi­dig­he­der i hans sam­tid. Udgi­ver­nes anlig­gen­de er Dan­marks histo­rie og dansk kul­tur, som det også er i Lang­bal­les enkel­te essays, deres anlig­gen­de er også at give et ind­blik i tids­skrif­tet Tide­hverv, også som et arbejdsfællesskab. 

Lang­bal­le, der leve­de fra 1939 til 2014, var kendt som en klar og skarp tv-anmel­der i Jyl­land­spo­sten, kri­ti­ker af radi­ka­lis­me og soci­a­lis­me. Ret sent i sit liv blev han et mar­kant med­lem af Fol­ke­tin­get for Dansk Fol­ke­par­ti. Lang­bal­le er debat­tør og pole­mi­ker. Han mar­ke­rer sit stand­punkt, frem­fø­rer sine grunde. 

Kam­pen mod kom­mu­nis­men og mod isla­misk domi­nans er frem­træ­den­de. Når det gjaldt Dan­marks selv­stæn­dig­hed, for­hol­det mel­lem Dan­n­mark og EF/EU, var Lang­bal­le lodret uenig med bor­ger­li­ge poli­ti­ske skik­kel­ser som Poul Schlüter og Uffe Elle­mann Jen­sen, mens han hav­de kam­pen mod kom­mu­nis­me og soci­a­lis­me til­fæl­les med dem.

Hvil­ket syn på kri­sten­dom, på histo­rie, på kon­ser­va­tis­me udtryk­kes her?

Teo­lo­gisk har ret­nin­gen og bogen en grund­læg­gen­de afstand­ta­gen til Indre Mis­sion, men også til andre ret­nin­ger i Fol­kekir­ken. Lang­bal­le er kri­tisk over for Fol­kekir­kens nuvæ­ren­de til­stand: Den er ble­vet ”en jung­le af bureau­kra­ti”, og med et kir­ke­mi­ni­ste­ri­um, der optræ­der som kom­man­do­cen­tral (note 1 — se nederst anmel­del­sen, fre­m­ef­ter som n1, n2 mv.). Bogen udtryk­ker også en natio­nal kon­ser­va­tis­me. Lang­bal­le har givet udtryk for sin teo­lo­gi­ske opfat­tel­se i en kort udta­lel­se, der ikke er med i bogen, men giver et vig­tigt bidrag til for­stå­el­sen af den. Han siger, at de enkel­te bøger i Bibe­len skal læses i deres hel­hed, sam­men­hæn­gen er vig­tig; ”bud­ska­bet hører hjem­me i en sam­men­hæng om, at kri­sten­dom­men er både lov og evan­ge­li­um: at vi med loven er sat i en jor­disk sam­men­hæng, men at evan­ge­li­et gør alt nyt”. Bibe­len rum­mer Guds ord, sam­ti­dig med at den er skre­vet af men­ne­sker. Lang­bal­le nedt­o­ner et styk­ke af vej­en Bibe­len; når han ikke er præst, læser han ikke i den hver dag; og han kal­der sal­me­bo­gen med Fol­kekir­kens før­ste og anden tek­stræk­ke ”en mere fol­ke­lig bibel med stør­re kri­ste­lig betyd­ning for de fle­ste, også mig selv”. At sal­me­bo­gen leder gen­nem kir­ke­å­ret og der­med rum­mer hel­he­den. (n2) 

Den­ne nedt­o­ning af Bibe­lens betyd­ning dan­ner et tyde­ligt skel mel­lem Lang­bal­le og de to pri­va­te forsk­nings­in­sti­tu­tio­ner Dansk Bibel-Insti­tut og Menig­heds­faku­l­te­tet, der har deres udgangs­punkt i væk­kel­ses­be­væ­gel­ser­ne Lut­hersk Mis­sion og Indre Mis­sion. For­kær­lig­he­den for sal­me­bo­gen hæn­ger der­i­mod sam­men med hans natio­na­le hold­ning. Om Lov og Ansvar gæl­der det, at Bibe­len er der, men tem­me­lig begræn­set. S. 458 træ­der den (med lil­le b) frem i Lang­bal­les for­tolk­ning af Bli­chers En lands­by­degns Dag­bog, der sæt­tes i for­hold til aktu­el­le emner. Det er en af Bibe­lens Psal­mer, hvis ord Lang­bal­le beteg­ner som ”stor­lad­ne og realistiske”. 

I okto­ber 2002 ind­gik et fler­tal i fol­ke­tin­get bestå­en­de af bl.a. Ven­stre og Soci­al­de­mo­kra­ti­et for­lig om en uni­ver­si­tets­lov, der afskaf­fe­de det tra­di­tions­ri­ge kon­si­sto­ri­um og erstat­te­de det med en besty­rel­se, hvis fler­tal blev hen­tet uden­for uni­ver­si­te­tet. Det var det­te kon­si­sto­ri­um, hvis rol­le den kon­ser­va­ti­ve teo­log Hen­rik Schar­ling hav­de kæm­pet for o. 1900, som et værn for uni­ver­si­te­tets selv­sty­re mod en stærk stat (n3). Uni­ver­si­tets­lo­ven trå­d­te i kraft 1.7.2003 (n4). Jes­per Lang­bal­le var stærkt enga­ge­ret i den­ne sag: Han kald­te loven et brud ”med 500 års dansk tra­di­tion, jeg kun­ne sige euro­pæ­isk tra­di­tion for forsk­nings­fri­hed, for ånds­fri­hed”. Han men­te ikke, at viden og forsk­ning kun­ne eller bur­de pro­du­ce­res på bestil­ling (n5). Hans udsagn peger på, at histo­ri­en vir­ke­lig betød noget i hans tan­ke­gang, at tra­di­tion vir­ke­lig fand­tes for ham, at der for ham eksi­ste­re­de noget, der hed­der ånd. Mod­sat viser hans stil­ling­ta­gen, at hans kri­ti­ske hold­ning til de ven­stre­o­ri­en­te­re­de intel­lek­tu­el­le ikke betød, at han var uni­ver­si­tets­fjendt­lig. Tvær­ti­mod. Det må bekla­ges, at den­ne sag og den­ne hold­ning ikke er omtalt i Lov og Ansvar.

