
Men denne anmeldelse har Noter, så vidt jeg ved, premiere på at anmelde podcasts. Vi mente, det var på sin plads, da der bliver produceret mange podcast, der formidler historie på forskellig vis. Det skyldes, at særligt podcastmediet egner sig til historiefortælling af forskellige årsager, som det er for omfattende at komme ind på her. Jeg vil nøjes med at konstatere, at der både i Danmark og i det store udland bliver produceret mange gode podcasts, der formidler historiske emner. Og lad mig sige det med det samme: Det gælder også denne sæson af Tyran. Jeg er begejstret!
Lydproducer Kim G. Hansen sagde engang i et oplæg om podcastproduktion: “Spørg altid jer selv, hvorfor skal denne historie fortælles i lyd, og hvordan virker det?” Det råd har jeg virkelig taget til mig, så det første, jeg gør, når jeg arbejder med podcasts, er at stille netop dét spørgsmål. Jeg vil derfor gøre det samme her og lade spørgsmålet være omdrejningspunktet for anmeldelsen: Hvorfor skal historien om Lenin og hans rolle i den russiske revolution fortælles i lyd, og hvordan virker det? Men først en kort præsentation.
Podcasten er en del af serien Tyran, produceret af Mono for DR P3. Holdet bag tæller bl.a. værten Emil Rothstein-Christensen, der er kendt fra podcasten De lovløse, samt lyddesigner Mikkel Rønnau.
Serien Tyran er en form for blanding af biografisk skildring og dramatiseret historiefortælling om forskellige diktatorer, der på den ene eller anden måde har tyranniseret deres egen befolkning.
Tidligere sæsoner har bl.a. omhandlet Saddam Hussein, Idi Amin, Pol Pot osv.
I første episode af podcasten om Lenin kalder værten denne sæson et “storslået og historisk meget velunderbygget drama”, og så er det jo godt, at de har lavet litteraturhenvisninger på seriens hjemmeside. Tak for det.
Serien væver meget om Lenins hjerne både metaforisk og konkret. Han bliver mange gange kaldt “hjernen bag den russiske revolution” og store dele af nørdeafsnittet handler om konserveringen af Lenins hjerne efter hans død.
Sæsonen følger Lenin fra hans barndom til tiden under revolutionen i Rusland og frem til hans død i 1924. Det kræver sin fortæller at skære dette indhold ned til fem afsnit à 30 minutter. Og som Rothstein-Christensen også nævner, er der meget af historien, som ikke bliver fortalt, hvilket vel altid er præmissen for historiefortælling. Hvorom alting er, er det spændende at kigge på, hvad der lægges vægt på indholdsmæssigt.
Første afsnit handler om Lenins barndom og baggrunden for, at han blev revolutionær. Næste afsnit fortæller om de år, han tilbringer i eksil. Tredje afsnit omhandler udviklingen i året 1917, mens fjerde afsnit beretter om henrettelsen af zarfamilien og attentatet på Lenin. Endelig beretter sidste afsnit om tiden før Lenins død og hans forhold til Stalin.
I tillæg til de fem afsnit er der lavet et ekstra nørdeafsnit. Det fungerer godt, og det er relevant at høre stemmen på podcastens researcher og manuskriptforfatter, Signe Marie Bang. Hende gad jeg godt høre mere fra, så for min skyld kunne de godt have lavet flere nørdeafsnit – eksempelvis om brugen af myten om Lenin i Rusland i dag. Bliver han dyrket eller glemt?
Podcasten er generelt god til at forklare årsagssammenhænge og bruger relevante sammenligninger. Enkelte steder zoomer jeg dog ud og må gå tilbage for at genlytte. Formidlingen er helt sikkert stærkest, når den scenisk fortæller røverhistorier om det spektakulære og groteske – hvilket den gør formidabelt. For eksempel når vi hører om Lenin, der gemmer sig i en finsk høstak, eller når han bevæger sig ud i gaderne forklædt som en fuld mand for at undgå at blive opdaget af politiet.
Fortællingen står særligt stærkt, når vi kommer helt tæt på den person, som portrætteres, i en form for lydmæssigt nærbillede. For eksempel når vi hører om, hvordan Lenin stopper med at høre Beethoven for ikke at lade blødsødne følelser stå i vejen for revolutionen. Det lydbillede brænder sig fast i hukommelsen. Måske skyldes det, at brugen af lyd og musik smelter sammen med det indholdsmæssige og bliver en del af portrætteringen.
