Danmarks dåbsattest i Jelling. Sådan kender vi runerne. Men runer handlede ikke kun om monumenter, kristendom og kongerige. Folk skrev også om krig, sex og sladder. Og runerne havde allerede 800 år på bagen, da Harald Blåtand satte sit gigantiske monument i 965. De latinske bogstaver kom ind i det danske rige med kristendommen, men nordboerne holdt fast i runerne, og det gør vi faktisk endnu. Tænk blot på symbolet for Bluetooth på mobiltelefoner. Vi bruger også runer til tatoveringer, på fodboldtrøjer og i tvserier, så de sidste runer er ikke ristet endnu. Lisbeth M. Imer, seniorforsker og runolog ved Nationalmuseet, læser skriften og fortæller, hvordan runer bruges og forstås kulturhistorisk – både dengang og nu. (forlagets omtale)
I 2016 udkom Lisbeth M. Imers stort anlagte og smukke værk, Danmarks Runesten, hvori hun grundigt gennemgår Danmarks runesten; ikke sådan, at hun blot opremser sten for sten, men hun forsøger at se det samlede vidnesbyrd om den fjerne fortid, som vore runesten udgør, i en større sammenhæng, forsøger at få stenene til at tale til os ved at sætte dem ind i en større fortælling om Danmarks historie. Og dette lykkedes hun med.
Den nye bog, Rigets Runer, er på een måde den korte version. På hundrede små sider er det enorme stof, forfatteren havde bearbejdet i forbindelse med den forrige bog, blevet kogt ned til en sand lille kraftterning. Også denne nye bog er forfatteren i allerhøjeste grad lykkes med. Riget Runer er på een måde den korte version, men det må samtidig fremhæves, at der også findes andet og nyt stof i den lille bog.
Bogen er inddelt i fire hovedkapitler, foruden en indledning, der følger i kronologisk rækkefølge. Således dækkes i ‘Tilbage til jernalderen’ den ældste tid, runernes oprindelse, overvejelser om skrivekyndighed og sproget i jernalderen, urnordisk. Om runernes oprindelse får vi at vide, at det længe har været debatteret i forskningen, om det græske, latinske eller måske det etruskiske alfabet skulle ligge til grund — og man er ingenlunde nået til enighed. Men det er heller ikke sikkert, at der nødvendigvis skal være et enkelt alfabet, der er forlægget. En anden mulighed, peger Imer på, kunne være, at man i Norden havde kendskab til flere af disse alfabeter og på den baggrund skabte sit eget; en plausibel mulighed, når man tænker på, at runealfabetet på den ene side har mange tegn, der tilsyneladende har modsvarigheder i flere af de kendte middelhavsalfabeter, men at tegnenes rækkefølge i runerækken på den anden side er en anden end i de kendte alfabeter. Runerækken kaldes for fuþark efter de første seks tegn. Årsagen til denne anderledes tegnfølge er i øvrigt heller ikke kendt.
I det første kapitel gives nyttige oversigter over runerækkens runer. Runerækken ændrede sig nemlig over tid. Således får vi først en oversigt over den ældre runerække, der indeholdt 24 tegn sammen med de enkelte runers navne og lydværdi. I vikingetiden skrumpede rækken imidlertid ind til 16 tegn. Og det på trods af, at sproget rent lydligt blev rigere. På dette sted bliver det ikke — hvad man kunne have ønsket — gjort klart, at man faktisk allerede i vikingetiden begyndte at bøde på den mangel, det er, at runerækken ikke svarede særlig godt til den lydlige virkelighed, og byggende på de udviklinger, får vi i middelalderen et egentlig runealfabet.
Det følgende kapitel behandler vikingetidens runer. Imer gør en del ud af at forsøge at forbinde runestenene med de konkrete samfundsvilkår, vi kender til fra tiden. F.eks. rundes kapitlet af med et afsnit om ‘handelsmændene’, der drages forbindelser til læse- og skrivekyndigheden i samfundet (som ikke nødvendigvis var det samme; man behøver ikke at kunne skrive, fordi man kan læse). Det er i vikingetiden, ordene ‘Kong Harald bød gøre disse kumler osv.’ blev hugget i den store Jellingesten. Men vi kender til mange andre sten, især fra denne periode, og sådanne hører vi mere om i dette afsnit. Et århundrede tidligere gør goden Roulv på Fyn opmærksom på sig selv på en række sten, og runeristeren Sote rister i Glavendrup på Fyn og i Tryggevælde på Sjælland. Det er et vidnesbyrd om, hvor bredt, man kunne nå ud — og hvor bredt man regnede med at kunne nå ud ved at udtrykke sig i skrift på sten.
