Af 
Per Stig Møller var Danmarks udenrigsminister i perioden 2001-10. Siden har vi haft 6 personer i det job på bare 7½ år. Det virker som om udenrigsministerposten er blevet en slags frynsegode, at uddele til koalitionspartnere efter fortjeneste, men uden særlige krav til evner eller kompetencer. Derfor er det måske en god idé at den sidste rigtige af slagsen nu har skrevet om sine erfaringer.
Bogen er dels en fortsættelse af erindringsbogen ”Dage og kampe”, dels en redegørelse til den kommission som Per Stig Møller forventede der ville blive nedsat til undersøgelse af Danmarks deltagelse i konflikterne i Irak og Afghanistan. Foruden Irak- og Afghanistanproblemet handler den om udvidelsen af EU og NATO, Balkankonflikterne, Palæstinaproblemet, Muhammedkrisen, forholdet til Kina og rigsfællesskabet. Langt hen ad vejen får vi her en god gennemgang af internationale problemer og konflikter i perioden.
Som det ses, er bogen disponeret efter emner, men ikke helt stringent. Hvis forfatteren kommer i tanker om noget han gerne vil sige, får han det sagt her og nu, uanset hvad kapitlet ellers drejer sig om. Vi bliver også orienteret grundigt om hvilke verdensberømtheder forfatteren har truffet, og hvor højt de værdsætter ham. En alternativ titel til bogen kunne godt have været: ”Med Per Stig Møller på arbejde”.
Bogens hovedkilde er forfatterens hukommelse, og han bemærker da også at bogen således er en førstehåndskilde. På den anden side er perioden 2001-10 jo nogle år siden, og man spekulerer på om han har ført dagbog eller i det mindste skrevet notater, han nu kan støtte sig på. Et eller andet må han sikkert have haft, men han skriver det ikke. Der er heller ikke henvist til materiale fra udenrigsministeriet. De mange henvisninger er til materiale der ikke direkte ligger til grund for fremstillingen.
Et emne han ikke direkte kommer ind på, er statsministeriets – og statsministerens – invasion af øvrige ministeriers områder. Man talte meget om det i forbindelse med udvidelsen af EU (og igen i forbindelse med klimakonferencen COP15, men det var jo ikke Per Stig Møllers område). Men spørgsmålet dukker op flere gange, og det fremgår klart mellem linjerne at indblandingen irriterer udenrigsministeren og at den som regel vidner om manglende kompetence og kræver tid og anstrengelser at neutralisere.
Man kan selvfølgelig heller ikke lade være at kigge efter hvad han skriver om forholdet til Anders Fogh Rasmussen. Når han skriver direkte og eksplicit, er han loyal og positiv, men med lidt tolkning tegner der sig et andet billede – og den meget vidende og meget skrivende udenrigsminister må vel vide at han bliver genstand for fortolkning. Når han bruger udtrykket ”Er der to der står sammen i dansk politik…” er det naturligvis med bevidst henvisning til forholdet mellem Jens Otto Krag og Per Hækkerup, og fantasien får ligefrem vinger når han s. 74 afviser at han og Anders Fogh Rasmussen skulle være ”to snerrende hunde” og foreslår to katte i stedet! (To gamle hankatte, tak skal du have!). Han citerer med stor fornøjelse, må man tro, den franske præsident Chirac for at have kaldt Fogh ”crétin” på grund af tv-udsendelsen ”Fogh bag facaden”.
Et andet forhold der berøres sporadisk, men ikke i sammenhæng, er forholdet til massemedierne. Der er ingen tvivl om at han opfatter dem som hans modstandere i dansk udenrigspolitik.
Bogen er detaljerig, og man får et godt indtryk af at international politik er 5 % glamour og 95 % hårdt arbejde. Der er måske ikke så meget nyt, men man hygger sig lidt i selskab med Condoleezza Rice, Colin Powell, Sergej Lavrov, Jacques Chirac, Joschka Fischer, David Miliband, Kofi Annan, Yassir Arafat og alle de andre.