Histo­ri­en vejer tungt i hans livs­op­fat­tel­se. Det­te kom­mer til udtryk i hele bogen: ”Jour­na­li­stik er efter min mening døg­nets histo­ri­eskriv­ning”, skrev jour­na­li­sten Lang­bal­le, der til­fø­je­de, at pres­sen selv er histo­rie. At hans egen skit­se af dansk pres­ses histo­rie på sam­me side er histo­risk pro­ble­ma­tisk, er en anden sag (n6). 

På en sær­lig måde kom­mer histo­ri­ens betyd­ning frem i det essay, som bærer tit­len ”Dansk Iden­ti­tet”, hvor Lang­bal­le går ind på Dansk Iden­ti­tets­hi­sto­rie 1–4 (1991–92). Den­ne udkom på et tids­punkt, da den kom­mu­ni­sti­ske østblok og Sov­je­tu­ni­o­nen var i opløs­ning, mens for­hol­det mel­lem natio­nal­sta­ter­ne og EF/EU til­sva­ren­de var aktu­elt. Her hav­de en ræk­ke dan­ske aka­de­mi­ke­re med fag­hi­sto­ri­ke­ren Ole Feld­bæk i spid­sen taget det­te emne op, efter at det natio­na­le i bety­de­lig grad hav­de været nedt­o­net siden ca. 1960, og der kom efter­føl­gen­de en ræk­ke ind­læg om natio­nal iden­ti­tet. Lang­bal­les essay udkom okto­ber-novem­ber 1991; det er skre­vet af et men­ne­ske uden til­knyt­ning til et uni­ver­si­tet, men med bevidst­hed om uni­ver­si­te­tet. Hans stand­punkt var, at de uaf­hæn­gi­ge natio­nal­sta­ter var for­ud­sæt­nin­ger for demo­kra­ti­et, og han støt­te­de varmt bal­ter­nes sag. Han fore­træk­ker udtryk­ket ”dansk­he­dens kul­tu­rel­le sær­præg” frem­for ”dansk iden­ti­tet”, der for ham er et ”vare­mær­ke”, alt­så koldt, abstrakt. Lang­bal­le inter­es­se­rer sig for, hvor­dan vær­ket er ble­vet til og skri­ver her­om: ”Et forsk­nings­hold på ti mand skul­le på halvan­det år (!) kort­læg­ge den dan­ske iden­ti­tets histo­rie”, og han stil­ler her­over­for: ”Den­gang da histo­ri­eskriv­ning var et leven­de udtryk for fol­kets eksi­stens og dåd, hav­de den som sit før­ste for­mål at befæ­ste dansk iden­ti­tet – eller som det den­gang hed i sko­le­fa­gets for­måls­be­stem­mel­se: at væk­ke fæd­re­land­skær­lig­hed. Gen­nem sit folks histo­rie lær­te man, hvem man er – ikke ved at under­sø­ge sig selv. 

I sin kamp med ordet ”iden­ti­tet” skri­ver Lang­bal­le en pas­sa­ge, som er (end­nu) mere aktu­el idag, end da den blev skre­vet: ”Det er nok sandt, når Ole Feld­bæk (imel­lem al den snak om soci­al­grup­per og øko­no­mi­ske grup­per) næv­ner køn­net som iden­ti­tets­be­stem­men­de. Men det er køn­net vel at mær­ke ikke sådan, at kvin­dens iden­ti­tet hen­tes fra hen­des pla­ce­ring i grup­pen ”kvin­der”. Den bli­ver til i mødet med man­den, gan­ske som man­dens bli­ver til i mødet med kvin­den. Den bli­ver kort sagt til i for­hol­det, der for­hol­der sig til sig selv ved men­ne­skets etisk bestem­te over­ta­gel­se af for­bun­det­he­den med sin elske­de, sin fami­lie og sit folk. Eller i det etisk bestem­te afkald, som giver det hele igen. Thi nok er kvin­dens møde med man­den – som elskov – natur, lige­som dansk­he­den i sig selv er en natur­lig væren til i sit eget. Men iden­ti­tet er det først, hvor for­hol­det bli­ver til Ånd ved at være under for­dring.” Og han siger, at iden­ti­tet prin­ci­pi­elt er noget andet end bevidst­hed. Noget stil­tien­de for­ud­sat, der først fik mæle, når det blev tru­et. Her gæl­der det den natio­na­le iden­ti­tet. For­drin­gen er vig­tig i Lang­bal­les tan­ke­gang, og det vil sige, at der er noget, der for­plig­ter, her alt­så fæd­re­lan­det. Hans brug af ordet bærer præg af, at han ikke behø­ver for­kla­re det for Tide­hvervs kreds. 

