Af 
Forvirrende og fascinerende. Sådan er Sønderjyllands historie. Hele miseren begyndte i 1232, da kong Valdemar Sejr lovede landsdelen til sin søn Abel som hertugdømme. Så var der ro på bagsmækken, troede Valdemar. Det gik helt anderledes. Landsdelen blev hertugdømme i 600 år og voksede i den tid væk fra Danmark. Nok kom Sønderjylland tilbage til den danske konge i 1460, men det var stadig hertugdømme og noget for sig. Så den store nationale danmarkshistorie om et samlet rige passer Sønderjylland ikke ind i. I 1800-tallet kom danskere og tyskere op at slås om landsdelen. Kampen gjaldt også fortiden, for hvem havde historisk ret til området?
Carsten Porskrog Rasmussen, museumsinspektør ved Museum Sønderjylland, følger landsdelens historie og vigtige politiske begivenheder i næsten 600 år. (forlagets omtale)
Mon ikke en pæn del af dagens praktiserende historielærere deler skæbne med denne anmelder: Vi har ikke helt styr på Sønderjyllands alias Slesvigs komplicerede historie. Men nu er chancen der – tilmed på overkommelige 100 veltilrettelagte sider. Udgangspunktet er 1232, da Valdemar Sejr sikrede sin søn Abel en passende position ved at udnævne ham til hertug af Jylland – og det betød i praksis Sønderjylland. Bogen følger – og afklarer – den komplicerede udvikling, hvor hertugdømmet bliver en særlig stat, forbundet med både Danmark og Holsten.
Carsten Porskrog behandler en række politiske nøglesituationer og vigtige beslutninger, der former Slesvigs særlige historie, alt sammen knyttet til en dynastisk statsopfattelse. Fremstillingen afrundes i 1799, da Slesvig tilsyneladende har fundet sig tilrette i den patriotiske danske helstat. Kort efter bliver den revolutionære nationalisme sat på dagordenen, og nye konflikter bryder frem. Men det er en helt anden historie, som en senere bog i 100danmarkshistorie-serien vil behandle.
Afgrænsningen fra det øvrige Jylland begyndte for alvor, da Abel-sønnen Valdemar i 1252 fik overdraget Sønderjylland som såkaldt ’fanelen’. Dermed fik han særskilt magt over området, men også pligt til at støtte kongen militært. Abel-slægten fastholdt denne hertugmagt i mere end 100 år. Derefter fik holstenske grever kontrol med hertugdømmet, der nu skiftede navn til Slesvig. Samtidig blev den holstenske og den slesvigske adel mere og mere integreret. Udviklingen er styret af dynastiske arvekrav, og med Ribebrevet i 1460 blev den danske konge Christian I anerkendt som hertug af Slesvig og greve af Holsten samtidig med, at han lover at holde de to lande ”evigt udelt sammen.” Carsten Porskrog problematiserer betydningen af denne passus, der kom til at spille en afgørende rolle i den slesvigsk-holstenske nationalismes historieopfattelse.
Her viser den århusianske 100-model sin berettigelse. Det er i det tematiske længdesnit, den historiske forståelse vokser frem både med hensyn til det slesvigske særpræg og til samspillet mellem hertugdømmet og kongeriget.
Knud Holch Andersen
De følgende danske konger var også hertuger af Slesvig, men genbrugte Valdemar Sejrs gamle model: at forsørge ’ledige’ sønner med en hertug-status. Efterhånden blev det noget af et kludetæppe, men fra 1582 var magten stort set delt mellem kongen og hertugen af Gottorp, der også havde besiddelser i Holsten. Den magtfulde adel var dog under fællesstyre. Carsten Porskrog kan konkludere, at de to hertugdømmer var fælles om ”at være delt på samme indviklede måde.”
På et helt afgørende punkt blev udviklingen determineret af noget helt andet end dynastipolitik i form af reformationen, der i en nordisk sammenhæng har sit udgangspunkt i Hertug Christians – den senere Christian III – domæne i Haderslev-Tørning amter i det nordlige Slesvig allerede i 1526. Afgørende for fremtiden blev Luthers krav om prædiken og salmesang på folkets sprog. Det betød, at Slesvig fik to kirke- og skolesprog, dansk og tysk efter en deling, der stort set følger den nuværende dansk-tyske grænse. De fleste voksne sønderjyder kunne læse allerede omkring 1700, og med skoleloven i 1814 blev denne deling helt afgørende for udvikling af et sprogfællesskab hen over dialekterne.
Med svenskekrigene og Gottorp-slægtens indgiften i det russiske Romanov-dynasti blev modsætningerne i hertugdømmerne til livsfarlig storpolitik for Danmark. Med freden i 1720 fik Frederik IV overdraget den gottorpske del af Slesvig, og han kunne året efter lade sig ’arvehylde’ som eneherre i hertugdømmet efter den danske kongelovs model. Her fremhæver Carsten Porskrog den afgørende historiske kendsgerning, at de dybtgående juridiske og administrative — ensrettende — reformer, enevælden gennemførte i Danmark, ikke fandt vej til Slesvig. Her herskede fortsat den brogede mangfoldighed. Det blev der først ændret på, da preusserne kom med ’den store kost’ efter 1864.
Slesvig har ofte fået en noget stedmoderlig behandling i de traditionelle periodeopdelte danmarkshistorier. Her viser den århusianske 100-model sin berettigelse. Det er i det tematiske længdesnit, den historiske forståelse vokser frem både med hensyn til det slesvigske særpræg og til samspillet mellem hertugdømmet og kongeriget.
Og får læseren mod på mere, er såvel Danmarkshistorien.dk som 100danmarkshistorier.dk klar med kilder, noter og litteratur.
