Af 
Siger navne som Zahir al-Umar (1690–1775), Muhammad Ali (1770–1849), Ahmed Urabi (1841–1911), Ahmad Amin (1886–1954), Huda Sha’rawi (1879–1947), Nawal El Saadawi (født 1931), Abdullah al-Turayqi (1919–1997) eller Fayda Hamdy (født 1966) Noters lærde læsere noget? Jeg tillader mig for de flestes vedkommende at tvivle.
De spiller alle en rolle i Eugene Rogans i enhver betydning af ordet store bog om Arabernes historie fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår. De otte kvinder og mænd er nogle af de mange spændende kilder, som Eugene Rogan anvender, og som skaber en konkret-oplevet dimension i hans fortælling. Rogan lader dem komme til orde for at give vidnesbyrd om vigtige epoker, begivenheder eller personligheder i arabernes historie.
En hovedpointe i bogen er at araberne aldrig er blevet herre i eget hus. Fra 1500-tallet blev den arabiske verden domineret af osmannerne, og selv om de tyrkiske herskere i vid udstrækning uddelegerede deres magt til lokale guvernører, havde de altid fat i den lange ende. Da Osmannerriget i det 19. århundrede blev Europas syge mand, tog de europæiske kolonimagter Storbritannien og Frankrig gradvist kontrol over de arabiske områder. Denne dominans kulminerede i mellemkrigstiden, hvor araberne måtte leve under de europæiske stormagters ydmygende del og hersk politik, fordi araberne ved Versailles-freden i 1919 ikke mærkede meget til Wilson’s mål om folkenes selvbestemmelse.
Efter 2. verdenskrig bliver fire forhold afgørende for udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika:
For det første de europæiske kolonimagters svækkede styrke og den deraf følgende afkolonisering. For det andet den permanente israelsk-palæstinensisk/arabiske konflikt omkring staten Israel. For det tredje at olie blev det sorte guld, som dels gav flere arabiske stater både rigdom og styrket politisk indflydelse, dels gjorde Mellemøsten til et højspændt område, som stormagternes opmærksomhed konstant var rettet imod. For det fjerde skete der især efter 1980 en islamisering af arabernes hverdag, politik og interne konflikter, som også bevirkede at, det internationale samfunds fokus blev rettet mod den arabiske verden.
Alle disse udviklinger belyses indgående og nuanceret i Arabernes historie. Bogen er lang, men stoffet er også enormt. Og Rogan er en fremragende formidler. Det er lidt old school historieskrivning, hvor 20 personligheder, inden- og udenrigspolitiske relationer samt konflikter og krige er i fokus. Rogan inddrager kun arabernes økonomiske og sociale forhold, for så vidt som de kan belyse de politiske og militære beslutninger, som lederne tager.
Bogen er af nogle anmeldere blevet beskyldt for at være partisk: dvs. konsekvent at være for arabervenlig. Det synes jeg ikke er en rimelig vurdering. Bogen formidler stort set alle konflikter, som har involveret araberne – og det er utroligt mange! — nøgternt og neutralt. Men man kan generelt i valg af synsvinkel og kilder fornemme, at Rogan har stor sympati og medfølelse for araberne og deres stræben efter frihed og selvstændighed. Men denne sympati skævvrider på ingen måde fremstillingen.
Hvis bogen skal kritiseres, er det efter min opfattelse mere for dens manglende analyse dimension. Rogan beskriver og forklarer hvad der sker, men han analyserer meget sjældent de forhold han formidler. Fx gør han i bogens epilog fint rede for, hvordan Det Arabiske Forår kuldsejler og stort set alle stater bevarer deres udemokratiske ledere eller får nye, som heller ikke er demokratiske. Men en egentlig diskussion af hvilke faktorer, der er afgørende for at det optimistiske forår ret hurtig bliver til nedfrossen vinter, kommer han ikke med.
Men bogen er en guldgrube af relevant information. Enkeltkapitler vil godt kunne læses af dygtige opgaveskrivende elever; men på skolerne vil bogen primært kunne anvendes til efteruddannelse af historielærerne.
Så de fx kan forklare hvem de otte personer er, som var indledningen til denne anmeldelse!