Grund­læg­gen­de mener Lang­bal­le, at der er for megen uni­ons­tænk­ning i vær­ket; den natio­na­le bevidst­hed kan ikke redu­ce­res til et ”fæno­men”: ”Ole Feld­bæk og hans for­sker­grup­pe har fra begyn­del­sen hæl­det til den moder­ne ’natio­na­lis­me­forsk­ning’ (ja, det hed­der det vir­ke­lig) med dens tro på, at natio­nal iden­ti­tet er noget, de euro­pæ­i­ske natio­ner opfandt sidst i det atten­de århund­re­de…” Han gør inter­es­sant opmærk­som på, at pla­nen for vær­ket blev ændret, så dets begyn­del­se blev skub­bet til­ba­ge til Refor­ma­tio­nen, og at ”de to hoved­frem­stil­lin­ger af Harald Ilsøe og Ole Feld­bæk stand­ser spør­gen­de op over for det, de ikke for­står. Og så inde­hol­der dis­se afhand­lin­ger fak­tisk en sag­lig leven­de og loy­al for­tæl­ling om dansk­he­dens histo­ri­ske bevæ­gel­se, der tyder på, at for­fat­ter­ne er langt mere for­bund­ne med emnet, end de måske ved af eller tør sige højt i deres kon­klu­sio­ner.” Måske kend­te Lang­bal­le ikke histo­ri­ke­ren Johan­nes Ste­en­strup, men den­ne udtal­te, at det er vig­tigt for en histo­ri­ker at kun­ne ”stud­se” (n7). Og stud­se gør man, når man stand­ser spør­gen­de op over­for det, man ikke for­står. Lang­bal­le udta­ler, at Refor­ma­tio­nens betyd­ning slet ikke er omtalt. Og des­u­den at ”den moder­ne histo­ri­ker­ta­le om ’mag­tens mænd’ eller ’magt­ha­ver­ne’ synes at byg­ge på en nuti­dig og til­ba­ge­da­te­ret fore­stil­ling om et sær­ligt inter­es­se­mil­jø, der stod over­for fol­ket som en defi­ne­ret alter­na­tiv stør­rel­se. Det er den moder­ne idé om fol­kes­u­veræ­ni­te­ten, der spø­ger i histo­ri­ker­nes egen bevidst­hed i den­ne anakronisme.” 

Hans eget mod­styk­ke til udgangs­punk­tet for Dansk Iden­ti­tets­hi­sto­rie er ”den kor­pora­ti­ve per­son­lig­hed”; udtryk­ket er i sig selv en over­sæt­tel­se af ”cor­pora­te” på engelsk. Man kan her over­ve­je, om frem­medor­det er uhel­digt på dansk, da det kan få læse­ren til at tæn­ke på det fasci­sti­ske Ita­li­en. Men Lang­bal­le har udtryk­ket fra engelsk ekse­ge­se af Det gam­le Testa­men­te. Lang­bal­le ser kon­gen i Mid­delal­de­ren som en verds­lig ”per­son­lig­hed, som fol­ket har beret­tet om og iden­ti­fi­ce­ret sig med”. Og den­ne tan­ke sæt­ter han op imod den radi­ka­le histo­ri­ker Erik Arup, der ”med sit ide­o­lo­gisk bestem­te had til alt, hvad der hed­der kon­ger og natio­nal­fø­lel­se siger, at de hol­sten­ske gre­vers tid var en god tid for riget. Der var jo nem­lig ikke noget rige.” Lang­bal­le peger på Saxo og Kla­ge­dig­tet 1329 som udtryk for bevidst­hed om iden­ti­te­ten i Mid­delal­de­ren. For Lang­bal­le hæn­ger Refor­ma­tio­nen og natio­nal­sta­ten klart sam­men; han beteg­ner Ole Feld­bæks frem­stil­ling af for­lø­bet frem til Loven om Ind­føds­ret­ten 1776 som loy­al og oply­sen­de, men bekla­ger, at han ikke gør mere ud af Johan­nes Ewalds ”Ode over Ind­føds-Ret­ten”. Han bekla­ger, at for­sker­ne ikke blev gjort opmærk­som på Mid­delal­de­ren. (n8) 

Mid­delal­der­hi­sto­ri­ke­ren Anders Lee­gaard Knud­sen gjor­de i 2000 situ­a­tio­nen sådan op, at Feld­bæk hav­de givet et tøven­de ja som svar på spørgs­må­let ”Fand­tes der en dansk iden­ti­tet i mid­delal­de­ren?” samt at bidra­ge­ne fra 1990’erne viste det beret­ti­ge­de i at tale om en sådan iden­ti­tet (n9). Adam Wag­ner, også fag­hi­sto­ri­ker, har siden i bogen Dansk­hed i Mid­delal­de­ren taget emnets til­ste­de­væ­rel­se i histo­ri­eskriv­nin­gen i Dan­mark i Mid­delal­de­ren op til grun­dig behand­ling og sand­syn­lig­gjort, at Saxo med sin natio­na­le bevidst­hed udtryk­ker en almin­de­lig opfat­tel­se (n10). Og den post­humt udgiv­ne bog Natio­nal iden­ti­tet i Snor­re Stur­la­sons Heim­skring­la af den tid­ligt afdø­de Arild Hald Kier­ke­gaard ven­der sig mod en moder­ni­stisk påstand om, at natio­nal bevidst­hed, fæd­re­land­skær­lig­hed er en moder­ne kon­struk­tion (n11). Dis­se tre vig­ti­ge ind­læg angår alle Mid­delal­de­ren, og beteg­ner indi­rek­te fag­hi­sto­ri­ske svar på Lang­bal­les opråb; det prin­ci­pi­el­le ved Mid­delal­de­ren i den­ne sam­men­hæng er, at vi med skrift­li­ge kil­der bli­ver i stand til at påvi­se, at sær­præg og bevidst­hed om den­ne ikke er sene konstruktioner. 

