Af 
Tværfaglig Danmarkshistorie i ét bind, der beskriver Danmarks udvikling over de lange stræk. Skrevet af en række eksperter fra Københavns Universitet.
I Danmarkshistorien finder man først og fremmest historien om folks levevilkår og livsformer fra oldtiden til i dag. Naturligvis kan man også læse om statens og politikkens historie, men den røde tråd er at beskrive, hvordan mennesker har levet her fra før Danmark blev til det Danmark, vi kender i dag. Det sker i fem store kapitler:
Oldtiden fra istid til vikingetid
Middelalderen til 1400
Senmiddelalder og nyere tid 1400–1850
Den industrielle tidsalder 1848–1960
Den nyeste tid fra 1960 til i dag.
Søren Mørch forsøgte for mere end 20 år siden at skrive ”Den sidste Danmarkshistorie”, men det ser ikke ud til at genren er sådan at slå ihjel. DR’s ”Historien om Danmark” beviste forrige år dens fortsatte, folkelige gennemslagskraft, og nu giver en række forskere fra Saxo-instituttet ved KU deres bud på en danmarkshistorie i ét bind. Men hvad er det egentlig for en historie, de gerne vil fortælle?
Det er bogen selv meget lidt meddelsom om. Den har intet forord og ingen opsamling til sidst. Det eneste sted, hvor man får lidt at vide om intensionerne bag bogen, er i den korte bagsidetekst. Her står bl.a.: ”Danmarkshistorien fortæller, hvordan mennesker har levet her, fra før landet blev til det Danmark, vi kender i dag, og til nu. Naturligvis kan man også læse om statsmagtens og den økonomiske og politiske historie, men levevilkår og livsformer fra oldtiden til i dag er bogens røde tråd”.
Bogen er opdelt i 5, kronologisk adskilte kapitler, (som dog lapper lidt ind over hinanden). Hvert kapitel dækker således en lang periode, og på nogle punkter er periodiseringen utraditionel, men der argumenteres ikke for den. De første kapitler, om perioden fra ”Istid til middelalder” og om middelalderen, er hver skrevet af én forfatter – henholdsvis Klavs Randsborg og Niels Hybel – mens der har været mange kokke om de efterfølgende kapitler. ”Den røde tråd” er ikke lige nærværende i alle kapitler, og der er ikke enighed om tilgange eller forståelse af centrale begreber.
Det gælder ikke mindst begrebet livsform, der også i titlen fremhæves som centralt. Det er fraværende i de to første kapitler, men dukker så småt frem i kapitel 3. I kapitel 4 spiller beskrivelsen af forskellige ”livsverdener” en forholdsvis stor rolle, men hvordan det adskiller sig fra livsformer fremgår ikke. I kapitel 5 tales der igen (hovedsageligt) om livsverdener, og det gør ikke forvirringen mindre, at det tydeligvis her er Thomas Højrups livsformsbegreber, der ligger til grund for fremstillingen.
Det rummer ikke væsentlig, ny detailviden eller epokegørende synteser. For fagfolk er der således ikke så meget at komme efter.
I hvert kapitel er der en række overskrifter, som grafisk fremtræder ens, men som reelt er under- eller overordnede. I kapitel 4, som dækker perioden 1848–1960, kan man f.eks. finde overskrifter som ”Arbejde, hjem og familie”, ”Borgerskabet” og ”Byfolk mellem borgerskab og arbejderklasse”. Indholdet i disse afsnit giver kun mening, hvis man er opmærksom på, at de er underordnet en overskrift der lyder ”Livsverdener 1914–1960”.
For en bog, hvor levevilkår og livsformer skulle udgøre den røde tråd, er det egentligt overraskende, hvor sjældent man kommer tæt på det levede liv. Fremstillingen er næsten kemisk renset for eksempler på konkrete menneskers liv. Den brydes ind i mellem af grå sider, der rummer forskellige ekskurser fra den almindelige tekst. Indholdet på de grå sider er meget forskelligartet, men heller ikke her møder vi konkrete skæbner.
At bogen handler om ”hvordan mennesker har levet her” indebærer, at langt det meste beskriver forhold inden for den nuværende danske stats territorium. De oversøiske kolonier er f.eks. næsten fraværende i teksten.
Som bogværk fremtræder ”Danmarkshistorien” indbydende med mange flotte illustrationer, men de fleste er særdeles velkendte fra andre sammenhænge. På forsiden ser man Jens Juels ”Prospekt af Egnen om Jægerpris” (1782) og et højdramatisk billede fra bombardementet af Den Franske Skole 21/3 1945. Hvis man skal tage forsidens udsagn for pålydende, så handler ”Danmarkshistorien” om overgangen fra bondeidyl til noget der minder om borgerkrig i Syrien. Dette udsagn kan dog ikke genfindes inde i bogen. Faktisk fylder krig og vold ikke særligt meget, og besættelsestiden er næsten fraværende.
Bogen sluttes af med en oversigt over den litteratur fremstillingen bygger på. Ud af de 14 siders litteraturoversigt fylder litteraturen til bogens mindste kapitel (kapitel 1) 5 sider, mens litteraturen til de øvrige kapitler behandles knapt så fyldestgørende.
Det meste af bogen udgøres af ganske traditionel politisk, økonomisk og social historie, skrevet af dygtige og vidende fagfolk. Blandt forfatterne er der både historikere, arkæologer (kapitel 1) og etnologer (som medforfattere på kapitel 4 og 5). Det er alt sammen meget solidt, men det rummer ikke væsentlig, ny detailviden eller epokegørende synteser. For fagfolk er der således ikke så meget at komme efter. Jeg tror også fremstillingen er lidt for blodfattig til, at bogen kan få den store, folkelige gennemslagskraft. I en gymnasial undervisningssammenhæng kunne man måske godt plukke relevante afsnit hist og her.
Om ikke andet beviser bogen, at den sidste danmarkshistorie ikke er skrevet endnu.
Forfatter(e)
Formand for foreningen fra 2013–17
