Af 
Serien 100 Danmarkshistorier har som formål at formidle nedslag fra fortiden i et overkommeligt format, og der er på nuværende tidspunkt udgivet over 80 bøger i serien. I denne udgivelse har Astrid Elkjær Sørensen valgt at se på husmorbegrebet i en politisk kontekst, hvor husmødrenes betydning i perioden 1940–1970 behandles.
Bogens udgangspunkt er en demonstration i 1947, hvor 10.000 husmødre i bidende februarkulde, medbringende børn og barnevogne troppede op på Christiansborgs Slotsplads for at protestere mod den førte rationeringspolitik. Efter besættelsens ophør i 1945 havde befolkningen håbet på bedre forsyninger, hvilket ikke var sket, idet hensynet til eksporten betød, at der fortsat var rationering og mangel på helt basale fødevarer, tøj og sæbe. De demonstrerende husmødre havde fået nok af slid og slæb for at få hverdagen til at hænge sammen og følte sig på ingen måde respekteret af landets magthavere. I mediernes dækning af demonstrationen blev de deltagende kvinder fremstillet med venlig overbærenhed, og tidens opfattelse af husmødre som værende uvidende og til tider ganske hysteriske prægede tonen.
Astrid Elkjær Sørensen når vidt omkring i sin fremstilling af husmødrenes guldalder, som hun definerer som perioden 1940–1970. I det indledende kapitel bliver vi præsenteret for to markante personer, som på hver deres måde kom til at præge kvindernes kamp for ligestilling og ligeværd i perioden. Formanden for Danske Kvinders Nationalråd (i dag Kvinderådet) Bodil Begtrup blev den samlende figur for de mange kvindeorganisationer, der repræsenterede vidt forskellige kvinder i samfundet. Kronen på værket bliver stiftelsen af Husmødrenes Forbrugerråd 1947 – i dag forbrugerrådet Tænk. I 1949 blev Lis Groes formand for rådet. Lis Groes var en bemærkelsesværdig kvinde med stærke politisk fremadskuende holdninger og blev i 1953 udnævnt som handelsminister. Det ministerium, som husmødrene i 1947 blev ignoreret af.
I de følgende kapitler bliver vi præsenteret for husmoderrollens betydning for samfundets sammenhængskraft.
Den hjemmegående husmor blev idealet for en ny familieform, hvor kvindens formål først og fremmest var at blive godt gift, være en god hustru og mor. Det blev et statussymbol for den enkelte familie at have råd til at husmoderen ikke skulle arbejde, og der blev også lagt et moralsk pres, da moderskabet blev set som kvindens primære forpligtelse. Heldigvis har Astrid Elkjær Sørensen blik for, at et er idealer, noget andet er virkelighed. Mange kvinder var af økonomiske grunde nødt til at arbejde og måtte ofte efterlade deres småbørn uden opsyn.
De politiske kvindeorganisationer kæmpede i perioden 1940 – 1970 med at få politisk indflydelse og få kvinderne engageret. I Folketinget var under 10 % kvinder og Dansk Kvindesamfund havde mellem 8.000 og 10.000 medlemmer. For den enkelte husmor var hverdagen ofte presset og forventningerne fra ægtemand og familie levnede ikke plads til fravær fra hjemmet for at være politisk aktiv.
I løbet af 1960’erne, hvor velstanden steg, og velfærdsstaten tog form, blev rollen som hjemmegående husmor sat under pres. Der kom nye kvindeorganisationer, og der blev sat spørgsmålstegn ved de etablerede kønsroller.
Bogen sluttes af med et kapitel, hvor det moderne samfunds arbejdsdeling i familierne sammensættes med fortidens husmoderdyder. Balancen mellem karriere og familie er svær for især kvinder, og vi præsenteres for synspunkter fra debatten om “mental load” og “tradwifes.”
Det er på alle måder en interessant bog, som Astrid Elkjær Sørensen har skrevet. Der er ny og nyttig viden om udviklingen af husmoderrollen og tidens kønsroller. Desuden lykkes det på fin vis at få bundet en knude til nutidens kvindekamp. Jeg vil på det varmeste anbefale bogen som en letlæst introduktion til et vigtigt stykke kvindehistorie.
Forfatter(e)