For Lang­bal­le er histo­ri­en ikke et fag, men en vir­ke­lig­hed og en hold­ning. Som teo­log og som kul­tur­skri­bent uden for histo­ri­e­fa­get sæt­ter han et histo­ri­o­gra­fisk fæno­men i en inter­es­sant belys­ning. En histo­risk smut­ter fin­des s. 585, hvor der står Chri­sti­an VIII, men skul­le have stå­et Chr. IX. Her må jeg des­u­den gøre den bemærk­ning, at det ikke er nok at beteg­ne de natio­nal­li­be­ra­le som ”den snob­be­de, intel­lek­tu­el­le køben­havn­ske dan­nel­se”; også de repræ­sen­te­rer dansk kul­tur, bevidst­hed om dansk histo­rie, også de stod i deres egen nutids kamp, Carl Ploug f.eks. 

Fin­des nogen direk­te udmel­ding om tro­en på Den tre­e­ni­ge Gud? Kristus omta­les, dog ikke man­ge gan­ge og ikke i regi­stret. S. 12 hed­der det, at ”præ­sten er ingen kristus­skik­kel­se, men han er Kristus selv i den ene­ste skik­kel­se, hvori Kristus møder et men­ne­ske: i næsten. I næstens lidel­se.” Kri­sti lidel­ser gør den døm­te ret­fær­dig. Det­te er et mar­kant udsagn. I sam­me sam­men­hæng, Bli­cher og den­nes for­fat­ter­skab, udta­ler Lang­bal­le, at den gud­lø­se ver­den ved sin gud­løs­hed viser hen til Kristus, og den skab­te ver­den kun er dér, ”hvor fuld­kom­mel­sen i Kristus er sket fyl­dest” (s. 24). Kri­sten­dom­men træ­der frem som de ufuld­kom­nes reli­gion. Lang­bal­le vir­ker stærkt inter­es­se­ret i evan­ge­li­sten Johan­nes, så meget at hans ind­le­vel­se tager form af en slags fik­tion med tema­et selvvid­nes­byrd. Lang­bal­le ser det fjer­de evan­ge­li­um som en form for præ­di­ken. Der er et spil mel­lem skrift og læser, en ”dob­belt­hed” (s. 194): ”Det betød blandt andet, at når skrif­tets ord hav­de åben­ba­ret Kristus, så hav­de det sam­ti­digt været for­kyn­de­rens selv-åben­ba­ring.” Lang­bal­le kal­der Jesu lig­nel­se om den fortab­te søn ”en ny ska­bel­ses­be­ret­ning”, som Kristus for­tæl­ler. Han viser for­bin­del­se mel­lem, hvad Kristus siger, og hvad pro­fe­ten Mika hav­de sagt (s. 434f.). Han siger, at ”ved Kristus er gud­s­pag­ten – den nye pagt i Him­len – skilt fra alle jor­di­ske pag­ter” (s. 432). Han udta­ler, at kir­ken som en del af en vel­færds­stat, hvor præ­ster­ne for løns og pen­sions skyld må ske­le til mate­ri­el­le hen­syn, ”er gan­ske ufor­e­ne­ligt med Kri­sti kir­ke”. I den sam­men­hæng taler han om ”fol­kekir­kens fortviv­le­de situ­a­tion” og om ”funk­tio­nær­præ­ster” (s. 572f.). Ret beset er det en meget alvor­lig ind­ven­ding, der her ret­tes mod den Fol­kekir­ke, som Lang­bal­le ellers støt­ter. Kristus omta­les alt­så direk­te i et vist omfang i bogen. 

Ste­en St. Bli­cher er den af 1800-tal­lets dan­ske for­fat­te­re, som Lang­bal­le har skre­vet mest om. Grundtvig og Kier­ke­gaard har han ikke skre­vet så meget om, men han knyt­ter sig stærkt til dem i sine udsagn i den­ne sam­ling. De præ­ger hans syn på 1800-tal­let, og til­knyt­nin­gen til dis­se tre skik­kel­ser er ledsa­get af en til­sva­ren­de uvil­je mod sto­re kir­ke­li­ge kon­ser­va­ti­ve skik­kel­ser som Myn­s­ter og Mar­ten­sen. Lang­bal­le cite­rer Grundtvig meget, frem­for alt i natio­na­li­te­tens sam­men­hæng, men der fin­des også en kort og mar­kant kri­tik af Grundtvig, som nok især skyl­des Lang­bal­les uenig­hed med grundtvi­gi­a­ner­ne. Lang­bal­le ser en svag­hed ved Grundtvigs tro på fol­ke­ånd og fol­ke­fri­hed, på kær­lig­he­dens gen­nem­slags­kraft, som får Grundtvig til at være imod tvun­gen sol­da­tertje­ne­ste. Her­i­mod under­stre­ger Lang­bal­le lovens nød­ven­dig­hed. Kri­sti kær­lig­hed og fæd­re­land­skær­lig­hed fly­der sam­men for Grundtvig. Og Lang­bal­le udta­ler: ”Den­ne svær­me­ri­ske side af Grundtvig blev grundtvi­gi­a­ner­nes arv”, som fik ”skæb­nesvan­gre kon­se­kven­ser for Dan­mark” (s. 585f.). 

