Af 
Forlagets omtale:
“Hvorhen Europa?” spørger Uffe Østergård, og svarer med en suveræn syntese af tusind års europæisk historie der vil udfordre både unionens tilhængere og dens modstandere.
EU har paradoksalt styrket nationalstaterne samtidig med, at vælgerne frygter, at deres nationale suverænitet er ved at forsvinde i Bruxelles. Europas befolkninger føler sig snydt af Unionens teknokratiske og elitære samarbejdsmåde. Og når de bliver spurgt, stemmer de nej til mere union.
Hverken tilhængere eller modstandere tør tro på at EU har styrket nationalstaterne. Derfor er EU nu i større vanskeligheder end nogen sinde. I stedet for mere union har Europa fået nationalisme, Brexit og lande på kant med demokratiet.
Uffe Østergård insisterer på at vi kan lære af historien. “Hvorhen Europa?” er et godt sted at starte. Europas historie slutter ikke her. Den er begyndelsen på de næste tusind år, hvor Europa kommer til at spille en helt anden rolle end vi har vænnet os til. Europa fik femhundrede år som dominerende kontinent i verden. Men efter den europæiske verdenskrig 1914–45 er det slut – på trods af EU.
Om forfatteren
Uffe Østergård (1945-), ph.d., er professor emeritus i dansk og europæisk historie ved CBS. Han er en af Danmarks skarpest profilerede stemmer i Europadebatten, og stør bag en lang række udgivelser: bl.a. Europas ansigter, Nationale stater og politiske kulturer i en ny gammel verden (1992) og Hvorfor er danskerne danske? (2017).
Parentesens undergang
Europas snarlige død har været annonceret så mange gange, at det næsten nærmer sig en kliché. Mest berygtet og berømt er naturligvis den tyske kulturhistoriker Oswald Spenglers profetier i ’Aftenlandets undergang’ fra 1922, som blev skrevet efter 1. verdenskrigs afslutning – en begivenhed, der i vore dage betragtes som begyndelsen på enden for Europas dominans. Kigger man på Europa i dag anno 2019, ser det dog unægtelig ud til, at der er noget om snakken. Problemerne for EU – og dermed også for Europa som fremtidig toneangivende global faktor – er legio: aldrende befolkning, uløselig migrantkrise, økonomiske problemer i især Sydeuropa, underminering af retsstaten i Østeuropa, nationalistisk enegang i alle landene og så selvfølgelig de to store onder: amerikansk ligegyldighed over for Europa og Brexit. Derfor er det en selvfølge, at dansk europahistories nestor, Uffe Østergaard, giver sin analyse af aftenlandets skumringstid.
Tilbage står dog indtrykket af en uhyre oplysende bog skrevet af en fremragende fortæller med sublimt historisk overblik, der spænder så bredt som buen kan holde og et par gange lidt mere.
Mathias Strand
Uffe Østergaard er en mand med en imponerende stor historisk viden og en enestående evne til at formidle den. I denne bog har han netop sat sig for, og fået frie hænder af sit forlag, til dels at fortælle den europæiske historie som et overlegent vue over kontinentets historie. I den første halvdel af bogen demonstrerer han, at han er i stand til at samle trådene fra en lang og kompleks historie til en sammenhængende fortælling, der i hvert fald får denne anmelder til med glæde at vende side efter side i en ellers omfattende bog. Ved læsningen føler man nærmest, at man er til et endeløst foredrag med Østergaard – og man føler sig godt underholdt. Kapitlerne spænder vidt – fra ukrainsk kirkehistorie til iberisk stormagtstid og fra britisk særegenhed til Mussolinis drøm om et nyt Romerrige. I denne del af bogen bliver man præsenteret for en af Østergaards tilgange til historien, der er inspireret af den franske historiker Fernand Braudels teori om ’la longue durée’ (den lange historie), altså at de århundredelange strukturer spiller den måske afgørende rolle i dannelsen af nutidens menneske og kultur. Derfor mener han eksempelvis, at den estiske erfaring med protestantismen samt den geografiske placering spiller en langt større rolle end 50 års kommunisme i dannelsen af den estiske, skandinaviske nationalkarakter. Er man bekendt med Østergaards tidligere udgivelser eller velbevandret i europæisk historie, er der ikke så meget nyt i denne del af bogen, men man får til gengæld hele pakken i yderst komprimeret og letlæselig form.
