Af 
Denne anmeldelse fokuserer på antologiens 2 artikler, hvor historiefaget undersøges, nemlig kapitel 5: ’Historiebrug som identitetspolitisk dannelse – i og uden for skolen’ og kapitel 8: ’Forestillinger om grundloven i læremidler for samfundsfag og historie – mellem systembevarende myte og ideologikritik’ begge skrevet af Claus Haas, lektor ved DPU.
I ’Historiebrug som identitetspolitisk dannelse – i og uden for skolen’ er den centrale inspiration hentet fra Bernard Eric Jensens socialkonstruktivistiske fortolkning af en historiebevidsthedsdidaktik, der afviser historiefagets ’fortidsfiksering’ og i stedet fokuserer på, hvordan alle mennesker (lægfolk) altid er brugere af fortiden. Derfor må de emner, man arbejder med i skolefaget historie, give mening til og aktivere eleverne via nutids – og fremtidsfokuserede tilgange. Denne forståelse ønsker Haas at vise ved at bruge teaterforestillingen ’Black Madonna/ White Nigger’, som eksempel. Haas viser, hvordan flere former for historiebrug udtrykkes i teaterstykket og det medfølgende undervisningsmateriale med identitetspolitiske temaer som racisme, blackfacing, diskrimination, amerikanske borgerretsbevægelse etc. Ved at inddrage denne form for materiale præsenteres eleverne for andre identitetspolitiske fællesskaber end det traditionelle nationale erindringsfællesskab f.eks. kanontanken, som ofte har fyldt meget bl.a. i historieundervisningen.
I ’Forestillinger om grundloven i læremidler for samfundsfag og historie – mellem systembevarende myte og ideologikritik’ præsenteres 3 spændende analyser af hvordan samfundsfaglige og historiefaglige undervisningsmaterialer fortolker grundlovens indførelse fra 1849, som en fredfyldt overgang fra enevælde til demokrati. Haas viser også hvordan mange politikere i grundlovstaler altid henviser til den fredelige overgang og sammen med undervisningsmaterialerne repræsenterer denne fortolkning en systembevarende myte.
Som kritisk udgangspunkt for analysen af undervisningsmaterialerne trækker Claus Haas især på forskning fra Hans Vammen og Bertel Nygaard, der begge har vist, hvordan man kan tolke overgangen fra enevælde til indførelse af grundloven som et stykke dygtigt udført politisk spin af de nationalliberale, med Orla Lehmann i spidsen, der førte til borgerkrigen 1848–1851.
Disse 2 overordnede forskellige fortolkninger af overgangen fra enevælde mod indførelsen af grundloven skal vi som uddannelsesinstitutioner være opmærksomme på, fordi vi konstruerer elevernes nationale forestillinger (jf. forestillede fællesskaber) og i den forbindelse er det Haas ideologikritiske argument, at eleverne i undervisningen også skal møde et opgør med den konsensusprægede myte om den fredfyldte overgang.
Begge artikler præsenterer bud på, hvordan man kan styrke elevernes demokratiske dannelse i historieundervisningen og taler for et perspektivskifte mod flere nutidige vinkler i undervisningen.
Forfatter(e)
Næstformand for historielærerforeningen