Lang­bal­les natio­na­le bevidst­hed hæn­ger sam­men med en opmærk­som­hed på det udenoms­na­tio­na­le, en dob­belt opmærk­som­hed som han har til­fæl­les med de kon­ser­va­ti­ve kul­tur­per­son­lig­he­der i sid­ste tred­je­del af 1800-tal­let, skønt han ikke omta­ler det og ikke vir­ker bevidst om lig­he­den. Hans kon­ser­va­ti­ve hold­ning træk­ker på skik­kel­ser som Edmund Bur­ke og Ronald Rea­gan. Beg­ge dis­se var prak­ti­ske poli­ti­ke­re, Bur­ke til­li­ge for­fat­ter til det betyd­nings­ful­de eksem­pel på kon­ser­va­tiv mod­stand Tan­ker om den fran­ske Revo­lu­tion, som først blev over­sat til dansk i 1987 og net­op i Tide­hvervs regi. Trods Lang­bal­les stær­ke afstand­ta­gen fra Den romersk-katol­ske Kir­ke er han varmt begej­stret for Rea­gan, der var kato­lik. Lang­bal­les ver­den går ud fra fami­lie, hjem­stavn og Dan­mark, men hans syn på Dan­mark og ver­den har også inspira­tion ude­fra. Det ses af Bur­kes og Rea­gans frem­træ­den­de plads. Der­i­mod omta­ler han ikke fransk­man­den Cha­teau­bri­and og rus­se­ren Berd­ja­jev, som ople­ve­de hver sin for­fær­de­li­ge revo­lu­tion i deres eget land og på hver deres måde tog et opgør med den. Lang­bal­le hav­de godt kun­net ken­de Chri­sti­an Gott­liebs dis­putats om Berd­ja­jev, men ikke den sene­re over­sæt­tel­se (n12). Hel­ler ikke de fran­ske kon­ser­va­ti­ve de Mai­s­tre og Bonald næv­nes. Græ­ske kir­ke­fædre omta­les ikke, ej hel­ler den blandt lut­her­ske teo­lo­ger ellers så værds­at­te lat­in­ske kir­ke­fa­der Augustin. 

Men han går ind på rus­ser­ne Dosto­jevskij fra 1800-tal­let og Sol­sje­nit­syn fra 1900-tal­let, fra Sov­jet­ti­den. Hvor­dan omta­ler han dem? Der er tre hen­vis­nin­ger med cita­ter fra Dosto­jevskij; den læng­ste s. 113–6. Den står i et essay om histo­ri­en og ansva­ret og med den Bibel­ske titel ”Sten­tav­ler­ne og Guld­kal­ven”. Raskol­ni­kov er roma­nen, der hen­vi­ses til. Drabs­man­den er en nihi­list, et teo­re­tisk over­men­ne­ske, som mener, at han kan til­la­de sig at slå en anden ihjel for almen­he­dens vel. Men loven, den indre og den ydre, for­føl­ger ham. Nihi­lis­men er en kri­sten­dom uden Gud. Det påfal­den­de er, at Lang­bal­le gør pie­tis­me og nihi­lis­me til paral­lel­le stør­rel­ser; dvs. det er ikke påfal­den­de i for­hold til Lang­bal­les gen­nem­gå­en­de hold­ning, men det vir­ker som et frem­med­ele­ment i for­hold til Dosto­jevskij, i hvert fald begrun­des det ikke, at det er rele­vant for ham. Dosto­jevskij hol­der på straf­fen af hen­syn til for­bry­de­ren. ”Uden lov intet evan­ge­li­um” skri­ver Lang­bal­le, og han fort­sæt­ter, at man har for­pag­tet gam­le ord som anger og bod til pie­tis­men. Lang­bal­le cite­rer ved en sene­re lej­lig­hed Dosto­jevskij for at bebrej­de sin tids aka­de­mi­ske ung­dom, at den vil belæ­re fol­ket uden at ken­de dets tro og øvri­ge livs­grund­lag. Dosto­jevskij er mod­stan­der af den sto­re abstrak­te al-men­ne­ske­lig­hed, og det sam­me er Lang­bal­le. Mod­sæt­nings­vis hæv­der Lang­bal­le ret­ten til dansk­hed. Sol­sje­nit­syn har fem ind­gan­ge i bogen. Lang­bal­le næv­ner de nye filo­sof­fer i Frank­rig, og udgi­ver­nes note omta­ler, at de var påvir­ke­de af Sol­sje­nit­syns Gulag. Héle­ne Car­ri­e­re d’Encausse er geor­gisk født og grund­læg­gen­de på linje med Sol­sje­nit­syn. Beg­ge læg­ger lige­som Lang­bal­le vægt på natio­ner­nes betyd­ning. Lang­bal­le udta­ler, at Sol­sje­nit­syn har ret i at kri­ti­se­re par­ti­de­mo­kra­ti­er, i hvil­ke par­ti­er­ne er et mål i sig selv. I for­bin­del­se med Bli­chers Lands­by­degns Dag­bog cite­res et digt af Sol­sje­nit­syn, skre­vet i Gulag. ”Selv den fald­nes skridt har du ledet!” og i den efter­føl­gen­de udvik­ling kom­mer vi frem til den krist­nes håb. Sol­sje­nit­syn kom­mer alt­så kort­fat­tet frem, ingen læn­ge­re passage. 