Bogens anden halvdel beskæftiger sig dels med årsagerne til, at Europa stik mod alle odds og forudsigelser i sol og måne underlagde sig resten af verden i ca. 500 år, dels med årsagerne til, hvorfor Europa går en helt anden fremtid i møde, hvor vi spiller tredjeviolin.
En af Østergaards hovedpointer i anden halvdel af bogen er, at Europas globale dominans var en anomali i en verdenshistorie domineret af Kina, og at den 500-årige parentes nu erstattes med en back to normal. Forklaringen på både europæisk dominans og dens afslutning finder Østergaard i fraværet af et imperium i Europa. Efter Romerrigets fald formåede ingen central magt at underlægge sig kontinentet, der i stedet krystalliseredes i en myriade af statssammenslutninger. Det gav en utrolig dynamik, der resulterede i europæernes underlægning sig af verden, men fraværet af et imperium, er også det, der nu er årsagen til storhedstidens afslutning. I Kina styrer centralmagten med hård hånd et område med et indbyggertal det dobbelte af EU, hvorimod europæerne modarbejder hinanden.
Men var Kina nu virkeligt den store globale spiller, som Østergaard gør landet til, og som berettiger ham til at tale om en tilbagevenden til normen efter en 500-årig europæisk parentetisk dominans? Kina blev jo i lange perioder svækket af mongolsk erobring, kulturelt og religiøst var landet under indflydelse fra nabomagterne og i varierende grad var de muslimske riger de helt store regionale spillere mellem 800 og 1500. At tale om global magt giver ingen mening før år 1500 og selvom man begrænser det til eurasisk dominans, er der heller ikke en sådan før 1492 påbegyndte det, der kulminerede med 1800-tallets endegyldige europæiske dominans. Kina havde dengang som nu ingen stor interesse i dominans af andet end deres umiddelbare grænseområder – i perioder måske resten af Sydøstasien — men det var på ingen måde noget, der lignede den kulturelt-økonomiske europæiske påvirkning af resten af verden. Ingen kan betvivle, at Europas tid som dominerende magt er endegyldigt ovre, og at fremtiden muligvis tilhører Kina, men at det er en tilbagevenden til en normalitet, er der i hvert fald ikke entydigt historisk belæg for.
Hvad fremtiden bringer, ønsker Østergaard ikke at give et tilbundsgående bud på, men polemisk formuleret ser han det som en blanding af Venedig og Belgien under en overnational struktur lig Det tyskromerske riges indholdstømte institutioner i slutningen af 1700-tallet. Så et EU mere af navn end af gavn, venetiansk fordums storhed og skønhed reduceret til momentvis parodisk hjemstavnsmuseum for at tilfredsstille kinesiske turister og belgisk politisk dysfunktion. Det forhindrer dog ifølge Østergaard ikke høj levestandard. Det er muligvis ikke en så dyster fremtid for europæerne. Men for resten af verden vil Europas afsked som betydningsfuld spiller være et kolossalt tab.
Sine steder lider bogen under – og det er den nok største anke — at Østergaard begiver sig ud i lange digressioner og stedvise gentagelser. Her kunne en skarpere redaktion have holdt ham på sporet. Tilbage står dog indtrykket af en uhyre oplysende bog skrevet af en fremragende fortæller med sublimt historisk overblik, der spænder så bredt som buen kan holde og et par gange lidt mere.
