Af 
I selvsamme år, som Søren Gyldendal grundlagde sit forlag, afskaffede den egentlige magthaver i Danmark på det tidspunkt, den fra Tyskland indvandrede læge J.F. Struensee, censuren og indførte trykkefriheden.
Det kom ikke til at gå stille af: Der begyndte at udkomme et væld af pamfletter, hvori alverdens aktuelle emner blev taget op, politik, lavsforhold, sædelighed, kongen, dronningen forholdene ved hoffet, alt kunne skrives, alt kunne gøres til gengæld for en pamflet. Det gav på meget, meget kort tid anledning til en helt ny og ukendt offentlighed.
Det foreliggende værk er lidt af en sværvægter (Godt 4 kg). Det er således ikke en man læser i metroen eller tager med til stranden om sommeren, og det tager sin tid at komme igennem den. Men det er i høj grad umagen værd. Det er også lidt af et pragtværk, med god papirkvalitet og flot tryk, en gave til dem der sætter pris på ikke bare en bogs indhold, men også på dens fremtræden (men, skulle der ikke have været skindbind med guldtryk?).
Indholdet svarer til størrelsen. Teksten er i ekstrem grad gennemtænkt og grundig, og bogen indeholder desuden en række såkaldte ”apparater”, blandt andet en registrant over samtlige trykkefrihedens skrifter og en liste over personerne i trykkefriheden (med biografiske oplysninger), og den er selvfølgelig veludstyret med henvisninger og forklarende noter, alt sammen noget der letter et videre arbejde med bogens emne.
Bogens emne er, som undertitlen siger, de tre vilde år med trykkefrihed i Danmark 1770–73, de år der begyndte med noget der lignede et voldsomt tøbrud i dansk politik og samfundsudvikling, men lige så brat endte med reaktionens triumf og samfundets fornyede nedfrysning. Udviklingen i disse tre år er set gennem den mangfoldighed af småskrifter som trykkefriheden gav anledning til. Skrifterne præsenteres, gengives og kommenteres, og først og fremmest ordnes de efter en række overskrifter så at de fremtræder i logisk sammenhæng og indplaceres i den politiske og sociale udvikling.
Når man læser bogen, forekommer afstanden til begyndelsen af 1770erne ikke stor. Vi har i det sidste årti set en række ”forår” andre steder i verden, forår der næsten alle er endt i hårdere frost end nogensinde. Og vi har set, faktisk ser vi for vore øjne, skabelsen af en ny offentlighed i form af de sociale medier, der på mange måder minder om trykkefrihedens år. Total foragt for sandhed, ustyrlige konspirationsteorier, pøbelens amokløb – jo, man føler sig hjemme i 1770erne. Brugen af teksterne skaber nærhed og autenticitet.
Tilsyneladende er kupmagerne af 1772 eksperter i start og manipulation af en perfekt shitstorm
Axel moos
Bogens disposition følger først de forskellige ”fejder” dvs. de ikke altid særligt høflige meningsudvekslinger mellem de forskellige (anonyme) forfattere af skrifter om bestemte emner, såsom handel, retsvæsen, præstelønninger, helligdagenes indskrænkning og ikke mindst rigets sædelige tilstand, statsgælden, hoveriet, lotteriet osv. Tilsyneladende opfatter skribenterne trykkefriheden som frihed til at fremkomme med alle mulige påstande og formodninger om modpartens personer, holdninger og motiver.
Næste hovedafsnit er helliget nogle af de vigtigste skribenter, deres skrifter og deres skæbne. I forhold til første hovedafsnit vil der uundgåeligt være en del gentagelser, men det gør til gengæld at man kan læse hovedafsnittene hver for sig. Man får indtrykket af at det er småt med civilcourage hos skribenterne, men til gengæld rigeligt med fleksibilitet i forhold til de politiske magtforhold.
Ind imellem hovedafsnittene finder man særdeles oplysende baggrundsafsnit om blandt andet trykkefrihedens bystyre, trykkefrihedens by og trykkefrihedens topografi. De fungerer som en hel socialhistorie, men dog stadig med udgangspunkt i skrifterne.
Endelig kommer bogens clou, hovedafsnittet om kampagnen forud for og ikke mindst lige efter Struensees fald. Det er her skrifterne bliver ubehageligt moderne. Tilsyneladende er kupmagerne af 1772 eksperter i start og manipulation af en perfekt shitstorm, anført af villige præster og videreført af lige så villige – og bange – skribenter med det formål at overbevise folket om at Struensee forberedte et kup mod kongen, mens de egentlige kupmagere blot forsvarede ham. Projektet lykkedes over al måde – det kunne man ikke gøre bedre i dag.
I et slutafsnit beskæftiger man sig lidt mere med medier og offentlighed på det teoretiske plan, men det er ikke her bogens styrke ligger. Den er der så rigeligt af andre steder.
Man kan ikke ønske sig en bedre indgang end denne bog, hvis man vil beskæftige sig med de kritiske år 1770–73.