Det stær­ke tema ”Vil­jens Fri­hed” hos Hen­rik Schar­ling og andre af 1800-tal­lets ånde­li­ge kon­ser­va­ti­ve, næv­nes hos Lang­bal­le. Her hed­der det s. 68 i essay­et ”Histo­ri­ens Præ­di­ken”: ”Niels Ebben­sens død er som tusin­der af dan­skes kamp for fri­he­den den frie vil­jes pro­test mod talen om en skæb­ne­be­stemt histo­risk nød­ven­dig­hed, en idé, der vil over­ord­ne sig histo­ri­en og der­for ikke respek­te­rer græn­ser mel­lem men­ne­sker og folk. Når histo­ri­en er åben­ba­ret som min histo­rie, så er jeg som histo­risk men­ne­ske sat i fri­hed til at hand­le i histo­ri­en, og ingen mangt kan begræn­se den­ne fri­hed. Den frie vil­jes suveræ­ni­tet i histo­ri­en er net­op betin­get af, at vilj­en er sat i fri­hed af Gud. For­ud­sæt­nin­gen for vil­jens fri­hed i histo­ri­en er vil­jens træl­bun­det­hed over for Gud” Træl­bun­det­hed er et Lut­herci­tat. Man­ge sider sene­re (s. 553f.) og i et andet essay går Lang­bal­le nær­me­re ind på Lut­hers opfat­tel­se, kal­der lige­frem Om den træl­bund­ne Vil­je for ”Lut­hers hoved­skrift”. Her siger han: ”Thi kri­sten­dom­men siger til men­ne­sket: ’Du skal!’ – Du skal, hvad du ikke kan, for­di du ikke vil, det gør Gud selv muligt ved den tro, som hans ord ska­ber i dig, Den tro, som gjor­de, at Abel brag­te Gud et bed­re offer end Kain.”  Den pligt til mod­stand, til at kæm­pe, det ansvar, der udtrykt og i hele Lang­bal­les måde at skri­ve på er så frem­træ­den­de, må for­ud­sæt­te mulig­he­den af et valg, af en vil­jes­be­slut­ning. Hans udtryk om for­hol­det mel­lem natur, Ånd og for­dring oven­for må pege i sam­me ret­ning. Ellers sej­rer deter­mi­nis­men, ellers fly­der man med strøm­men af moder og menin­ger, ellers er man vær­ge­løs over for omgi­vel­ser­nes tryk. Så bli­ver men­ne­sket et hjul i en maski­ne. I Lang­bal­les liv, for­fat­ter­skab og vir­ke som ånd­s­per­son­lig­hed må der være et stærkt ele­ment, der mod­sæt­ter sig en sådan deter­mi­nis­me, og som det ses, har han taget Vil­jens Fri­hed op som tema. Men hans stær­ke Lut­her­ske over­be­vis­ning og et vist aftryk af natu­ra­lis­me, som har for­bin­del­se med hans frem­træ­den­de sym­pa­ti for Otto Møl­ler og Jakob Knud­sen, har hin­dret ham i at udvik­le det. Det vil­le have været inter­es­sant og given­de, hvis Lang­bal­le hav­de vil­let gå ind på Mar­ten­sens og Schar­lings tan­ker om vil­jens fri­hed (n13). Han vil­le da have opda­get, at han hav­de mod­stan­den mod nød­ven­dig­hed­s­tan­ke­gan­gen, deter­mi­nis­men til fæl­les med dem. Også Tide­hvervs­be­væ­gel­sens frem­træ­den­de uvil­je mod 1800-tal­lets sto­re roman­ti­ske bevæ­gel­se slår her igennem. 

I essay­et ”At være Bevæ­get” fra 1998 tager Jes­per Lang­bal­le del­vist et opgør med natu­ra­lis­men. I udgangs­punk­tet mener han, at natu­ra­lis­men har været en nød­ven­dig ”opbrud­ska­ta­ly­sa­tor”, at den har været medi­cin mod ”både kri­ste­ligt og natio­nalt pro­gram­ryt­te­ri”. Her­til er straks at sige, at et sådant pro­gram­ryt­te­ri fin­der man ikke hos de kir­ke­li­ge kon­ser­va­ti­ve, Myn­s­ter, Mar­ten­sen og Schar­ling. Der­i­mod nok hos grundtvi­gi­a­ner­ne og natu­ra­li­ster­ne, ja vel ret beset også hos Grundtvig og Kier­ke­gaard, som Lang­bal­le sæt­ter så højt. Men Lang­bal­le hol­der sin sku­de nær ved dig­te­ren Jakob Knud­sen, som i en roman lader en per­son bru­ge udtryk­ket ”vi maa kryd­se os frem mod den kri­ste­li­ge Fuld­kom­men­hed, med sto­re Slag, saa sto­re, at faar hele Natu­ra­lis­men med ombord”. Dog uden at til­be­de natu­ren. Lang­bal­le tager vej­en til Jakob Knud­sens stand­punkt over Dra­ch­manns evig­heds­længsel. Også Harald Niel­sen er en omvej, Lang­bal­le har set som nød­ven­dig, og ad hvil­ken han ende­lig får sagt, at kri­sten­dom­men ikke ale­ne er et hand­lings­grund­lag, men det hin­si­des er en afgø­ren­de for­ud­sæt­ning. Him­me­len, evig­he­den, er afgø­ren­de for den jor­di­ske vir­ke­lig­hed. Her­ud­fra hæv­der han, at ”Guds for­syns hand­len med men­ne­sket altid kom­mer men­ne­skets hand­len i for­kø­bet og selv sæt­ter men­ne­sket i bevæ­gel­se – giver det skæb­ne.” (n14)