En af faldgruberne ved at bruge Hollywood-agtige dramatiseringer i historiefortællingen er risikoen for at reproducere stereotyper. Jeg synes, at podcasten bliver stereotyp i sin skildring af de kvinder, der omgav Lenin – særligt i skildringen af “Nadya”, Nadezhda Konstantinovna Krupskaja, Lenins hustru. Hun og Lenins søster er hensat til at “pusle” om og opvarte Lenin. Men Nadya var ikke blot en tro og støttende hustru, der kiggede med store, betagede øjne på Lenin, der “mansplainede”, som man lidt får indtryk af i Tyran. Hun skrev selv tekster om uddannelsespolitik og pædagogik og var med til at forme revolutionære tanker. Hendes tekster fylder i alt 11 bind! Hun var også til tider virkelig træt af ægteskabet med Lenin – endda så træt, at hun på et tidspunkt overvejede skilsmisse, hvilket jo ikke var helt almindeligt for tiden.
Hvorfor gentage dette trættende narrativ og kvindebillede og endnu engang kun tilbyde lytterne én position, de kan spejle sig i: kvinden, der lytter til den geniale mand, ser op til ham og støtter ham i alt i stedet for at tænke selv?
Lenins formodede elskerinde og meget fortrolige rådgiver gennem en lang årrække, Inessa Armand, er også skrevet helt ud. Det undrer mig – hvorfor er hun det? Jeg ved godt, man ikke kan få det hele med, men stadigvæk. Det siger meget om Lenin, at han formentlig har siddet med sin hustru på den ene side og sin elskerinde på den berømte togrejse fra Zürich i 1917. Hvis man gerne vil have et nuanceret billede, vil jeg anbefale den britiske historiker Helen Rappaports bog Conspirator fra 2009.
Enkelte har kritiseret de historiske podcastproduktioner fra MonoMono for at lade værten fylde for meget. Han er den alvidende historiefortæller, der udlægger historien, som han forstår den. Jeg synes dog, at det fint kan berettiges. Det virker, og det er effektivt. Fortællerinstansen i de fleste lærebøger fremstår jo lige så alvidende – forskellen er blot, at det fremstår mere tydeligt, når vi hører fortællerens stemme.
Lyddesignet skaber et formfuldendt samspil mellem form og indhold. Det skaber spænding, drama og fremdrift i de enkelte afsnit. Underlægningsmusikken er på én gang storslået og forvrænget, hvilket giver en stemning af både opbygning og opløsning. Enkelte steder er der lagt en stemme ind, der lyder nærmest diabolsk. Det virker her, som om folket indgår en djævlepagt, da Lenin bliver sat til at lede revolutionen.
Der lægges en tredje tid ind i fortællingens spor, når der bruges klip fra 1970’ernes radioprogrammer om den russiske revolution – en tid, hvor der blev sagt og skrevet meget om netop denne begivenhed. Måske er det fint, at det virker på et mere eller mindre underbevidst plan hos lytterne. Man kan dog i undervisningssammenhæng vælge at gøre eleverne bevidste om det som en historiografisk faglig pointe. Et andet forslag er at inddrage aktør-struktur-teori og problematisere aspekter ved at tillægge én enkelt person så stor betydning i skildringen af historisk udvikling.
I Tyrans sæson om Lenin står det klart, hvorfor den er lavet i lyd. Den formår at udnytte lydmediets potentiale både hvad angår form og indhold – og det virker. Podcasten skaber indlevelse og engagement, og den vækker forestillinger og billeder hos lytteren. Dette bliver særligt tydeligt, hvis jeg sammenligner med en anden podcast om Lenin og den russiske revolution fra Radio4 med titlen Bag Hammer og Sejl. I denne produktion står det mindre klart, hvorfor den skal udgives som podcast. Der er ikke lagt meget energi i lydsiden. Speaken er meget detaljerig og berettende og lyder som oplæsning. Den er informationsmættet, og fortællertempoet er så højt, at det er svært at danne sig billeder af det fortalte. Selv som trænet lytter kan jeg have svært ved at finde tålmodighed til at lytte første afsnit færdigt. Derfor vil jeg for eksempel ikke kunne bruge den i undervisning – i modsætning til Tyran. Jeg tænker på mange måder, at Bag Hammer og Sejl kunne have gjort sig bedre som en bogudgivelse.
Afslutningsvis vil jeg nævne, at der i skrivende stund er premiere på næste sæson af Tyran om Augusto Pinochet. Jeg har hørt første afsnit og må konstatere, at hvis serien holder niveauet, er der virkelig noget at se frem til.
Amalia Bonné