Men det handler ikke kun om samfund og kontekst. Imer peger ligeledes på den grundlæggende besværlighed, der ligger i læsningen af indskrifterne- rent bortset fra det fremmede skriftsystem og det noget fremmedartede olddansk. På grund af stenenes alder findes der nemlig også en række ord, som vi ikke længere kender i dansk. Således findes ord som (i danske former) måg, ræte eller thegn ikke længere i dansk, og det er således ord, der kan volde selv eksperterne problemer, fordi det ikke er nok blot at lære vikingetidens danske sprog.
I middelalderen har runerækken fået konkurrence fra det latinske alfabet. Skriftkulturen var, især sammen med kristendommen, kommet til landet. Imer beskriver, hvorledes de to skriftsystemer, runer og latinske bogstaver levede side om side, nogenlunde fordelt sådan, at runer blev brugt til folkesproglige tekster, latinske bogstaver til latin. Efterhånden flød grænserne imidlertid ud og de latinske bogstaver vandt til sidst.
Det er fra middelalderen vi finder interessante ting som f.eks. runebreve, småtekster, ridset ind i små pinde. Især fra Norge kender vi en meget stor mængde runepinde, hvor middelaldermennesker har ridset forskelligt ind. Det kan være oplysninger om ejerforhold på købmandsvarer eller om indgåelse af handler, men også mere personlige ting, som kærestebreve, frierbreve eller nogle drenges kradserier om sex og piger. Alt dette til sammen giver et pudsigt øjebliksbillede af middelaldermenneskets hverdag, et billede, der måske ikke ligger så langt fra den nutidige hverdag, som man måske kunne tro.
Til sidst omtales i kapitlet ‘Runernes renæssance’ runernes brug efter omtr. 1500, især i dag. Over nazistisk misbrug (og bevidst mistolkning) til en mere uskyldig, men ikke derfor ikke-værdiladede, brug af runer til at forbinde sig selv ved fortiden ved f.eks. tatoveringer, på fodboldtrøjer og i firmanavne. Bogen indledes med at omtale bluetooth-teknologien til trådløs kontakt over korte afstande. Både navnet (en engelsk oversættelse af blå-tand, jf. Harald Blåtand). Som symbol for denne teknologi har man benyttet en binderune, sammensat af runerne b og þ. De fleste mennesker har således runer med i lommen, selvom de færreste måske er klar over det, og færre endnu ved, hvad det betyder.
Lisbeth M. Imers nye bog om runer er et virkelig godt sted at begynde sin rejse, hvis man vil vide mere om runer. I forhold til tidligere mini-introduktioner adskiller — og udmærker — bogen sig især ved ikke at synke for dybt i faglighed. Imer har bestemt sin faglighed med sig, men hun taler med den som baggrund med sine læsere, ikke ned til dem. Efter læsningen er man naturligvis interesseret i at se flere runeindskrifter, for det er faktisk forholdsvis få runetekster, der gengives på de 100 sider; men dermed har bogen også opfyldt et ærefuldt hverv, nemlig at drage læseren hen til emnet. Om man vil vide mere, må man gå til Imers føromtalte tidligere bog eller nogle af de ældre værker om runer, som der nævnes et mindre udvalg af på bogens sidste side. I øvrigt kan den ivrigt interesserede henvises til Nationalmuseets og Nordisk Forskningsinstituts runestensdatabase med danske indskrifter.
Forfatter(e)
Projektansat ved Menningarlegt og félagslegt hlutverk íslenskra kvæða- og sálmahandrita efter siðskipti ved Margrét Eggertsdóttir.
Arbejder på Ph.D.-afhandling om Gunnlaugs saga ormstungus tekstkritik og de filologiske forudsætninger for tekstkritikken.