Fin­des håbet hos Lang­bal­le? S. 64 omta­les Kri­sti død, men hvor bli­ver Kri­sti Opstan­del­se af? Litur­gi­en vir­ker meget lidt frem­træ­den­de. Lang­bal­le mener åben­bart ikke, at Kristus møder men­ne­sket i den; og det er i så fald karak­te­ri­stisk for den form for pro­te­stan­tis­men, som han repræ­sen­te­rer. Kir­ke­fædre­ne er der som nævnt hel­ler ikke. Kri­sten etik? Ud fra det­te kan man sige, at det egent­ligt krist­ne fyl­der meget lidt, at man får det ind­tryk, at det krist­ne liv egent­lig ikke eksi­ste­rer for ham. 

I for­hold til en kri­sten kon­ser­va­tis­me er sto­re og vig­ti­ge tema­er ikke til­ste­de, men det Lang­bal­le har med, frem­fø­rer han med styr­ke. Jeg sav­ner sans for tra­di­tio­nens rigdom. 

Hvem er nævnt og hvem ikke? Bli­cher, Grundtvig og Kier­ke­gaard er nævnt, som omtalt. Han omta­ler hver­ken Johan­nes Ste­en­strup eller Juli­us Palu­dan, beg­ge kon­ser­va­ti­ve viden­skabs­mænd, som det vil­le have været inter­es­sant at se hans omta­le af. Teo­lo­gen Hen­rik Schar­ling hel­ler ikke. En gan­ske anden type, Indre Mis­sions stif­ter Vil­helm Beck hel­ler ikke, og han var dog natio­nalt sin­det ved siden af at være stor væk­kel­ses­præ­di­kant. Kaj Munk omta­les slet ikke i bogen, hel­ler ikke s. 60, hvor der er tale om Besæt­tel­sen og Niels Ebbe­sen. Jeg stud­ser over, at Lang­bal­le slet ikke har noget at sige om dan­ske­ren og præ­sten, der tal­te tysker­ne lige imod, og som gav sit liv for at kun­ne gøre det, og som skrev om Niels Ebbe­sen. S. 78 bru­ger Lang­bal­le udtryk­ket ”kir­ke­lig­he­dens bero­li­gel­se af fol­ket under besæt­tel­sen”. Men en sådan delt­og Kaj Munk net­op ikke i. Men det er karak­te­ri­stisk for Tide­hverv, at man ikke ønsker at beskæf­ti­ge sig med Munk. 

Hvad er Lang­bal­les for­hold til det dan­ske sprog? For­holds­vis omfat­ten­de. I man­ge til­fæl­de er hans sprog ret abstrakt med man­ge frem­medord. Fra tid til anden sprin­ger et udtryk på lat­in frem. Men han har også en glæ­de ved at cite­re på vers. Også talesprogs­ag­ti­ge udtryk. 

Lang­bal­le vil under­sø­ge præ­mis­ser­ne og s. 36ff., i hans essay om pres­sen, hand­ler det om sub­jek­ti­vi­te­ten. Han cite­rer Kier­ke­gaard, men skri­ver også, at Kier­ke­gaard ikke ønske­de nogen ny lov­mæs­sig­hed, som skul­le kon­kur­re­re med objek­ti­vi­te­ten. Men Lang­bal­le bebrej­der sub­jek­ti­vis­men, at den ikke aner­ken­der nogen sand­hed ”uden for men­ne­sket, som der­for er sin egen ska­ber”. Sagens ker­ne er, at sub­jek­ti­vis­men er i direk­te mod­strid med den krist­ne tro. Gud har valgt at åben­ba­re sig i sub­jek­ti­vi­te­ten. Lang­bal­le er mod­stan­der af ensi­dig inter­es­se for kom­mu­ni­ka­tio­nen selv. Men han ser det sub­jek­ti­ve sådan, at ”Ansva­ret er den enkel­tes eget.” Og det­te ansvar hæn­ger sam­men med den enkel­tes plads i histo­ri­en. Den sub­jek­ti­vi­sti­ske histo­ri­eskri­ver – og det er kir­ke­hi­sto­ri­ke­ren P.G. Lind­hardt, der næv­nes som eksem­pel – kan ikke føre nogen dia­log med histo­ri­en: ”For ham er histo­ri­en død for­tid, lige­gyl­digt sam­ta­le­stof, som han kan for­tol­ke som det pas­ser ham, det døde ler, som han selv skal give form og ind­blæ­se liv med sit enga­ge­ment, sin sub­jek­ti­vi­tet eller sin ide­o­lo­gi, så histo­ri­en bli­ver nyt­tig og værd at beskæf­ti­ge sig med.” 

