Af 
Vi har for vane at anlægge et snævert dansk perspektiv på Europas mange aktuelle udfordringer. I denne bog vides perspektivet ud med en gennemgang af fem centrale landes forhold til det europæiske samarbejde, ikke mindst med en belysning af den historiske arv de hver især bærer med sig. Samtidig med at integrationsprocessen på mange måder fortsætter, er vi i dag vidne til at nationalstaternes indflydelse også er voksende. For at forstå hvilken vej EU bevæger sig, er det derfor vigtigt at kende forudsætningerne i de store medlemsstater – og også i den stat der er på vej ud.
Kapitlerne er skrevet af specialister med mange års erfaring inden for hver deres felt:
Hans Branner har gennem mange år været hovedleverandør af lærebøger i international politik til samfundsfagsundervisningen fra Forlaget Columbus. I denne bog har han samlet nogle kyndige folk for at give et overblik over EU’s stilling set ud fra fem betydende lande i EU. Forfatterne er alle universitetsfolk, og der er ikke gjort meget for at tilpasse bogen til gymnasieelevers viden og forudsætninger. Den er derfor ikke velegnet som undervisningsbog i gymnasiet, men vil kunne bruges af den kyndige læser til at få indblik i, hvad der sker med EU for tiden. Særligt vil jeg fremhæve det sidste kapitel, som er skrevet af Uffe Østergård med spændende historiske indsigter og pointer.
I første kapitel introducerer Hans Branner en række nyttige begreber til forståelse af EU’s udvikling og de muligheder, der tegner sig for EU’s fremtid. Han afslutter kapitlet med at fremhæve de centrale punkter i de efterfølgende kapitler, hvor EU ses ud fra fem forskellige lande.
Per Øhrgaard skriver om Tyskland og EU, og der er meget at holde styr på. Essensen er nok, at EU har været en stor gevinst for Tyskland både politisk og økonomisk, men nu er Tyskland nået til et punkt, hvor man ikke ønsker yderligere integration.
I kapitlet om Frankrig skriver Jørn Boisen veloplagt om de franske dilemmaer i forhold til EU, hvor hans tese er, at Frankrig på den ene side har været en primus motor i samarbejdet, men at den tyske dominans er et problem, ligesom den manglende udenrigspolitiske handlekraft er i modstrid med de franske intentioner. Helt galt var det lige ved at gå ved sidste præsidentvalg, inden Emmanuel Macron som varm tilhænger af EU løb med sejren overfor Marine Le Pen.
Italiens politik i forhold til EU er ikke velkendt på vores breddegrader, og det er interessant at læse Simon Cecchin Birks og Gert Sørensens analyse. Især udviklingen de seneste ti år påkalder sig stor interesse, hvor Italien er gået fra et af de mest pro-EU lande til at være en tvivlsom og kritisk samarbejdspartner i Europa. Først Berlusconi og nu en nationalistisk og uprøvet italiensk konstellation med Lega og Femstjernebevægelsen i spidsen, der ikke uden videre accepterer spilleregler og begrænsninger, der stammer fra EU.
Polen er det store nye land i EU. Søren Riishøj lægger i sin analyse vægt på de forskellige historieopfattelser, der præger polsk politik. Den nuværende regering fra Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), der reelt styres af Jaroslaw Kaczynski, har valgt en nationalistisk linje ligesom den på flere områder indskrænker det demokratiske råderum, og Søren Riishøj taler om et illiberalt demokrati. Det bliver spændende om Kaczynskis national-konservative fremgang vil fortsætte, eller om mere liberale kræfter med den nuværende EU-formand Donald Tusk vil dominere polsk politik i fremtiden.
Det sidste af de fem lande er Storbritannien, som Ole Helmersen skriver om. Kapitlet er skrevet i november 2018, og med de seneste måneders tumultariske Brexit-udvikling forekommer meget af analysen at være lidt forældet og uinteressant. Men hvem kunne også vide, at Brexit ville gå så galt?
Uffe Østergård er en institution i forskning og analyse af den europæiske udvikling. Han har udgivet utallige bøger og artikler om emnet, og han er altid værd at lytte til – ikke mindst for en historiker. Ud fra en analyse af udviklingen, når han frem til, at EU bedst kan karakteriseres som ”En føderation af nationalstater”, og han forklarer det således: ”EU er på visse områder en føderation som USA, blot en føderation, der er svag udadtil når det gælder fælles udenrigs- og forsvarspolitik, som i konflikten med Rusland over Ukraine. Men meget mere regulerende på de områder, der følger af det indre markeds frie bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser. (…) Begrebet en ”Føderation af nationalstater” er som sagt en logisk modsigelse, men netop derfor en god beskrivelse af tendenserne i samarbejdet. Denne modsigelsesfulde udvikling forklarer EU’s resultater, men også den afvisning blandt vælgerne, samarbejdet er løbet ind i.” (s.189).
Og hvor bærer udviklingen hen? Vil EU med tiden forsvinde? Eller vil det genopfinde sig selv som i tidligere situationer? Det er svært at sige, men Uffe Østergård tror, at det godt kan gå ligesom det Tysk-Romerske Kejserrige, som overlevede i mange hundrede år som et løst defineret retsfællesskab uden indbyrdes krige.