Lov og Ansvar er en tyk og ind­holds­rig bog. En natio­nalt kon­ser­va­tiv hold­ning som udar­bej­des i et sta­digt arbej­de med kri­sten teo­lo­gi i Tide­hvervs sær­li­ge udform­ning er den stør­re tan­ke­gang, bogen repræ­sen­te­rer, og doku­men­ta­tio­nen af den er bogens cen­tra­le bidrag. Bogens tek­ster har inter­es­se både i for­hold til Lang­bal­les leve­tids histo­rie og i for­hold til kri­sten­doms­op­fat­tel­se inden­for Fol­kekir­ken i sam­me peri­o­de. Bogen har histo­ri­o­gra­fi­ske per­spek­ti­ver. Histo­ri­e­op­fat­tel­se i mere omfat­ten­de for­stand end den rent fag­hi­sto­ri­ske bør også inter­es­se­re fag­hi­sto­ri­ke­re; ellers luk­ker de sig inde i et glasbur. 

Begræns­nin­gen viser sig f.eks. i den nega­ti­ve hold­ning til Myn­s­ter og Mar­ten­sen. Vel også til Schar­ling, som han slet ikke næv­ner. Hvis han hav­de inter­es­se­ret sig for dem, vil­le han have opda­get, at han hav­de ikke så lidt til­fæl­les med dem, og med en sådan erken­del­se vil­le han ikke have været den, han blev. Han arbej­de­de både med teo­lo­gi og som kul­turkom­men­ta­tor. Det sam­me gjor­de de, f. eks. Mar­ten­sen i Den chri­ste­li­ge Ethik. Det sidst­nævn­te sprin­ger mest i øjne­ne hos Lang­bal­le, men hold­nin­gen bun­der i det før­ste. Jes­per Lang­bal­le var ikke intel­lek­tu­a­list, men han var intel­lek­tu­el. Hans hold­ning hen­vi­ste ham til det kon­kre­te, men når han argu­men­te­re­de, kom det abstrak­te til at fyl­de en del. Han har et ønske om grun­dig rede­gø­rel­se, og i det tids­skrift, som han var knyt­tet til livet igen­nem, fik han mulig­hed for at udfol­de den. Man­ge vil føle sig stødt af Lang­bal­les syns­punk­ter og udtryks­form, radi­ka­le, romer­ske kato­lik­ker og til­hæn­ge­re af Indre Mis­sion. Jeg må selv sige, at selv, hvor jeg er mest enig med ham, er jeg dog uenig. En bog hvori ordet er afgørende. 

                                                                                                                              Jon A.P. Gis­sel, dr.phil.


n1) Lov og Ansvar s. 565.

n2) Thor­ste­in Asb­jørn Laurit­sen: ”Ånd­løs jagt på Ynd­lings­pas­sa­ger” Kri­ste­ligt Dag­blad 30.6.2008.

n3) H. Schar­ling: Kon­si­sto­ri­um og den aka­de­mi­ske Lærer­for­sam­ling, Køben­havn 1902.

n4) Dort­he Jør­gen­sen: Aglai­as Dans, Gyl­ling 2008, s. 223. Hun er stærkt kri­tisk over­for loven, men næv­ner ikke Lang­bal­les standpunkt.

n5) Forsk­nings­mi­ni­ster Hel­ge San­der før­te an i sagen. Se artik­len om ham af Ras­mus Fri­is og Ras­mus Buhl Kri­sten­sen i ”Uni­a­vi­sen” 3 – 2021, s. 22–27. Her fin­des Lang­bal­le-cita­tet s. 26.

n6) Lov og Ansvar s. 31. Dels mang­ler der meget af vig­tig­hed, dels vir­ker den histo­ri­ske ræk­ke­føl­ge uklar.

n7) Her­til Jon A.P. Gis­sel: Den ind­træn­gen­de For­staa­el­se, Gyl­ling 2003, s. 245f., 345, 358–60.

n8) Lov og Ansvar s. 330–40.

n9) Anders Lee­gaard Knud­sen: ”Inter­es­sen for den dan­ske for­tid omkring 1300” Histo­risk Tids­skrift 2000/1, s. 1–34. Han bru­ger også udtryk­ket ”natio­na­lis­me”.

n10) A. Wag­ner: Dansk­hed i Mid­delal­de­ren, 2015. Se min anmel­del­se i Replique nr. 8, 2015.

n11) Arild Hald Kier­ke­gaard: Natio­nal iden­ti­tet i Snor­re Stur­la­sons Heim­skring­la, 2018.

n12) Chr. Gott­lieb: Dilem­mas of Rea­ction, 2003 samt Niko­laj Berd­ja­jev: Ulig­he­dens Filo­so­fi. Bre­ve til mine uven­ner i den soci­a­le filo­so­fi (1918 — 1923). Over­sæt­tel­se, ind­led­ning og noter ved Chri­sti­an Gott­lieb. Tids­skrif­tet Fønix, 2017. Se min anmel­del­se i Replique http://aarsskriftet-critique.dk/2019/11/berdjajev-jon-gissel-ulighedens-filosofi/

n13)  Se kapit­let ”Vil­jens Fri­hed” i Jon A.P. Gis­sel: Kon­ser­va­tis­me og Kul­tur­kamp, Aar­hus 2014, s. 286–99. 

n14) Lov og Ansvar s. 536–8, 545f.

Forfatter(e)

Jon A.P. Gissel 
Se mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.